Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Will Toledo tror, at tanker kan ændre hans krop og lukke døren til hans angst

27-årige Will Toledo har på sit 12. album, ’Making a Door Less Open’, ladet døren stå på klem mellem sit elektroniske fritidsprojekt og sit hovedband Car Seat Headrest. Det er der kommet en plade med feber ud af
Den amerikanske kvartet Car Seat Headrests strålende album hedder Making a Door Less Open. Hovedkraften og sangskriveren bag Car Seat Headrest er 27-årige Will Toledo, og Making a Door Less Open er hans 12. album under navnet. Nu kalder Toledo sig for Trait og præsenterer sig offentligt med gasmaske på.

Den amerikanske kvartet Car Seat Headrests strålende album hedder Making a Door Less Open. Hovedkraften og sangskriveren bag Car Seat Headrest er 27-årige Will Toledo, og Making a Door Less Open er hans 12. album under navnet. Nu kalder Toledo sig for Trait og præsenterer sig offentligt med gasmaske på.

Matador Records

Kultur
2. juni 2020

Når man lukker en dør, så udelukker man muligheder. Den amerikanske kvartet Car Seat Headrests strålende album hedder Making a Door Less Open, og her er døren altså sat på klem. Der er håb.

Og det giver mening i teksterne, hvor den lukkede dør symboliserer psykisk sygdom og isolation, som hovedpersonen i sangene ikke overraskende ønsker at bryde fri af.

Hovedkraften og sangskriveren bag Car Seat Headrest er 27-årige Will Toledo, og Making a Door Less Open er hans 12. album under navnet. Nu kalder Toledo sig for Trait og præsenterer sig offentligt med gasmaske på. En lidt klodset flugt fra den indie-berømmelse, han fik med det foregående album Teens of Denial. En dør søges lukket.

Til gengæld står der så en dør på klem ind til det elektroniske fritidsprojekt 1 Trait Danger, som Toledo har med sin trommeslager Andrew Katz.

Først blev de aktuelle sange indspillet med Car Seat Headrest, dernæst i duo-projektet. Det udgivne resultat er en forhandling mellem de to, et musikalsk diplomati i sving mellem beats og trommesæt, mellem elguitarernes eksplosionskraft og synthfladernes flows.

Robert Smith og Plant

På den euforisk mesterlige »Can’t Cool Me Down« er Toledos stemme mestendels brystsvag, men vrænger sig så også svulstigt op i rockfraseringerne – som var han synthrock-bandet The Cures Robert Smith til pletvis sangundervisning hos tungrockerne Led Zeppelins Robert Plant.

Dancerock-bandet LCD Soundsystem spøger til tider, men Toledos sange er mindre intellektuelt refererende, mere indstillet på en dyrisk fremdrift. Og der vinkes til The Strokes’ stramme new wave-genoplivning omkring årtusindskiftet. Men der vinkes i bakspejlet, mens Car Seat Headrest kører i nødsporet væk fra de tomme attituder.

På vej mod en aerodynamisk musik, der formidler og samtidig synes i hvert fald for en stund at uddrive de intense teksters fremmedgørelse, angst, skizofreni og usunde kropsidealer.

Træt af sex, druk, stoffer

Det er en kvalitativt ujævn plade, nogle sange virker som løse skitser. Men »Deadline (Thoughtful)« har en fedtet elektronisk puls, som river alt vraggods med sig, og »Martin« er en smuk mærkelighedsballade med ituklippede beats og behersket klagende trompet.

Og det rockgroover helt gammeldags berusende, når Toledo synger om, hvor træt han er af sex, druk og stoffer på den tonserockende »Hollywood«. En træthed, vi kender fra hiphop/r&b-stjerner som Kanye West og The Weeeknd.

27-årige Will Toledo kalder sig for Trait og præsenterer sig offentligt med gasmaske på.

27-årige Will Toledo kalder sig for Trait og præsenterer sig offentligt med gasmaske på.

Matador Records
Men her dukker en helt anden erkendelse om flygtighed op, når Andrew Katz tager ordet fra Toledo og i et Trent Reznor/Nine Inch Nails-hysteri galer:

»You got a face that you think
Will last as long as the sphinx
But the poster’s painted over in a week if it stinks

Snart drejer sangen ud i en forfaldsfortælling om klamsmarte filmproducere, der manipulerer og drugger piger til sex. Toledo og Katz synger med disse mænds kløvede tunger.

Flod af forundring

Det er en plade, der giver plads til svaghed og psykisk sygdom, som man også har kunnet høre hos rappere som Kid Cudi og Kendrick Lamar. »Please let somebody care about this,« synger Toledo på sidste nummer. En fin ambition.

Og her er håb om medfølelse og forandring. Toledo synger: »I believe that thoughts can change your body.« Det er en hvid mands omformulering af p-funk-pioneren George Clintons »free your mind and your ass will follow.« Men det er ikke lodret selvsikker p-funk det her. Det er mere en rislende flod af vaklende selvfølelse og feberhede erkendelser. Alt kan stadig gå galt. Døren står på klem i mere end en forstand.

Car Seat Headrest: ’Making a Door Less Open’ (Matador Records/Playground)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her