Der findes to Palle Nielsener i dansk kunst, og det kan skabe lidt forvirring. Der er den nulevende Palle Nielsen (f. 1942), der er kendt for sin sociale æstetik med blandt andet legepladsen Modellen, der senest blev opført til stor fornøjelse for legesyge væsner på Arken i 2015. Og så er der grafikeren Palle Nielsen (1920-2000), som med sin hundredårs fødselsdag har givet anledning til en stor aktuel særudstilling på Fuglsang Kunstmuseum. En udstilling, der senere på året rejser videre til Skovgaard Museet og Kunstmuseet i Tønder.
Et sted i udstillingen hænger en seddel skrevet med kuglepen med datoen 2/5/91, der oplister nogle af de emner, Palle Nielsen var optaget af. Den starter med »Sult i Afrika« og slutter 12 punkter senere med »Aids«. Derimellem nævnes både naturkatastrofer, kapitalismens hoveren, gadebørn, den nye østfascisme og dødspatruljer. Nielsen hyggede sig ikke med ligegyldigheder, men kastede sig over nogle af det tyvende århundreders store fortrædeligheder med krige, katastrofer, magtmisbrug, kapitalismens slagside og udnyttelse af naturen som genkommende emner.
Vag start, suveræn teknik
Udstillingen starter vagt, næsten undvigende, med en barnetegning på væggen af en havn samt et par mindre interessante tegninger efterfulgt af to montrer med Nielsens illustrationer til Politiken. Som om vi skal skånes lidt endnu for dét, der virkelig er på færde i Nielsens værker. Når man efterfølgende opdager det rige materiale, udstillingen ellers består af, virker det mærkeligt, at man skal starte med udklipsbøgerne og børnetegningen i stedet for at gå lige til biddet, som Nielsen selv gør det i sine grafiske hovedværker.
De enkelte træsnit og linoleumstryk er små, nærmest i pengeseddelformat, og man skal tæt på for at se, hvad der sker. Til gengæld arbejder Nielsen ofte i serier, hvor hvert motiv bliver et billede i en større fortælling, der har titler som Orfeus og Eurydike, Soldaten og barnet eller Miraklernes tid. Det er historiefortælling på både et mytologisk og konkret plan med motiver af soldater og betjente, der skyder og slår folk ihjel, eller en mor i Vietnamkrigen, der med angsten præget i ansigtet flygter fra bomberne med sit barn i favnen.
Nielsens værker er fulde af vold, mord og modbydeligheder, men de er samtidig så smukt skabt, at øjet ikke får lyst til at flygte fra det ubehagelige, men inviteres til at undersøge både motivet og teknikken nærmere. Det er sindigt gjort.
Små linjer på kryds og tværs skaber et ornamenteret udtryk i træsnittene, mens linoleumstrykkene har mere ensartede grafiske linjer. Nielsens stil er vildt raffineret, og det er, som om han hele tiden skubber til grænsen for, hvad der kan lade sig gøre med de enkelte grafiske teknikker. For eksempel i værket Ofrene (1947), hvor en soldat skyder mod et menneske, så man både kan se maskingeværets rystelser og kuglerne, der flyver – som om en lille morderisk film udspiller sig for øjnene af én.
Fald
Der er hele tiden nogen, der falder i Nielsens værker. I et motiv uden titel fra 1968 falder en mand i jakkesæt bagover fra kanten af et højhus. Det ser helt nonchalant ud. I et andet, meget smukt grafisk værk, Faldet fra 1955, danner mange lige linjer et landskab af system og struktur, hvorfra en mand mister balancen og falder, mens hans arme rækker op efter noget at holde i, og i et tredje værk, en tegning, har en mand kurs lige lukt mod afgrunden.
Kombinationen af moderne arkitektur og faldende mænd skaber en næsten filmisk følelse af melankolsk film noir, hvor mennesket falder fra magtens tinder i både konkret og symbolsk forstand. Serierne opleves næsten som grafiske noveller, eller som story boards til film, også på grund af de små formater.
Hvorfor er de mon så små, Nielsens værker? Er det af ren og skær ydmyghed, sådan som det grafiske tryk i sig selv kunne vidne om – reproducerbart som det er. Eller er det mon for at få os helt tæt på, så vi ikke kan stikke af i øje og sind?
Den fortryllede by
Nogle af de mest betagende værker på udstillingen er raderingerne. Selv om jeg er helt vild med Nielsens rå og teknisk stilige træsnit, så er motiverne også så heftige, at øjet kan trænge til en lille pause fra scener af mord og overgreb. Raderingerne danner serier med navne som Den fortryllede by eller Den forladte by.
Det er ikke, fordi der pludselig er liv og glade dage at spore, men værkerne zoomer ikke ind på enkelte menneskers grumme handlinger som i træsnittene, men er storbylandskaber med fantasifuld arkitektur, eller de er, som i Den forladte by, nærmest abstrakte kompositioner af rørsystemer, hvor mennesket er ladt ude af billedet. Øjet får lyst til at kravle rundt i disse forunderlige rørsystemer – skabt med små sirlige snit – meget længe.
Det sædvanlige mandekor
Undervejs i udstillingen er der ophængt skærme med høretelefonener, hvor forskellige mænd sætter Palle Nielsen i perspektiv; her er blandt andet en præst (Søren Christian Storvad), en historiker (Adam Holm) og en kunstner (John Kørner); det er de samme, der interviewes i det fine katalog, der ledsager udstillingen. I alt er det seks hvide mænd, der er blevet udpeget til at sætte Nielsen i perspektiv.
I mine øjne er Nielsens værker ikke bare fantastisk smukke, de er også vildt væsentlige og vigtige, og de fortjener et mere nuanceret og mangfoldigt udvalg af stemmer, end det hvide mandekor kan præstere. Lige nu arbejder en yngre generation af kunstnere igen seriøst med det grafiske tryk. Hvad er det i tiden, der gør, at den reproducerbare teknik igen er kommet tilbage? Dét ville jeg også gerne have hørt et bud på.
Det lykkes derfor ikke helt udstillingen at ryste støvet af materialet og sætte det ind i en aktuel kontekst. Men det skal ikke ligge Palle Nielsen til last: Hans værker er tindrende små mesterværker om menneskets forfaldshistorie, som alle bør se og forholde sig til. Både for at nyde hans overlegne grafiske teknik og for at blive tvunget til, helt tæt på, at forholde sig til nogle af de menneskelige destruktive mekanismer, der konstant fører os ud på afgrundens rand.
Palle Nielsen. ’Katastrofer og mirakler’. Fuglsang Kunstmuseum. Indtil den 13. september 2020.
