Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Skrivelærer debuterer med en besynderlig roman om stewardessers ulækre grooming-ritualer

I Sigríður Larsens debutroman ’Crash Kalinka’ er stewardessen Kalinka i opløsning, både som hovedperson og som over-groomet krop
’Crash Kalinka’ er umedgørlig, men rummer en spændende galskab.

’Crash Kalinka’ er umedgørlig, men rummer en spændende galskab.

Laerke Posselt

Kultur
12. juni 2020

Det er ikke ofte, jeg anmelder en bog, der er lige så besynderlig, grænsende til umedgørlig, som Crash Kalinka.

Romanen kombinerer brudstykker fra musicalsange, Islands kolonihistorie og en hovedperson, Kalinka, der udfører omfattende og ulækker personlig pleje som en del af sit arbejde som standby-stewardesse.

Resultatet er – well, forvirrende.

Forfatteren Sigríður Larsen er født i 1978 i Island og bor i dag i Ribe. Siden 2018 har hun arbejdet som skrivelærer på Gladiatorskolerne, der er en del af forlaget Gladiator, som hun nu debuterer på.

Crash Kalinka er fortalt i en associativ, opkørt stil, og ligesom der ofte citeres fra musicals, har bogen noget musicalagtigt over sig. Der står »Life is a cabaret« så mange gange, at det er umuligt at misse referencen til kultmusicalfilmen Cabaret fra 1972. Romanen lader til selv at ville antage formen af en kabaret, en forestilling med musik, letpåklædt dans, jokes, kendt især fra 1930’ernes Berlin.

Sigríður Larsen: ’Crash Kalinka’, Gladiator.

Fortællingen om Kalinka afbrydes eller suppleres derfor ofte af eksempelvis en »Liza Minnelli-like« stemme, der siger »Ladies and Gentlemen, Wilkommen! Bienvenue! Welcome!« eller et løst affejende »and all that jazz«.

Når Kalinka beskrives, kan det til gengæld lyde sådan her:

»Kalinka, en håndgribelig størrelse; atomer, der hænger sammen som ærtemalm; et indre liv (cirkus), et ydre liv (stewardesse!), et cpr-nummer – en talrække, og hvad siger det om den ustabile personlighedskerne, at de primært består af fibonacci-tal, det er ikke Dan Brown.«

Kalinka bliver altså en slags parodi på en romankarakter, en kludedukke, fortælleren kaster rundt med. Det giver mening i lyset af kabaretformen, (som jo ikke giver meget plads til hverken indlevelse eller indre liv), og mindre mening, når man ikke desto mindre får fortalt hele den lange og ikke særlig kabaretvenlige historie om hendes islandske slægt.

Groomingritualer

Fremstillingen af Kalinka som kludedukke forstærkes til gengæld på bedste vis i de ret vidunderlige beskrivelser af »grooming-manualen«, som hun og de andre stewardesser får udleveret fra flyselskabet. Kravene til stewardessernes selvpleje er absurde (men måske virkelighedstro?!), og med den opremsende stil, kravene formidles i, skildrer romanen, hvad det vil sige at leve af at sælge sit udseende, sin »fuckability« – ikke som kabaretdanser i 1930’ernes Berlin, men som prekært ansat stewardesse i 2010’s København:

»Og nu ansigtet, firmaets ansigt udadtil. Kalinka følger manualen slavisk for ikke at komme til at skippe et trin. Rens, tonic, moisturizer (fugtighedscreme), øjencreme, serum og rynkecreme med aktive indholdsstoffer. Fugtmaske hver anden dag, selvfølgelig, og ugentlig peeling med abrikoskerner eller nanoplastik.«

Der er noget sært tilfredsstillende ved disse opremsninger, de fremstår næsten didaktiske. Når der eksempelvis står fugtighedscreme i parentes, er det for, at læseren skal være helt med; også den ikke-indviede, den der aldrig har brugt en moisturizer, skal forstå, hvor omfattende denne tilretning af kroppen er.

Hen imod slutningen skænkes man nogle helt utroligt ulækre beskrivelser af Kalinkas lægge efter flere måneder med manual-grooming:

»Et dysters landskab af selvbrunerplamager, sårskorper, forstoppede hårsække, nogle kraterlignende, dem der er gået betændelse i. Hun er nødsaget til at investere i stadigt tykkere, og dermed vammelbrune, tights. Kollegerne kigger med voksende mistro på hendes look. Og som huden gradvist udpines, er hun nødt til at tage endnu skrappere midler i brug såsom tyktflydende dækstift og, for at dække sår på størrelse med udtværede blåbær, små runde hudfarvede plastre«.

Beskrivelserne er udsøgt ulækre. Kalinka er i opløsning, som romankarakter, ja, men i den grad også som krop. Og læserens forhold til egen og andres kroppe sættes i perspektiv: Er kroppe ulækre, hvis de ikke groomes? Er de ulækre, fordi de bliver groomet? Bare det, at Sigríður Larsen bruger ordet ’grooming’ så meget, er herligt. Så klamt og så brugbart et ord.

Kabaret på bog?

Senere forsøger romanens tredjepersonsfortæller desværre at brede kritikken ud ved at drage paralleller mellem stewardessernes grooming og den, som Julia Roberts udsættes for i Pretty Woman og Audrey Hepburn i My Fair Lady. Der fremstilles fantasier om, hvordan det ville være, hvis det var mandekroppen, der var seksualiseret. Musicalfragmenter, groomingscener og kønskritik hvirvles rundt i teksten, men forankres ikke, det lander ikke noget sted.

Måske er det konceptet ’kabaret på bogform’, der skulle have samlet disse bestanddele. Men kabaret uden musik? Kabaret uden mennesker i samme rum? Jeg er ikke sikker på, at det koncept rigtigt giver nogen mening for mig. 

Crash Kalinka rummer en spændende galskab, og bogen forsøger ambitiøst at punktere mine forestillinger om, hvad en roman eller en hovedperson kan være. Men jeg bliver forhindret i at nå til den erkendelse, når det er så svært at finde ud af, hvad Crash Kalinka så egentlig er.

Sigríður Larsen: ’Crash Kalinka’. Gladiator, 238 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her