Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Run The Jewels udgiver album i musikalsk solidaritet med protestbevægelse

De verdensomspændende protester mod politivold og diskrimination gør udgivelsen af det fjerde album fra hiphopduoen Run The Jewels, ’RTJ4’, til mere end god timing. Men ’RTJ4’ er langtfra kun relevant for det, der sker lige her og nu
Run The Jewels består som sagt af rapperen Killer Mike (th) med det borgerlige navn Michael Render og rapper og producer Jamie Meline (tv), bedre kendt som El-P. Deres lyd hører til under genren conscious – bevidst – hiphop, som dækker over, at den forholder sig til sociale, kulturelle, politiske og eksistentielle problematikker. Arkivfoto fra koncert i 2017.

Run The Jewels består som sagt af rapperen Killer Mike (th) med det borgerlige navn Michael Render og rapper og producer Jamie Meline (tv), bedre kendt som El-P. Deres lyd hører til under genren conscious – bevidst – hiphop, som dækker over, at den forholder sig til sociale, kulturelle, politiske og eksistentielle problematikker. Arkivfoto fra koncert i 2017.

Daniel DeSlover

Kultur
25. juni 2020

Run The Jewels ved, hvad musik til tiden vil sige. Den amerikanske hiphopduo har for nylig udgivet sit fjerde album, RTJ4, to dage før planlagt på grund af de nuværende protester, der foregår verden over mod politivold og diskrimination. Samtidig med udgivelsen har de to medlemmer Killer Mike og El-P udsendt følgende besked til deres lyttere: »Fuck det, hvorfor vente. Verden er hærget af bullshit, så her er noget råt at lytte til, mens du håndterer det.«

Den gode timing og det personlige budskab gør selvfølgelig noget ekstra for lytteoplevelsen af RTJ4. Men beslutningen om at fremskynde albummet en smule har ikke begrænset det til et tidsbaseret værk. For RTJ4 føles ikke kun relevant for det, der sker på verdensplan lige her og nu – også for den kollektive bearbejdning af fortidens begivenheder og for en vigtig påmindelse om dem i fremtiden.

Lyt og lær

RTJ4 og Run The Jewels i det hele taget er genuin østkysthiphop i den forstand, at musikken bestyres af to gavflaber, der chiller rundt, bliver høje, hakker rundt i lydene og blærer sig med deres eget skrammel. Men på RTJ4 forsøger Run The Jewels også at slynge en følelse af håb ind i den igangværende kamp mod racediskrimination. Et håb, der især mærkes i duoens opfordring til fredelig, men kompromisløs modstand.

Run The Jewels er ikke pacifistiske, men de motiverer heller ikke direkte til mellemmenneskelig brutalitet. Tværtimod minder de os om, at vi ved hjælp af ord stadig kan lytte og lære. På åbningsnummeret »yankee and the brave (ep. 4)« udtrykker duoen det, så det ikke er til at misforstå:

»Yankee and the brave are here
everybody hit the deck
we don’t mean no harm
but we truly mean all the disrespect.
«

Run The Jewels består som sagt af rapperen Killer Mike med det borgerlige navn Michael Render og rapper og producer Jamie Meline, bedre kendt som El-P. Deres lyd hører til under genren conscious – bevidst – hiphop, som dækker over, at den forholder sig til sociale, kulturelle, politiske og eksistentielle problematikker. Og for at gøre musikken tilgængelig for så bredt et publikum som muligt har Run the Jewels også den respektindgydende vane at give gratis adgang til deres album via deres officielle hjemmeside.

RTJ4 følger samme forskrift som duoens tidligere album, både i forhold til temaer og tilgængelighed. Rapteksterne er små tidsrejser af fragmenterede flashback og forjættende fremtidsfabuleringer. På den måde behandler de både USA’s historie såvel som den mere end begivenhedsrige samtid.

Men derudover udtrykker Run The Jewels sig også med et rablende vanvid, styrket af øregas og gnæggende beats. Nummeret »ooh la la (feat. Greg Nice & DJ Premier)« handler om hash og Moët og dyrker en fransk laissez faire-attitude med gentagelsen af de ekspressive udtryk oh la la og oui oui, amerikaniseret af bagvedliggende ay, hey og wassup.

Ingen tvivl om, at de to stemmer i Run The Jewels er med til at give verdenskoret af modstand nye kræfter. RTJ4 er perfekt at lytte til som en del af den aktuelle protestbevægelse, uanset om man er til stede i den fysisk eller digitalt. Men musikken strækker sig også ud over nuet som en del af den karakteristiske østkyststil. Og dermed bliver RTJ4 i sig selv en påmindelse om, at de emner, som det behandler, ikke blot er vigtige for en tid – men til alle tider.

Run The Jewels: ’RTJ4’ (Jewel Runners LLC/BMG Rights Management LLC/RBG)

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Tanghus

> gratis adgang

Hvis man bruger en streaming service :(

Torsten Jacobsen

Thomas Tanghus,

Hvis du går ind på bandets hjemmeside, og klikker på den lilla 'Download'-knap, lige under 'Donate to Charity', så kan du 'købe' albummet for 0$ - det vil sige ganske gratis. når det gratis 'køb' er gennemført, kan du downloade albummet som en Zip-fil.

https://runthejewels.com/

Thomas Tanghus

Jeg er åbenbart blind. Tak Torsten :)