Vigtige og oprørende beretning viser, hvordan ydmygelser og håbløshed skulle få flygtninge til at rejse hjem

Der er bogen og dens analyse af et lejrsystem, som man ville have haft svært ved at tro på eksistensen af, hvis ikke Behrouz Boochani havde dokumenteret det.

Og så er der bogens usædvanlige tilblivelse, der rejser spørgsmålet, ikke hvis historie og bog det er, men hvis stemme man hører i bogens sætninger: forfatterens eller hans iransk-australske oversætters?

Boochani flygter i 2013 fra Iran via Indonesien i båd til australsk territorium. Bogen fortæller ikke om flugtens personlige og politiske baggrund, den har sit fokus på den livsfarlige sejlads og på de menneskelige instinkter, der gør rejsen (rejserne, flugten lykkes først i andet forsøg) til en kamp ikke kun mod havet, men også mellem de flygtende indbyrdes. Om den trange plads, om mad og vand, om overlevelse.

Det gentager sig i den lejr, som Boochani og de godt 75 andre flygtende snart overflyttes til, og som på én gang er stedet for bogens handling og dens hovedkarakter: en organisme med en temperatur, særlige handlemønstre og en indpodet og uforanderlig vilje. 

Lejren ligger på øen Manus ud for Papua Ny Guineas kyst og bærer det officielle navn ’Det regionale Asylcenter på Manus Island’. I bogen og som en del af forfatterens tilbagetagelse af sin historie bliver det til: Manus Fængsel.

Her tilbringer Behrouz Boochani de næste seks år.

Et systems ydmygelsesstrategi

Lejrsystemet, baggrunden for den fortsatte kamp mellem de flygtende og for deres kropslige og mentale nedslidning, kaldes i bogen kyriarkiet. Det er egentlig et komplekst teoretisk begreb for sociale systemer, der er oprettet med henblik på dominans og undertrykkelse, blandt andet ved hjælp af en ulige og vilkårlig tildeling af privilegier.

I bogen her og til beskrivelse af Manus Fængsel betyder begrebet: at opholdet i lejren skal være så utåleligt for de flygtende, at de hellere end at blive og være til besvær for det australske samfund tager imod en flybillet tilbage til det land, de kom fra.

Kyriarkiet omfatter fratagelsen af flygtningenes tøj og navn. Af uhumske og faldefærdige bygningskomplekser. Af dårlige toiletforhold (lejren lugter af menneskelig afføring, flygtningene kan i nogle tilfælde ikke undgå at træde i den og er nødt til at søge i skjul bag barakker og beplantning for at forrette deres nødtørft). Af mangel på mad og drikke og et uddelingssystem, der tilgodeser de stærkeste. Af en bureaukratisk og ineffektiv sundhedstjeneste. Af ulideligt høje temperaturer overalt i lejren. Af uigennemskuelige og hyppigt skiftende regler. Af et brutalt vagtpersonale. Osv.

Konsekvens: ydmygelse, håbløshed, fortvivlelse.

Fra analyse til svulstig poesi

Bogen består af mange genrer og sprogtoner lagt oven på eller flettet ind i hinanden. Stærkest indtryk på mig gør de kølige analyser af mønstrene i undertrykkelsessystemet, blandet med de konkrete og fortættede scener med mennesker, handlinger og ord. Igen blandet med en sær, næsten mytisk tone, hvor alt i fængslet bevarer sin realisme, men samtidig bliver til netop mønster og til en evig gentagelse af dybt indarbejdede undertrykkelsesformer. Navnet udskiftet med menneskets egenskaber eller rolle i lejren bidrager til det indtryk: Den Søvnløse, Den Blåøjede Dreng, Manden Med Det Kraftige Overskæg.

Derimod bliver den svulstigt-poetiske stil i mine ører for meget en udmaling af følelser, som allerede er intenst til stede i fremstillingen. Værst er de mange kursiverede lyriske passager, som i en vekslende rytme med prosadelen virker som koret i en tragedie eller et ekko af prosaen med større følelsers kraft.

»Vi er fire hundrede mennesker/ Fire hundrede fortabte sjæle …«

Det siges bedre alle andre steder.

Indgribende praksis

Behrouz Boochani har sendt sin vigtige og oprørende beretning om Manus Fængsel ud i små bidder ved hjælp af beskedtjenesten WhatsApp. Tekstbidderne er via en kontakt nået Omid Tofighian, en iransk-australsk forsker, som siden har oversat teksten fra persisk til engelsk, bundet den sammen og redigeret den.

Det sidste ikke så lidt.

I en selvhøjtidelig efterskrift, hvor Behrouz Boochanis skiftevis hyldes som profet og litterært geni og fratages meget af æren for sin bog, kalder Omid Tofighian samarbejdet om bogen for en »filosofisk fællesaktivitet«. Den har bestået af en »rådgivningsproces«, som i form af diskussioner fandt »vej ind i Behrouz’ skrivning« og også fik indflydelse på Omid Tofighians »senere oversættelser«.

Han har med andre ord været med både ved undfangelsen og fødslen.

Mere konkret fortæller han, at han har reduceret Behrouz Boochanis lange persiske sætninger til flere korte, nogle gange skåret dem ned til et enkelt ord. Han har også indarbejdet »parallelismer, allitterationer og synonymer«, ligesom han har leget »med antonymer og oxymoroner«, »flashback« og »flashforward«. Også de lyriske afsnit er Omid Tofighians opfindelse, ligesom begrebet kyriarki først kom til i oversættelsen.

En højst indgribende oversætterpraksis i en så personlig beretning. Man må gå ud fra, at det er sket med forfatterens oplyste samtykke.

Behrouz Boochani: ’Kun bjergene er min ven. Et vidnesbyrd fra Manus Fængsel’. Redigeret og oversat fra persisk af Omid Tofighian. På dansk ved Juliane Wammen. Med forord af Carsten Jensen. Gyldendal. 405 sider, 300 kroner.