Nogle navne er nærmest umulige at sige hurtigt flere gange efter hinanden. Andre smutter lettere hidsigt ud over tungen som en technorytme. Tyske Ellen Allien tilhører passende nok den sidste kategori. Hendes nye album, AurAA, bringer den legendariske technomusiker op på et tocifret antal udgivelser.
Ellen Allien er en af de første ægte Berlin-artister. Siden begyndelsen af 90’erne har hun redet med på storbyens bølge af kreativ udfoldelse efter murens fald. Hun bruger Berlins uimodståelige aura i sin egen elektroniske musik og har i løbet af sin karriere haft perioder som fast DJ på alle byens sagnomspundne klubber.
Desuden har hun sit eget pladeselskab, Bpitch Control, hvor hun ud over sig selv både udgiver de stærke, elektroniske eksperimentudøvere Apparat og Modeselektor, kultnavne fra undergrunden som Sascha Funke og We Love samt EDM-verdensfænomenerne Paul Kalkbrenner og Ben Klock.
Så hvis man er i tvivl om, hvorvidt Berlin stadig er byen på toppen af sanselig techno, kan man egentlig bare lytte til Ellen Allien.
De dage, der foregår om natten
Hello, hello, hviskes der alle steder fra, ind og ud mellem den skurrende pladetektonik af synthflader. Albummets første nummer »Hello Planet Earth – Breath Mix« er en mildere version af »Hello Planet Earth«, som indfinder sig senere – inklusive en totalt overlegent dirrende, mundharpeagtig synth.
Så AurAA starter altså med at byde velkommen – fuldstændig som et radioshow eller et DJ-set ville gøre det. Iscenesatte, præstationskrævende situationer, som Ellen Allien er vant til at stå i. Det er den stemning, hun har haft lyst til at skabe på albummet. Og det får det til at virke, som om hun er til stede live i ens ører, mens man hører det. At det er dig, hun hilser på.
AurAA bygges netop også op som et mix, hvor begyndelsen blandes dybt ind midt i det hele, og hvor det på et tidspunkt må kulminere. Men Ellen Alliens ni nye numre er så gode, at man hele tiden føler, at albummet peaker.
På »In Music I Trust« synger Ellen Allien om, at hun stoler på jorden, rummet, regnbuerne og musikken, så man bare har lyst til at nikke med hovedet i rytmisk enighed. Og på »True Romantics« er hendes stemme blevet forvrænget til en fuldblods-cyborg, der tragikomisk nok synger om ægte kærlighed, mens den softicebløde synth lægger sig til at smelte i ens øregange.
Samtidig med alt dette søde og bløde hersker der selvfølgelig tunge, fremmarcherende technotakter hen over hele AurAA. Det beat, der stamper dansegulvet fladt, starter for alvor på »Traum« – men ubærlig smukt oven over svæver synthmelodierne stadig, på én gang monotont og varieret, muntert og melankolsk, opkvikkende og søvndyssende.
Man får lyst til at fremhæve hvert eneste nummer på AurAA som et lille højdepunkt – ikke kun for albummet, men også for hele Ellen Alliens karriere. Hendes henførende stemme fortæller anekdoter om de dage, der foregår i storbyen om natten, og som rummer øjeblikke af brutal skønhed.
På samme måde, som man må overgive sig til Berlins uimodståelige aura, må man overgive sig til Ellen Alliens musik. De to er elskende, som ikke kan skilles ad. Elsker man Berlin, kan man kun elske lyden af Ellen Allien – og omvendt.
Ellen Allien: ’AurAA’ (Bpitch Control).
