Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

’Song of the South’: Disney-filmen, vi aldrig får at se, fordi den er dybt racistisk

Den bandlyste Disney-film ’Song of the South’, der foregår efter den amerikanske borgerkrig, beskyldes for at romantisere slavetiden. Filmredaktøren har genset filmen for at finde ud af, om det er rigtigt
Ja, ’Song of the South’ er en dybt racistisk film, som Disney tilsyneladende skammer sig over at have produceret – samtidig med, at koncernen stadig tjener penge på de animerede sekvenser, sangene og vandrutsjebanen Splash Mountain, som er inspireret af filmens univers.

Ja, ’Song of the South’ er en dybt racistisk film, som Disney tilsyneladende skammer sig over at have produceret – samtidig med, at koncernen stadig tjener penge på de animerede sekvenser, sangene og vandrutsjebanen Splash Mountain, som er inspireret af filmens univers.

Ronald Grant Archive

Kultur
26. juni 2020

Umiddelbart tager den sig ganske tilforladelig ud, Song of the South fra 1946: En godhjertet, Disney-produceret familiefilm, en blanding af liveaction og animation, der handler om venskabet mellem en ensom, hvid dreng og en rar, ældre, sort mand, der fortæller de mest fantastiske, opbyggelige historier og synger iørefaldende sange, hvoraf en vandt en Oscar. Ja, filmen har endda inspireret vandrutsjebanen Splash Mountain, der er en populær forlystelse i tre af Disneys forlystelsesparker rundt om i verden.

Alligevel har man aldrig kunnet få Song of the South på hjemmevideo i USA (men i England blev den udgivet og genudgivet på vhs helt indtil 1996). Den er ikke tilgængelig på streamingtjenesten Disney+, der ellers skal forestille at være et arkiv med alt, hvad Disney har produceret gennem tiden. Og Splash Mountain kræves nu nedlagt eller omformet til en forlystelse med et andet tema.

Disneys øverste chef, Bob Iger, har flere gange udtalt, at Song of the South ikke passer til en moderne verden, hvor man tænker over, hvordan man portrætterer sorte mennesker i film, og hvor en anden streamingtjeneste, HBO Max, af samme grund har fjernet Borte med blæsten (1939). HBO Max, der er ejet af Warner Bros., vil nu udstyre den med en advarsel imod gammeldags fremstillinger af sorte mennesker og forholdet mellem sort og hvid, inden de gør den tilgængelig igen.

Men kan det nu passe, at Song of the South er så problematisk, at den ligefrem bør bandlyses? Jeg har set filmen, der blev udsendt på vhs og LaserDisc i Japan og Hong Kong i 1980’erne.

Dybt racistisk

Svaret er på én gang enkelt og komplekst: Ja, Song of the South er en dybt racistisk film, som Disney tilsyneladende skammer sig over at have produceret – samtidig med, at koncernen stadig tjener penge på de animerede sekvenser, sangene og forlystelsen.

Filmen havde premiere i 1946 – og repremiere igen i 1950’erne og 1980’erne – og den foregår i sydstaten Georgia i tiden efter den amerikanske borgerkrig. Hovedpersonen er syvårige, hvide Johnny (Bobby Driscoll), der sammen med sin mor må flytte ud på landet til sin mormors plantage, fordi hans far og mor er kommet på kant med hinanden.

Lille Johnny savner sin far og vil stikke af til hovedstaden Atlanta, hvor faren arbejder, men han farer vild og møder i stedet gamle Onkel Remus (James Baskett), en rar, sort mand, der bor på plantagen, og som fortæller vidunderlige historier om den snu Bror Kanin og dennes problemer med Bror Ræv og Bror Bjørn – og som synger muntre sange om samhørighed med naturen.

Takket være Remus beslutter Johnny sig for at blive på plantagen, hvor han også bliver venner med fattige, hvide Ginny (Luana Patten) og sorte Toby (Glenn Leedy), og hvor de sorte markarbejdere synger smukke, vemodige sange om gamle dage, hvor alting var bedre end nu. Og deri ligger problemet med Song of the South. Den er filmet i varme farver og præsenterer sit publikum for et harmonisk liv på landet, hvor intet ondt kan ske – eller nogensinde er sket – og alle lever sammen i fred og fordragelighed. Hierarkiet på plantagen er dog det samme, som det altid har været – de hvide øverst, de sorte i bunden.

Hjemme på plantagen

Ud over altså at benytte sig af problematiske sorte stereotyper, ikke mindst de dybt servile, glade tjenestefolk, foregår Song of the South på et tidspunkt, hvor slaveriet officielt var afskaffet, men hvor virkelighedens sorte amerikanere i sydstaterne stadig levede og arbejdede under elendige, slavelignende vilkår og ikke havde mange muligheder for at nyde den frihed, krigens afgørelse havde givet dem.

Song of the South, der er instrueret af Harve Foster og Wilfred Jackson og inspireret af historier indsamlet og nedskrevet af folkloristen Joel Chandler Harris, er måske ikke lige så åbenlyst racistisk som Borte med blæsten, der fejrer sydstaterne og slavetiden og skildrer sorte mennesker på en fordomsfuld og karikeret måde. Den ikke helt lige så pågående, romantiske længsel efter tidligere tider, hvor de hvide slaveejere levede det søde liv på deres store plantager, som gennemsyrer Song of the South, vakte dog allerede i 1940’erne opsigt i USA’s mere progressive kredse, ikke mindst hos The National Association for the Advancement of Colored People, NAACP, der siden 1909 havde kæmpet for sortes rettigheder i landet.

Onkel Remus’ fortællinger om Bror Kanin, der udgør filmens animerede dele, kan løsrevet af sammenhængen og set hver for synes okay, men de handler alle om det kloge i, at Bror Kanin holder sig hjemme i det tornekrat, hvor han blev født, og ikke bevæger sig ud i en usikker verden, hvor sultne Bror Ræv og dumme Bror Bjørn venter. I to af historierne forsøger de to endda at hænge Bror Kanin, hvilket giver nogle meget grimme billeder på den indre nethinde.

De gode, gamle dage

Endelig er der Onkel Remus’ signatursang, den oscarvindende »Zip-a-Dee-Doo-Dah«, som er en ganske munter affære, hvis man hører den uden filmens kontekst – hvilket velsagtens også er grunden til, at så mange sangere, fra The Hollies til Miley Cyrus, har lavet coverversioner af den. I Song of the South ledsages den af Onkel Remus’ ord om, at den handler om engang for længe siden, hvor hver dag var ganske tilfredsstillende og, »hvis du vil undskylde mig, på alle måder var bedre«. Man lades ikke i tvivl om, at også Onkel Remus, der formentlig var slavegjort af Johnnys bedstemor inden afskaffelsen af slaveriet, savner de gamle dage med slaveri og orden i sagerne.

Song of the South er ikke det eneste eksempel på, hvordan racisme og stødende stereotyper fandt vej ind i Disneys film, ikke mindst de animerede, i 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne. Der er de tre krager i Dumbo (1941), der jive-taler som karikaturer af sorte mennesker, sangen om rødhuder i Peter Pan (1953) og de siamesiske katte i Lady og Vagabonden (1955). Men ingen af dem er tilnærmelsesvist så problematiske og provokerende som den rosenrøde, farveladeagtige skildring af efterkrigstiden i Song of the South.

Lige op til lanceringen af Disney+ i november 2019 brugte journalist og filmhistoriker Karina Longworth seks afsnit af sin fremragende podcast, You Must Remember This, på at fortælle om tilblivelsen af Song of the South og de mennesker, som var involveret i filmens tilblivelse. Det er værd at lytte til de seks afsnit, ikke mindst for at blive klogere på, hvor svært det var at være sort skuespiller i Hollywood dengang. Bagefter kan man så spørge sig selv, hvor meget nemmere det er blevet siden.

Blot staffage

I en lille rolle i filmen som tjeneste- og barnepigen Tempy ser man datidens største sorte filmstjerne, Hattie McDaniel, der syv år forinden havde vundet en Oscar for sin birolle som Mammy i Borte med blæsten – som den første sorte skuespiller nogensinde. Men i modsætning til Mammy, der er en oprørsk figur, som godt kan finde på at sige de hvide slaveejere imod, er Tempy en såre føjelig skikkelse, som ikke gør væsen af sig. På samme måde er de øvrige sorte figurer i Song of the South blot staffage, der udgør et malerisk bagtæppe for den egentlige fortælling om lille, hvide Johnny.

McDaniel spillede ofte ret subversive og satiriske roller, men hun måtte kæmpe for sin position i Hollywood, og hun blev af blandt andre den sorte presse og NAACP beskyldt for at være en ’Onkel Tom’, der gik de hvides ærinde i stedet for at kæmpe for sine sorte søstre og brødre.

I modsætning til Borte med blæsten, der blev en monstersucces og hyldet som en øjeblikkelig klassiker, solgte Song of the South ikke mange billetter og fik heller ikke gode anmeldelser, hvilket nok også har haft noget at sige i forhold til filmens utilgængelighed. Man kan sagtens argumentere for, at det ikke er den rette løsning at gemme filmen væk og lade, som om den ikke eksisterer.

At Disney tværtimod bør tage ansvar for den og for det, som den repræsenterer. Det er en del af selskabets historie. Omvendt handler det nok også om det berømte Disney-brand og Disneys status som hele verdens store familieunderholder – og en frygt for de pr-mæssige og økonomiske konsekvenser af, at noget på papiret så uskyldigt som en delvist animeret familiefilm fra 1940’erne kan være så racistisk.

Svær film at forklare

Song of the South er en svær film at håndtere. Det vil ikke hjælpe stort at klistre en advarende og forklarende tekst på i begyndelsen af filmen – der er for meget, som så skal forklares og advares imod – som Disney selv har gjort det med blandt andre Dumbo, der indledes med ordene: »Dette program vises i sin originale udgave. Det indeholder måske gammeldags kulturelle fremstillinger.«

Og som Scott Tobias i den anledning skrev i The Guardian: »Ordet ’måske’ lugter ærlig talt langt væk af unødvendig satsning på flere heste.«

Måske er det en løsning at gøre som HBO Max med Borte med blæsten: At lave en præsentation, som sætter Song of the South ind i sin kontekst. Problemet er selvfølgelig, at den kontekst er så kompleks og svær at forklare, ikke mindst når man har at gøre med et publikum hovedsageligt bestående af børn. Borte med blæstens kernepublikum er trods alt voksne mennesker. Men det skal kunne lade sig gøre, af historiske årsager og for at kunne lære noget af den historie. Song of the South eksisterer, også selv om man ikke kan se filmen i sin helhed, og samtidig er det alligevel muligt at finde spor efter den i form af for eksempel Onkel Remus’ sang, »Zip-a-Dee-Doo-Dah«, og Splash Mountain.

Man kan med rette kritisere Disney-koncernen for stadig at tjene penge på dele af filmen, og det skal blive spændende at se, om Splash Mountain ender med at blive sløjfet eller lavet om til, som flere underskriftsindsamlinger har foreslået, en vandrutsjebane inspireret af en nyere, animeret Disney-film, Prinsessen og frøen (2009). Den film byder på en sort, kvindelig hovedperson, servitricen Tiana, der drømmer om – og ender med – at åbne sin egen restaurant i New Orleans.

Det vil være et noget mere anstændigt, opbyggeligt og tidssvarende budskab at sende til alverdens børn og voksne, der gerne vil more sig i Disneyland.

Christian Monggaard har set ’Song of the South’ på en LaserDisc udgivet i Japan

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian Monggaard

Jeg er blevet gjort opmærksom på, at filmen faktisk blev udgivet på vhs i England, og jeg kan se, at den seneste udgave er fra 1996. Det er lidt vildt. Og det har jeg nu rettet i artiklen.

erik pedersen, Karsten Aaen, Steffen Gliese og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Racismen består måske snarere i de lagspecifikke santioner, den amerikanske stat lægger på underpriviligerede sort og hvide. Men fint at man kan fjerne en gammel film, som på sin vis er en del af den historie, som åbenbart ikke må fortælles mere. Om den racistiske/imperialistiske måde man har set sorte på! Fjern det ud af sindet, og det er væk eller? Meget bedre, at vise filmen med forklaring! Men Disney er hvidvasket, undskyld sprogbruget!

Karsten Aaen

Når nu Christian Monggaard nævner det her, så vil jeg da her nævne Manderley! :( af en vis hr. Von Trier - som er dybt racistisk! i hvert fald, hvis vi skal sammenligne med Song of the South, som åbenbart også, som Manderley :( hylder det game Syden.....fordi:

Her, i filmen Manderley, er der en plantage - hvor slaverne - fordi længes! efter de gode gamle dage :( hvor slaverne var ejet af deres hvide herrer :( og fik at vide, hvor de skulle gå hen, og at de blev straffet! :( som i gode gamle dage :( - med piskning :( mm. og mv. :( hvis de gjorde noget galt! :(

Og det værste er, at det er en (tidligere) slave, som opretholder denne racistiske orden. og undertrykkelsen af de andre slaver....

:(

Søren Løvborg

Til forskel fra "Song of the South" er "Manderlay" satire og henvendt til et voksent publikum som antages at kunne gennemskue dette.

Den danske film "Styrmand Karlsen" er ikke mindre racistisk, men kan stadig købes på DVD. Hvorfor har vi så travlt med at rette på andre når vi ikke selv er bedre?

Karsten Aaen

@ Søren Lovborg

Nej, den er da ej!

For budskabet i filmen er stadig klart racistisk! Ikke mindst, fordi den tidligere slave hylder slave-tiden! og ikke mindst fordi filmens endelige budskab er at, sorte african americans stadig er så dumme, og dovne, lade, og ugidelige, at de slet slet ikke skal have nogen former for politisk magt - hvilket tydeligt ses i de billeder af de sorte i USA i dag! som vises, i filmen, til sidst!, hvor man ser dem ligge på gader, fortove, stræder, veje mm. , dope sig med alle mulige ting mm. og mv. ligesom man ser dem indgå i bander, myrde, røve, og stjæle...

jo buskabet er stadig dybt racististisk!

slet slet ikke satirisk!

Søren Løvborg

Manderlay, som er film #2 i von Trier's "Land of Opportunities" serie (sarkasme kan forekomme), slutter med en fem minutter lang billedsekvens af, på den ene side, Klan-medlemmer, nazister, og voldsparate politifolk, og på den anden, borgerrettighedsdemonstrationer, lynchinger, og sorte amerikanere i dyb armod.

Filmens Grace er den bedrevidende (hvide) intellektuelle, der tror hun har alle svarene, men kommer til kort i det øjeblik hun møder virkeligheden (en klassisk von Trier figur); slutsekvensens billeder af George Bush, World Trade Center og amerikanske soldater sikrer sig at parallellen til amerikansk nation-building i Irak ikke går upåagtet hen, og kæder dertil volden mod sorte i USA sammen med volden mod befolkningen i Mellemøsten og Afghanistan. (Den kobling kan man så mene om hvad man vil.)

Jeg synes ikke filmen er synderligt vellykket, og synes dens budskab er noget mudret og tildels undermineret af Triers behov for at provokere... men jeg ville ikke kalde den subtil.