Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

’Unge Ahmed’ er et fremragende portræt af en stakkels ung, betuttet, radikaliseret muslim

Dardenne-brødrene leverer i ’Unge Ahmed’ et dobbeltportræt af en forknyt teenager, der drømmer om islamistisk martyrium og af de velmenende mennesker, der forsøger at afradikalisere ham
I de bedste scener i Unge Ahmed veksler den instinktive nærhed mellem mor og søn med den afstand, der uundgåeligt er mellem en sekulær belgisk kvinde og en voldsparat religiøs ekstremist.

I de bedste scener i Unge Ahmed veksler den instinktive nærhed mellem mor og søn med den afstand, der uundgåeligt er mellem en sekulær belgisk kvinde og en voldsparat religiøs ekstremist.

Christine Plenus

Kultur
19. juni 2020

Blikket i den unge radikaliserede muslim Ahmeds blik er uendeligt trist i samtlige de 84 minutter, de belgiske Dardenne-brødres Unge Ahmed varer. Både når han i en af de første scener gør sig stejl og afviser at give hånd til sin velmenende lærer, Inès (Myriem Akheddiou), og når han beder på sit teenageværelse med et billede af sin fætter, en islamistisk martyr, placeret under bedetæppet.

Denne forknytte knægt spilles overbevisende af Idir Ben Addi, hvis trutmund, let vraltende gang og undvigende blik både får ham til at fremstå åbenlyst sårbar, krigerisk og følelsesmæssigt utilgængelig. Ved filmens begyndelse har Ahmed allerede givet sig hen til en radikaliseret udgave af islam, som den prædikes forskellige steder på nettet og af den lokale imam Youssouf (Othmane Moumen). Derhjemme fordømmer han sin mor, Louise (Claire Bodson), fordi hun drikker vin, og sin søster, fordi hun ikke går tilstrækkeligt tækkeligt klædt. Faren er ude af billedet, og Youssouf indtager den centrale plads i Ahmeds liv.

Ahmed hjælper ham både i moskeen og i den grønthandel, Youssouf driver ved siden af, og Youssouf fortæller ham (og hans mere skeptiske storebror, Rachid), hvad der er rigtigt og forkert her i verden. I skolen møder Inès ham med paraderne nede, hvilket besvares med massiv modstand. Ud over lektiehjælpscafeen står Inès også for den frivillige arabiskundervisning på skolen, og hendes tilgang er sekulær. Og så har Youssouf i øvrigt også sagt, at hendes nye kæreste er jøde.

Den fatale radikalisering er altså allerede indtruffet ved filmens begyndelse, og den lille halvanden time går med at skildre omgivelsernes desperate, sorgfulde og på alle måder velmenende forsøg på at afradikalisere Ahmed. Der er ingen forklarende tilbageblik, kun et benhårdt forløb, der indebærer mordforsøg, ungdomsfængsel og et rehabiliteringsprojekt på en bondegård. Alt sammen fortalt så nøgternt, som det næsten kan gøres, med roligt håndholdt kamera og en lydside kun med reallyd. 

Hård rungende tavshed

Fraværet af musik er effektivt med til at skabe den ekstreme anspændthed, hele filmen er gennemsyret af. I nogle af scenerne runger tavsheden hårdt. Især da Ahmeds mor besøger ham i den institution, hvor han er blevet anbragt efter mordforsøget. Handlingen er sprunget fra flugtscenen, der ender hos imamen, der overtaler Ahmed til at melde sig og så ellers skyde skylden for sin radikalisering på internettet, til et stykke tid henne i anbringelsen.

»Det her andet møde er meget sværere end det første,« siger hans mor grædende. Måske fordi chokket har lagt sig og givet plads til en næsten ubærlig ny normaltilstand, hvor den søn, der få måneder tidligere var opslugt af computerspil, nu åbenbart har et brændende ønske om at gøre andre mennesker ondt. Ahmed sidder, som han hele tiden sidder, når han taler med de fleste voksne: Med armene liggende over kors foran sig, dukket nakke og blikket rettet stift ned i bordpladen. Ahmed er afvisende over for sin mors ønsker om, at han skal forandre sig, men ikke immun over for hendes gråd. I en enormt akavet, men også hjerteskærende, gestus rejser Ahmed sig op uden et ord, kanter sig forbi hende og finder nogle papirlommetørklæder, hun kan tørre øjnene med, efter at han har bebrejdet sin fraværende og muligvis afdøde far, at han lod Ahmeds mor og søster gå uden tørklæde og drikke alkohol.

Scenerne i Unge Ahmed er med nogle få undtagelser udramatiske og præget af den dagligdag, hvor Ahmed konstant kæmper små slag for sin tro. Ingen forhindrer ham i at bede, tværtimod mødes hans tro med respekt og hensyn af de voksne, der har ansvaret for ham. De bedste af filmens scener er som ovennævnte, hvor fordømmelsen og afstanden mellem Ahmed og hans nærmeste får lov at hænge i luften pinefuldt længe.

Splittelse er værre end modstand

Ahmed er selv en anspændt skikkelse, der ikke lader til at kunne holde ud at være i sin egen krop. Anspændthed virker overhovedet ikke som et træk, der specifikt kendetegner mindreårige martyraspiranter, men snarere som noget, der hører til den helt almindelige tidlige pubertet. Med Ahmeds lidt tvangsprægede måde at vaske sig på inden bøn bliver døren åbnet på klem for en psykologisk motivanalyse, der forklarer Ahmeds handlinger med behovet for at finde sit fodfæste et højst uheldigt sted, mens man befinder sig et skrøbeligt, vakkelvornt og forvirrende sted i livet.

Den forklaring kan sagtens være valid, men det er en kvalitet ved filmen, at man får lov til at tvivle på den. Eller rettere: At tvivle på, hvad man skal bruge den forklaring til. For gu’ er den unge Ahmed forvirret, usikker og derfor hungrende efter absolutte sandheder og heroiske projekter at tilrettelægge sit liv efter. Men hvordan man lige skal få ham til at ændre sig tilbage til den gode dreng, han var før filmens begyndelse, gives der ikke nogle præcise svar på. En tålmodig og professionel socialarbejder (Olivier Bonnaud) følger Ahmed rundt til idrætsaktiviteter, samtaler med institutionens filosofiske vejleder og ud på en bondegård, der lader unge indsatte hjælpe til som en del af et rehabiliteringsprojekt. Heller ikke her møder Ahmed den mindste modstand. Gårdejerne har gjort et bederum klar til ham og sætter deres hund i snor, da den viser sig at genere ham.

Værre end modstand er nok i virkeligheden den splittelse, som besøgene på gården indebærer, fordi gårdejerne har en datter ved navn Louise (Victoria Bluck), der er jævnaldrende med Ahmed, handlekraftig og opsat på at kysse ham. Det for Ahmeds selv- og verdensbillede så forstyrrende pubertære begær er et vigtigt element i filmens skildring af det, man som alle filmens velmenende voksne håber bare er en parentes i et liv.

Det er netop denne oplevelse af at befinde sig i disse velmenende voksnes sted, der gør Unge Ahmed til en gribende og tankevækkende film. Og forudsætningen for denne identifikation er Idir Ben Addis fremragende gestaltning af hovedpersonen som en stor, kær dreng, der er fuld af et had, man ikke kan forstå. 

’Unge Ahmed’ – Instruktion og manuskript: Jean-Pierre og Luc Dardenne. Fotografi: Benoît Dervaux. Længde: 84 minutter. Vises i udvalgte biografer i de større byer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her