Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Impotente klisterpikke er japanske Tetsumi Kudos billede på vores alles klima-apati

Menneskeheden er en forpuppet, deform slimpik i naturens undergangscirkus i vidunderlige Tetsumi Kudos bestrålede og dekadente verdener, der kan ses på Louisiana indtil januar
'Japanske Tetsumi Kudos sjove, opfindsomme, kitschede fantasiverden er forvrænget og desillusioneret. Udstillingen er flippet, men Kudo mener det alvorligt. Udstillingen er en metafor for menneskets hårdhændende, blinde hypermodellering af naturen, så den passer ind i vores idealer,' skriver anmelder Ida Marie Hede.

'Japanske Tetsumi Kudos sjove, opfindsomme, kitschede fantasiverden er forvrænget og desillusioneret. Udstillingen er flippet, men Kudo mener det alvorligt. Udstillingen er en metafor for menneskets hårdhændende, blinde hypermodellering af naturen, så den passer ind i vores idealer,' skriver anmelder Ida Marie Hede.

Louisiana Museum

Kultur
10. juli 2020

Japanske Tetsumi Kudos kunst er som en scenografi til en giftig, dystopisk, grotesk arthousefilm. Her er alle de dårligt teatersminkede kroppe faldet fra hinanden og boltrer sig nu lækkert og obskønt i resterne af den natur, de selv har været med til at destruere. Det lyder vildere end den nyeste klima-sci-fi-udgivelse, det lyder hyperaktuelt, og det er det også.

Et af de første værker, jeg ser i et mørklagt rum på Louisanas Kudo-udstilling Cultivation – den første af slagsen i Danmark, og så overraskende nok på respektable Louisiana – er et selvlysende giftiggrønt miniaturelandskab bag glas, hvor en slags bristefærdige eller måske dovne pupper ligger på et flouriserende sumpunderlag. Et radioaktivt kredsløb, en fremmed verden, affolket, klistret og småperverst.

I et andet værk bag glas, betitlet »Kultivering af radioaktivitet i det elektroniske kredsløb« fra 1968, lyses smeltende plastichjerner op af et lysstofrør i net, og små plasticfluer har sat sig overalt. En sær stemning er slået an.

Men hvem var Kudo egentlig? Den visionære kunstner (1935-1990), født i Osaka, var en vigtig figur på den livlige, japanske avantgardekunstscene i Tokyo, indtil han i 1962 tog til Paris. Her blev han en del af efterkrigstidens kunstscene, men kimen blev også lagt til hans stærke misbilligelse af den vestlige, accellererede modernitet og ikke mindst vores brug-og-smid-væk-forhold til naturen, der allerede dengang (oh chok!) var proppet med kemikalier.

I 1974 var Kudo med på en gruppeudstilling på Louisiana, som købte to af hans værker – det forklarer, hvorfor han nu er blevet genopdaget og pludselig aktuel med en soloudstilling. 

En vigtig biografisk detalje er, at Kudo var barn, da atombomberne faldt. Traumet fra katastrofen gør bestrålingen – en altid bestrålet, forurenet verden – til et tema, kunstneren på fascinerende vis er nærmest besat af. I værket »Kultivering« måler et slags barometer for eksempel en uvirkelig grad af radioaktiv stråling. Med sine marmorerede skjolder ligner det også et forfaldent klassicistisk apparat.

Det smukke smelter

Efter de første flouriserende værker er resten af udstillingen centreret om to greb: Buret og biosfæren. Begge på plinte i ordnede rækker. Burene har stærke farver og ligner små kæledyrsbure med madskåle og hamsterhjul i cirkusfarver. De små plexiglas-biosfærer er glasbowler; begge minder om dioramaer på naturhistoriske museer.

Og begge er stoppet med kaktusser, planter, kropsdele, pikke, ledninger og radiorør. Roser vokser af jord og afføring, blomster, hjerter og kropsdele er ved at smelte, plasticagtigt driver de ud over hinanden. Den fremtidsforbedrende optimisme, der voksede ud af efterkrigstidens industrialisering, både i vesten og i Japan, fik Kudo til at gå planken ud med det kunstige. Alt er lavet af det menneske- og masseproducerede: maling, papmaché, kunstharpiks, lim, neonrør, glasperler, plasticgarn, kunstig jord.

Jeg bruger lang tid på at kigge ind i burene, trippe over en ulækker detalje. To komiske, uhyggelige halve ansigter, som noget fra hollywoodfilmen Face/Off, hænger med smøger i munden i et bur; i det skrigrøde bur »Souvenir – Hamskifte (Erindring – puppehud)« fra 1967 hænger fem skrøbelige lorteagtige hamme ned fra oven, mens røde roser smelter opad.

Det er en total nedbrydning af det klassiske blomstervasemotiv til noget kunstigt, opløst. Vi kasserer naturen med et knips.

Et par steder har vi også Kudos selvportræt, spærret inde i buret og kiggende ud, eller overgroet med uldgarn, strikketøj og smeltede kugler. Og endda en sovende Buddha, frataget al sin indflydelse.

Først tager vi Ionesco

Karakteristisk for Kudos evne til at forfølge sin besættelse af en idé, hvor sær den end er, går han i værket »Forurening – Kultivering – Ny Økologi (portræt af Ionesco), 1970 – 71« amok i en fysisk opløsning af den berømte dramatiker Eugene Ionesco. Kudo mødte det absurde teaters mastermind i sin tid i Paris. Ionesco dukker op som et ikonisk individ, en tortureret faderfigur; hans deforme ansigt sidder fast i et bur fyldt med papir og skrifter. Det er afvæbnende, at Kudo udlever sit had til den priviligerede hovmodige vestlige humanisme gennem netop den fjollede stalking af Ionesco. 

Kudos sjove, opfindsomme, kitschede fantasiverden er forvrænget, desiillusioneret, og alt er i en proces af opløsning. Kudo er for mig ren materialeporno. Faktisk en hel række pornoer: klamhedsporno, ødelæggelsen-af-det-smukke-porno, ødelæggelsen af Den Store Kunstner-porno. Selv passer jeg perfekt ind i Kudos idé om mennesket: Jeg stirrer apatisk på naturen; jeg har kultiveret den, så den passer ind i min æstetik, og bagefter, når den er gået i stykker, ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre ved forfaldet.

Udstillingen er flippet, men Kudo mener det alvorligt. Det her er en metafor for menneskets hårdhændende, blinde hypermodellering af naturen, så den passer ind i vores idealer. På væggen læser jeg Kudos »Manifest for den nye Økologi«. Kunstneren taler om en menneskelig revolution, der skal »reformere instinktet – genets og hjernens celle, ved at bestråle deres legemer med radioaktivitet, for at reformere deres konservative og egoistiske hoveder«. Mente Kudo virkelig, at man kan bestråle menneskeheden, indtil hovmod er udryddet, og alt måske så muterer til noget nyt – et lykkeligt hamskifte? Et nihilistisk, men frisættende sted at befinde sig.

Menneskeheden som en forpuppet pik

For at zoome ind på det sjove: Kudos værker vrimler med deforme, forpuppede, klistrede, plasticagtige, impotente pikke/dele af pikke, side om side med øjeæbler og andre splatteragtige kropsdele. 

I det skønne værk »Menneskebonsai« rejser lalleglade pikke sig i en gestus mod hinanden, med hænder, der er hårde minipikhoveder, og flasher deres kød sammenviklet i mærkelige pik-etager med lænker og et enkelt dinglende krucifiks.

Blasfemien (rettet mod vesten) har nok været stor, overskridelsen stor. Hvis selveste hr. Pik får lov at blive behandlet, som Kudo behandler den, kan meget lade sig gøre, tænker jeg – så er modernitetens individ ikke herre over noget længere, og fortjent, pikken kan lægge sig ud på møddingen og opløse sig sammen med de andre naturrester, ødelagt af sig selv, og kunstneren kan blive ved med at gøre, hvad han har lyst til. Den, der kastrerer sig selv (eller endnu bedre – lader pikken overgå til nye materielle tilstande), taler med klar røst.

Kudo-udstillingen løber i øvrigt i den forbindelse med prisen for mest ufrivilligt komiske vægtekst: »Et orginalt ledemotiv: Penis«. Der er noget ultrafjollet over at se Kudos kødgrotesker gjort til noget kunsthistorisk ordentligt.

Et clash mellem det borgerlige Louisiana og Kudos charmerende, surrealistiske, sorgfuldt klimamelankolske og kødeligt visionære fuckfinger-nihilisme, der ikke ser udslettelsen som en grænse for overlevelsen. Det er alligevel et paradoks at se dén energi i Louisianas kælderrum.

Og så er det lige det, at værkudvalget er ret ensformigt. Kudo har også lavet større installationer, der kunne have brudt den fine orden, så alt ikke var bag glas og på plint.

Men dog: stor kadeau til Lousiana for at finde frem til Kudo og satse på en udstilling med en kunstner, der er så aktuel med sin vidunderlige klimaklistrede science fiction.

Tetsumi Kudo: ’Cultivation’. Louisiana. Indtil den 10. januar 2021.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her