Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

I den unge billedkunst er det hænder, der rykker

Hos det lille kunstner- og kuratordrevne udstillingssted OK Corral har to malere flettet en udstilling af malerier sammen til én installation med sødmefulde og surreelle skildringer af lange drømmende dage
Coline Marotta: ’I’ve forgotten all what I thought I hated’.

Coline Marotta: ’I’ve forgotten all what I thought I hated’.

Anne-Mai Sønderborg Keldsen

Kultur
19. juni 2020

Der er mange overdimensionerede hænder i den unge danske billedkunst for tiden. Lange kulørte arme, som ender i monstrøse håndflader og næver så store som hovedpuder. Klara Lilja laver dem i keramik, Ida Sønder Thorhauge på lærred.

Det lyder måske vrængende, men egentlig virker de farverige og fejldimensionerede legemer mere som varme og venlige alternativer til det objektgjorte kvindekorpus, mænd så længe har stået for at skildre. Disse nye kvindehænder og arme er et nyt ekspressivt udtryk for det at have og være med en krop.

Også hos malerne Kinga Bartis (f. 1984) og Coline Marotta (f. 1991), som lige nu udstiller side om side hos OK Corral på Frederiksberg, finder man de store hænder. Franske Coline Marottas er bløde og omfavnende, hos transsylvansk-ungarske Kinga Bartis er de spidse og lokkende.

Begge kunstnere er nyligt uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, og med udstillingen i OK Corrals underjordiske rå udstillingsrum forsøger de at finde et fælles ståsted med deres maleri og undersøger, hvordan det tvetydige, det usynlige og ulogiske kan få mere plads.

At forlænge øjeblikket

Under titlen Some days last a long time tager de fælles afsæt i tematikken vand. Vand som fænomen, som sted og som symbol. Ud over at vandmotivet går igen i de fleste af udstillingens værker, er væggene malet dybblå, og rummets massive betonpiller, som afbryder det blå forløb, er udsmykket med sorte palmeblade og -stammer. Den fugtige kælder med neonrør i loftet er med en selvfølgelighed forvandlet til et eksotisk, nærmest esoterisk sted.

Anne-Mai Sønderborg Keldsen
Coline Marottas malerier er naivistisk ekspressive i middelhavsfarver af blå, mintgrøn og syrenlilla. Figurer med lukkede øjne slænger sig, flyder i vand og lytter til en konkylies brusende susen. Lifligt og drømmende. Her er dét at bedrive eftertænksomhed – kontemplation og bare mærke og nyde – det eneste meningsfulde.

Marottas titler siger det hele. En figur, som dagdrømmer i sin egen enorme arm, har fået titlen On becoming a wave, og i et blåt vand af bølger og blade hviler to figurer hver for sig, men i en slags omsorgsfuld dialog: I want to take Richard Brautigan’s poem collection and read it for weeks, then when I’m done I’ll read it again.

En ny surrealisme

Men drømme kan som bekendt også være foruroligende. Kinga Bartis’ værker er knap så idealistiske som Marottas, men ikke desto mindre er de også som en drøm at se på. På groft lærred og med en rustrød og mørkeblå farvepalet maler Bartis med en langt mere mytologisk grundtone. Hendes figurative elementer er mere abstrakte og har symbolistisk karakter.

Kinga Bartis: ’Shelters from light’

Anne-Mai Sønderborg Keldsen
I et af værkerne stiger to ansigter i profil som fatamorganaer op af havet i et kys ved solnedgang, men under dem rækker en lang, lokkende hånd frem.

I et andet, Techno tears, falder kuglerunde tårer ned ad en kvindes kinder, i et tredje ligger en nøgen kvinde og bølger i vandoverfladen, lysende hvid af måneskin, mens et ansigt sprøjter en stråle vand lige op i vejret.

Jo længere tid du kigger, desto mere synes der at være på spil. Bartis’ værker er som ultrapersonlige bassiner af alt muligt: mytologi, folkekultur, politik, spiritualitet, seksualitet. En kritisk undersøgelse af maleriet som arena for repræsentation og et virkelig interessant bud på en ny, malet surrealisme.

Nogle dage varer lang tid

I udstillingsteksten fortæller de to kunstnere, at de ønsker at gøre op med det rationelle, det velartikulerede og formelle. Og det kan man sagtens mærke. Det kolde kælderrum er vellykket transformeret til et sted for det underbevidste.

Ønsket om også at artikulere en tydelig forbindelse mellem deres respektive værkpraksisser – ved at arbejde med det fælles tema ’vand’ – synes dog at stramme en anelse om det ellers så dejligt irrationelle og ikkekonceptuelle ved værkerne.

I mine øjne er det ikke nødvendigt at retfærdiggøre, hvorfor de to kunstneres værker har noget at sige hinanden. Den tvetydige udstillingstitel klarer det egentlig fint selv. Den siger: Gid, de dasede dage var længere, og gid, fastgroede systemer og tænkemåder ikke ville vare ved.

Kinga Bartis & Coline Marotta: ’Some days last a long time’. Hos OK Corral til og med 26. juni 2020

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her