Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Politiske slogans kobles med poetiske morsomheder på CC. Det styrker begge udstillinger

David Shrigleys store installation på CC er en slatten omgang. Til gengæld bidrager andre af hans værker med poesi og humor i koblingen med de politiske slogans, der indgår i udstillingen under åben himmel
Selvom soloudstillingen med David Shrigleys på Copenhagen Contemporary skuffer, så er han heldigvis også repræsenteret på paralleludstillingen IN FOCUS: Statements, som er en af de skarpeste og mest vedkommende politiske udstillinger denne sommer.

Selvom soloudstillingen med David Shrigleys på Copenhagen Contemporary skuffer, så er han heldigvis også repræsenteret på paralleludstillingen IN FOCUS: Statements, som er en af de skarpeste og mest vedkommende politiske udstillinger denne sommer.

David Stjernholm

Kultur
1. juli 2020

Allerede på lang afstand kan man se et kæmpebanner på Refshaleøens største bygning med ordene HOARD ANYTHING YOU CAN’T DOWNLOAD. Banneret er lilla, og tekstværket er lavet af den canadiske forfatter Douglas Coupland, kendt for generationsromanen fra starthalvfemserne, Generation X.

Den gigantiske bygning, hvorpå banneret hænger, rager op bag det gamle B&W-svejseværk, hvor Copenhagen Contemporary (CC) nu ligger. På vejen mod indgangen hænger et tekstværk på facaden til CC – et berømt værk af Zoe Leonard fra 1992, der indledes med ordene »I want a dyke for president« og så ellers fortsætter med at opremse alle de præsidenter, kunstneren ønsker sig, som ikke er hykleriske, gamle, hvide mænd. Her i 2020 opleves det værk mere politisk prægnant end nogensinde.

Jeg er egentlig kommet for at se David Shrigleys nye udstilling på stedet, men bliver hurtigt fanget ind af det parallelle udstillingsprojekt IN FOCUS: Statements, der består af tekstbaserede og dybt politiske værker af store internationale navne. Projektet foregår ikke kun inde i CC’s store rum, men også under åben himmel på området rundt om CC på Refshaleøen. Det er corona-aktuelt på den terrængående måde.

’No justice, No peace’

Uden for indgangen til CC lugter der stærkt af sæbe. Nogle unge mennesker er i færd med at stable bunkevis af lysebrune sæber i guldbarreformat. I sæben er ordet THREAT indgraveret. Værket er af indiske Shilpa Gupta, og sæben er skabt i hendes hudfarvetone. Værket er fra 2008-09, men viser, hvordan kunstværker kan ændre betydning efter kontekst og blive højaktuelle, flere år efter de blev skabt: Lige nu raser debatten om hudfarver og racisme i hele verden, ligesom brugen af sæbe er blevet et påbud. Ordet threat taler lige ind i den aktuelle COVID-19-hverdag, hvor beskidte hænder ses som en af de største smittespredere. Samtidig er det en reel trussel at have en mørkere hudfarve i en verden domineret af hvid magt, som den tragiske hændelse med George Floyd er blevet et symbol på.

I foyeren på CC står der i lysbokse: »NO JUSTICE/ NO PEACE«, mens et andet værk med rød baggrund og sort skrift lyder: »IF YOU ARE NOT/ ANGRY / YOU ARE NOT / PAYING /ATTENTION«. Værkerne er begge fra 2017, skabt af amerikanske Sam Durant, men man læser dem lige ind i de aktuelle demonstrationer med Black Lives Matter, der bruger de samme slogans.

Alle værkerne på IN FOCUS: Statements-udstillingen har en form for udsagn, en tekst, et slogan, som er aktuelt i dagens politiske verden – her på Copenhagen Contemporarys facade et berømt tekstværk af Zoe Leonard fra 1992.

Alle værkerne på IN FOCUS: Statements-udstillingen har en form for udsagn, en tekst, et slogan, som er aktuelt i dagens politiske verden – her på Copenhagen Contemporarys facade et berømt tekstværk af Zoe Leonard fra 1992.

David Stjernholm

Det er sjældent, at en kunsthal af CC’s kaliber kan levere noget så præcist og præsent, og det vidner om, at der er nogen, der ikke har haft arbejdsfri under coronakrisen, men tværtimod har set det som deres opgave at levere en udstilling, der taler direkte ind i vores aktuelle politiske klima.

Alle udstillingens værker har på den måde en form for udsagn, en tekst, et slogan, som er aktuelt i dagens politiske verden, og så er værkerne trods deres aktuelle indhold nonchalant installerede, og det gør oplevelsen mindre institutionspræget og mere vedkommende.

Som når man på trappeopgangen bliver mødt af den britiske og politiske kunstner Jeremy Dellers værker med udsagn som »More Poetry Is Needed« og »Worship the Bat«, eller når man går rundt ude på terrænet og ser amerikanske Jenny Holzers plakater med Trumps hoved hængende langs et afspærrende hegn. Måske var hegnet der i forvejen, men det klæder værket at hænge netop her, hvor hun har fået trykt hele Trumps mandschauvinistiske »grap them by the pussy«-udsagn.

De tekstbaserede værker er på den måde ekstremt stramt kurateret, men i et udvidet format, så de ikke kun er på plakatformat, men også, som nævnt, i sæbe, eller i videoværker, i marmor, som lydkunst, eller på flag, som det ubehageligt aktuelle »A Man Was Lynched by Police Yesterday«, der flagrer fra CC’s bagfacade. Værket er fra 2015 og er skabt af den sorte amerikanske kunstner Dread Scott, der arbejder stærkt politisk med USA’s historie med slaveriet.

Shrigleys slatne orme

Jeg går ind i den store sal på B&W for at se David Shrigley, som jeg er stor fan af.

Hans tegninger med små tekster er ofte både absurde, spiddende og sjove. Som når han skriver »Art will save the world« til tegningen af en malerpalet med forskellige klatter af farvet maling. 

Dette er den største udstilling med Shrigley i Skandinavien siden den store komplekse soloudstilling på Malmø Kunstmuseum i 2009, hvor der både blev vist et stort antal af hans tegninger og plakater samt en hel række objektbaserede værker. Udstillingen er dog, som med flere af de store installationsværker, der har været vist i den gigantiske sal på CC, hurtigt set.

Selv stort installerede værker virker mærkeligt små i denne enorme sal. Værket fylder ellers det meste af gulvpladsen og består af en række oppustelige rør, malet i lyserøde striber, så de ligner gigantiske regnorme. Et grønt neonskilt på væggen lyser med ordene »Do not touch the worms«, mens et ur på den modsatte væg tæller ned, og pludselig stopper de motorer, der puster ormene op, så de klasker sammen og ligger sig fladt ned. Uret tæller igen, motorerne starter, og et øjeblik efter rejser alle orme sig strunke og strittende.

Denne dans mellem det strunke og det slappe er måske meget underholdende et øjeblik, men også lidt en gimmick, som garanteret havde været sjovere som tegning. Selv om formidlingen taler værket op med en masse ord om orme og deres vigtige, men oversete funktion, er der for langt fra de plasticagtige regnorme i rummet til de reelle regnorme i jorden – og dermed til at ordene bliver meningsfulde.

Så er den væg, der er klistret til med Shrigleys tegninger, sjovere, selv om jeg også her leder efter den sædvanlige enkle kobling mellem tekst og billede, som plejer at få mig til at grine. En tegning af et par, der tænker, ledsages af ordene »We spend a lot of our time thinking about total nonsense«, og den er ok sjov, men så alligevel også lidt for udpenslende. Shrigley er bedst, når pointen ikke forklares, og det absurde får lov at råde.

Heldigvis er Shrigley også med på den politiske udstilling udenfor, hvor han blandt andet har skabt de klistermærker, der både viser vej i udstillingen rundt på terrænet og markerer den aktuelle coronaafstand på en meter.

Men hans bedste værk er placeret ude på det industrielle område omkring B&W, på toppen af en bunker, der nærmest er indhyllet i et grønt budskabs. Her viser en pil op ad en meget lille, stejl sti, hvor man bliver nødt til at holde fast i et reb, for at kunne trække sig op. For enden af stien, har man udsigt ud over vandet, og her på toppen er et værk af Shrigley installeret, der viser nogle fugle, og hvorpå der står: »Today I noticed them« og forneden »Usually I don’t notice them«. At hive sig selv hele vejen op til himlen for at se på et skilt med fugle er Shrigley, når han er bedst: komisk og poetisk på samme tid.

Samtidig fungerer Shrigleys lidt mere politisk subtile og sjove værker som en slags poetisk redundans til de øvrige meget eksplicitte politiske værker på udstillingen. For lige nu lægger vi netop mærke til noget af det, der er gået under radaren alt for længe: racistiske strukturer, misogyn opførsel, undertrykkende handlinger. Dyb alvor for mange, men også mere eller mindre usynlige for alle dem, der ikke er berørt direkte af det.

Så tag til CC – ikke nødvendigvis for at se på oppustelige regnorme, men for at opleve én af de skarpeste og mest vedkommende politiske udstillinger denne sommer.

David Shrigley. ’Do Not Touch The Worms’. Indtil 30.12.20.

’IN FOCUS: Statements‘. Indtil 30.12.20. Værkerne under åben Himmel indtil 30.08.20.

Begge udstillinger på Copenhagen Contemporary, Refshaleøen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her