I snart en menneskealder har teologen Ole Jensen været det, vi alle er i dag: bekymret for verdens tilstand. Han har talt voldsomt imod ideen om fortsat vækst og forsvaret de truede dyrearter, som uddør ’i vækstens vold’ – som også er titlen på en bog, han skrev i 1976.
Nu har han skrevet sine erindringer. Og så alligevel hedder bogen, og den er som en veloplagt opsang til en forkølet verden, der nok er bekymret for klimaet, men lige nu mest optaget af at holde sig bag lukkede døre i fællesskabets navn. I krisetider truer egoismen, ikke kun i opgangstider, synes at være en af Ole Jensens bevæggrunde til at blive ved med at ytre sig. Der må råbes fra tagene, der må synges, der må føres samtaler med ånd, som det grundtvigske har lært os i Danmark. For fællesskabet og opmærksomheden og omsorgen for de svageste kommer ikke af sig selv.
Engagementet er det, der har ført hans liv så vidt omkring, forstår man, og det er det, der bærer bogen, så den for mig i hvert fald var svær at slippe. Det er erindringer i sin fineste form, vi bliver præsenteret for med denne ganske omfattende, men i sit udtryk milde og smukke bog.
Han begynder i den verden, der gik forud. Hans bedsteforældre og forældres verden, som gav ham en blandet arv. Fra såvel det milde Midtjylland som den stolte og lidt stivsindede frimenighedskultur på vestkysten oppe mod Limfjorden.
For den unge mand meldte det akademiske sig på et tidligt tidspunkt (og heldigvis) som en mulighed, da en forlæns salto med dårligt udfald satte en stopper for videre fysisk arbejde. Gennem den kristelige gymnasiastbevægelse finder han vej til teologien. Bondeknoldens benovelse over de mere avancerede lidt ældre unge mænd skal man ikke foragte.
’Og så alligevel – erindringer’. Ole Jensen.
Indtryk for indtryk, ordveksling for ordveksling ser man det rejse sig (hvor husker eller digter han dog forbandet godt!), det projekt, der bliver Ole Jensens. Som bliver et livsforsvar for den natur, som den vestlige civilisation, med kristendommens hjælp, har degraderet til noget, vi kan skalte og valte med.
Når klima ifølge Jensen har noget med teologi at gøre, så er det, fordi teologi altid også handler om livssyn. Tanken om skaberværket, at jorden er skabt og skænket os, indebærer ifølge Jensen, at naturen er noget, vi må agte og ikke bare forbruge af. Men på et tidspunkt i kristendommens historie har den herskende teologi gjort sig til fortaler for et hierarkisk verdensbillede. Hvor Gud er øverst, og herefter mennesket. Og for menneskets fødder ligger så resten af den smukke, men stakkels verden. Og det er det grumme vildspor, som Ole Jensen hele sit liv kæmper en brav kamp for at rette op på.
En selvbevidst mand ser tilbage
Vi hører i bogen om et væld af teologiske kampe. Med en vis heftighed, fornemmer man, har han også sat sine synspunkter ind. Striden mellem tidehverv og det grundtvigske fylder en del. Og hertil kommer den løgstrupske skabelsesteologi, som insisterer på skaberværkets iboende godhed.
Som et godstogn, der med stor energi bevæger sig gennem alt, hvad der løfter sig og ånder i de år, 60’ernes, 70’ernes og 8o’ernes intellektuelle landskab i Danmark, følger man ham fra station til station. Alle de store stillinger kommer han til at bestride, fra professor på teologi i København, til domprovst i Maribo, højskoleforstander på Grundtvigs Højskole i Hillerød til rektor for præsternes efteruddannelse i Løgumkloster. Også en post i etisk råd bliver det til. Foruden alt muligt andet.
Men det, der bærer bogen, er de små fine betragtninger, indfald, der får ham til at tænke på det store. Tilfældigheder – der førte store og såkaldt betydningsfulde beslutninger med sig.
Det er en selvbevidst mand, der ser tilbage på sit liv. Men det er samtidig en mand med stor sans for ydmyghed. Han fortæller om kirkegangen fra sin barndom, højstemtheden, salmesangen, fortovene, der var fejet. Og altergang – »altergangen var magisk,« skriver han. Om ægteskaber, der gik i stykker til hans store sorg. Og om mennesker, hele tiden mennesker, som modsagde ham, inspirerede ham, gav hans liv vinger.
Et halvt århundrede har man haft travlt med at tale om sekularisering og verdens såkaldte affortryllelse. Med denne bog mindes vi om, at sansen for livets poesi og magi er noget, man kan lære sig. Jensen nævner på en af de første sider Jørgen Carlsens neologisme: ordet forundringsparathed, og man forstår, at de har en fælles sag, som jeg tror, mange højskoleelever har nydt godt af gennem årene. Med den stædige holden fast i en gammel og rig kultur, der evner at se, sanse og forundres.
Vi møder i bogen et menneske, der trækker så mange tråde efter sig, at det med god ret kan siges at være en hel verden. Den er også er stykke åndshistorie, den her bog. Det er den gamle verden, der faldt, og samtidig en ny-gammel vilter verden, der går igennem stuen og næsten lukker døren efter sig, som man når til de sidste sider i bogen. Nu er han 81 år gammel, nu 83. Og så sidder han med et brev, han har fået som ung, som lærervikar, fra sin morfar. Nu er det Ole Jensen, der er blevet gammel, nu knager også hans liv og lemmer, og manddomskraften slukkes, selv om begæret er der endnu.
»Man er skæv. Man trækker på benet. Spejlbilledet i et stort vindue på gaden snyder ikke. Og man ved det jo også.«
Det er egentlig en modig, en åbenhjertig bog, slår det mig. En gammel mand, der smider klunset, men det er smukt, det vi ser. For ud over alt det, han indfører os i, er det også et menneske, man mærker, et menneske, der hele livet har kæmpet en indædt kamp for det, han tror på. Og så skriver han simpelthen godt. Fantastisk varieret i rytme og i en vekslen mellem højstemthed og talesprog, der buser ud med en dejlig energi. Der tales med en levende og nysgerrig stemme.
Læs selv. Her sidder han i toget, en tidlig morgen, med et langt liv bag sig, og konstaterer igen igen, at verden er vild poesi: » – baghaver mod banen i Uggelev, lamper over forladte morgenborde, morgenmørke kær om bækken mellem bratte og bløde bakker … Det kan ikke forberedes,« skriver han, med stille patos »det hænder med os, hvor og når det vil, og vasker sanser og sind fri af trivialitet, travlhed, sløvhed, rutine. Det er vederfarelse«.
Mange fine, småstøvede ord bliver hentet frem, som nu ordet vederfarelse, og serveret som frisk fra fad i denne bog, som ikke på noget tidspunkt forfalder til hverken akademiske, livsfilosofiske eller private almindeligheder. Den er sprød og insisterende som netop et morgenmørke hen over en klode, som vi håber holder til os lidt endnu.
’Og så alligevel – erindringer’. Ole Jensen. Klim. 357 sider. 300 kroner.
