Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Jessica Hausners pastelfarvede film 'Little Joe' om lykkeblomster er effektiv østrigsk feel-bad

Den østrigske instruktør Jessica Hausner slægter sine landsfæller Seidl og Haneke på med et køligt blik på menneskets ringe relation til omverdenen. Hendes seneste film, ’Little Joe’, et pastelfarvet forvirringsdrama om lykkeblomster, leverer billedskøn, underlig stemning
Emily Beecham spiller Alice, der er planteforsker på et laboratorium og arbejder på at skabe en helt ny stamme af røde, smukke blomster, hvis pollen kan gøre deres ejere lykkelige og kurere depression.

Emily Beecham spiller Alice, der er planteforsker på et laboratorium og arbejder på at skabe en helt ny stamme af røde, smukke blomster, hvis pollen kan gøre deres ejere lykkelige og kurere depression.

Foto fra filmen/ØFP Presse

Kultur
9. juli 2020

Øjnene har en fest, men man kommer ikke ligefrem i godt humør af at se en flot film af østrigske Jessica Hausner. Kulisser og kostumer er forførende stilbevidste som en Stanley Kubrick- eller Wes Anderson-film, men menneskene i dem er underligt kølige fisk. Relationerne er tømt for oprigtig varme.

Hausner placerer os ét skridt til venstre for verden, som vi kender den, hen til en slags kulisseagtig fortolkning af den, og så ti skridt tilbage, hvorfra vi stirrer på menneskeheden på afstand. Her er man usikker på, hvad man skal tro på og føle, og hvem man skal tro på og føle for, og hvad det hele skal betyde.

Som sådan er Hausner en rigtig arthouse-østriger. Få er så fascinerende-deprimerende selskab som hende og hendes landsfæller, Michael Haneke og Ulrich Seidl, de misantropiske filmmestre, der koldt nidstirrer og ydmyger menneskeheden gennem kameraets linse. Tag bare Seidls stiliserede dokumentarfilm I kælderen, et usmigrende portræt af et land og de bizarre og ensomme ting, instruktørens udvalgte østrigere gemmer på og foretager sig i deres kældre – skjult for omverdenen. Det er, som om mennesket og dets omgivelser og samfund aldrig rigtigt hænger sammen.

Selvmord og mirakler er latterlige

Netop sådan forholder det sig med Hausner. Hun stirrer blandt andet fremmedgjort og desorienterende på vores drømme om kærlighedens, lykkens og religionens befriende kraft. Hendes Amour Fou fra 2015 var en iskold og latterliggørende fortolkning af den tyske romantiske forfatter Heinrich von Kleists liv og kærlighedsideal og skuffelse over, at den eneste kvinde, der i filmen indvilliger i at gå i døden sammen med ham (kusinen gad ikke), viser sig at være dødeligt syg i forvejen. For så er det jo ikke sådan rigtig romantisk kærlighed.

I Hausners vel mest kendte film, Miraklet i Lourdes fra 2009, udstilles en mirakelindustri, der får syge mennesker til at punge ud for at tage pilgrimsrejser i håb om helbredelse. I Hausners fremstilling tror præsterne vist ikke rigtigt selv på mirakler, om aftenen drikker de og spiller kort og tager pis på det hele ved siden af de blinkende souvenirboder. De unge og demonstrativt raske sygehjælpere bærer samaritanerkostumer, men tænker mest på at forføre andre ansatte.

Hovedpersonen Christine, der har uhelbredelig sklerose og er lammet fra halsen og ned, tror ikke rigtigt på pilgrimscirkusset, men har ingen andre feriemuligheder – indtil hun en dag vågner op fra sygesengen og kan gå. Det er et mirakel, eller også er det ikke. Hændelsen fører ikke rigtigt til svar eller til forsoning mellem nogen. Romantiske selvmord og religiøse mirakler er latterlige hos Hausner.

Lykkejagtens klamme bagside

I Hausners nye, biografaktuelle film, hendes første engelsksprogede værk, Little Joe, er vi i sært selskab med en fremadstormende planteforsker Alice, perfekt lunkent og afmålt spillet af Emily Beecham, der vandt prisen for bedste skuespillerinde på filmfestivalen i Cannes i 2019.

Alice sysler sammen med sin beundrende kollega Chris (Ben Whishaw) med en laboratoriefremstillet rød blomst, der kan gøre den, der passer og plejer den med omsorg, lykkelig: Den får hjernen til at udskille oxytocin, det samme stof, som kan få mødre til at knytte sig til deres nyfødte. Der er meget prestige og mange penge på spil i sådan en opfindelse, måske er vejen derhen ikke heeelt efter bogen, men går den, så går den ...

Blomsterne er mørkelilla og folder deres blodrøde blade ud, tilsyneladende når de opildnes af menneskenes passion omkring dem. De står på lange rækker i store ophedede drivhuse på laboriatoriet – som genetisk fremstillede sci-fi-babyer i deres vugger. Alice kalder arten for Little Joe, opkaldt efter hendes eneste barn, teenageren Joe (Kit Connor), som er alene hjemme for det meste, fordi mor skal arbejde, mens faren bor langt væk – i den såkaldt ægte natur. Joe får en af de første blomster til hjemmebrug. Men når en videnskabsperson lover »lykke«, ved vi godt, at et »men« kommer løbende bag os– at vi snart kommer til at se lykkejagtens mørke, klamme bagside.

Truende blik på menneskeheden

På den måde ligner Little Joe en paranoid, psykologisk thriller. Jeg kommer til at tænke på We Need to Talk about Kevin om en mors fremmedgjorte blik på sin måske-onde søn, og man kan se de røde Little Joe-blomster som hundredvis af det intelligente styresystem Hal 9000’s røde øjne i Rumrejsen år 2001. Man får en lurende følelse af, at en mystisk slags intelligens stirrer ondt og truende tilbage på den menneskehed, der har skabt den.

Der er mange film, man får lyst til at nævne, faktisk, også Ari Astis gakkede kunstgysere, Midsommer og Hereditary, med deres krybende ubehag i fascinerende omgivelser og med en helt udgakket og faretruende lydside. Little Joe er stort set musikløs, men derimod spækket med forvrængede og manipulerede reallyde, der skriger og råber og gør filmen til et vildt og lidt skræmmende lydværk. Men mere af en genregyser bliver filmen trods altid ikke. Hausner har et andet ærinde.

Hun vil ikke gakke ud, men stiller sig med mild sarkasme i et uvist midterfelt mellem det, vi mennesker oplever som ægte og sandt, og så vores egne selvindbildninger: Sønnen Joe begynder at forandre sig, da han sniffer til den særlige plante, Alice har sat på hans værelse. Eller er det hendes blik på ham, der ændres? En ung pige, der har ladet sig teste med Little Joes pollen, fortæller om følelsen af ikke at være sig selv, men at spille et skuespil, hvor man forestiller sig, at man er sig selv. Og sådan spiller alle skuespillerne faktisk i denne film: stift, distanceret, med replikker der halvt tvinges ud af munden på dem. Ligesom det er en følelse, Hausner generelt giver os: denne evige distance mellem mennesket og verden.

Vanvittig kamin i pastelparalleluniverset

Skal man tale om et forførende element hos Hausner, er det det helt ekstraordinære visuelle arbejde, der lægges i filmene: I Little Joe føres vi ind i et slags tidløst, pastelfarvet parallelunivers, der både er forførende og sterilt og gennemdesignet. Der er tydeligvis tænkt længe over Alices vanvittige kamin, der består af en stabel brænde med en lampe foran, og over den pittoreske kantinemad, de pastelfarvede kitler, Alices farverige tøj og halvfjerdsermanke. Det er humoristisk gennemført, men også helt opslugende og måske det mest unikke ved filmen.

Har man corona på hjernen, kan man opleve filmen som en slags symbolsk historie om menneskelig hybris, en ulækkert unaturlig omgang med naturen og dens mutationer, der vender tilbage med hævn og smitter (ad luftveje), hvis ikke man har maske på. Eller man kan læse de små rødes blomsters effekt som en slags kritik af antidepressiver – eller stoffer for den sags skyld. I glimt føles filmen som en skildring af depression: oplevelsen af ikke at kunne mærke sine omgivelser, ikke at kunne forbinde sig til nogen eller tro, at nogen vil forbinde sig til en. Eller den kan føles som en syret omvej til at beskrive fremmedgørelsen ved ikke længere at kunne kende sit barn, som er ved at blive voksen. Men det er intet af det. Hausner tilbyder ingen svar.

Det er ikke i sig selv genialt, med Little Joe er det uvisse og mystiske og golde ikke altid helt til at adskille fra noget overfladisk. Og filmen er midt i al sin skønhed og mærkelighed underligt langtrukken. Hausner er svær at elske. Men det rum, hun skaber – et pastelfarvet, misantropisk fængsel – er alligevel værd at besøge og få det dårligt af.

’Little Joe’ – Instruktion: Jessica Hausner. Manuskript: Géraldine Bajard, Jessica Hausner. Fotografi: Martin Gschlacht. Længde: 105 min. (Kan ses i blandt andre Empire Bio, Vester Vov Vov, Grand Teatret og Valby Kino i København samt Øst for Paradis i Aarhus, BIG BIO Nordhavn i Aalborg og Café Biografen i Odense)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her