Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Neil Youngs album ’Homegrown’ er ikke falmet med tiden

Albummet ’Homegrown’ skulle egentlig være udkommet i 1975, men Neil Young holdt det tilbage, da han følte, at materialet var for privat til at dele med offentligheden. Nu udkommer de sarte, uregerlige rocknumre om at opgive én, man elsker, og det har bestemt været ventetiden værd
Kultur
14. juli 2020
Det er i sig selv et lille mirakel, at det album, den produktive 74-årige guitarist, sanger og sangskriver selv har kaldt the missing link mellem ’Harvest’, ’Comes A Time’, ’Old Ways’ og ’Harvest Moon’ – og som dedikerede fans har sukket efter i årevis – nu endelig er ude, så alle kan lytte med. Og det holder.

Det er i sig selv et lille mirakel, at det album, den produktive 74-årige guitarist, sanger og sangskriver selv har kaldt the missing link mellem ’Harvest’, ’Comes A Time’, ’Old Ways’ og ’Harvest Moon’ – og som dedikerede fans har sukket efter i årevis – nu endelig er ude, så alle kan lytte med. Og det holder.

dhlovelife/Warner

Der er noget helt særligt ved hjemmedyrkning. Når jeg nærstuderer de planter, jeg selv har sået, vandet og plejet i det lille byhavelod, jeg er så heldig at besidde, er det ikke ligefrem, fordi høsten kan vinde en skønhedskonkurrence. Der er altid en snegl, der har tilslimet kålbladene, eller en fugl, der har hakket lidt i frugten. Planterne vokser skævt og i uforudsete retninger.

Og det giver rifter på armene og jord langs neglerødderne at høste stikkelsbærrene. Men det er alt besværet værd, fordi høsten smager så fantastisk, som den nu engang gør.

Jeg er ikke alene med min begejstring. Også det garvede rockikon Neil Young sværger til hjemmedyrkket. Han har netop udsendt albummet Homegrown; en sagnomspunden plade, der har været henlagt til stilheden i 45 år.

På titelnummeret hylder den i Californien bosatte canadier dét at dyrke sit eget. Omkvædet er en opfordring til at plante »that bell and let it ring«, og om han hermed hentyder til de mere lyssky planter af den sort, der kan ryges, skal jeg ikke kunne sige. Men det er ikke utænkeligt, da Young aldrig har forsøgt at skjule sin hang til kannabis og deslige.

Albummet er indspillet fra juni 1974 til lidt ind i 1975. Det var en tid, hvor Youngs forhold til skuespilleren Carrie Snodgress var i opløsning. De to havde været kærester et par år og fået sønnen Zeke sammen. Og flere af numrene sitrer af den hjertesorg og romantikpessimisme, Young må have følt i situationen.

»Love is a rose but you better not pick it/ It only grows when it’s on the vine/ A handful of thorns and you'll know you've missed it/ You lose your love when you say the word mine,« synger han eksempelvis på »Love is a Rose« og smælder demonstrativt med sine guitarstrenge.

Homegrown skulle egentlig være udkommet i 1975, men Young holdt den tilbage, da han følte, at materialet var for privat til at dele med offentligheden. Såret efter bruddet med Snodgress var stadig åbent, og sangene afspejler åbenlyst den forliste relation.

Det skræmte den produktive Young, der i stedet valgte at udsende et andet album, han havde på lager. Det var det mindst lige så depressive Tonight’s the Night, der var indspillet nogle år tidligere i en beruset natterodet bearbejdning af chokket over, at to af Youngs gode venner var døde af en lidt for let omgang med nogle lidt for hårde stoffer.

Den tematik dukker også kortvarigt op på Homegrown. Første halvdel af »We Don’t Smoke It No More« er en sløv, instrumental bluesrockjam, hvorpå Youngs skingre mundharpe og Ben Keiths slideguitar ihærdigt holder hinanden i skak. Halvvejs inde bryder et tåget mandekor ind og bedyrer, at de ikke hverken ryger, sniffer eller slikker et unavngivet stof længere. Og dét selv om nummerets beduggede tempo og rodede komposition sender det stik modsatte signal.

Rodløs og jordbunden guitar

Homegrown er indspillet kort før Young tog hul på optagelserne til Zuma sammen med sine gamle kammerater i bandet Crazy Horse, med hvem han stadig spiller, og så sent som sidste år udgav det veloplagte og politisk skarpskårne Colorado.

Og Young, der er født og opvokset i Toronto, har noget med det USA, han har boet i siden 1960’erne, og som han nu er statsborger i. Hele to af Homegrowns tolv numre er opkaldt efter hver deres delstat, og et enkelt har navn efter nabolandet Mexico syd for grænsen.

»Florida« er ikke så meget en sang som en form for rablende og pinefuld spoken word, hvor Young snøvler sig gennem en udsyret dagdrøm, der udspiller sig et diffust sted mellem Floridas palmer og Youngs fantasi, mens lyden fra et glas, der hviner, eller en guitar, der overstyrer, eller noget andet, der kan skabe den ene ubehageligt intense hyletone efter den anden, og som fremkalder associationer til både tinnitus og hovedpine, udfylder rummet bag den mere og mere mareridtsagtige fortælling.

Og pudsigt nok åbner »Kansas«, der følger lige efter med linjen »I feel like I just woke up from a bad dream«. Kontrasten bliver næsten komisk, fordi lytteren nemt kan identificere sig med følelsen oven på det forudgående mislydstrip.

»Kansas« er akustisk og neddæmpet og sunget så sart, at Youngs stemme næsten lyder grådlabil. Mundharpen virker desorienteret, som den mand i sangen, der vågner op ved siden af en kvinde, hvis navn han ikke kender, men hvis venlige krop ved hans side fylder ham med taknemmelighed. 

Neil Youngs nasale sangstemme har altid lydt mere vissen end velgødet og rosenrød. Netop derfor har den en sær tiltrækningskraft, en uregerlig skønhed. Og som guitarist er han både rodløs og jordbunden, alt efter om han griber sin elektriske eller sin akustiske guitar.

Det er i sig selv et lille mirakel, at det album, den produktive 74-årige guitarist, sanger og sangskriver selv har kaldt the missing link mellem Harvest, Comes a Time, Old Ways og Harvest Moon – og som dedikerede fans har sukket efter i årevis – nu endelig er ude, så alle kan lytte med.

Og Homegrown har bestemt været ventetiden værd. Sangene er på ingen måde falmet med tiden. For er der noget, der nok desværre aldrig bliver uaktuelt, er det oprigtig musik, der udtrykker den forvirring, sorg og frustration, det medfører at måtte opgive at holde fast på én, man elsker.

Neil Young: 'Homegrown' (Reprise Records).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Neil Young er også usædvanlig på den måde, at han vist nok er den eneste af de helt store rock-musikere/-sangskrivere, der ikke har spredt benene for kapitalen, eller gået på kompromis med sine idealer.
Stones har fået en VW opkaldt efter sig, of Dylan har spilet for paven, og taget imod en orden af Obama, og hvad er der med Springstens sange, som en Reagan fandt behag i?.

Mikkel Jul Madsen, Henrik Leffers og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Peder Meyhoff

Så vidt jeg husker, sagde Springsteen nej til at Reagan måtte bruge Born in the USA. Og i øvrigt havde Reagen nok heller ikke forstået teksten. Men Young er skam også blevet misbrugt. Endda af Trump som brugte hans Rockin in the Free Word. Det brokkede Young sig også over. Og igen: jeg tror heller ikke Trump fattede hvad dén sang handler om.

Mikkel Jul Madsen, Ole Svendsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar