Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Claude Lelouch genbesøger i ’Livets bedste år’ sentimentalt en af sine tidligere film

Claude Lelouch er skamløst sentimental i sin nye aldersromance, ’Livets bedste år’, som mest af alt er for fans af hans prisbelønnede forelskelsesfilm, ’Manden og kvinden’ fra 1966
Plejehjemsbeboeren Jean-Louis Duroc (Jean-Louis Trintignant) tilbringer sine nu lettere demente dage med at drømme om kvinden, der slap væk (Anouk Aimée), i Claude Lelouchs skamløst sentimentale ’Livets bedste år’.

Plejehjemsbeboeren Jean-Louis Duroc (Jean-Louis Trintignant) tilbringer sine nu lettere demente dage med at drømme om kvinden, der slap væk (Anouk Aimée), i Claude Lelouchs skamløst sentimentale ’Livets bedste år’.

Filmbazar

Kultur
9. juli 2020

Claude Lelouch indleder sin nye film, Livets bedste år, med et citat af Victor Hugo om, at de bedste år er dem, der skal leves. Det er en herligt positiv, fremadrettet livsanskuelse, og ikke mindst derfor kan man undre sig over, at den franske instruktørs nye drama mest af alt bruger halvanden time på sentimentalt at se tilbage.

Livets bedste år handler nemlig om den plejehjemsboende Jean-Louis Duroc (Jean-Louis Trintignant), som tilbringer sine nu lettere demente dage med at drømme om den kvinde, Anne (Anouk Aimée), der undslap i hans skørtejægerungdom. Jean-Louis’ voksne søn, Antoine (Antoine Sire), opsøger Anne for at høre, om hun vil besøge hans far, fordi det formodes, at Jean-Louis vil få det bedre af at møde den kvinde, som konstant optager hans tanker.

Anne indvilger, og hendes besøg bliver den spinkle ramme for en fortælling, hvor deres samtaler og en række dagdrømme genopliver den affære, som Lelouch i 1966 vandt både Guldpalmen i Cannes og to Oscars for at skildre i det charmerende forelskelsesdrama Manden og kvinden.

Ansigterne er det bedste

Livets bedste år indeholder en række klip fra den gamle klassiker, så nye tilskuere kan få lov at se skuespillernes smukke, yngre ansigter og fange, at de store følelser var i spil, da den unge enke Anne endte med at falde for racerkøreren Jean-Louis. Både Trintignant og Aimée er stadig fascinerende at se på, hvilket Lelouch blandt andet udnytter til fulde i filmens første scene, hvor kameraet langsomt bevæger sig ind på Trintignants ansigt, mens han udfører sin skuespillermagi med nærmest ingenting.

De to stjerner har også stadig kemi, men de har langtfra et Oscar-værdigt manuskript at arbejde med. I stedet må man nøjes med at blive lullet ind i den nu 82-årige Lelouchs dvælen ved alt det, der var, med et overidyllisk plejehjem som den centrale kulisse. Monica Bellucci kigger forbi i en enkelt, underligt løsreven scene, som er med til at underbygge, at Lelouch grundlæggende lader til at synes, at hans fart- og kvindeglade mandlige hovedperson er en fandens karl, som bør tilgives alt.

Og Lelouch forbigår fermt den 1988-opfølger til sit filmhit, Manden og kvinden 20 år efter, som floppede fælt. Til gengæld klipper han en sekvens ind fra en kortfilm fra 1976, Rendezvous, som dokumenterer en hæsblæsende biltur gennem Paris med et kamera monteret på kølerhjelmen.

Chaba-daba-da-daba-daba-da plus sovs

Jeg genså Manden og kvinden lige inden mødet med Livets bedste år, og der er bestemt noget rørende ved at blive mindet om de bedre sekvenser fra filmen og genhøre Francis Lais nu legendariske temasang med det tralleglade budskab ’Chaba-daba-da-daba-daba-da’. Desværre er Livets bedste år også sovset ind i en række nye sange, som med et anstrengende stavepladeregister forsøger at fortælle os, hvad vi skal tænke og føle.

Der kan absolut være noget spændende ved at få lov at følge filmiske karakterer gennem livet, som François Truffaut smukt viste det med hele fem film om Jean-Pierre Léauds Antoine Doinel, fra nybølgeklassikeren Ung flugt i 1959 til Kærlighed på flugt 20 år senere.

Men man skal kun lade sine karakterer vende tilbage, hvis man rent faktisk har noget interessant at fortælle om dem. Richard Linklater har med held fulgt Celine og Jesse over solopgang, solnedgang og midnatstid i sin snakkefilmstrilogi. Lelouch bør vende blikket mod andre end Jean-Louis og Anne, hvis han har flere film i ærmet.

Livets bedste år kan velvilligt ses som en selvfejrende bagatel af en afskedsfilm til frankofile filmgængere, men andre vil gerne have mere end lidt tilbageskuende »chaba-daba-da-daba-daba-da« med hjem.

’Livets bedste år’ – Instruktion og manuskript: Claude Lelouch. Fotografi: Robert Alazraki. Længde: 90 minutter. Premiere i 18 biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her