Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Der er sangskrivere. Der er gode sangskrivere. Og så er der Jason Isbell

’Reunions’ er endnu en stærk samling seriøse og melodisk hjerteskærende sange fra en af Amerikas bedste countryrockere
Sangene på Jason Isbell og The 400 Units nye album ’Reunions’ er skrevet på den bitre erfaring, at der ikke findes nogle lette løsninger på livets største udfordringer. Det er modige sange i den forstand, at Isbell ikke er bleg for at udstille sine svagheder, udtrykke sin kærlighed til sine nærmeste eller opfordre til at bede om hjælp og gøre det, man er allermest bange for.

Sangene på Jason Isbell og The 400 Units nye album ’Reunions’ er skrevet på den bitre erfaring, at der ikke findes nogle lette løsninger på livets største udfordringer. Det er modige sange i den forstand, at Isbell ikke er bleg for at udstille sine svagheder, udtrykke sin kærlighed til sine nærmeste eller opfordre til at bede om hjælp og gøre det, man er allermest bange for.

Alysse Gafkjen

Kultur
29. juni 2020

Der er en episode, jeg kommer til at tænke på, når jeg skal beskrive sanger og guitarist Jason Isbells sangskrivning. Det sker under en af den amerikanske radiostation NPR’s såkaldte Tiny Desk Concerts – små livekoncerter ved værten Bob Boilens skrivebord.

Kort inde i nummeret »Molotov« fra Isbells sjette album The Nashville Sound afbryder han sit band, The 400 Unit, fordi han kludrer lidt i teksten. Han beder dem starte forfra ud fra logikken: Når han nu har brugt så meget tid på at finde frem til de helt rigtige ord til sangteksten, så dur det ikke, at han synger dem forkert.

Det er sigende for den 41-årige amerikaner, at det ikke er ligegyldigt, hvordan det enkelte ord falder. Sangskrivning er en seriøs disciplin, han går ikke på kompromis med melodierne og affinder sig ikke med klicheer. Og det er måske derfor, at han er en af sin – hvis ikke sin – generations bedste singer-songwriter.

Det er albummet The Nashville Sound det bedste belæg for. Det vandt en grammy i 2018 for bedste americanaalbum og er efter min mening et mesterværk. Ja, det er store ord at bruge, men de er lige så nøje afvejet, som var de kommet fra Isbell selv.

Opfølgeren Reunions er hans syvende album. Det består af ti melodisk hjerteskærende sange, hvori Isbell ser tilbage på sin fortid gennem det klarsyn, kærligheden til hans datter og bruddet med alkoholisme har givet ham.

»It gets easier but it never gets easy / I can say it’s all worth it, but you won’t believe me« konstaterer han på »It Gets Easier«, der netop handler om at være tørlagt, om at synke sin stolthed og stå ved, at det var den rigtige beslutning at lægge sprutten bag sig. Han bakkes op af Amanda Shires violin. Hun er ud over at være et fast medlem i The 400 Unit også hans kone, mor til deres fælles barn og aktiv i egne musikalske projekter.

Med lidt hjælp fra en hippieven

Sangene på Reunions er skrevet på den bitre erfaring, at der ikke findes nogen lette løsninger på livets største udfordringer. Det er modige sange i den forstand, at Isbell ikke er bleg for at udstille sine svagheder, udtrykke sin kærlighed til sine nærmeste eller opfordre til at bede om hjælp og gøre det, man er allermest bange for.

Disse erfaringer er udformet som vemodig stadionrock, hvor han på åbningsnummeret »What’ve I Done to Help« har fået ingen ringere end hippielegenden David Crosby med på kor. »Somebody save me« vræler Crosby og overdøves af en endnu mere vrælende slideguitarsolo.

Arven fra countrymestre som John Prine og Kris Kristofferson er uomgængelig, men stilmæssigt er det mest Bruce Springsteen, de nye sange ser op til, hvilket Isbell ikke lægger skjul på.

»Remember when we took too much?
To get a little of the human touch
« synger han på »Only Children« med en direkte reference til et af The Boss’ 90’er-album.

Isbell kan åbne en sang ved at sætte en scene, der fortæller en hel roman i et enkelt vers:

»This used to be a ghost town
But even the ghosts got out
And the sound of the highway died
There’s ashes in the swimming pool
But I saw you on your wedding night
And I watched you sleeping in my arms
You didn’t wash your makeup off
And you woke up looking scared as hell
« lyder det eksempelvis i »Overseas«, der er indspillet live i ét take.

Det er de færreste, der kan det: skrive sange med så tidsløse tematikker, så meget på hjerte, så stærk en nerve og så stor præcision.

Jason Isbell & The 400 Unit: ’Reunions’ (Southeastern Records)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her