Læsetid: 4 min.

Rumrejsefilmen ’Proxima’ skildrer en kvindes både ydre og indre rejse

Alice Winocour bruger en kvindes drøm om at blive astronaut og forberedelser til et års rumrejse til at fortælle en intens og menneskeligt og psykologisk fascinerende historie om valg og fravalg
Astronauten Sarah (Eva Green) må sige farvel til sin lille datter, Stella (Zélie Boulant), da hun skal et år ud i rummet i Alice Winocours ’Proxima’.

Astronauten Sarah (Eva Green) må sige farvel til sin lille datter, Stella (Zélie Boulant), da hun skal et år ud i rummet i Alice Winocours ’Proxima’.

Angel Films

16. juli 2020

»I rummet kan ingen høre dig skrige.«

Sådan lød slaglinjen for en af alle tiders bedste rumfilm, Ridley Scotts Alien (1979). Den var egentlig mere gys end science fiction, men Scott fik meget ud af at placere handlingen i det ydre rum og lade sin hovedperson, Ripley (Sigurney Weaver), kæmpe mod et rummonster af de mere væmmelige.

I det hele taget er rummet et godt bagtæppe for intenst drama, netop fordi alting skærpes og sættes på spidsen af selve det tomme, kolde, iltløse rum. Det er på én gang storslået og klaustrofobisk og fascinerende og livsfarligt. Det er her, at man som menneske står ansigt til ansigt med sin egen dødelighed og sin ubetydelighed i det endeløse univers. 

Det er et konkret og eksistentielt rum, hvor man udfordres mentalt og fysisk og skal lære at begå sig, ellers dør man eller bliver tosset. Og det er ikke kun selve mødet med rummet, der fængsler og fascinerer os – det gør også forberedelsen til mødet, drømmen og tanken om rummet og rejsen derud og hjem igen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen K Petersen
  • Eva Schwanenflügel
Steen K Petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu