Læseklub
Læsetid: 13 min.

På et diskotekstoilet i Californien tænkte Kaare Dybvad, at folk havde brug for at læse ’Vredens druer’ igen

Både den socialdemokratiske boligminister Kaare Dybvad og den konservative fortaler for familie, Eva Selsing, får fodret deres kæpheste i en litterær diskussion om rig og fattig, reformpolitik og familie. Informations sommerlæseklub om klassekamp er nået til John Steinbecks murstensroman ‘Vredens druer‘ fra 1939
Både den socialdemokratiske boligminister Kaare Dybvad og den konservative fortaler for familie, Eva Selsing, får fodret deres kæpheste i en litterær diskussion om rig og fattig, reformpolitik og familie. Informations sommerlæseklub om klassekamp er nået til John Steinbecks murstensroman ‘Vredens druer‘ fra 1939

Sarah Hartvigsen Juncker

Kultur
14. juli 2020

Boligminister Kaare Dybvad (S) lægger kontor til i Boligministeriet ved Frederiksholm Kanal i København, da han og den konservative debattør og skribent Eva Selsing på en af de smeltende hede junidage mødtes for at diskutere John Steinbecks murstenroman Vredens druer fra 1939.

Det er også Kaare Dybvad, der ideologisk set må formodes at være mest på hjemmebane i værket, som er en knap 700 sider lang udpensling af social elendighed fremkaldt af ureguleret kapitalisme i 1930’ernes USA og en hyldest til jævne folks sammenhold, viljestyrke og virkelyst. Et episk drama fuld af brave fagforeningsmænd og skruppelløse kapitalister, der suser forbi i deres cadillac, mens deres dybt fremmedgjorte lakajer gør livet surt for almindelige mennesker.

Den meget ideologisk ladede beskrivelse af henholdsvis rige og fattige blev Eva Selsing »småirriteret over,« siger hun som noget af det første til dette møde i Informations sommerlæseklub om litterære klassekampskildringer. 

»Bogen er jo et vigtigt dokument over situationen for nogle meget fattige mennesker, der ønsker at forbedre deres livsvilkår, som ikke ønsker nogen noget ondt, gerne vil arbejde og passe på deres familie,« uddyber Eva Selsing. »Men det bliver trukket ret hårdt op, at de fattige er de her empatiske mennesker, der tager ansvar for familien og holder sammen på gruppen, og så er der de rige svin, som er helt iskolde.«

Kaare Dybvad medgiver, at romanens hovedperson, den unge bondesøn Tom Joad, er både heltemodig, mangefacetteret og offer for ureguleret kapitalisme, men at der også i familien Joad, som romanen følger, er karakterer, som hænger fast i fortiden. »Dem vil man ikke så gerne identificere sig med,« siger han.

Vredens druer handler om familien Joad, der tvinges til at forlade den fædrene gård i Oklahoma, fordi landbrugsjorden dér er blevet udpint af ensidig stordrift. Ødelæggende støvstorme sendte i 1930’erne hundredetusindevis af amerikanere vestpå fra Oklahoma og omkringliggende stater, kendt som the dust bowl. I det frugtbare Californien håbede de på at kunne slå sig ned og dyrke jorden. I stedet endte de fleste af dem som daglejere i landbruget med kummerlige arbejds- og levevilkår.

»Måske den vigtigste reform nogensinde«

Det er otte år siden, Kaare Dybvad læste Vredens druer første gang. Året efter var han i Californien i det område, hvor familien Joad rejser rundt og leder efter arbejde. Efter hans mening er man i nutidens Californien havnet i nogle af de samme problemer som dengang.

»De problemer, Steinbeck adresserede, lykkedes man faktisk med at løse et langt stykke hen ad vejen,« siger Kaare Dybvad og opremser de vigtigste elementer af Franklin D. Roosevelts reformprogram New Deal, som var ved at blive rullet ud, mens Steinbeck skrev bogen.

»Alle de her okies og arkies (folk fra Oklahoma og Arkansas, red.), som kom til Californien i 1930’erne, fordi kapitalismen havde skabt the dust bowl gennem aggressiv pløjning, der ødelagde planterne, blev reddet af, at man investerede i landbrugsreformer, store byggeprojekter og forsvarsindustri. Det bragte dem ind i middelklassen. For mig er den reform så utrolig vigtig, måske den vigtigste reform nogensinde, fordi den skaber en socialdemokratisk udgave af kapitalismen i USA.«

Læseklubbens medlemmer

Eva Selsing (f. 1982) er cand.mag. i filosofi, konservativ debattør og klummeskribent hos Berlingske. I 2013 var hun sammen med Kasper Elbjørn redaktør af debatbogen ’Opgøret om 30 års udlændingepolitik’.

Kaare Dybvad (f. 1984) er socialdemokratisk boligminister siden valget i 2019 og medlem af Folketinget siden 2015. Han er uddannet geograf fra Københavns Universitet og har skrevet bøgerne ’Udkantsmyten’ (2015) og ’De lærdes tyranni: hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund’ (2017).

Eva Selsing rømmer sig og indskyder, at det efter hendes mening ikke var New Deal-reformerne, der skabte velstanden, men kapitalismen:

»Den ulykkelige situation, som karaktererne i Vredens druer befinder sig i, har jo desværre været en form for fase, indtil den kapitalisme, som har trukket millioner af mennesker verden over ud af den dybeste armod, virkelig tog fat i årtierne efter. Og så kan man spørge, om man skulle have bremset den udvikling og indsat en eller anden form for fagforeningsvælde i stedet.«

»I Skandinavien har der vel været en eller anden form for fagforeningsvælde, og det er trods alt gået meget godt,« bemærker Kaare Dybvad. Han mener, at det, han kalder en socialdemokratisk udgave af kapitalismen, blev afmonteret, da man afskaffede det monetære fastkurssystem og indførte fri indvandring, hvilket har ført til en ny underklasse af migrantarbejdere med elendige vilkår:

»Når man kommer til Steinbeck-museet i Salinas i Californien, så er dem, der arbejder på museet, stort set de eneste i byen, der taler engelsk. Alle andre, jeg talte med, talte spansk og var ludfattige migrantarbejdere.«

I Californien var Kaare Dybvad på et diskotek, som havde en midaldrende asiatisk mand stående ude på toilettet til at tænde vandhanen for folk og give dem et stykke papir, når de skulle tørre hænderne.

»Det fik han så en dollar for. Det var det, han levede af. Og da tænkte jeg, at folk havde brug for at læse Vredens druer igen. Et eller andet er gået galt de seneste 30-40 år.«

En familie, der holder sammen

Tilbage til familien Joad og dens kvaler. Eva Selsing kan hurtigt få nok af romanens besyngelse af fagforeningens nødvendighed. Til gengæld er hun meget begejstret for dens portræt af familien Joad, der holder sammen i nødens stund:

»Jeg er jo en stor fortaler for familien, og jeg synes, romanens portræt af familien som samfundets væsentligste mindsteenhed er meget smuk. Individet er ingenting uden først at blive født ind i og rummet af en familie, der giver det sine værdier og sociokulturelle værktøjer, så man kan gå ud og blive gode borgere efterfølgende.«

På rejsen fra Oklahoma til Californien skifter familien Joad gradvist overhoved. Far Joad, der tidligere har fungeret som en kompetent og pligtopfyldende patriark, rammes så hårdt af tabet af den fædrene gård og af det forhold, at han ikke kan forsørge sin familie, at han mister det kølige overblik. I stedet overtager mor Joad styringen med familien, der både rummer en udviklingshæmmet søn, en skrupliderlig skørtejæger af en teenagesøn, en gravid datter, en prøveløsladt søn, der egentlig ikke må forlade Oklahoma, en drikfældig onkel og to svagelige bedsteforældre.  

»Jeg kan godt lide mor Joad,« siger Eva Selsing.

»Jeg kan godt lide, at hun holder sammen på det hele. Hun siger ikke så meget, men har hele tiden tænkt fem skridt foran. Hun ved, at hvis hun tillader familien at dele sig op, så begynder det at skride. Alle segner omkring hende, og hun er et lokomotiv, der bare fortsætter. Hun ved også godt, at den dag, hun stopper, er det slut for dem alle sammen. Og så er der også alle de her sære typer i Joad-familien, som ikke ville passe ind andre steder, men som passer ind her. Ikke fordi de har lavet en kontrakt eller en aftale, men fordi de er en familie, og så holder man sammen.«

I løbet af rejsen fra Oklahoma til Californien slår familien Joad sig sammen med den forhenværende prædikant Casy og et barnløst migrantpar, som har ekstra plads i deres bil, men til gengæld mangler penge og mad. Disse valgslægtskaber er Eva Selsing mindre overbevist af:

»Jeg tænker, at Steinbeck gerne ville parallellisere klassen med familien, hvilket jeg jo ikke bryder mig om, fordi jeg mener, det er farligt at overføre det konstitutive sociale pligtbaserede, kærlighedsbaserede slægtsfællesksab på et gruppe- eller klasseniveau, der er politisk bestemt.«

Vred Jesus-figur

Kaare Dybvad nævner hovedpersonen Tom Joad som sin favoritkarakter:

»Som mand og politisk menneske er det svært ikke at have en stærk fornemmelse for Tom. Han er jo nærmest en Jesus-figur …«

»Angry Jesus ...,« indskyder Eva Selsing. Der grines. Vredens druer begynder med, at Tom Joad bliver løsladt efter at have afsonet en fængselsdom for manddrab – godt nok begået i selvforsvar, men alligevel– og romanen igennem er det en udfordring for ham at styre uden om slagsmål.

»Ham kan jeg ikke slippe,« siger Kaare Dybvad og taler videre om hans ikonstatus i den venstreorienterede del af amerikansk populærkultur. Bruce Springsteen har ligefrem lavet et album, der hedder The Ghost of Tom Joad.

Eva Selsing medgiver, at Tom har mange fine oneliners: »Jeg tror, det er ham, der siger, at så længe der er vrede, er der værdighed. Det er ret stærkt.«

Kaare Dybvad fremhæver romanens beskrivelse af, hvordan Oklahomas bondekoner iagttager deres mænd, når de kigger på støvstormene i horisonten eller får besøg af bankfolk med dårlige nyheder, for at se, om de knækker sammen i afmagt eller ranker ryggen i vrede.

»Det er sgu godt skrevet.«

Eva Selsing er enig: »Det er virkelig velskrevet. Da jeg havde læst de første par afsnit, havde jeg det nærmest, som om jeg havde støv i munden. Jeg tror selvfølgelig heller ikke, det er så fedt som kvinde at have en en detroniseret patriark på slæb som far Joad, der bare hænger fast i fortiden.«

Kaare Dybvad synes, det underdanige almuesind gør sig gældende hos flere af Joad-familiens medlemmer og sammenligner far Joad med Lassefar fra Pelle Erobreren: »Man har på fornemmelsen, at han ikke formår at omstille sig. At han går og drømmer om at vende tilbage til en gammel verden og ikke tør tage de skridt, der skal til for at blive frigjort, når det kommer til stykket.«

Traktoren voldtager jorden

Vredens druer beskriver netop overgangen fra landbrugssamfund til kapitalistisk samfund. Kaare Dybvad, som er uddannet geograf, elsker beskrivelserne af jorden, karakterernes forhold til den og af det chok, de får, når der kommer en mand kørende på en traktor og dyrker jorden på en måde, de bare grundlæggende ikke forstår.

»De er vant til at leve et liv, der er nært bundet til jorden og deres arbejde med den. Og lige pludselig oplever de kapitalismens fremmedgørelse.«

Eva Selsing er mere skeptisk over for romanens beskrivelse af industrialiseringen af landbruget. Hun finder en passage frem, hvor traktorens behandling af jorden beskrives som en voldtægt:

»Bag ved harverne kom såmaskinen med de lange tragte tolv skæve jernpenisser, erigeret på støberiet, orgasme reguleret af gear, i færd med en metodisk voldtægt, blottet for lidenskab.«

»Wauw,« siger Eva Selsing og hæver øjenbrynene.

»Jeg er sikker på, at der findes nogle hårdtarbejdende landmænd, som har været meget taknemmelige for de maskiner, der har hjulpet dem med at brødføde hele resten af verden.«

Kaare Dybvad mener heller ikke, man skal være romantisk omkring det lavproduktive landbrugssamfund, der aldrig kunne nå op på samme velstandsniveau som industrisamfundet.

For en enkelt karakter i Vredens druer er industrialiseringen mere håbefuld end fremmedgørende. Familiens yngste søn, Al, drømmer om at blive mekaniker og har det samme intuitive forhold til en motor, som hans far og farfar har til jorden.

»Min far er mekaniker,«  siger Kaare Dybvad. »Og da jeg på et tidspunkt spurgte ham, hvorfor han egentlig blev det, svarede han, at der, hvor han voksede op i efterkrigstidens Danmark, var det at blive mekaniker bare lig med frihed. Ligesom landbrugslivet og det at have sin egen jord var det tidligere. Al repræsenterer den nye tids teknologi, men også dens forestilling om frihed.«

Mere og mindre troværdige utopier

Familien Joad indgår romanen igennem i flere forskellige større fællesskaber. De bor i en såkaldt Hooverville, som var en datidig betegnelse for de slumkvarterer, der skød op i udkanten af mange amerikanske byer – opkaldt efter den præsident, der sad på magten i begyndelsen af Depressionen. De bor også i lejebarakker på et stort landbrug, hvor en købmandsforretning ejet af arbejdsgiveren forsyner dem med varer til overpris, så de er nødt til at tage det arbejde, der nu er, til den kummerlige løn, de får tilbudt. Og så bor de i en lejr for migrantarbejdere, som den amerikanske regering har stillet til rådighed. Her er selvbestemmelse, ordentlige sanitære forhold, en vis grad af indkomstudligning og et rigtigt godt bal hver lørdag, så de unge mennesker kan få danset. 

Både Eva Selsing og Kaare Dybvad finder beskrivelsen af regeringslejren tung og trættende. Kaare Dybvad sukker:

»Lejren er organiseret i de her komiteer, der bare fungerer rigtig godt, og alle holder af det hele, og der er ingen problemer. Der er kun en enkelt person, som er lidt for religiøs – hun er lidt irriterende, men ellers er alle bare glade for hinanden og for at være der. Det, synes jeg, minder lidt om Scherfig i de sene år, det bliver så politiserende.«

»Jeg syntes også, den beskrivelse var tyk,« siger Eva Selsing, som på dette sted i romanen dog allerede var irriteret over at blive stopfodret med socialistisk ideologi og over romanens svulstighed. Den svulstighed kulminerer efter hendes mening til allersidst, da datteren Rose of Sharon som en solidarisk eller næstekærlig gestus ammer en fremmed mand, de møder, som ligger og er ved at dø af sult:

»Det var lige for meget af det gode. Men hvis man sidder og er optændt af indignation, så er det måske et stærkt billede.«

Både Dybvad og Selsing læser en drøm om et kibbutzlignende, planøkonomisk fællesskab med rammer defineret ovenfra af en velmenende stat ind i beskrivelsen af regeringslejren. Den slags kan de meget hurtigt blive enige om ikke har vist sig som vejen frem. Så foretrækker de Steinbecks beskrivelse af de normer, der bliver opbygget, når migrantfamilier slår lejr side om side langs landevejene på vej mod vest. Det er ikke noget, der er blevet aftalt på noget møde eller befalet af nogen autoritet, men det giver alligevel sig selv, at man ikke sviner i lejren, ikke ødelægger andres nattesøvn ved at larme, og at man ikke spiser et stort måltid uden at dele, hvis dem over for intet har at spise. 

»Det synes jeg er en præcis og meget flot beskrivelse af den spontane orden, der opstår i det civile samfund uden statslig indblanding,« siger Eva Selsing.

Man skal arbejde

Vredens druer er ikke bare en roman om overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund eller en skildring af kampen mellem de fattige mange og de rige få. Det er også en roman om migration, om ikke at se nogen anden udvej end at rykke sit liv op med rode og søge arbejde langt væk, og om at blive mødt med modvilje af de mennesker, der i forvejen bor og arbejder der.

Eva Selsing spørger, om ikke det fra et venstrefløjssynspunkt er et problem, at man ikke lader alle komme til. Kaare Dybvad svarer, at han godt kan se, at romanen kan læses som et argument for at forholde sig mere positivt til fri indvandring. Selv læser han den dog som et argument for at tage sig af den enkelte stat:

»Problemet er jo, at man ikke kunne skabe sig et ordentligt liv i Oklahoma, fordi bankerne og de store landbrug havde fået lov til at ødelægge naturen og livsgrundlaget dér.«

Kaare Dybvad betragter det som en grundlæggende dyd at arbejde og en systemfejl ved kapitalismen, når det bedre kan betale sig at eje.

Når det bedre kan betale sig at administrere ejendom end at arbejde, så mener jeg, at man som samfund er på vej et skørt sted hen. Det er man i Californien i dag, og det var man i Californien dengang.

»Politisk set synes jeg, der er to centrale passager en tredjedel inde i bogen. Det ene er beskrivelsen af en mand, der kører rundt med sin kone og to udmagrede børn og ser et stykke uopdyrket land, som han ikke kan få lov at dyrke. Her står der: »... en brakmark er en synd, og den ubrugte jord en forbrydelse imod de tynde børn.« Senere i bogen bliver det beskrevet, hvordan jordejerne hælder appelsiner og kartofler ud i floden for at holde prisen på dem oppe. Hvis du ejer et stykke jord og lader halvdelen ligge brak for at hive priserne op, så forbryder du dig mod den grundlæggende etik, som vores samfund er bygget på. Men du kan ikke bygge et samfund op, som sikrer høje mindstelønninger og ordentlige arbejdsforhold, uden at der er en grænse for, hvor mange der kan deltage i det.«

Eva Selsing erklærer sig enig i det sidste og efter et par digressioner i diskussionen om, hvorvidt der i Danmark findes materiel fattigdom eller kun åndelig, er der opbrud i den midlertidige læseklub. Eva Selsing søger over mod Kaare Dybvads bogreol, hvor der ud over politiske debatbøger står skønlitteratur af forfattere som Hans Scherfig, Hans Kirk og Peder Frederik Jensen.

Begejstret hiver hun Serotonin af Michel Houllebecq ud af reolen; en roman, der handler om en desillusioneret midaldrende fransk embedsmand, der går under jorden. Det forfatterskab kan hun og Kaare Dybvad godt enes om kvaliteten af, om end Eva Selsing personligt foretrækker Underkastelse, der skildrer livet i en fremtidig islamiseret version af Frankrig.

Serie

Læseklub om klassekamp

Dyk ned i nogle af litteraturhistoriens bedste romaner om klassekamp og få nye perspektiver, når vi hen over sommeren får markante danske politikere og debattører til parvis at diskutere og analysere, hvad Fitzgerald, Austen, Steinbeck og Bang Foss har at sige om sociale klasser, magtforhold og mønsterbrud.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Men man behøver ikke høje mindstelønninger, hvis der er en overflod af det, man behøver til opretholdelse og forsødelse af tilværelsen til den pris, de koster at fremstille. Der er altid råd til en løn, man kan leve af, men der er reelt ikke råd til profit.

Ole Bach, Carsten Wienholtz, Kollektivet 100blomster, Alvin Jensen, Hanne Utoft, Jan Fritsbøger, Malan Helge, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Lise Lotte Rahbek og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

godt liv til folket