Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Er Kristian von Hornsleth og dermed ’provokunsten’ virkelig død – eller bare ligegyldig?

Kristian von Hornsleth forsøger i en ny DR2-serie, ’Hornsleth er død’, at genoplive sig selv som provokunstner. Men det er hverken provokerende eller provokerende dårligt. Mest bare kedeligt, skriver forfatter og kunstner Madame Nielsen
Du behøver ikke bruge tid på at se ’Hornsleth er død’. Ikke fordi den er provokerende dårlig. Den er bare kedelig.

Du behøver ikke bruge tid på at se ’Hornsleth er død’. Ikke fordi den er provokerende dårlig. Den er bare kedelig.

Fra DR

Kultur
27. juli 2020

Nåmen, det handler om to venner, der overvejer måske at lave noget sammen, ikke fordi de har lyst til at lave noget, mest bare for at få tiden til at gå, og så går de en tur og kører også lidt omkring i København og omegn i den enes bil og snakker lidt om, hvad det måske kunne være, og undervejs møder de også nogle forskellige mere eller mindre kendte og spørger dem, om de har nogle gode råd eller ideer, men det har de ikke rigtig, og det har de heller ikke rigtig selv, og så, ja, så slutter det lissom.

De to venner er ’provokunstneren’ Kristian ’von’ Hornsleth og hans unge ven, Mikkel Boris, som så vidt jeg, altså seersken, forstår, har studeret litteraturvidenskab i fem år og nu er ved at skrive en bog om den pensionsmodne, ældre kunstner.

Mikkel Boris er en slags Sancho Panza for den skindøde, gråskæggede Don Quijote, der i årtier har kæmpet en ulige kamp mod kunstbranchen og andre vindmøller, og nu, som der står på DR’s hjemmeside, »har givet op. Han står midt i en livskrise, og gider ikke at lave kunst mere. Men det er der flere, der ikke vil acceptere«.

Flere er nok lidt overdrevet, i serien er der kun én, der ikke vil acceptere, at Hornsleth er død og ikke gider mere, og det er hans unge ven, Sancho Boris, en lille, konstant fnisende tyksak, der som den universitetsuddannede realist, han er, muligvis ikke har nogen idé om, hvordan man vækker liv i den skindøde ’provokunstner’ og hans ligeså sværdøde ’provokunst’, men han har i det mindste den ungdommelige energi, som Hornsleth har mistet, Boris mener stadig, at ’provokunsten’ har en værdi eller i hvert fald en funktion i kulturen og samfundet og, som Hornsleth på et tidspunkt inspireres til at sige om kunsten: Den »kan ændre verden«.

Tale til folket

Og så drager den gamle drømmer og hans unge væbner ud i verden, der i provokunstens verden ikke er større end København og omegn, de opsøger både andre gamle bleghvide spøgelser, såsom »erhvervsmanden« Lars Seier Christensen og Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, og unge og stadig alvorlige og ambitiøse kunstnere og akademikere som »gadekunstneren« SPYO, forfatterinden bag »Kirsten Birgit«, Anna Juul, og retorikeren Sofie Kristiansen; de har heller ikke rigtig nogen ideer til, hvordan man kunne redde Hornsleth og ’provokunsten’, men da der nu er et helt kamerahold med, så fniser de da venligt og kommer med et par kommentarer.

Og så straks videre, det er vinter, gråkoldt, det blæser, men der er ingen vindmøller i sigte, så i sidste afsnit skriver de to venner sammen en tale »til det danske folk«, en opsang, der ender med, at Hornsleth råber:

»Vær frygtløse!« 

Talen bliver vist på Ekstra Bladets hjemmeside, og formodentlig ikke set af ret mange, men der kommer i det mindste nogle kommentarer, men det er også absolut! det hele.

Og det har DR så valgt at bruge nogle hundrede tusinde og et filmhold på, og resultatet – eller ’resultatet’ er måske et lovligt prætentiøst ord, måske skal vi nøjes med at sige ’optagelserne’, eller et lille udsnit af dem, fire gange en halv time, kan vi, seerne – der som salig Kresten Poulsgård ville have sagt, har betalt for det hele via skattebilletten – nu se på DR. Hvis vi har lyst. Men man kan selvfølgelig også bare lade være.

Dårlig tidsånde

Og i stedet for at bruge mere spalteplads på det, så lad mig i stedet strø et par tanker på seriens titel Hornsleth er død og temaet, der står skrevet med sådan en slags Dracula-blodig håndskrift derunder: »provokunsten«.

Af hensyn til de yngre læsere under 60 år, der som jeg selv ikke ved eller vidste så meget om denne Hornsleth, vil jeg lige spole tiden tilbage til søndag aften, hvor jeg i en e-mail blev bedt om at anmelde Hornsleth er død for Information.

Hvem, hvad og hvor i alverden er Kristian Hornsleth? tænkte jeg.

Hvad vidste jeg: Stort set intet. Joh ... vent nu lige lidt: I de senere år, når jeg er kommet ind med firetoget og går fra Hovedbanegården til mit forlag i Klareboderne, så kommer jeg i Løvstræde altid forbi en hærget og tilsyneladende for længst lukket natklub eller bar ved navn »Hornsleth«. Mod slutningen af det fjerde og sidste program i serien uddyber Hornsleth selv min viden med at sige, at »jeg er kendt som ham, der køber landsbyer i Afrika og udstiller hjemløse i glasbure«. Og det er åbenbart sandt, for på Wikipedia står der, at »Kristian von Hornsleth ... i 2006 lancerede sit Uganda-landsby-projekt. Projektet gik ud på at få en hel landsby til at tage kunstnerens efternavn (altså uden det adelige eller adelagtige ’von’ – mere om dette senere) mod at få en gris eller ged.«

Se det giver jo meget god mening i forhold til seriens tema ’provokunst’: Som hvid ’fiskønnet’ osv. kunstner at købe sorte mennesker i Afrika og dermed lissom ’slavegøre’ dem i den gode gamle kolonialistiske tradition, det er jo den slags, der kan vække røre og ’provokere’ hjemme i den lille danske andedam.

Det rammer plet lige i den dårlige tidsånde: De rige danske statsborgere af alverdens racende farver raser – og afrikanerne ved navn Hornsleth? De er formodentlig temmelig ligeglade, de har nok at gøre med efter århundreders dansk, europæisk og nordamerikansk udbytning og udnyttelse osv. at skaffe det daglige vand og mad, og nu har de oven i navnet så oven i købet hver fået et svin eller en ged. Fedt nok!

Kunstneren som nar

Sådan er verden og dens orden til tilsyneladende evig tid: De fattige sulter, og vi rige keder os, spiser os fede eller sulter os med proteinkure og passer i øvrigt på ikke at kalde de sorte dernede i Afrika, der er så tilpas langt væk, at vi ikke kan lugte dem, og de ikke kan høre os, det ord, vi synes, krænker dem. Og derudover? Har vi jo kun det sjov, kunstnerne giver os. Sådan er den vestlige verden og livet efter enevældens ophør og demokratiet og den uhæmmede ytringsfriheds indførelse.

Kunstneren (og kongehuset) har i de sidste par hundrede år været offentlighedens nar; kunstneren (og Dronning Margrethe og i USA hendes med-klimabenægter Donald Trump) er offentlighedens provokatør og leverandør af skandaler og fake news.

Og hvad temaet ’provokunsten’ angår, så slår det mig, at de vestlige provokunstnere (bortset fra Dronning Margrethe) alle er hvide mænd, og alle har en forkærlighed for mytologien omkring ’den hvide mands byrde’ og især Afrika, det såkaldte ’heart of darkness’. De holder af at optræde som dekadente koloniherrer med tropehjelm og nazikostume, pisk og cigaretrør, indfødte bærere og den nu kastrerede adels dekadente manerer og (mellem)navne.

De danske ’provokunstnere’ kalder sig ofte »von«: von Trier, von Hornsleth, performancekunstneren Thomas Altheimer hedder også van Woestenburg; den tidligere Radio 24syv-chef Mads Brügger hedder (endnu) ikke »von«, men hans også i udlandet (altså den vestlige verden) ganske succesfulde ’provofilm’ foregår også ofte i den Tredje Verden, i Nordkorea, i Afrika og i failed states som USA; i Ambassadøren fra 2011 forener Brügger alle provokunstnerens klicheer i én person:

»En besynderlig, enigmatisk og dekadent hvid europæer med en nyerhvervet ambassadørtitel«, som det hedder i omtalen af filmen.

Og de seneste års måske mest interessante og succesfulde danske provokunstner, Rasmus Paludan (sekunderet af hans tro væbner og kulturordfører og personlige Sancho Panza, »tissemandskunstneren« Uwe Max Jensen), har også en forkærlighed for at optræde som koloniherre omgivet af muslimer, brændende koraner og kvinder med slør.

Bare kedeligt

Måske skulle DR i virkeligheden have brugt filmholdet og de flere hundrede tusinde danske skattekroner på en dokumentarserie om ham, ’provokunstneren’ Rasmus Paludan; eller endnu bedre: Man kunne have bragt Hornsleth & Paludan sammen og ladet dem gå omkring nogle dage eller uger i Folketinget, Gellerupparken og omegn og sludre lidt med politikere og borgere om kunst og politik! Så ville der med stor sandsynlighed virkelig være sket noget, ikke bare i kulturandedammen, men i samfundet, måske ville Hornsleth og hans gråskæggede ligblege generations-’provokunst’-fæller endelig og for første gang være med til at »forandre verden«.

Men det har DR altså ikke overvejet, og det havde måske også været lidt for ... provokerende.

Nok om det, men lad mig her til slut alligevel lige vende tilbage til DR2-serien i fire afsnit Hornsleth er død, det er trods alt den, redaktøren har bedt mig anmelde, hvilket så har vist sig at være en temmelig dum idé (ikke at lade netop mig, Madame Nielsen, anmelde serien, men overhovedet at anmelde den), og som jeg har sagt ja til at anmelde, hvilket jo også har vist sig at være temmelig dumt. Og det har du, kære læser, nu brugt tid på at læse, og det beklager jeg virkelig, men i det mindste kan jeg give dig et godt råd: Du behøver ikke bruge et øjes blik på at se Hornsleth er død. Ikke fordi den er provokerende dårlig. Den er bare kedelig.

På DR’s hjemmeside står der i øvrigt »Sæson 1«, hvilket kunne tyde på, at vi kan forvente eller risikerer, at der kommer flere »sæsoner«. Men vi kan jo håbe, at de lover mere, end de holder.

’Hornsleth er død’ sendes på DR2+ hver tirsdag. Alle fire programmer ligger frit tilgængeligt på dr.dk

Madame Nielsen er forfatter og kunstner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Hornsleth er helt rigtig helt ligegyldig, og jeg frygter også at hans venner på DR vil fylde skærmen med flere ligegyldigheder i mange kommende sæsoner.

Gitte Loeyche

Jeg tror bare, at jeg vil nøjes med anmeldelsen, som var ret så fornøjelig.

Eva Bertram, Steffen Gliese, John Scheibelein, Thomas Tanghus, Niels Makholm og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Nu er Madame Nielsen heldigvis ingen provokunstner.

Søren Sommer, Eva Schwanenflügel og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar
Jon Mangerel

Jeg har ikke det store forhold til mandens kunst, men jeg fandt ellers, at programmet var et interessant indblik i et besynderligt menneske. Dynamikken mellem Hornsleth og Mikkel Boris var også noget usædvanlig - og fed på en tåkrummende måde.
Det var også sjovt at se Hornsleths mimik, da de mødte Spyo, som på ingen måde er i det for pengene. Der er vist noget der nager der den gode von Pengemager.

Som forfatteren selv antyder, så er artiklen her da mindst lige så intetsigende som programmet. Og den er jo ganske underholdende.

Og når man tænker på hvad diverse Hollywood-film koster, eller den intellektuelle værdi af fredag aften på DR1, så er et par hundredetusinde på halvanden times indblik i landets mest solgte kunstner da vist fint givet ud.

Søren Kristensen

I virkeligheden er er der ikke noget, heller ikke i kunsten, der kan provokere nok til at hamle op med virkeligheden, derfor der og har altid kun været én måde at provokere på i kunst og det er ved hjælp af håndværksmæssig kvalitet. For den der med bare at provokere, uden at ville så meget andet er der vist ikke ret mange der hopper på siden Duchamp. Hornslet er i den forbindelse sjov, fordi han han som maler faktisk har knækket koden og udviklet en stil baseret på et solidt håndværk, selvom hans værker måske ikke rækker til superligaen. Måske er det derfor han har kastet sig over konceptkunsten eller som vi siger: provokunsten, som er en utaknemmelig og svær vej at gå, fordi du hele tiden skal opfinde den dybe tallerken - hvad du naturligvis ikke skal hvis du læner dig op af dit håndværk og din stil. Omvendt kan du så let komme til at kede dig - og dit publikum, hvis du ikke også formår at forny dig. Men sådan er det jo at være kunstner og man må formode at han selv har valgt det.

Randi Christiansen og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar
Helle Degnbol

Mere Madame Nielsen.

Chris Ru Brix

Jeg har svært ved at se hvorfor han betegnes som en provokunstner. Han er nærmest det modsatte af provokerende, nemlig konform. Hans værker er flotte og æstetiske, på den samme måde som en Coca-Cola reklame.

Chris Ru Brix

Når jeg ser på et Hornsleth maleri, tænker jeg måske nok det er flot, men jeg får også sådan en spirituel tomhed, hvor jeg tænker, har manden ikke andet at bidrage med, end ‘se på mig?’ Manden har tydeligvis de tekniske evner. Jeg ville ønske, at han brugte dem, til at sige noget.

Chris Ru Brix

Men han mangler nok modet! På den måde, minder han mig lidt om Andrew Warhol (hvilket i øvrigt ikke er ment som et kompliment.)

Randi Christiansen

I en alder af 55 ser hornsleth ind i afgrundsdyb tomhed samtidig med, at han konfronteres med sin død. Som så alligevel aflyses for denne gang. Nå, så må han på den igen - og med letgennemskuelig nonchelance og nedladenhed møver han rundt i andedammen på jagt efter sig selv. Som han forhåbentlig finder inden nedturen bliver lige så eftertrykkelig som britney spears'. Men alt kan åbenbart konverteres til 'et værk', hvis man hedder hornsleth. Og det er da også noget. Hornsleth formår virkelig at formidle sin egen indholdsløse, deprimerende, kedelige tomhed. Tak for kaffe, så har jeg det sq alligevel meget godt.

Steffen Gliese

Allerede i Selvsving var Hornsleths narcissisme og manglende substans et tilbagevendende tema. :-)
Det er lidt synd, at det er dette program, der mest af alt er en reminiscens fra DR2s slemme gamle dage, der skal anmeldes. Se i stedet en søndag aften, hvor kulturel substans topper kulturel substans i timerne inden Deadline. Det er i hvert fald et DR, der er meget langt fra dødt eller kedeligt.

Randi Christiansen

Aj, undskyld kristian, jeg dømte dig for hurtigt. Jeg har ikke set alle programmerne, men i forhold til alle de andre programmer om livet, der produceres, er dit også relevant, og tomgangen illustrerer jo, selvom det er kedeligt at overvære, pointen. Det er faktisk modigt at udstille sig selv og sine kvababbelser - også når du udstiller dig selv som et elitært fjols og f.eks. dømmer andre udstillingsgæster som uvidende idioter. Du har en tilbøjelighed til megalomani, hvis naturlige følge er en depressiv tomhedsfølelse. Når man lever af at skulle opfinde sin egen modstilling til det eksisterende, bliver der nemt tomt på hylden.

'Vi skal dybere ind' i åndsvidenskaben kristian, og god tur på din eksistentielle dannelsesrejse. Du har lavet gode ting, og jeg håber for dig, at du ikke degenererer til en uvedkommende banalitet.