Informations Drømmefestival: DakhaBrakha er lige dele folklore, teater og politisk kritik

DakhaBrakha er muligvis verdens bedste argument for, hvorfor vi har brug for koncerter – et levende bevis på magi, der kan opstå i relationen mellem et publikum og en kunstner, og som ikke kan erstattes af livestreams, koncertvideoer og indspillet musik.

På plade har den ukrainske gruppes musik aldrig for alvor fanget mig. At se koncerter og musikvideoer med dem på YouTube antyder charmen og potentialet.

Men live … dét er straks en anden sag. Her har gruppens koncerter gang på gang hensat mig i noget nær ekstase og fået mig til i en festivalbrandert af ævle løs til mine sagesløse venner om, at det her må være et af verdens bedste livebands.

Af samme grund har jeg også været nem at lokke, når der bød sig den mindste chance for at opleve dem live – og jeg har rejst til både Sverige, Tyskland og Polen for atter at få bekræftet at, jo, de er et af verdens bedste livebands.

Mit smukkeste minde med DakhaBrakha er fra en koncert i Polen i 2014, få måneder efter at Rusland havde annekteret Krim-halvøen. Energien i luften var intens, og det polske publikum gik amok i solidaritet med bandet, da de sidst i koncerten hævede et ukrainsk flag i luften og sang for friheden og mod overmagten med tårer i øjnene.

Deres blanding af folklore og teater har da også politisk brod. De tog levende del i Euromajdan-protesterne i Kijev i 2014, og på deres 2016-album The Road fortolkede de musik fra de ukrainske områder, som Rusland havde besat.

Slavisk soul

Det er derfor ikke så mærkeligt, at Informations Drømmefestival har valgt at offentliggøre dem til deres program kort tid efter udgivelsen af gruppens seneste album, Alambari. Det var en nyhed, der fik mig til at skrive til førnævnte sagesløse venner med et »få nu fingeren ud og køb billet … vi skal høre DakhaBrakha!«

Selv om jeg godt ved, at hver gang jeg skriver sådan noget, sidder flere af vennerne bag deres skærme og ruller med øjnene, mens de tænker: »Der kommer Rasmus igen med sine evindelige anbefalinger af bands med fjollede hatte og sange på uforståelige slaviske sprog«.

En specielt god case havde jeg heller ikke. For det er bare svært at forklare, hvorfor det er så godt. Hvad med – en blanding af østeuropæiske folkeviser, soul og avantgardeperformance tilsat elementer af jazz, hiphop, landsbydisco og etnomusikalsk kabaret? Hvis det lyder gøglet, er det ikke forkert. Og det er også et grundlæggende problem ved pladeindspilningerne: gøgleriet træder alt for tydeligt frem. Ikke mindst gruppens eneste mandlige medlem, Marko Halanevych, deler forståeligt nok vandene med sin mildest talt bizarre vokale blanding af soulfalset og klovnecroon. Et element, som fylder alt for meget på Alambari, og som får mig til at formode, at jeg nok selv var endt med at vælge dem fra i et overflødighedshorn af et program, som det man finder på Informations Drømmefestival, hvis ikke det var, fordi jeg vidste bedre.

Og det er jo det smukke ved festivaloplevelsen – selv den, der udelukkende udspiller sig inde i hovedet på Informations koncerthungrende musikanmeldere. At den rummer muligheden for, at man farer vild i de mange muligheder og ender et sted, man slet ikke havde planlagt, men som pludselig føles som det eneste rigtige.

Og sådan var det da også, at jeg selv i sin tid havnede i favnen på bandet til Roskilde Festival i 2013, hvor bandets koncert ret så uheldigt var lagt oven i en meget sjælden dansk koncert med legenderne i Dead Can Dance – et band, som DakhaBrakha i deres mere mørke og dramatiske øjeblikke kan minde om.

Den dag i dag forstår jeg faktisk ikke, at jeg spadserede lige forbi teltet, hvor Dead Can Dance var i gang – et band, jeg har været fan af i mange år – og gik hen til teltet med de for mig helt ukendte DakhaBrakha.

Eneste forklaring er, at jeg trængte til at blive overrasket, og overrasket blev jeg!

Pebervodka ved Præstø Fjord

At bandet fortsat er lidt af en hemmelighed herhjemme, lader sig ikke fornægte, da de også på Informations Drømmefestival har en ret perifer placering i et lille, nærmest cirkuslignende telt, som ligger helt nede ved Præstø Fjord. En enkelt veninde er det trods alt lykkedes mig at slæbe med til koncerten. Vi har camperet ved fjorden for at kunne nå op til den tidlige koncert.

Inden sengetid har vi drukket en halv flaske ukrainsk pebervodka (for ligesom at komme i stemning), mens vi har kigget ud i sommernatten. Vi vågner op til tømmermænd, men også til et mageløst syn af tåge hen over fjorden.

»Det er næsten som en drøm,« siger min veninde. Jeg nikker, mens jeg varmer mig på en kop kaffe. Det er lige, hvad det er.

Drømmende er stemningen også i det lille telt. Små grupper af folk står rundt omkring og virker nærmest, som om de stadig småsover. Det fornemmes, at bandet har forberedt sig på dette ved at starte i det mere vuggende og poetiske leje, som de også mestrer.

Alligevel udgår der en kraft fra stemmerne og de usædvanlige instrumenter. Langsomt trænger flere mennesker ind i teltet, og de små spredte klynger fletter sig gradvist sammen i et hele, der samler sig foran scenen. De fire musikere sidder i en halvcirkel på scenen – de tre kvindelige medlemmer med deres karakteristiske hvide kjoler og høje sorte hovedbeklædninger, som ikke bare er blevet gruppens visuelle brand, men som også tilføjer deres koncerter en rituel magi.

Teatralsk konceptband

Dakha Brakha betyder »giv og tag«, men henviser også til kunstcentret Dakh i Kijev. Her blev bandet i 2004 »opfundet« af teaterinstruktøren Vladyslav Troitskyi. Man kan godt kalde det et konceptband, udsprunget af ukrainsk avantgardeteater. Vi er dog milevidt fra teaterkoncertkoncepter, men det er alligevel tydeligt, at bandet har en særlig bagage med, som får dem til at skille sig ud fra de fleste andre livebands.

Deres visuelle fremtoning, legen med forskellige stemmer og roller, de til tider næsten shamanistiske rytmer, som underbygger det rituelle. Bandets medlemmer er fortsat aktive i det kunst- og teatermiljø, DakhaBrakha udspringer af – blandt andet den feministiske kabaret Dakh Daughters.

Bandet har dog via indtil videre seks album spredt deres navn langt ud over det miljø, de udspringer af. Og for den sags skyld også ud over folk/world-publikummet. Bandets karismatiske optrædener har skaffet dem plads på en lang række hippe festivaler, og deres evne til at opbygge stemninger har skaffet dem en plads i populærkulturen – blandt andet ved at deres musik bruges i HBO-serien Fargo.

Shamanistisk ursuppe

Efterhånden har de spillet teltet i Præstø varmt, og jeg bliver mindet om den helt særlige fysiske fornemmelse, der frembringes i sammenspillet mellem de shamanistiske trommer og de tre kvinders uudgrundelige vokalharmonier, der kan sende tankerne i retning af Le Mystere des Voix Bulgares. Alle musikere spiller fremragende på et væld af instrumenter, men for mig at se er trommerne og vokalen selve nerven og urdramaet i musikken.

Hvad de synger om, ved jeg ikke, men kvinderne fremstår som tre mytologiske skæbnesøstre, der griner lidt ad verdens dårskab, mens de spinder deres tråde. Man kan forestille sig, at de trommer og harmonier, som vi nu hører på Informations Drømmefestival, også kunne have lydt for tusinde år siden – hvis det altså ikke lige var, fordi der bliver smidt jazz, hiphop og disco i ursuppen.

I denne kontekst giver selv Halanevychs vokale gimmicks, som ellers irriterer mig på indspilningerne, mening. Live synes han at fungere som en drilsk satyr eller en burlesk nar, som skaber en kontrast til skæbnesøstrenes mystiske og dragende syngespil. I doser fungerer det faktisk. Dog synes jeg, at denne comic relief overdrives visse steder – også til koncerten.

En sang som »Dostochka« fra det seneste album er med sin pseudosoul også live svær at holde af. Det episke titelnummer, »Alambari«, løfter sig til gengæld til tindrende højder i koncertsituationen, hvor det bliver strukket over næsten et kvarter med en langsom og smuk opbygning.

Få dage inden koncerten har Vladimir Putin i et kontroversielt valg fået gennemtrumfet, at han kan blive siddende som russisk præsident frem til 2036. Det undgår ikke at få en syrlig kommentar med på vejen fra bandet, inden de kaster sig ud i en af de folkesange fra Krim, man finder på The Road.

En god påmindelse om, at urdramaet i sangene også er et spejl, som bandet holder op for moderne konflikter. Her ripper bandet også op i nogle af de historiske traumer, som Ukraine rummer, og som ikke mindst relaterer sig til den store nabo mod øst. Det klæder faktisk bandet at nedtone fjolleriet en stund.