Læsetid: 4 min.

Vigtige og oprørende beretning viser, hvordan ydmygelser og håbløshed skulle få flygtninge til at rejse hjem

Men hvis stemme er det egentlig, man hører i Behrouz Boochanis internationalt berømmede vidneskildring fra flygtningelejren på stillehavsøen Manus?
Den kurdisk-iranske journalist Behrouz Boochani tilbragte seks år i en flygtningelejr på øen Manus ud fra Papua Ny Guineas kyst.

Den kurdisk-iranske journalist Behrouz Boochani tilbragte seks år i en flygtningelejr på øen Manus ud fra Papua Ny Guineas kyst.

Sanka Vidanagama/Ritzau Scanpix

26. juni 2020

Der er bogen og dens analyse af et lejrsystem, som man ville have haft svært ved at tro på eksistensen af, hvis ikke Behrouz Boochani havde dokumenteret det.

Og så er der bogens usædvanlige tilblivelse, der rejser spørgsmålet, ikke hvis historie og bog det er, men hvis stemme man hører i bogens sætninger: forfatterens eller hans iransk-australske oversætters?

Boochani flygter i 2013 fra Iran via Indonesien i båd til australsk territorium. Bogen fortæller ikke om flugtens personlige og politiske baggrund, den har sit fokus på den livsfarlige sejlads og på de menneskelige instinkter, der gør rejsen (rejserne, flugten lykkes først i andet forsøg) til en kamp ikke kun mod havet, men også mellem de flygtende indbyrdes. Om den trange plads, om mad og vand, om overlevelse.

Det gentager sig i den lejr, som Boochani og de godt 75 andre flygtende snart overflyttes til, og som på én gang er stedet for bogens handling og dens hovedkarakter: en organisme med en temperatur, særlige handlemønstre og en indpodet og uforanderlig vilje. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Randi Christiansen
  • Johnny Christiansen
Randi Christiansen og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer