Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Teater Zaragozas ’Tak for lort’ er gakket og sjov. Men der går lidt for meget improteater i den

Teatergruppen Zaragozas ’Tak for lort’ på Momentum er fin underholdning på en almindelig hverdagsaften. Det er gakket og sjovt, men som helstøbt teaterforestilling mangler der lidt
Thomas Diepeveen spiller Zeus. Eller Sovs, som hans gedemor i Isa Marie Henningsens skikkelse kalder ham.

Thomas Diepeveen spiller Zeus. Eller Sovs, som hans gedemor i Isa Marie Henningsens skikkelse kalder ham.

Emilie Therese

Kultur
15. juni 2020

Midt i det sorte scenerum på den allerstørste scene på Teater Momentum i Odense sidder en spinkel mand i en sort plastikspand. Han sidder med ryggen til publikum, så vi kan se hans nøgne ryg, der kun er dækket af selerne fra de mørkeblå overalls, han har på.

Hans hår er helt kortklippet og ser afbleget ud. Han holder en mikrofon, hvori han udstøder sære små hvin, der nok skal forestille babygråd, men mest af alt leder tankerne hen på mågeskrig. Som en surrealistisk kæmpebaby sidder han der midt på scenen, mens hans mødre (den biologiske og hende, der skal passe ham) taler om hans fremtid. For den er bestemt af skæbnen.

Titanerkongen Kronos har fået seks børn med sin tvillingsøster Rhea. De første fem har han spist, men det sidste barn forbytter Rhea med en sten. Det sjette barn er drengen Zeus, som Rhea skjuler på øen Kreta, hvor han vokser op hos en ged, indtil han er stor nok til at udfylde sin skæbne – at dræbe sin far og hævne sine søskende.

Mange små ideer

I teatergruppen Zaragozas debutforestilling, Tak for lort, fortælles historien om Zeus’ herkomst på en alternativ og meget komisk vis.

Simon Kongsteds Kronos er iført blå speedos, hvid skridtbeskytter og en papirkrone. Han er impulsiv, dominerende og klar til at slå alle ihjel ved den mindste irritation. Jeppe Ellegaard Marling er Kronos’ blazerjakkeklædte, lidt sleske assistent, Tjarles, men han spiller også den barmavede titanerdronning Rhea – »verdens skønneste kvinde« – som Kronos ikke kan holde fingrene fra.

Den førnævnte mand i plastikspanden er Thomas Diepeveen, der spiller Zeus. Eller Sovs, som hans gedemor i Isa Marie Henningsens skikkelse kalder ham. Sidstnævnte er iført en lille trekantsbikinitop og et par bukser med cut out, så ballerne er bare. Et sjovt påfund, som hurtigt stjæler publikums fokus. For det grundlæggende budskab i forestillingen er uklart.

Historien på scenen, der på det overordnede plan ligner den oprindelige myte, er dramatiseret af Camille Sieling Langdal i samarbejde med Zaragoza, men formen er skitselignende og virker ufærdig. En del elementer, der forekommer at være leget frem i en improvisatorisk arbejdsproces, skulle måske ikke nødvendigvis have haft plads i den endelige forestilling.

Herunder blandt andet lydeffekterne, der skabes af skuespillerne ved hjælp af rekvisitter som murerbaljer med vand eller grus. Fordelt rundt på scenen står mikrofonstativer, der kan opfange lyde som rindende vand eller brag, når Zeus skaber regn og torden. Hver mikrofon har forskellig effekt som rumklang eller ekko, når skuespillerne taler i den.

Emilie Therese

Selv om det er sjovt nok, at Thomas Diepeveen står i baggrunden og gurgler ind i en mikrofon, mens Simon Kongsted holder Isa Marie Henningsens hoved ned i en vandfyldt balje i forgrunden, er det stadig mere en sjov idé end et valg, der bidrager aktivt til historien.

Smittende begejstring i salen

Camille Sieling Langdal har i sin iscenesættelse flyttet fortællingen til en udefinerbar tid, hvor stærke, græske guder, skæbneprædikende orakler, smarte Audier og farvestrålende Bacardi Breezers sameksisterer. Skæbnen er omdrejningspunktet, »skæbnen er en vej«, som vi alle må følge, som et menneskeligt orakel iført lyseblåt plastikregnslag og kasket indledningsvist forklarer publikum.

Stemningen i salen forud for premieren er lettere euforisk skabt af en blanding af teaterhungrende publikummer samt venner og familie til de medvirkende på scenen. Da teaterchefen byder velkommen, mødes hun af jubel. For det er skønt at være tilbage i teatersalen. Og langt hen ad vejen er Tak for lort også en underholdende, indimellem latterfremkaldende oplevelse.

De gakkede påfund, de sære kostumer (eller nærmere manglen på tøj) og det absurde i historien er morsomt. Men der er lidt for meget improteaterstemning over det, der kunne have været en mere klar komedie.

Men der er helt sikkert et potentiale for spændende og skæve iscenesættelser hos den nydannede teatergruppe Zaragoza, som i de rette hænder, nok skal blive forløst.

’Tak for lort’. Tekst: Camille Sieling Langdal og Zaragoza. Instruktør: Camille Sieling Langdal. Lys: Casper Døi. Med: Isa Marie Henningsen, Simon Kongsted, Jeppe Ellegaard Marling og Thomas Diepeveen. Spiller på Momentum til 20. juni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her