Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Informations drømmefestival: Yung Lean er de følsomme hiphopdrenges ansigt udadtil

Publikum på Informations Drømmefestival gik amok til Yung Leans første koncert i et år, som sker efter udgivelsen af hans fjerde album ’Starz’. Det var en både helet og hel Yung Lean, der foldede sig ud – inde i hovedet på vores musikkritiker
I sin musik virker Yung Lean tvivlsom, tænksom, rugende, reserveret, fuld og forvirret. Men når man ser og hører ham spille på scenen, hviler han sikkert i alt det skrøbelige, der er med til at skabe hans stærke, visuelle og lydlige identitet.

I sin musik virker Yung Lean tvivlsom, tænksom, rugende, reserveret, fuld og forvirret. Men når man ser og hører ham spille på scenen, hviler han sikkert i alt det skrøbelige, der er med til at skabe hans stærke, visuelle og lydlige identitet.

Robin Pope

Kultur
16. juli 2020

Endnu et hovednavn på Informations Drømmefestival er Yung Lean. Her giver den svenske rapper, der om kort tid kan fejre sin 24-årsfødselsdag, en koncert inde i hovedet på avisens musikkritiker. Blandt festivalens publikum kan man kun forestille sig, ligesom hun gjorde det, hvordan der blev taget forskud på fødselsdagsfejringen. 

Den svenske rapper Yung Lean hedder egentlig Jonatan Leandoer Håstad. Hans kunstnernavn er sat sammen af den typiske hiphopomskrivning af young, engelsk for ung, og læskedrikken Lean, der fremstilles ved, at man tager en mørklilla, receptpligtig form for hostesaft, der indeholder det smertestillende middel kodein, og blander det med sodavand.

Man kan også putte bolsjer og slik i for at gøre drikken endnu sødere. Drikken har en mildt hallucinerende, men også søvndyssende effekt på kroppen og er desuden afhængighedsskabende på grund af sukkeret og kodeinen.

Ligesom Yung Lean har været afhængig af Lean, har han også som så mange andre rappere oplevet afhængighed af hårdere substanser: hash, Xanax og kokain. Men selvom han i løbet af sin karriere har kæmpet med misbrug og tab, har han formået at levere mere end én musikudgivelse om året – ikke kun som soloartist, også i konstellationer med andre, svenske undergrundsrappere som Gud, Ecco2K, Bladee, Thaiboy Digital, og under aliasserne Död Mark og jonathan leandoer 96, hvor han eksperimenterer mere med genrerne.

Hvis ikke det var, fordi at Yung Lean er så følsom og ærlig i sine tekster, kunne man tro, at Yung Lean er halvt maskine. For underlægningsmusikken til hans raptekster er hård, melankolsk, repetetiv og en enestående elektronisk lyd, der i sig selv ville kunne leve op til en betegnelse som industriel techno.

Men når man hører Yung Leans svensk accentuerede stemme, lytter til hans rytmisk drævende ord, røres af dem i deres poetiske sammenhæng og samtidig ser på hans triste ansigtsudtryk, er man ikke i tvivl om, at hans musik er produceret af et tænkende, følende, huskende, hallucinerende og stort drømmende menneske.

Pikachu

Yung Leans seneste album udkom i maj. Det hedder Starz og er hans fjerde officielle studiealbum. Hans optræden på Informations Drømmefestival er første gang, hans fans har set ham i et år – og den begivenhed, der skal kickstarte hans kommende turné rundt i Europa i kølvandet på Starz.

På Yung Leans albumcovers er der gerne en enkelt dominerende farve: Debutalbummet Unknown Memory var soft pink, Stranger fra 2017 arrigrød og 2018’s Poison Ivy galdegul, alle hen over et hårdt, sorttatoveret bagtæppe. Starz er stærkt grønt, men virker blødere end de andre.

I stedet for det sorte og skarpe foregår der et sløret spil mellem Yung Leans egen buttede, blege hud og de m&m’s-agtige prikker, eller piller, han har på kinderne. De er små nok til at sluge. Og henholdsvis blå og røde – som elektriske modpoler. Som om Yung Leans kinder, ligesom den berømte pokémon Pikachu, kan give stød.

Da Yung Lean viser sig på scenen til Informations Drømmefestival, er det da også i en Pikachu-heldragt, der får publikum til at hvine begejstret. Hans tunge skikkelse og de tegneserieagtigt blanke, sørgmodige øjne, der lyser under den gule hætte, får ham til at smelte sammen med dragten. Selvfølgelig åbner han netop koncerten med nummeret »Pikachu«. Det er den tragikomik, han mestrer. Man griner og glemmer, at teksten handler om kokain.

Ligesom rapperens tidligere albums består Starz af afstumpede numre med en drævende, forpustet lyrik, der skiftevis tilsløres og blottes af de skurrende, hårde, industrielle lyde, som kommer fra synth og trommemaskine. Men i stedet for sine sædvanlige rapkolleger har han til albummets titelnummer teamet op med den psykedeliske lo-fi-musiker Ariel Pink fra USA.

Nummeret »Starz« er en drømmende ballade, hvor det føles, som om Yung Lean mumler sangteksten i søvne til sig selv hen over sin underbevidstheds melankolske synthmelodier.

»In some time
you will understand
seen those eyes
talking to myself
you will never end
you never end

Sammen med Ariel Pink ligger han og tripper på gamle minder og eksistentiel undren over, hvem han er.

LEGO-mand

I sin musik virker Yung Lean tvivlsom, tænksom, rugende, reserveret, fuld og forvirret. Teksterne skildrer hiphoppens sædvanlige scenarier af politihad, stoffer, karriereræs og kvinder – men de handler i høj grad også om bagsiden af det hele: ensomhed, social angst, sygdom og død.

Nogle gange er det ubærligt skrøbeligt. Men når man ser og hører Yung Lean spille på scenen, hviler han sikkert i alt det skrøbelige, der er med til at skabe hans stærke, visuelle og lydlige identitet. Han er de følsomme drenge og unge mænds uudgrundelige ansigt udadtil.

Tristessen og tyngden fra at være den tykke white trash-dreng med en fortid som mobbeoffer, men også den hvide, privilegerede unge mand, ligger som en tåge i hans musik. Den uendelige ensomhed, der findes i gerne at ville forandre, men i stedet fortvivle over fortiden, og det umiddelbart umulige ved at skabe forandring og gang på gang forfalde til alkohol og stoffer.

Han er ikke bange for at tale om følelser. Og lige præcis derfor er han blandt nutidens vigtigste rapikoner.

Yung Lean er som en LEGO-mand. Han står oprejst i al den historie om magt, der knytter sig til hans identitet, alt imens han falder sammen indvendig, føler sig barnlig og fuldstændig magtesløs. Da han går i gang med det efterfølgende nummer »Yellowman«, virker han, som om han er roligere på scenen end før. Men stadig rastløs.

I stedet for at hoppe op og ned skridter han ivrigt frem og tilbage som en hest, mens publikum svajer, og han synger, på én gang klokkerent og basbrummende.

»Now, I wanna walk, wanna walk today
if my life not in grey I’ll walk today
I’ll be your Yellowman, Carcosa land
I’ll be your spaceman, your walking hand
but not today, want to fade away
but I keep going (going everyday).
«

Jonatan Leandoer Håstad er født og opvokset i Stockholms forstad Södermalm. Han er søn af en forfatterfar og en international aktivistmor og taler både svensk og russisk, da familien i en periode af hans barndom flyttede til Minsk i Hviderusland, hvor den lille Jonatan dog langtfra trivedes.

Til musikmagasinet The Fader har han beskrevet tidlige situationer med mobning og ensomhed, blandt andet en fra børnehaven i Minsk: Han blev sat i skammekrogen af pædagogerne i omkring fem timer iklædt en spids, hvid hat, så han kom til at ligne et lille medlem af den højreradikale, amerikanske sekt Ku Klux Klan.

Som teenager tilbage i Sverige eksperimenterede Håstad med gadens kulturliv, at ryge hash og male graffitti. Det var i det miljø, han begyndte at høre hiphop. Som tidlige inspirationskilder nævner han 50 Cent og Nas. Da han selv begyndte at lave musik og lægge den på YouTube, var det sammen med sine venner i hiphopkollektivet Sad Boys. Men i 2013 gik videoen til et af hans første solonumre »Ginseng Strip 2002« fra EP’en Lavender viralt – og derfra tog karrieren fart.

Dengang han blev opdaget på YouTube, arbejdede Yung Lean på McDonalds. Siden har han desperat og højtstræbende forfulgt sin solokarriere som rapper i USA med alle dens op- og nedture. Han har allerede haft tætte samarbejder med Frank Ocean og Travis Scott, nogle af tidens største hiphopartister. Det har han haft succes med, uden at måtte forlade sine mere grænsesøgende projekter med resten af de sørgmodige drenge hjemme i Sverige, hvorfra han bor og arbejder i dag.

Elektrisk grizzlybjørn

Indtil nu har Yung Lean til koncerten været alene på scenen, ikke rigtigt kommunikeret med publikum, blot gennemgået det meste af Starz og Stranger. Det føles intimt, mere som en livesession i et studie end en støvet festivaloptræden. Men stemningen er stadig på kogepunktet i pitten, man er inde i hans hoved, høj på hans tanker.

Midt i settet holder han pause, står stille et øjeblik og ser tavst ud over menneskehavet foran ham. Han er tavs så længe, at man næsten begynder at blive nervøs. Så spørger han, på både engelsk og svensk, om vi har det godt, om vi er klar til at feste med ham nu. For så vil han nemlig invitere gæsterne ind.

Lige da han har sagt det, viser hans homie og pladeselskabskollega Bladee sig bag ham. Yung Lean lader alligevel som om, at han får et chok, og publikum bryder ud i spontan latter. De to unge, svenske rappere giver hinanden et følelsesladet kram, inden Bladee begynder på nummeret »Can’t Trust«, som Yung Lean efter få strofer stemmer i.

Bagefter er det som om, at koncerten begynder forfra i et hidsigere tempo. Yung Lean spoler tilbage i sit bagkatalog og går løs på klassikerne »Fire« og »Miami Ultras«, hvis synth og beat tilsammen skaber en technoagtig voldsomhed. Da han så spiller et medley af numrene »Hurt« og »Lightsaber //savior«, der også følger efter hinanden på debutmixtapet Unknown Death 2002, er det tydeligt, at han åbenbart har tænkt sig at slutte ved begyndelsen.

Nu råber han 100 gange i træk, stadig med Bladee som opildnende bagdanser, mere insisterende, som et statement.

»Bitches on my dick ’cause I’m so luxurious
lightsaber in one hand, I can be your saviour.
«

I mellemtiden har Yung Lean fået pitten på Informations Drømmefestival til at se ud som en hoppeborg. Publikum har det som om, at koncerten først lige er startet og udstøder et kollektivt protesthyl, da han annoncerer, at han vil spille sit sidste nummer.

Til gengæld forvandler hylet sig til jubel, da de første, lyse synthakkorder af »Oreomilkshake« ruller ud over hovederne på folk – et af de allertidligste og mest festlige af Yung Leans numre.

Lukningsnummeret er i aftenens anledning blevet forlænget til dobbelt varighed. Efter sangen er slut, brager det løs i næsten otte minutter som et instrumentalt synthsyrebad. Der er skruet helt op for bassen, den raserer ude blandt publikum som en elektrisk grizzlybjørn, der er løbet løbsk, hvorefter scenen med ét bliver helt sort og stille.

Selvom Yung Leans drømmefestivalkoncert blot varede tre kvarter, har vi fået god tid til at forestille os ham som værende både både helet og hel. Han har kun optrådt i vores bevidsthed – men han har vist sig som den stærke og skrøbelige, mumlende og råbende, glade og sørgmodige, sjove og alvorlige, reserverede og påtrængende, garvede rapper og genregrænsesøgende, unge musiker, han er.

Yung Lean. Koncert, Dagbladet Informations Drømmefestival 2020.

Serie

Informations drømmefestival

Skal du forstå musik til bunds, så skal du erfare den med kroppen – til koncert. I mangel på musikfestivaler denne sommer har Informations anmeldere i stedet til ære for koncertudhungrede læsere drømt sig frem til den ultimative musikfestival og anmelder i den næste tid seks af hovednavnene, som læserne kan lære bedre at kende. Så er det næsten som at være der selv – selv om det hele er en ren musikberuset fantasi – og hallucination.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her