Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Rumrejsefilmen ’Proxima’ skildrer en kvindes både ydre og indre rejse

Alice Winocour bruger en kvindes drøm om at blive astronaut og forberedelser til et års rumrejse til at fortælle en intens og menneskeligt og psykologisk fascinerende historie om valg og fravalg
Astronauten Sarah (Eva Green) må sige farvel til sin lille datter, Stella (Zélie Boulant), da hun skal et år ud i rummet i Alice Winocours ’Proxima’.

Astronauten Sarah (Eva Green) må sige farvel til sin lille datter, Stella (Zélie Boulant), da hun skal et år ud i rummet i Alice Winocours ’Proxima’.

Angel Films

Kultur
16. juli 2020

»I rummet kan ingen høre dig skrige.«

Sådan lød slaglinjen for en af alle tiders bedste rumfilm, Ridley Scotts Alien (1979). Den var egentlig mere gys end science fiction, men Scott fik meget ud af at placere handlingen i det ydre rum og lade sin hovedperson, Ripley (Sigurney Weaver), kæmpe mod et rummonster af de mere væmmelige.

I det hele taget er rummet et godt bagtæppe for intenst drama, netop fordi alting skærpes og sættes på spidsen af selve det tomme, kolde, iltløse rum. Det er på én gang storslået og klaustrofobisk og fascinerende og livsfarligt. Det er her, at man som menneske står ansigt til ansigt med sin egen dødelighed og sin ubetydelighed i det endeløse univers. 

Det er et konkret og eksistentielt rum, hvor man udfordres mentalt og fysisk og skal lære at begå sig, ellers dør man eller bliver tosset. Og det er ikke kun selve mødet med rummet, der fængsler og fascinerer os – det gør også forberedelsen til mødet, drømmen og tanken om rummet og rejsen derud og hjem igen.

Sådan har det snart sagt været i alle de 125 år, hvor filmmediet har eksisteret – fra Georges Mélies’ innovative Rejsen til Månen (1902) til Stanley Kubricks grænsesprængende Rumrejsen år 2001 (1968).

Og sådan er det lige nu, hvor rumfilmene nærmest står i kø for at få premiere: Sandra Bullocks veritable genfødsel i Gravity (2013), Matthew McConaugheys søgen efter sin datter i Interstellar (2014), Matt Damons kamp for overlevelse i The Martian (2015), Ryan Goslings sorgbearbejdelse i First Man (2018) og Brad Pitts forsøg på at blive forsonet med sin far i Ad Astra (2019).

Jeg kan ikke helt greje, om det er manglen på mening her på Jorden, der gør, at vi i filmkunsten så ofte søger ud i rummet for at udfordre vores eksistens og – måske – føle os i live. Eller om det ’bare’ handler om eventyr og kulør på tilværelsen. Bemærkelsesværdig er tendensen i hvert fald. 

Eksistentielle overvejelser

I dag er der dansk premiere på endnu en rumfilm, franske Alice Winocours anderledes jordbundne Proxima, der handler om en kvindelig astronaut, Sarah Loreaus (Eva Green), som har drømt om at komme ud i rummet, siden hun var en lille pige. 

Det er så at sige den socialrealistiske version af så mange andre rumfilm – eller måske i virkeligheden et modstykke til Damien Chazelles First Man, hvor fokus er på Neil Armstrong og rejsen til Månen – hvor man følger Sarahs forberedelser til at skulle tilbringe et år på Den Internationale Rumstation.

Sarah kæmper med mange af de samme eksistentielle overvejelser som Armstrong, og de bliver kun forstærket af, at hun bor alene med sin otteårige datter, Stella (Zélie Boulant), som skal flytte hjem til sin far, astrofysikeren Thomas (Lars Eidinger), i en helt anden by, mens Sarah er i rummet. Sarah gør, hvad hun kan for at forberede datteren, der kender næsten lige så meget til affyringssekvenser og rumvandringer som sin mor, og som i hvert fald udadtil tager det hele pænt.

Men jo tættere Sarah kommer på sin faktisk afrejse, jo sværere bliver det for både hende og Stella. Det hjælper heller ikke på sagen, at lederen af den tre mand og en kvinde høje mission, den amerikanske astronaut Mike Shannon (Matt Dillon), til at begynde med ikke ligefrem har høje tanker om Sarahs evner og antyder, at hun sagtens kan erstattes med sin afløser, den danske astronaut Jørgen (Trond-Erik Vassal, som ikke er dansk).

Stille intensitet

Proximas største styrke er den stille intensitet og naturlighed, der præger hele filmen. Den er ikke mindst optaget i Det Europæiske Rumagenturs faktiske træningsfaciliteter i Tyskland og Rusland, og det giver filmen en sjælden troværdighed, som kun understøtter den menneskelige fortælling.

I takt med at Sarahs afrejse og afskeden med Stella nærmer sig, bliver filmen mere knugende og afdæmpet. De to menneskers sindstilstand forplanter sig til lyd, billeder og Ryuichi Sakamotos sparsomme, stemningsladede musik. Sarah ’stjæler’ sig til så mange øjeblikke sammen med Stella som muligt, men afstanden mellem de to vokser, fysisk og følelsesmæssigt, da Sarah rejser til Rusland for at færdiggøre sin træning, og Stella må forlade det liv, hun kender og begynde i en ny skole, hvor hun føler sig ensom.

Eva Green og lille Zélie Boulant er begge i øvrigt aldeles fremragende som henholdsvis mor og datter.

Begge lærer de også noget af processen, bliver stærkere, og som publikum tryllebindes man af Alice Winocours udforskning af båndet mellem mor og barn og af et dedikeret menneskes, Sarahs, ambition om at komme ud i rummet som en af i forvejen meget få kvinder.

Man kan godt kalde Proxima en feministisk film, men den er det på et basalt, menneskeligt niveau, hvor man oplever en karrierekvinde og en mor insistere på at være begge dele, selv om det til tider er ved at rive hende i stykker. Det er et mere end velkomment alternativ til den traditionelle rumfilms mandige mand, der tørøjet efterlader sine børn hjemme hos konen.

Der er langt fra Sarah i Proxima til Ripley i Alien, men de to kvinder – og de to film – spejler alligevel på en måde hinanden, idet de på forbilledlig vis giver det store rumeventyr nye nuancer og samtidig bruger rejsen ud i rummet til at skildre et menneskes indre rejse.

Det er måske for meget at sige, at Proxima er lige så pågående og elementært spændende som Alien, men det personlige, psykologiske drama, som Alice Winocour fremmaner i sin film, er på mange måder lige så inciterende og medrivende som det ydre drama i Ridley Scotts moderne klassiker. Og så får det én til at tænke.

’Proxima’ – Instruktion: Alice Winocour. Manuskript: Alice Winocour og Jean-Stéphane Bron. Fotografi: Georges Lechaptois. Længde: 107 minutter. Biografer landet over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her