For to år siden var der debat i kultur-Amerika.
Den amerikanske skuespiller Scarlett Johansson skulle have spillet hovedrollen i en ny film om den virkelige gangsterboss Dante ’Tex’ Gill, som var født som kvinde, men identificerede sig som mand. Der var bare lige det, at Scarlett Johansson ikke er transkønnet, så castingen af hende medførte en del kritik, og det hele endte med, at hun »respectfully« valgte at trække sig fra rollen.
På avisens sommerferiedøsige redaktionsmøde besluttede vi os for, at debatten var en leder i Information værdig. Jeg blev udpeget som lederskribent, og opgaven var egentlig ligetil, tænkte jeg. For selvfølgelig kan Scarlett Johansson spille transkønnet. Hvorfor skulle hun dog ikke kunne det? Det kaldes skuespil!
Hvis vi skulle til at følge hendes eksempel, ville det jo betyde, at normalvægtige skuespillere som Jake Gyllenhaal skulle afholde sig fra at tabe sig (som i Nightcrawler) eller tage på (som i Jarhead) for at ligne den rolle, han skal spille – eller at han for den sags skyld ikke måtte spille bøsse (som i Brokeback Mountain), da han er heteroseksuel. Det er jo en vanvittig tanke. Hvis vi ikke frit lader skuespillere spille roller, ender vi med at afvikle selve skuespillererhvervet, tænkte jeg.
Så det skrev jeg i lederen.
Overrumplende og forrygende
Siden er der gået to år, og debatterne om repræsentation, køn, identitet, moral og sædelighed er ikke blevet færre.
For tiden er der ballade om den amerikanske skuespiller Halle Berry, der også skulle have spillet en rolle som transperson i en kommende film, men som ligesom Johansson endte med at trække sig og beklage overhovedet at have overvejet rollen.
Jeg er personligt lidt metaltræt, hvad angår den slags sager, der tit ender i ophidsede sort-hvid-diskussioner, og jeg har heller ikke tænkt så meget på lederen siden dengang. Men det gjorde jeg, da jeg så Netflix-dokumentaren Disclosure, som – helt uden at nævne Scarlett Johansson – er en overrumplende og forrygende dokumentarfilm om netop repræsentationen af transpersoner på det store lærred.
Stilen er afdæmpet og lidt gammeldags.
En efter en har tilrettelæggerne med instruktør Sam Feder i spidsen placeret et stort antal mennesker i en stol og interviewet dem. Deres udsagn krydsklippes med et endnu større antal bidder fra film- og tv-historien.
De mange klip med film og tv går helt tilbage til D.W. Griffiths stumfilm og bevæger sig op gennem filmhistorien til nogle af de seneste afsnit af LGTBTQ-serien Pose fra Netflix.
Udvalget er bredt. Der er både transskildringer i obskure queerfilm, kæmpestore 90’er-blockbustere og endda Snurre Snup-tegnefilm.
Fortællingen er især bygget op om interview med superstjernen Laverne Cox, som blev kendt som fængselsindsat transkvinde i Orange Is the New Black, men der er også en masse andre skuespillere, instruktører og producere med – og mere analytiske indslag fra forfattere og historikere.
Fælles for alle, der taler, er, at de selv er transpersoner.
Antallet af stemmer er overvældende; det bliver næsten et mylder af erfaringer og analyse, og det har først og fremmest den effekt, at man som seer bliver overbevist om, at udfordringen er reel – og massiv. Det her er altså ikke bare en lille niche for nogle meget akademiske øst- og vestkystamerikanere.
Et godt liv
Fordi alle de interviewede er transpersoner, tilbyder de indblik i et hav af forskellige oplevelser. Derfor – og det er dens styrke – bliver Disclosure aldrig en af de mange superteoretiske og utilgængelige kulturanalyser, som internettet flyder over af.
Vi får derimod de transkønnedes oplevede erfaringer af at se filmene og stereotyperne.
En vigtig pointe i Disclosure er, at det er umuligt at forestille sig et godt liv som den, man er, hvis man aldrig har set et godt liv for den, man er.
Den amerikanske borgerrettighedsaktivist Marian Wright Edelman har sagt, at børn ikke kan være, hvad de ikke kan se. Som en af de medvirkende i dokumentaren siger, gælder det ikke kun børn:
»Vi kan ikke være et bedre samfund, før vi ser det. Jeg kan ikke være i verden, før jeg ser, at jeg er i verden.«
80 procent af amerikanerne har ikke mødt en transperson, fremgår det af Disclosure, og som en af de interviewede siger: Det gælder jo også for transpersoner!
»Vi kender heller ikke nogen, så vi kigger til medierne for at finde nogen som os.«
Og dokumentaren viser effektivt en del af de forestillinger, som populærkulturen har givet os. For eksempel at nogle af filmhistoriens største gyserfilms psykotiske mordere er transpersoner, mens transpersoner i falde på halen-komedier og sitcoms som Sex and The City ofte reduceres til uforståelige eller grinagtige indslag.
Kaster op af væmmelse
En af de stærkeste sekvenser i dokumentaren er med Zeke Smith, som fortæller, at han som barn elskede 90’er-komedien Ace Ventura: Pet Detective, men at det chokerede ham at se den igen som voksen. I filmen opdager titelfiguren spillet af Jim Carrey først til sidst, at kvinden, som han har forelsket sig i og har snavet med, er transkønnet. Opdagelsen får ham til at kaste op af væmmelse. Simpelthen. Herefter klipper dokumentaren behændigt til en montage af scener fra filmhistorien med en masse mænd, der bogstavelig talt kaster op som reaktion på transpersoner.
Det er åbenbart et ret brugt hollywoodkneb.
Ace Ventura var også en af mine yndlingsfilm i midten og slutningen af 1990’erne, da jeg gik i folkeskole i et homogent Østjylland, hvor hverken homoseksuelle eller transkønnede var noget, jeg spekulerede over eksistensen af. Jeg kan til gengæld sagtens huske den decideret transfobiske scene, som jeg som barn slog hen som gak:
»Ad, hun er en mand!«.
Det forekommer i dag ret … langt ude.
De mange klip fra film- og tv-historien er en lærerig og underholdende historietime, og mange af de interviewedes vidnesbyrd er rørende. Derfor kan jeg kun anbefale dokumentaren – og jeg har på fornemmelsen, at jo mere skeptisk man på forhånd er, jo mere vil man få ud af at se den.
Hvad med lederen – ville jeg skrive en anden leder i dag? Jeg ville stadig insistere på præmissen om, at alle skuespillere i sagens natur kan spille alle roller, men jeg ville nok også tage kritikken mere alvorligt, end jeg dengang gjorde.
For kritikerne har en pointe, når de siger, at en kendt ciskønnet skuespiller som Scarlett Johansson opretholder en eksotisering af transkønnethed. For én ting er, hvordan transpersoner har set sig selv – noget andet er, hvordan cispersoner ser dem. Og når vi dyrker og hylder de kendte ansigter, der spiller transpersoner, bliver vi samtidig ved med at tænke transpersoner som nogen, der engang var noget andet, eller som er klædt ud som noget.
Og egentlig er spørgsmålet, om ikke både kritikerne og Scarlett Johansson er enige i præmissen – altså at alle skuespillere kan spille alle roller. For det kan de da. Men det er jo ikke ensbetydende med, at de skal.
’Disclosure’. Instruktion: Sam Feder. Amerikansk. Længde: 107 minutter. Kan ses på Netflix
Tre ødelæggende klicheer om transpersoner på film
1. Transpersonen som morder (eller død)
Hollywood har lært os, at vi skal reagere på transpersoner med frygt: De er ustabile seriemordere eller på anden måde farlige psykopater – hvorfor skulle en mand ellers gå med kjole? I den oscarvindende filmatisering af Ondskabens øjne (1991) er hovedpersonen en psykotisk seriemorder, der jagter kvinder og flår dem, så han kan iklæde sig dem og tilegne sig deres kvindelige form. I Dressed to Kill (1980) er morderen en frustreret og forvirret transkønnet psykiatrisk patient. Og i den ikoniske Psycho (1960) ifører Norman Bates sig sin døde mors tøj, hvorefter han tager ud og slår ihjel.
Alfred Hitchcock var tilsyneladende besat af tanken om, at folk der udfordrede kønsstereotyperne, var gale.
Hvis ikke transpersonen selv slår ihjel, ender det alligevel tit med død og ødelæggelse. I Disclosure fortæller en af de interviewede skuespillere, Candis Cayne, at hun er død så mange gange på lærredet, at hun har opgivet at tælle. Transkvinder bliver nemlig tit voldtaget eller slået ihjel, og i mange andre eksempler ender de med at blive dødeligt syge på grund af bivirkninger af deres hormonbehandlinger. Eller som følge af en kræftsygdom, der eksotisk nok rammer deres ved fødslen tildelte køn.
2. Transpersonen som sexarbejder
Den amerikanske ngo GLAAD, der arbejder for LGBTQ-personers vilkår, har undersøgt 134 afsnit fra tv-serier, hvor der er en transkønnet figur med. Det viser sig, at den mest gennemgående profession for transpersoner er … prostitueret.
Det er sandt – fortæller Nick Adams fra GLAAD i Disclosure – at især mange transkvinder presses til prostitution, hvilket han forklarer med, at de udsættes for diskrimination, og at arbejdsløshedstallet for transpersoner er tre gange så højt som landsgennemsnittet. Der er med andre ord nogle økonomiske og sociale forklaringer på, at nogle – men naturligvis langtfra alle – transpersoner ender i prostitution. Men de forklaringer ser man i sagens natur ikke, når for eksempel Californication og Sex And The City viser transkønnede prostituerede på gadehjørner og som underholdende indslag. Så er det bare, hvad transkvinder gør.
»Hvis man kun ser os som én ting uden andet liv, får man aldrig et billede af transpersoner som andet end det,« siger skuespilleren Trace Lysette i Disclosure.
3. Transmanden, der forråder sin kvindelighed
Langt de fleste repræsentationer af transpersoner på skærmen er stadig transkvinder. En af de første transmaskuline figurer blev introduceret i den amerikansk-canadiske Showtime-serie The L. Word om en gruppe især lesbiske venner. Max, som han hedder, beskrives i Disclosure som den første tilbagevendende transmaskuline figur på tv.
Han er en sød og rar fyr, der kæmper med sin identitet. Men da han begynder at tage testosteron, udvikler han sig til et aggressivt røvhul. Imens møder seriens lesbiske karakterer ham med manglende forståelse. I en sekvens, der vises i dokumentaren, anklager en kvinde ham for at sælge ud af sig selv:
»Det gør mig trist at se stærke skønne kvinder opgive deres kvindelighed for at blive mænd! Hvorfor kan du bare ikke være den maskuline kvinde, du er, og blive fri? Du opgiver den mest værdifulde ting i verden.«
»Mine bryster?« spørger Max.
»Nej, at du er kvinde!«
En af de medvirkende i Disclosure, skuespilleren Brian Smith, siger, at problemet med Max er, at han portrætteres fra et lesbisk synspunkt.
»Det viser os manuskriptforfatternes forhold til Max. De ser transmænd træde ind i det lesbiske miljø og forråde feminismen. Vi skal ikke heppe på Max – vi skal være imod ham.«
Jeg må vist hellere se dokumentaren, for jeg blev ikke lige klogere på hvorfor Scarlett Johansson ikke bør spille transperson. Ja, der tegnes formentlig et skævt billede af transpersoner på film og tv, men bliver manuskript og instruktion bedre af at transpersoner på film spilles af transpersoner? Bliver skuespillet? Hvis nogen har et ønske om flere trans-karakterer, og gerne knapt så stereotypt portrætteret, så har det min fylde sympati og støtte. Men hvorfor skal de roller spilles af trans-skuespillere? Og hvis det handler om, at man bare gerne vil se flere trans-skuespillere i film og tv, så fint nok, men skal de absolut så spille transpersoner? Kan de ikke spille alle roller? Står Scarlett Johansson i vejen for at trans-skuespillere kan få gode roller, mere end hun står i vejen for alle andre skuespillere, der gerne vil have hendes roller? Ja, jeg må vist hellere se den dokumentar, for jeg synes bestemt ikke det giver mening.
Det handler både om reel repræsentation, men også om at trans-skuespillere har ret svært ved overhovedet at få arbejde.
Derfor er det vel meget naturligt, de ønsker at blive tilbudt de få roller, hvor personen er transkønnet?
Alle skuespillere ønsker at få tilbudt roller. Men jeg tror ikke film bliver bedre, på nogen måder, af at en trans-karakter spilles af en trans-skuespiller. De bliver gode af gode manuskripter, gode instruktører og gode skuespillere. Man kan selvfølgelig bruge Scarlett Johansson til at skabe noget omtale af problemet med trans-skuespilleres jobmuligheder, men ...
Ér det her bare en helt almindelig forbrugersag? Når nogen går i kamp FOR - "identificér med MIN sag!" - kan de opfordre til boycott. "Tøjet hér er lavet af børnearbejdere - boycot firmaet!" "Spis ikke tun, fordi!" "Spis ikke kød, fordi!" "Kør elektrisk, fordi!"
Så, "Denne historie er fremstillet af en skuespiller, som ikke kender smerten på egen krop! Se den ikke!"
Men bevares - hvis alle karakterroller kan gives dybde og besættes af over- og undervægtige, syge, sørgende, aggressive, psykopatiske, PTSD, hyperintelligente, neurotiske, fortabte, drømmende og så videre-"skuespillere", kan vi måske komme væk fra den tropiske stereotypi på lærredet/skærmen...
Det bliver så virkeligt, alt sammen. Slet ikke hysterisk "Se Også Mig!" men bare politisk kamp i kunstens arena...
Måske er vi ved at kunne undvære repræsentationskunsten? Virkeligheden 1:1 for samme pris som det fiktive?!
Yeah...
Jeg tror lige jeg skrotter den anbefalede dokumentar og læser mig klogere i stedet.
Her.
https://da.m.wikipedia.org/wiki/Skuespiller
“Skuespilleren er således den, der handler under opdigtede omstændigheder og ved at foregive at være en anden.”
“En anden” forekommer mig væsenligt. Skuespillerne spiller altså ikke altid dem selv. Mind blowing!
Måske Christian Mongaard lige skulle komme forbi og forkklare R. Elmelund, der har skrevet den her artikel, at Hitchcock altså byggede psycho over masse/seriemorderen Ed Gein, se her:
"Psycho is based on Robert Bloch's 1959 novel of the same name, loosely inspired by the case of convicted Wisconsin murderer and grave robber Ed Gein.[13] Both Gein (who lived just 64 kilometres (40 mi) from Bloch) and the story's protagonist Norman Bates were solitary murderers in isolated rural locations. Each had deceased, domineering mothers, had sealed off a room in their home as a shrine to her, and dressed in women's clothes. However, unlike Bates, Gein is not strictly considered a serial killer, having been charged with murder only twice.[14]"
kilde:
https://en.wikipedia.org/wiki/Psycho_(1960_film)#Plot
Og om omsætningen af romanen til film, se her:
"The screenplay is relatively faithful to the novel, with a few notable adaptations by Hitchcock and Stefano. Stefano found the character of Norman Bates—who, in the book, is middle-aged, overweight, and more overtly unstable—unsympathetic, but became more intrigued when Hitchcock suggested casting Anthony Perkins.[21] Stefano eliminated Bates' drinking,[22] which evidently necessitated removing Bates' "becoming" the mother personality when in a drunken stupor. Also gone is Bates' interest in spiritualism, the occult and pornography.[23] Hitchcock and Stefano elected to open the film with scenes in Marion's life and not introduce Bates at all until 20 minutes into the film rather than open with Bates reading a history book as Bloch does.[22] Writer Joseph W. Smith notes that "Her story occupies only two of the novel's 17 chapters. Hitchcock and Stefano expanded this to nearly half the narrative".[24] He likewise notes there is no hotel tryst between Marion and Sam in the novel."
Og måske R. Elmelund lige skulle se filmen igen, fordi: (spoilers ahead):
"At the courthouse, a psychiatrist explains that Norman murdered Mrs. Bates and her lover ten years ago out of jealousy. Unable to bear the guilt, he stole her corpse and began to treat it as if she were still alive. He recreated his mother in his own mind as an alternate personality, dressing in her clothes and talking to himself in her voice. This "Mother" personality is as jealous and possessive as Mrs. Bates was while alive: whenever Norman feels attracted to a woman, "Mother" kills her. As "Mother", Norman killed two missing young girls before stabbing Marion and Arbogast to death. The psychiatrist says the "Mother" personality has taken permanent hold of Norman's mind. While Norman sits in a holding cell, "Mother's" voice-over protests that the murders were Norman's doing. Marion's car is towed from the swamp."
Så nej, der er INTET, det tyder på at det som Elmelund skriver her om A.Hitchcock, at det er sandt!
Ed Gein var også inspirationen bag filmen Ondskabens Øjne, se her:
"Hans sag påvirkede skabelsen af flere fiktive mordere, herunder Norman Bates fra romanen Psycho, Leatherface fra filmene The Texas Chainsaw Massacre (Motorsavsmassakren), Buffalo Bill fra Ondskabens øjne og Bloody Face fra den amerikanske tv-serie American Horror Story: Asylum."
kilde:
https://da.wikipedia.org/wiki/Ed_Gein
Og mht. transpersoner som sex-arbejdere, så er det totalt, og aldeles historisk korrekt, at det var (og er!) sådan det er - desværre :( - det er et synbol, at transpersoner stadig er er så udstødte! i samfundet, at den eneste måde, de kan opnå accept på er at være, blive, sex-arbejdere.... :(
En sidste ting er den her:
Se serien (den er virkelig god) When we Rise på HBO Nordic, her vil I se, transpersoner også :) - i fuld udfoldelse :) - i USA er der også i dag, konkurrencer, hvor mænd kan komme og klæde sig ud som kvinder, og vinde hæder, ære og berømmelse :)
I tv-serien Bones (kan ses på viaplay.dk) er der en episode, som omhandler en transgender persons mord, se en anmeldelse af episoden her:
http://feministing.com/2012/06/26/bones-and-its-treatment-of-a-transgend...
er der en klar accept af det :)
Hvis går tilbage til Psycho f.eks. så ville de betyde, at ikke Anthony Perkins (som spiller rollen som Bates) skulle have spillet hovedrollen, men en rigtig seriemorder :( skulle have spillet rollen som N. Bates i Psycho, eller at pædofile :( skulle spille pædofile på film ! eller, for at tage et dansk eksempel, at den skuespiler der spillede Daniel Skjern (som voksen), Niels Martin Carlsen, IKKE skulle have spillet D. Skjern, som voksen, fordi NMC, ikke var bøsse! Eller at bøsser ikke kan spille heteroseksuelle roller, eller at skueskuespillere ikke kan spille udviklingshæmmede personer på film, f.eks. den skuespiller, der spillede den udviklingshæmmede person i LA Law (Advokaterne) i 1980'erne, eller at Raymond Burr ikke skulle spille Ironside, som sidder i en kørestol, fordi R. Burr ikke sidder i en kørestol! osv. osv. mm. og mv.
Men hvis, og jeg siger, udtrykkeligt, hvis! der er en transgender skuespiller, der er lige så dygtig som Halle Berry, og som S.Johansson til at agere, til at spille skuespil, to act! - at lade som om man er er en anden - end den man er! - så skal de da være velkomne til at spille rollen som transgender-personer; men de skal være gode til at forestille sig, at de er en anden.....! end de nu engang er - også når de er transgender personer!
Og for at køre den endnu længere ud:
Kun UNGE må skrive bøger til, og om, andre unge!
Sanne Søndergaard (som er relativt voksen :) har skrevet en ungdomsbog - om to piger, da, de var små, var gode veninder, men nu i gymnasiet, ikke er det mere!
Må S. Søndergaard godt det - må Bjarne Reuter skriver om en italiensk svindler - i Italien i 1300-tallet; han, B. Reuter er jo hverken svindler, italiener, eller lever i 1300-tallet!
Pointen er den, at sproget, bøgerne, filmene, mm. og mv. bliver så fattigt, så indskrænket, så u-virkeligt, hvis forfatterne kun skriver om det som de kender til; og det hele bliver til (som jeg synes det har en tendens til lige nu at blive til); buhu, min far forstod mig, han var et dumt svin :( eller buhu- min mor var alkoholiker - det er synd for mig :( eller bøger som handler om 'jeg har mistet min mand - hvordan jeg kom igennem sorgen' - og de bøger, og film kan være gode væk :) men de gode fortælling, hvor man bliver revet væk fra virkeligheden, den findes ikke mere - fordi alt ser ud til at skal være selvoplevet (for ikke at sige nærmest selvoptaget!), både når man skriver romaner, noveller, laver tv-serier, film, radio mm. og mv.
Og sproget bliver altså fattigere af det, tænker jeg....
Personer, der er transgender, skal selvfølgelig behandles ordentligt :) - det siger sig selv :) og man bør ikke tale nedsættende mm. om dem :(
Når det er sagt, kan det, efter min mening, ikke være rigtigt, at en minoritet på hvad (1-2 procent) af befolkningen skal bestemme, hvad den store andel af befolkningen skal lave, eller om personer som Halle Berry mm. og mv. må spille agere en anden, herunder også personer, som er transgender....
&Thomas Jensen, jeg syntes faktisk at Rasmus Elmelund forklarerde det ganske godt.
"For kritikerne har en pointe, når de siger, at en kendt ciskønnet skuespiller som Scarlett Johansson opretholder en eksotisering af transkønnethed. For én ting er, hvordan transpersoner har set sig selv – noget andet er, hvordan cispersoner ser dem. Og når vi dyrker og hylder de kendte ansigter, der spiller transpersoner, bliver vi samtidig ved med at tænke transpersoner som nogen, der engang var noget andet, eller som er klædt ud som noget."
I dokumentaren eksemplificeres det mere med transkvinder, der spilles a kendte skuespillere som Eddie Redmayne og Jared Leto, og dermed opretholder billedet af transkvinder som mænd i kvindetøj. Ja det ville være fint hvis vi alle var i stand til at se film med et analytisk og kritisk øje, men det er bare ikke virkeligheden for de fleste og det er derfor god repræsentation er så vigtigt.
Står helt af. Hvis begrundelsen for at transpersoner skal spille alle transperson roller skulle være at andretrans personer skal have 'rollemodeller' at spejle sig efter. Det kan da ikke være branchens problem at der ikke ude i verden findes så mange transpersoner, at de udgør et selvstændig marked.
Jamie foxx spillede ray charles og gjorde det virkelig godt, så godt at han fik en oscar.
Men ok, ray charles var osse død - og så kan der vel gøres en repræsentativ undtagelse ... eller hvad?
Jeg syns, at transgender har tilbud om en meget god deal : ku vi lade hinanden være i fred?
Randi Christiansen: "ku vi lade hinanden være i fred?"
Hvad betyder det? Separate but equal? Hvordan oplever du, at transpersoner ikke lader dig være i fred?
Og til jer, der overhoved ikke kan se pointen i anmeldelsen: er i lige så forargede over, at skuespillere i blackface ikke er comme-il-faut længere?
Bjarke@ - "Hvordan oplever du, at transpersoner ikke lader dig være i fred?"
I sverige skal man adressere drenge henholdsvis piger kønsneutralt, man må således ikke sige han/hun men 'hen'.
Umyndige børn kræves ret til hormonbehandling og kønsskifte, inden de er kønsmodne med bl.a. den konsekvens, at de aldrig kan få et voksent kønsliv. Jeg er ikke klar over, om det allerede er tilfældet her i landet.
Det er snart ikke længere til at huske alle de mange forskellige bogstavsbenævnelser for de køn, som mennesker nu kan tildele sig selv, og som de kræver repekteret i ikke blot almindelig menneskelig omgang, hvor det naturligvis gælder, at man giver plads til alle, der giver plads til alle, men også at retssystem/familieret, skolevæsen, sundhedsvæsen, børneomsorg mv indrettes efter mennesker, der ikke kan finde sig tilpas i deres medfødte biologi.
Selvom det kan mistænkes, at miljøforurening har afstedkommet hormonelle forandringer, og disse mennesker således uforskyldt er havnet i et ingenmandsland, er det for galt at resten - som nu ikke længere er mand eller kvinde men skal tilføje benævnelsen 'cis', som jeg ikke aner, hvad betyder, til deres køn.
Jeg har fulgt med på sidelinjen i en tråd omhandlende emnet, hvor det ses, at biokvinder, som jo tager hormoner for at blive til mænd, ofte opfører sig ekstremt agressivt og truende.
Transgender personer må omkalfatre deres eget liv, men når det får indgribende betydning for resten, der ikke lider af kønsforvirring/forstyrrelse (jeg kunne i visse sammenhænge sikkert risikere endog meget stærke reaktioner på at benævne transgender som 'forstyrrelse') er det et overgreb.
Jeg har læst dit indlæg et par gange, men har stadig svært ved at forstå hvordan du synes transpersoner skal lade 'resten' være i fred, hvis ikke det bare betyder at de skal klappe i og forsvinde fra offentligheden.
Eksempelvis finder jeg det meget usandsynligt, at det skulle være transpersoner som tvinger umyndige til hormonbehandling. Hvorfor tror du ikke, at det nærmere er de umyndige personers forældre der advokerer for deres børns hormonbehandling? Og hvordan skulle transpersonerne så egentlig være sig ad ved at lade 'hinanden' være i fred i den sammenhæng?
Ligeledes har jeg svært ved at se det urimelige i, at der findes et begreb som 'cis'. Jeg er selv ciskønnet, men har vist aldrig oplevet at nogen har brugt udtrykket om mig, og kan næsten ikke forestille mig, at føle mig krænket af det. Hvad er egentlig problemet?
Dog kan jeg være enig i at der kan være sproglige udfordringer i at omtale ikke-binære personer, når nu sprog er bygget op med de grammatiske køn de nu en gang har. Men mon ikke vi kan finde ud af det med lidt god vilje?
Bjarke@ - læs med her, så får du et indblik i, hvad der foregår i transdebatten
https://m.facebook.com/story.php?story_fbid=10221820420235630&id=1111050111
Er det virkelig "langt ude", at en mand føler væmmelse, når han tror han tror, han har forelsket sig i en dejlig kvinde med (næsten) alt hvad det indebærer, og det så viser sig, at den formodede kvinde er en mand? Det ville jeg også have følt, og jeg ville også være blevet stiktosset over at være blevet ført bag lyset. Sådan en reaktion kan måske forekomme helt urimelig, men jeg tror faktisk, og hold nu fast, at 80-90 % af den mandlige del af befolkningen ville reagere på nogenlunde samme måde. Hvis man ikke tror på det, så kan jeg anbefale, at man for en gangs skyld tager en tur ud og ser, hvad der foregår udenfor ekkokammeret med postnummerbogstaverne K, N, Ø og V. Der går tog stort set hele tiden.
Bjarke@ - "Eksempelvis finder jeg det meget usandsynligt, at det skulle være transpersoner som tvinger umyndige til hormonbehandling."
Hvis du lægger ord i munden på mig, bør du gøre det korrekt. Ovenstående har jeg på ingen måde givet udtryk for, det er en fordrejning.
Jeg kan da sagtens sætte mig ind i at en mand der dater mig har den prioritet at jeg som kvinde skal have en livmoder. Jeg kan også have krav til en mand jeg dater om at han skal være født som en mand. Hvis mine præferencer gør nogen triste er de stadig mine præferencer, stadig mine rettigheder. Jeg har ingen pligt til at acceptere omdefineringer af andres identitet i fornægtelse af biologiske forhold.
@Randi. Tak for linket. Det er da overraskende, at nogen kan blive forstemt over, at en person et eller andet sted i verden drømmer om at finde velsiddende og pænt undertøj. I det hele taget havde jeg måske håbet, at når du beder transpersoner lade cispersoner være i fred, så var det fordi der fandtes gode eksempler på at de ikke gjorde det i forvejen.
Hvis jeg har misforstået dit eksempel med de umyndige transpersoner, så er det selvfølgelig en fejl. Kan du forklare, hvordan du mener, at transpersoner ikke lader cispersoner være i fred i det eksempel?
@bjarke - hvad er det, du ikke forstår her? : "Umyndige børn kræves ret til hormonbehandling og kønsskifte, inden de er kønsmodne med bl.a. den konsekvens, at de aldrig kan få et voksent kønsliv. Jeg er ikke klar over, om det allerede er tilfældet her i landet."
At det er tilfældet er blot eet eksempel på transideologiens farlige indgriben i her vores børns velfærd.
Mht transdebatten er linket måske ikke det mest illustrative ifht især hormonbehandlede transpersoner. Ønsker du at undersøge debatten nærmere, kan jeg anbefale journalist og forfatter jette anne marie hansen fb side.
Det, jeg ikke forstår, er hvordan det citerede skal kunne godtgøre, at transpersoner griber ind i eller forstyrrer andre folks liv. I dit eksempel er det jo transpersonerne der bliver behandlet og oplever konsekvenserne, og vel typisk deres forældre der advokerer herfor, formentligt med den umyndiges bedste interesser i sigte. Det er helt fint at problematisere behandlingen, men at betragte den som udtryk for transpersoners overgreb mod cispersoner forekommer noget søgt. Så er det dig, der ikke lader 'hinanden være i fred'.
Ok bjarke, hvis du ikke kan forstå, at når man indretter det danske retssystem, således at umyndige børn kan skifte køn, inden de er kønsmodne, er det et normativt skred, der påvirker alle - så er du svær at nå.
Måske kan du så forstå dette nye, at det biologiske køn ikke længere anerkendes. Transpersoner kræver og har i et vist omfang opnået, at det biologiske køn ophæves, således at man retligt anerkendes som det køn, man selv vælger. Hvilket i praksis betyder, at en mand, såfremt vedkommende erklærer sig som kvinde, skal have adgang til kvinders rum i f.eks. svømmehaller og badeanstalter.
Transkvinder - eller er det mænd - påstår altså, at livmoderen intet har med køn at gøre. Og den officielle kønnede betegnelse for vi mennesker er altså ikke længere mand henholdsvis kvinde, men der skal sættes et 'cis' foran.
Dette kollektive normative skred er simpelthen sygt langt ude.
Du har vist ikke nærstuderet transdebattens meget aggressive tone, hvilket man kan opleve på f.eks. jettes fb side.
@ Randi :
"når man indretter det danske retssystem, således at umyndige børn kan skifte køn, inden de er kønsmodne, er det et normativt skred, der påvirker alle"
Jeg kan berolige dig med at det ingenlunde er tilfældet.
Det der har været på tale, (men ikke vedtaget i Folketinget) er et såkaldt juridisk kønsskifte, der vil tillade fx et nyt pas.
En veninde er flyttet down under og på en jobansøgning fandt hun 9 køn. Ikke 2 eller 3, men 9.
Man må bibeholde de traditionelle kønsbetegnelser og så sætte en kasse derefter hvor man kan skrive sin identitet, tegne en appelsin eller tøre en bussemand af. Der er man så hvem man vil være men kønnet burde efter min mening ikke ændre sig til et rent følelsesmæssigt definitionsspørgsmål.
Eva, det er, så vidt jeg ved, nu således, at forældre på deres umyndige børns vegne kan kræve hormonelt og operativt kønsskifte af barnet.
Læs her een blandt mange beretninger om umyndige børns kønsskifte. Her er en artikel fra jyllands-posten.dk. Se artiklen Dreng fortryder kønsskifte: Nu skal han have fjernet bryster på :
https://jyllands-posten.dk/international/ECE9854246/dreng-fortryder-koen...