Det er en idé, som har været i den amerikanske komiker, skuespiller og manuskriptforfatter Will Ferrells hoved i 20 år. Lige siden han i 1999 var i Sverige med sin svenske kone, Viveca Paulin, og sammen med hendes familie så Det Europæiske Melodi Grand Prix, har han haft lyst til at lave en film om det – og i øvrigt haft svært ved at forstå, hvorfor ingen andre har gjort det. (Susanne Bier gjorde det faktisk i 2000 med den svenske Hånden på hjertet).
Nu er Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga så endelig blevet en realitet og får premiere på Netflix. Det var egentlig meningen, at filmen skulle komme i maj, lige efter årets Melodi Grand Prix, men det blev aflyst på grund af coronakrisen, og alle grandprix-elskere må nøjes med filmen. Og det er faktisk slet ikke så skidt. Det er en virkelig morsom og rørende film og en overraskende kærlig hyldest til det ofte så udskældte grandprix-fænomen. Det var i hvert fald overraskende for mig, men jeg vidste så heller ikke, at Will Ferrell er så begejstret for grandprix, som han er.
Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga er instrueret af den garvede komedieinstruktør David Dobkin (Wedding Crashers, Shanghai Knights) og skrevet af Ferrell sammen med Andrew Steele, og den handler om to håbefulde, islandske sangere, Lars Erickssong (Ferrell) og Sigrit Ericksdottir (Rachel McAdams), der tilsammen udgør bandet Fire Saga og drømmer om at deltage i Melodi Grand Prix.
Søn af en trussetyv
Det har de gjort siden 1974, hvor de begge begyndte at danse foran skærmen, da Abba optrådte med deres grandprix-vinder, ’Waterloo’. Nu er de begge noget ældre – han er parkeringsvagt, hun skolelærer – men de spiller stadig musik på det lokale værtshus i deres lille hjemby, syr farvestrålende kostumer og skriver kitschede sange om kærlighed. Lars er vokset op alene med sin far, Erick Erickssong (Pierce Brosnan), der som byens trussetyv og machomand ikke giver en døjt for sønnens sang og dans, og Sigrit er vokset op sammen med sin enlige mor, hvorfor de fleste, der møder Lars og Sigrit spørger, om de er søskende.
»Det tror vi ikke,« svarer de, hvilket også ville være et problem, da Sigrit længe har været forelsket i Lars, og det langsomt er ved at gå op for ham, at han også er forelsket i hende. De to er byens excentrikere, som de fleste griner lidt ad, men da Fire Saga pludselig – ved et af den slags tilfælde, som man kun ser på film – får lov til at repræsentere Island ved Det Europæiske Melodi Grand Prix, bliver der rusket grundigt op i både de tos forhold og omverdenens syn på dem.
Til at begynde med er Fire Saga intet mindre end en katastrofe på scenen, og deres sammenhold og kærlighed trues både af grandprix-modstandere og af en islandsk bureaukrat, som slet ikke vil have, at de skal vinde. Island har nemlig ikke råd til at afholde det internationale grandprix, skulle Fire Saga altså gå hen at vinde. Men heldigvis er Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga en feelgood-komedie – og man får snart en god fornemmelse af, hvordan det vil ende.
En sød film
Og det gør ikke spor, fordi vejen derhen er så underholdende. Der er masser af fysisk fjolleri i filmen – det er jo en Will Ferrell-film – hvor især Lars får dummet sig, og deres optrædener ødelægges af et alt for ambitiøst sceneshow og teknik, der ikke virker. En del af filmen foregår også under bæltestedet – som for eksempel da den smukke græske grandprix-deltager Mita (Melissanthi Mahut) forsøger at forføre Lars, og han begynder at tale om sin penis:
»Jeg sammenligner min penis med en Volvo-bil: solid, robust, pålidelig, men vækker ikke den store opsigt.«
Men faktisk er Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga mest af alt en velment, kærlig og rørende hyldest til hele Melodi Grand Prix-fænomenet. Filmen er fuld af kulør, humør og kitsch, præcis ligesom den ægte vare, og musikken veksler mellem det corny og det velklingende – det samme gør de enkelte deltageres sceneshows – og man må erkende, at Will Ferrell tydeligvis kender den verden og det univers. I en af filmens bedste scener dukker en masse tidligere grandprix-stjerner op og deltager i fællessang til en stor fest afholdt af grandprixets russiske indslag, campede Alexander Lemtov (Dan Stevens), der tydeligvis er bøsse, men ikke tør erkende det på grund af sit hjemlands forkvaklede forhold til homoseksualitet.
Men det er Will Ferrell og Rachel McAdams’ show, og selv om Ferrell som altid opfører sig tåbeligt, så er hans Lars lige så åben og uskyldig som McAdams’ Sigrit, og det klæder historien, at filmen overgiver sig til den oprigtighed og kærlighed, som de to hovedpersoner ejer til overflod. Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga er en på alle måder sød film, der ikke forsøger at ironisere over grandprix-fænomenet, men heller ikke bliver selvhøjtidelig. Og så er den også sjov.
’Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga’ – Instruktion. David Dobkin. Manuskript: Will Ferrell og Andrew Steele. Fotografi: Danny Cohen. Længde: 123 minutter. Kan ses på Netflix
Ok, en af mine venner siger, at når monggaard anbefaler, kan man regne med det. Så den film glæder jeg mig til.
Min benzin fornægtende kæreste ville hellere se Børning 2 end fortsætte med at se en denne kiksede film, hvor Pierce Brosnan bl.a. forsøger sig med at tilføre sit engelsk en forkølet islands accent.
Monggård har ret - komisk, kærlig og med rigtig god musik. Og miklos, du er måske fra island? Dette er en tegneserie med levende mennesker, og pierce (hvilket navn) er god