Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Rosas Reality Radio udstiller kunstneren som frustreret, forvirret, for rasende – og for fattig

Billedkunstner og radiodokumentarist Rosa Marie Frang har lavet et sprudlende lydværk, en charmerende og rasende og indtagende podcast om livet som udkørt kunstner. Hun er for personlig, for meget, for vred, men netop dermed, som kunstner, åbner hun op for en anden slags samtale om, hvorvidt vi rent faktisk værdsætter dem, der slider sig ned for kunst, i Danmark
Billedkunstner og radiodokumentarist Rosa Marie Frang har lavet et sprudlende lydværk, en charmerende og rasende og indtagende podcast om livet som udkørt kunstner. Hun er for personlig, for meget, for vred, men netop dermed, som kunstner, åbner hun op for en anden slags samtale om, hvorvidt vi rent faktisk værdsætter dem, der slider sig ned for kunst, i Danmark

Sara Houmann Mortensen

Kultur
26. juni 2020

Hvordan indleder man en lille podcastserie om en fattig, kvindelig kunstners vilkår – og generelt om kunstneres vilkår – i Danmark? Sådan en podcast, der gerne vil stille kritiske spørgsmål til, om vi overhovedet værdsætter vores kunstnere i Danmark, og som hævder, at kunstnere i Danmark har det fucked? Som vil udfordre kunststøttesystemets ophøjede og svært gennemskuelige magt, problematisere uligheden mellem den lille håndfuld kunstnere, der tjener mange penge, og det store flertal, der lever af intet. Som vil udpege kønsulighed og bias i branchen, rase mod et »neoliberalistisk« konkurrencesamfund og bryde tabuer om præstationsangst og mindreværd?

Hvordan kan man lokke folk til at blive hængende til den slags? Det kan jo lyde lidt skingert og forkælet, kunne man tænke. Man kunne tænke: Ingen har jo tvunget kunstnere til at være kunstnere, vi giver kunststøtte til dem, der dur til noget, vi betaler dem for at uddanne sig i årevis, blandt andet midt i kongernes København, og uden for kunstskolernes trygge vægge er der så et marked og en selektionssproces, og sådan må det vel bare være? Hvis ikke gallerier, købere, museer, festivaler eller fonde er interesserede, eller hvis ingen vil betale nok for gildet, så skulle man måske tage sig et deltidsjob. Kunne man tænke. 

Rosa Marie Frang, som jeg kender som fantasifuld og modig radiodokumentarist på hedengangne Radio24syv Dokumentar, og som ellers er kendt og anerkendt som billedkunstner, imødekommer disse krydsede arme i sin podcast, Rosas Reality Radio, ved at lægge ud med en personlig anekdote om hunden Fisse.

En dag, fortæller hun i en af mange livlige monologer, møder hun hunden på Elmegade i det kreative indre Nørrebro i København, dens ejer kalder på den: »Fisseee«, og lige mens Frang ellers går og svælger i sin kunstnerbohemeagtige fremmedgørelse over den dyre, mondæne kreativitet uden ånd på denne fashionable adresse, bliver Frang så glad for, at nogen her simpelthen har kaldt deres hund for Fisse, at hun skrår glad over vejen og begynder at rose ejeren. Han virker forvirret, samtalen er akavet, den slutter kort efter, han trækker sin »lille hvide tæppetisserhund« med sig, og så hører hun ham kalde på den igen: »Kom så, Sidse!«

Så skynder Rosa Marie Frang sig over til ejeren igen og udreder den pinlige misforståelse. »Hej igen, jeg ville bare sige til dig, at jeg troede din hund hed Fisse. Altså ikke Sidse, men Fisse, det var derfor, jeg sagde at jeg synes, det var så fedt et navn!«

Sara Houmann Mortensen

Den fattiges virkelighedsfis

Så er vi i gang. Velkommen til Rosas reality, til den fattige kunstners verden og akavede møder med en virkelighed, der ikke altid stemmer overens med hendes opfattelse af den. Sådan en start er afvæbnende, kreativ, sympativækkende i al sin sjovhed og charme, som Frangs sprog og stil er marineret i. Snart efter er vi med hende til terapeut og hører panikangsten over at skulle præstere og tanker om sig selv som nul og niks. Der skal humor og selvudlevering til for at engagere folk i et grundlæggende vredt og frustreret podcastværk. Man må spille fandango, som skulle man overleve i et realityshow uden at blive stemt hjem af seerne, man må dele sin smerte og vrede ud som konfetti iblandet sjov musik og indtagende og ubehagelige anekdoter, man må give en helvedes masse af sig selv, nærmest det hele, for at få ørenlyd. 

Det mestrer Rosa Marie Frang beviseligt – for lydkunstværket i syv afsnit fungerer enormt godt – men hun er også smerteligt, selvpinerisk klar over, at hun dermed gør det, hun er så træt af at skulle gøre: at bruge og sælge sig selv, ikke blot den kunst, hun gerne vil dele med verden. Som hun siger i en mobiltelefonoptagelse er det at bruge sig selv som materiale verdens ældste kneb i håndbogen. Det skaber identifikation, adgang til folk og viden og netværk, og det giver PR og synlighed. »Et eller andet sted har jeg det sgu lidt … rimeligt meget nedtur over at lave det her og sådan lidt: fuck det her projekt, måske skulle jeg bare gå ud og arbejde for at redde jorden mod … total klimaforandringssammenbrud. What the fuck med det her radiopis. What the fuck

En sådan artikuleret selvlede over at lave selvudkrængende, selvpromoverende debatkunst er både en måde at foregribe kritik på, men det virker også som en ærlig indsigt i selvlede: I kunstneren som den, der trods et imponerende CV med masser af anerkendelse, aldrig tør stole på, at hun bidrager med noget som helst. Og mærker verden omkring hende hviske samme tanke. 

Du er så dum

På den måde hænger de konstante metalag og det personlige stof sammen og gør begge dele nærværende. Det virker at høre terapisnak for tændt mikrofon om den altopslugende angst, hun altid mærker, dagene før hun skal præstere: Det handler om at vokse op alene med sin far, flytte et utal af gange i løbet af barndommen, at være tosproget med faglige udfordringer og at blive råbt ad af far: »YOU’RE SO STUPID!« Men det handler nok også, som udstillet i de efterfølgende afsnit, om at leve i et miljø, hvor alle kæmper mod hinanden. Om at være 44 år gammel og nu med første rynker i ansigtet opdage, hvad der var privilegier, der var usynlige for hende tidligere: at hun fik goodwill på grund af sin attraktive ungdom.

At få ros som 19-årig af en kunstprofessor, der nærmest lover, at hun snart vil blive optaget på den kunstskole, han sidder i ansættelsesudvalget hos, hvorefter han sætter sig afventende på hendes højskoleseng. Det handler om at have et erhverv, hvor man konstant har hatten i hånden, men helst ikke skal tale højt om det, hvor hun oplever, at der er upenetrerbare mandefællesskaber, og hvor man må altid må vinde alles sympati og ikke brokke sig til nogen, fordi man ikke har råd til brændte broer. Om at være ved at dø af angst over at åbne svaret fra Statens Kunstfond for et projekt, man har brugt måneder på at ansøge til, og må sluge afvisningen uden at ane, om de synes, man er en kæmpe ubrugelig idiot.

Rosa Marie Frang snakker med forskere i kunstneres vilkår (de slags undersøgelser er der ellers nærmest ingen af), med andre kunstnere, selv om mange slet ikke tør udtale sig om deres frustrationer og prekære liv. Hun får efter megen bøvl en interviewaftale i stand med to fra det projektudvalg, der afviste hendes ansøgning, men tør ikke dele sin reelle frustration med dem og afreagerer i stedet til sin mikrofon før og efter. I processen bliver mere og mere af frustrationen vendt udad: mod systemer, der måske ikke fungerer, strukturer, vi ikke taler om. Mod slutningen stiller hun sig op på Christiansborgs Slotsplads og råber: »HVOOORFOR ER I LIGEGLAADE MED MIIIG?« i en megafon.

Sara Houmann Mortensen

Det hele er rundtossende, indsigtsfuldt, pinefuldt og provokerende: 

For må kunstneren godt bare synes, at det er for galt, at Statens Kunstfond over en kort årrække har hævet deres årlige udgifter på reklame, uden at opsøge forklaringen? Måske kunne det eksempelvis være, fordi de gerne vil nå til en anden skare af kreative, der ellers ikke ville kende til fonden?

Må hun godt være så vred over, at det er mere end besværligt at få lov til overhovedet at interviewe to af medlemmernes fra Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg, når hun rent faktisk får tid med dem? Hvorfor skulle det være så kritisabelt, at de to ikke kan udtale sig specifikt om hendes ansøgning? Hvad hvis alle så pludseligt ville have en halv times mundtlig feedback på deres afslag? Er det rimeligt at gøre besværet med at finde hen til selve mødestedet hos Statens Kunstfond til et tegn på noget som helst? Podcastprojektet er jo i øvrigt finansieret af Billedkunstnernes Ophavsretsforbund. Gør det hende ikke til ustakkels, faktisk?

Og er det i øvrigt ikke bare en teatralsk afmagtserklæring at råbe i en diktafon? Er det i orden?

’Du har lyttet til et værk’

Det fede, udfordrende og engagerende ved Rosas Reality Radio er, at det selvfølgelig må være helt i orden. »Du har lyttet til et værk«, lyder det efter hvert afsnit. Afsnittene er pakket med voldsomt kritisk selvrefleksion. Der er ekstrem skråsikkerhed og ramlende usikkerhed, mod og angst i en fascinerende totrinsraket, og samlet set stiller det hele sig utvetydigt, og sådan må man forstå den, på kunstens plads:

Her må man være vred og indigneret, sårbar og for meget, tvetydig og rasende. Man må kaste om sig med tal og citater uden at nogen kan afkræve journalistiske standarder for rundspørger og faktatjek, man må være for frustreret, for forvirret, for rasende – og for fattig, selvfølgelig.

Og vi må som lyttere betragte det som et sandhedsvidne fra en kunstner, der er netop det. Og som med affekt, med sjov, med alle sine følelser og tvivl på sig selv, forsøger at smadre ruden ind til der, hvor vi kulturjournalister og -redaktører og fondsmennesker og kulturordførere og skattebetalere og kunstelskere sidder, og der hvor kunstnere sidder og tøver med at indrømme deres egen sårbarhed, ramt af den tvivl, hele samfundet også kan have til dem. Rosa Marie Frang tager det hele på sig med spørgsmål som dette:

»Måske er jeg bare alt for hysterisk, sart, urimelig, forsigtig, følsom, for meget en flinkepige, hensynsfuld, pligtopfyldende, pæn, omhyggelig, omsorgsfuld, måske tør jeg ikke tage chancer, jeg er for selvudslettende, blød, følelsesladet, feminin, overbærende, eller måske for attraktiv, lækker, løs på tråden, promiskuøs, eller er jeg for gammel, ureflekteret, ude af kontrol, klodset, usofistikeret, banal, simpel, plat, grim, for maskulin, eller er jeg for klynkende, ynkelig, nærtagende, kontrollerende, udspekuleret, intrigant, bedragerisk, manipulerende, upålidelig, snu, overfladisk, sladrende, eller fylder jeg for meget, er jeg for aggressiv, magtsyg, selvoptaget, egoistisk, selvcentreret.«

Sara Houmann Mortensen

Ja, vil nogen sikkert svare hende. Men blot tanken om hvor irriterede nogen kommer til at blive over denne podcast, hvor irriterende den rasende kunstner gør nogen, får mig til at elske den mere. Jeg er ikke selv utvetydigt enig med Rosa Marie Frang. Jeg er ikke uenig med Rosa Marie Frang. Men hun sætter ild til tanker om kunstnere, vi bør tænke meget oftere. Alt det, jeg ikke synes holder, får jeg lyst til at diskutere og blive klogere på.

Når vi sådan elsker kunst, når vi synes, det er virkeligt vigtigt, giver det virkeligt god mening at lytte til kunstnerne. Og denne podcast er så ikke en Sidse, men en Fisse, et kreativt virvar, der inviterer til en anden slags samtale: Vi er inde i hovedet på Rosa Marie Frang. Det er hendes oplevelse af virkeligheden, vi støder på og støder os på. Hvorfor lytter vi ikke mere til alle dem, der slider sig ned af fattigdom og selvlede for at lave kunst? Herfra kan snakken også begynde på ny.

’Rosas Reality Radio’. Optagelse, tilrettelæggelse, musik og klip: Rosa Marie Frang. Mastering: Tonemester Kasper Janus Rasmussen. Kan høres via alle podcasttjenester og på http://www.rosasreality.com/

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Rønnow Klarlund

Tak for anmeldelsen - det glæder jeg mig til at høre.