Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Spillestedet ALICE’s baggårdskoncert bød på cellokramper og et genhør med den levende musik

For musik, der lægger op til undren, dybdelytning og eftertænksomhed, er det københavnske spillested ALICE’s baggårdskoncertformat ideelt. Det beviste de to talentfulde lydekvilibrister Sofie Birch og Josefine Opsahl fredag aften
Spillestedet Alice har lanceret en række sommerkoncerter i baggården, hvoraf de første, der afholdtes fredag var med henholdsvis Sofie Birch og cellist Josefine Opsahl.

Spillestedet Alice har lanceret en række sommerkoncerter i baggården, hvoraf de første, der afholdtes fredag var med henholdsvis Sofie Birch og cellist Josefine Opsahl.

Mathias Kristensen

Kultur
16. juni 2020

Blå pile på asfalten fortæller, hvilken vej jeg skal gå, da jeg ved min ankomst til spillestedet ALICE høfligt bliver anvist en stol ved et orange bord og god udsigt til scenen, der er opført under et højt træ og indhegnet af et hvidt stakit.

Jeg vælger at tolke pilene symbolsk som et tegn på, at det fra nu af kun kan gå fremad for den danske musikbrance – og for spillestederne og de mindre kendte musikere i særdeleshed. At sommeren ikke bliver helt så stille, som det ellers så ud til, da forsamlingsforbudet blev indført, og festivalerne aflyst.

Jeg har ikke været til koncert siden starten af marts, så det var en glædelig overraskelse, da ALICE pludseligt annoncerede, at de hen over sommeren ville afholde en række udendørskoncerter i deres gård med et bredt udvalg af interessante herboende musikere. Først i rækken er to yngre kvindelige solister, Sofie Birch og Josefine Opsahl.

Frodig brusen

Luften er frisk og fugtig fra den heftige regnbyge, der kort forud for aftenens dobbeltkoncert har renset Nørrebro. På scenen står en rød tophat af en pavilion, og højtalerne er iført sorte affaldssække, men koncerten er knap begyndt, før solen også vil lytte med, og både publikum og højtalere kan smide regntøjet.

Krager og skader skræpper forventningsfuldt i næbet på hinanden. Og det er svært at forestille sig en mere passende optakt til Sofie Birch, der er en flittig bruger af reallyde som netop fuglefløjt – men også trafikstøj og mange andre former for skrat – i sin milde minimalistiske musik.

Også kirkeklokkerne bimler begejstret i baggrunden, da hun sætter sig på klaverskamlen foran et bord dækket med farverige ledninger, synthesizere og andet mekanik og åbner med en ambient rungen.

Birch opfører de to numre »Morgenånder« og »Vidsyn«, der tilsammen udgør ep’en Hidden Terraces. Den udkommer samme dag på kasettebånd og er baseret på feltoptagelser, hun har foretaget i Columbia.

Med lette bevægelser skruer og vrider hun på et væld af knapper og får dermed skabt et pludrende eventyrligt lydbillede, der er både forsigtigt og frodigt. Lydene er på samme tid genkendelige og fra deres helt egen verden. En let plasken kommer måske fra et hav, men kan lige så vel være en bil, der kører gennem en vandpyt.

Birch arbejder et sted i spændingsfeltet mellem elektronisk musik og lydkunst, der bedst kan beskrives som et meditativt mix af den tyske komponist Max Richter og den danske lydkunstner Jacob Kierkegaard.

Der er brusen og lette briser, og på et tidspunkt klirrer det, som havde hun pillet en marimba fra hinanden og hængt alle dens tangenter op i snore, så tangenterne slår mod hinanden i intervaler bestemt af vinden.

Det er klart og sart. Og hendes musik lægger på fineste vis op til dybdelytning og eftertænksomhed. Til dét er det bænkede baggårdskoncertformat ideelt.

Soniske kramper

Efter en længere pause overtager cellist Josefine Opsahl scenen med sin elektroakustiske kompositionsmusik. Opsahl afsøger det yderste grænseland af moderne klassisk musik. Hun er medlem af lydkollektivet We like We og har udgivet musik sammen med sin mor, harpenist Trine Opsahl, men denne fredag optræder hun solo med egne nye kompositioner.

Med spidsen af sin ene sølvstøvle styrer hun sine effekt- og looppedaler. Ved teknikkens hjælp kan hun således kombinere celloens mørke sorgmodighed og skingre vrissen i lag. En teknik, jeg først hørte praktiseret på canadiske Zöe Keatings eminente album Into The Trees i 2010, og som gør det muligt for både Keating og Opsahl at skabe deres eget enkvindes orkester.

Resultatet er en temperamentsfuld avantgardisme. En symfonisk lydcollage.

Det føles, som om tonerne modvilligt bøjer sig, når Opsahl i vilde ryk skifter fra tremolo til at klaske håndfladerne mod gribebrættet og rive strengene med neglene.

Celloen kan være det mest vemodige instrument, men i Opsahls greb fremstår tenorstrygeren mest som katalysator for et utal af følelser: savn, utålmodighed, vildrede, sorg og aggresivitet. 

Hun lægger hele tiden op til at sætte lytteren i trance for så at modarbejde enhver vellyd med sine dissonante kramper. Og jeg må indrømme, at jeg til sidst zoner lidt ud af hendes soniske torturkammer.

Men hvor er det dog forfriskende igen at kunne lægge ører til levende musik, også selv om de er kommet i dårlig form. Det bliver ikke sidste gang, jeg lader de blå pile lede mig.

Koncert med Josefine Opsahl og Sofie Birch på ALICE fredag den 12. juni 2020.

ALICE Summer Series arrangeres i samarbejde med kulturhuset Union og kører frem til midten af august. På programmet er bl.a. Dreamers’ Circus, Astrid Sonne, Kogekunst, Dawda Jobarteh og Mija Milovic.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her