Læsetid: 7 min.

Er Kristian von Hornsleth og dermed ’provokunsten’ virkelig død – eller bare ligegyldig?

Kristian von Hornsleth forsøger i en ny DR2-serie, ’Hornsleth er død’, at genoplive sig selv som provokunstner. Men det er hverken provokerende eller provokerende dårligt. Mest bare kedeligt, skriver forfatter og kunstner Madame Nielsen
Du behøver ikke bruge tid på at se ’Hornsleth er død’. Ikke fordi den er provokerende dårlig. Den er bare kedelig.

Du behøver ikke bruge tid på at se ’Hornsleth er død’. Ikke fordi den er provokerende dårlig. Den er bare kedelig.

Fra DR

27. juli 2020

Nåmen, det handler om to venner, der overvejer måske at lave noget sammen, ikke fordi de har lyst til at lave noget, mest bare for at få tiden til at gå, og så går de en tur og kører også lidt omkring i København og omegn i den enes bil og snakker lidt om, hvad det måske kunne være, og undervejs møder de også nogle forskellige mere eller mindre kendte og spørger dem, om de har nogle gode råd eller ideer, men det har de ikke rigtig, og det har de heller ikke rigtig selv, og så, ja, så slutter det lissom.

De to venner er ’provokunstneren’ Kristian ’von’ Hornsleth og hans unge ven, Mikkel Boris, som så vidt jeg, altså seersken, forstår, har studeret litteraturvidenskab i fem år og nu er ved at skrive en bog om den pensionsmodne, ældre kunstner.

Mikkel Boris er en slags Sancho Panza for den skindøde, gråskæggede Don Quijote, der i årtier har kæmpet en ulige kamp mod kunstbranchen og andre vindmøller, og nu, som der står på DR’s hjemmeside, »har givet op. Han står midt i en livskrise, og gider ikke at lave kunst mere. Men det er der flere, der ikke vil acceptere«.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • John Scheibelein
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Thomas Tanghus
  • Katrine Damm
  • David Zennaro
  • Kristian Nielsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Steffen Gliese, John Scheibelein, Maj-Britt Kent Hansen, Thomas Tanghus, Katrine Damm, David Zennaro, Kristian Nielsen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens christian jacobsen

Hornsleth er helt rigtig helt ligegyldig, og jeg frygter også at hans venner på DR vil fylde skærmen med flere ligegyldigheder i mange kommende sæsoner.

Gitte Loeyche

Jeg tror bare, at jeg vil nøjes med anmeldelsen, som var ret så fornøjelig.

Eva Bertram, Steffen Gliese, John Scheibelein, Thomas Tanghus, Niels Makholm og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Nu er Madame Nielsen heldigvis ingen provokunstner.

Søren Sommer, Eva Schwanenflügel og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar
Jon Mangerel

Jeg har ikke det store forhold til mandens kunst, men jeg fandt ellers, at programmet var et interessant indblik i et besynderligt menneske. Dynamikken mellem Hornsleth og Mikkel Boris var også noget usædvanlig - og fed på en tåkrummende måde.
Det var også sjovt at se Hornsleths mimik, da de mødte Spyo, som på ingen måde er i det for pengene. Der er vist noget der nager der den gode von Pengemager.

Som forfatteren selv antyder, så er artiklen her da mindst lige så intetsigende som programmet. Og den er jo ganske underholdende.

Og når man tænker på hvad diverse Hollywood-film koster, eller den intellektuelle værdi af fredag aften på DR1, så er et par hundredetusinde på halvanden times indblik i landets mest solgte kunstner da vist fint givet ud.

Søren Kristensen

I virkeligheden er er der ikke noget, heller ikke i kunsten, der kan provokere nok til at hamle op med virkeligheden, derfor der og har altid kun været én måde at provokere på i kunst og det er ved hjælp af håndværksmæssig kvalitet. For den der med bare at provokere, uden at ville så meget andet er der vist ikke ret mange der hopper på siden Duchamp. Hornslet er i den forbindelse sjov, fordi han han som maler faktisk har knækket koden og udviklet en stil baseret på et solidt håndværk, selvom hans værker måske ikke rækker til superligaen. Måske er det derfor han har kastet sig over konceptkunsten eller som vi siger: provokunsten, som er en utaknemmelig og svær vej at gå, fordi du hele tiden skal opfinde den dybe tallerken - hvad du naturligvis ikke skal hvis du læner dig op af dit håndværk og din stil. Omvendt kan du så let komme til at kede dig - og dit publikum, hvis du ikke også formår at forny dig. Men sådan er det jo at være kunstner og man må formode at han selv har valgt det.

Randi Christiansen og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar
Chris Ru Brix

Jeg har svært ved at se hvorfor han betegnes som en provokunstner. Han er nærmest det modsatte af provokerende, nemlig konform. Hans værker er flotte og æstetiske, på den samme måde som en Coca-Cola reklame.

Chris Ru Brix

Når jeg ser på et Hornsleth maleri, tænker jeg måske nok det er flot, men jeg får også sådan en spirituel tomhed, hvor jeg tænker, har manden ikke andet at bidrage med, end ‘se på mig?’ Manden har tydeligvis de tekniske evner. Jeg ville ønske, at han brugte dem, til at sige noget.

Chris Ru Brix

Men han mangler nok modet! På den måde, minder han mig lidt om Andrew Warhol (hvilket i øvrigt ikke er ment som et kompliment.)

Randi Christiansen

I en alder af 55 ser hornsleth ind i afgrundsdyb tomhed samtidig med, at han konfronteres med sin død. Som så alligevel aflyses for denne gang. Nå, så må han på den igen - og med letgennemskuelig nonchelance og nedladenhed møver han rundt i andedammen på jagt efter sig selv. Som han forhåbentlig finder inden nedturen bliver lige så eftertrykkelig som britney spears'. Men alt kan åbenbart konverteres til 'et værk', hvis man hedder hornsleth. Og det er da også noget. Hornsleth formår virkelig at formidle sin egen indholdsløse, deprimerende, kedelige tomhed. Tak for kaffe, så har jeg det sq alligevel meget godt.

Steffen Gliese

Allerede i Selvsving var Hornsleths narcissisme og manglende substans et tilbagevendende tema. :-)
Det er lidt synd, at det er dette program, der mest af alt er en reminiscens fra DR2s slemme gamle dage, der skal anmeldes. Se i stedet en søndag aften, hvor kulturel substans topper kulturel substans i timerne inden Deadline. Det er i hvert fald et DR, der er meget langt fra dødt eller kedeligt.

Randi Christiansen

Aj, undskyld kristian, jeg dømte dig for hurtigt. Jeg har ikke set alle programmerne, men i forhold til alle de andre programmer om livet, der produceres, er dit også relevant, og tomgangen illustrerer jo, selvom det er kedeligt at overvære, pointen. Det er faktisk modigt at udstille sig selv og sine kvababbelser - også når du udstiller dig selv som et elitært fjols og f.eks. dømmer andre udstillingsgæster som uvidende idioter. Du har en tilbøjelighed til megalomani, hvis naturlige følge er en depressiv tomhedsfølelse. Når man lever af at skulle opfinde sin egen modstilling til det eksisterende, bliver der nemt tomt på hylden.

'Vi skal dybere ind' i åndsvidenskaben kristian, og god tur på din eksistentielle dannelsesrejse. Du har lavet gode ting, og jeg håber for dig, at du ikke degenererer til en uvedkommende banalitet.