Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Juliette Binoche får øjnene op for ligestilling i komediedramaet ’Den gode hustru’

Juliette Binoche er underholdende i front for Martin Provosts kulørte komediedrama, ’Den gode hustru’, om en spirende feministisk vækkelse på en husholdningsskole i Alsace anno 1967
Juliette Binoche får lov til at spille med sine komiske muskler i Martin Provosts kulørte komediedrama, ’Den gode hustru’.

Juliette Binoche får lov til at spille med sine komiske muskler i Martin Provosts kulørte komediedrama, ’Den gode hustru’.

Filmbazar

Kultur
23. juli 2020

Juliette Binoche har mange fascinerende ansigter og et dragende talent, som har bjergtaget biografgængere siden gennembruddet med dramaer som Tilværelsens ulidelige lethed, De elskende fra Pont Neuf og Kieslowskis trilogi-film Blå.

Den nu 56-årige Binoche har imidlertid også et stort komisk talent, som gennem karrieren har fået mindre plads på lærredet, men fortjener opmærksomhed, når hun får en rolle, hvor det kan foldes ud.

Det får hun i Martin Provosts kulørte komediedrama Den gode hustru, hvor hun som leder af en skrantende husholdningsskole i Alsace anno 1967 skal prøve at holde styr på de klassiske kønsroller og ægteskabelige dyder, mens ungdomsoprøret ulmer i Paris, og feminister udfordrer de etablerede, patriarkalske strukturer.

Det er en fryd at se Binoche give den begge de flagrende arme, mens hun og hendes ansatte forsøger at lære en flok skeptiske unge kvinder at servere te med stil, stryge en skjorte og vende den perfekte pandekage.

Ud med skåneærmerne

Binoche står som Paulette van der Beck først i skyggen af sin mand, Robert (François Berléand), som ejer skolen, men da han får et dødbringende ben fra sin søsters, Gilbertes (Yolande Moreau), kaninragout galt i halsen, overtager Paulette biksen sammen med den trofaste nonnehjælper Marie-Thérèse (Noémie Lvovsky).

Ved et møde i banken erfarer hun, at skolen er ved at gå konkurs. Hun møder også sin gamle flamme, André (Edouard Baer), som får hende til at sætte spørgsmålstegn ved skolens principper om, at kvinder i bund og grund er deres ægtemænds slaver.

Der er med nutidens målestok god grund til at grine ad det forældede kvindesyn og opfattelsen af det perfekte hjem i stil med Francois Ozons Trofæfruen (2010), hvor Catherine Deneuve morsomt fik lov at smide skåneærmerne.

Scenografien lader overvældende blomstrede tapeter og gardiner gå i ét, mens belærende plancher formidler det tvivlsomme undervisningsmateriale. Blandt eleverne spirer Brigitte Bardot-hår og forelskelser på tværs, og de unge navne giver de mere rablende voksne stjerner solidt modspil.

Apfelstrudel-romance

Det er alt sammen ganske underholdende, men Provost – som er mest kendt for dramaer som Séraphine og Violette – får stadig sværere ved at finde det rigtige toneleje, da Paulettes forelskelse også skal have plads, og det er tid til at tage bukserne på og skabe forandring.

Det er sjovt at se Binoche give den som stormende forelsket, om end noget pudsigt med en overlevering af opskriften på apfelstrudel som bevis for, at André kan lave mad og er værd at gifte sig med. Et afsluttende musiknummer, hvor Binoche sammen med de unge piger opdaterer skolens retningslinjer, virker som taget ud af en helt anden film, men energien og entusiasmen er smittende.

Helstøbt kan man ikke kalde Den gode hustru, men den er en humørfyldt fortælling om en vigtig frigørelsesproces med et hav af gode kvinderoller og en charmerende Binoche i front.

’Den gode hustru’ – Instruktion: Martin Provost. Manuskript: Martin Provost og Séverine Werba. Fotografi: Guillaume Schiffman. Længde: 109 minutter. Biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her