Slikkende tunger og et par løftede pegefingre i Kunsthal 44 på Møn

Hvad angår kunst, vil jeg hellere rammes på sanserne, end jeg vil have det, som om jeg ser TV Avisen.

Årets sommerudstilling på Kunsthal 44 i Askeby på Møn veksler mellem de to; mellem følelsen af at blive slikket på tæerne af en hundehvalp og skarpladt informationsretorik.

I det tidligere autoværksted vises værker fra fjorten markante danske og internationale kunstnere. Dette år er værkerne rykket udendørs, så man må lede efter dem i markskel og under regndryppende træer. Det har gjort det muligt for den danske skulptør Nanna Abell at overmale en hel gavl med tykke og tynde lag bivoks.

Det summer i næseborene af lugten fra de mange arbejdsbiers honningprodukt, der dufter sødt og lidt vammelt. Man kan snige sig til at røre, og det føles slimet levende, som om det stadig er ved at smelte ned over væggen. 

Men sådan at have kunst midt i naturen, ude ’i den virkelige verden’, gør også nogle af værkerne lige lovlig hverdagslige. I et skur er der installeret technomusik, men man kan ikke gå ind. Så står man udenfor som tilhører til en lukket fest. Det lyder bare mest som teenagelarm og sodavandsdiskotek – og ikke så meget som det grænseoverskridende fællesskab, jeg gerne ville til udskejelser hos.

Udstillingen bærer titlen »Friheden er udenfor huden«, efter et værk af den afdøde fluxuskunstner Henning Christiansen, og det lidt abstrakte udsagn giver bedre mening end nogensinde før.

Jeg tror, vi var mange, der var ved at gå ud af egne skind og længtes efter hvad som helst, bare udenfor, i pandemiens første kritiske måneder. Men hvad er friheden så, nu hvor vi har konstateret, at den ikke er vores eget selskab? Når udstillingen er allerbedst, viser den, at alt det, vi savnede, havde at gøre med den måde, vi gennem kroppen knytter os til verden.

Frihed virker på udstillingen uløseligt forbundet til sanserne og til andre, for hvad skal man bruge til det at kunne røre, lugte, larme og lytte, hvis ikke at slippe væk fra sig selv? 

Et nykysset museum

Tæt på den honningduftende gavl har Lea Porsager sat en tærskel, som man må skræve over for at komme videre. Hun har monteret store, lilla, vrikkende tunger, der strækker sig opad fra en tung, grå betonklods. Det hele er ikke mere end 40 centimeter højt, men man får følelsen af, at de lilla tunger rækker smagsløgene ud mod én – og det fantomkilder under fodsålerne.

’Vulgus (licking concrete) / (licking concrete)’, 2017–2020, af Lea Porsager.

Thomas Gunnar Bagge

Slikkende tunger er der flere af hos den franske kunstner Laure Prouvoust. Prouvoust tog anmelderne med storm på sidste års Venedigbiennale, hvor hun skabte et forurenet undervandslandskab med blæksprutter af muranoglas og cigaretskod i blankglaseret keramik.

På Møn finder man et videoværk af Prouvoust installeret i en mørk lagerbygning, hvor man sidder blandt papkasser og ledninger – det perfekte værksted for den nænsomme revolution, som hun foreslår. 

I »If it was« spørger en spag kvindestemme nemlig, hvordan et museum ville se ud, hvis det var hendes museum. Den lille stemme drømmehvisker om, at alle må tage maling med og tilføje smukke runde bryster, hvis de synes, malerierne mangler noget.

Stemmen forestiller sig at give forhallernes ranke, stolte søjler en god omgang massage, for de må være så trætte af at bære al den kunst. Og de ansatte skal i stedet for papirarbejde bruge hele lørdag nat på at smækkysse gulvene. Så alle søndag morgen kan komme til et friskkysset museum.

Jeg måtte se videoens drømmescenarie igen og igen. Stemmen hvisker over billeder af modermælk, der sprøjter fra spændte bryster, og hundetunger, der slikker blødt på varme håndflader. Det er fandenivoldsk romantisk.

En ordentlig mundfuld

Men når pegefingeren bliver løftet og pludselig også skal handle om klimakrise, taber udstillingen det frit fabulerende for øje. To sort-hvide fotos af bregneplanter er hængt op i tunge aluminiumsrammer i et værk af britiske Charlotte Prodger.

Der er plexiglas med små maskinudskårne, firkantede lufthuller for fotografiet, så de sort-hvide planter må trække vejret gennem plastikken. Det handler tydeligvis om industri og maskiner, der underlægger naturen deres orden – og stregerne under facit er alt for tykke. 

I stedet er det legen med materialerne, der medfører nye erfaringer på Møn. Sjovt nok virker en to meter høj mur af Bjørn Nørgaard, støbt i stampet jord og mursten, ganske underspillet. Muren er perforeret med huller, hvor vilde bier kan yngle. Når man fører hånden over den, smuldrer muren let, og hvad der virkede stenstøbt på afstand, er helt skrøbeligt tæt på. 

I et godt gemt smuthul i en væg kan man finde et værk af amerikanske Sara Sachs. Hun har beklædt en gammel frisørstol med sorte læderstykker og udstoppet den, så den er svulmet op. Nu ligner den en mellemting mellem en elefant og en motorcykel. Den er lige til at bestige og ræse væk på, som var man hårdkogt rocker eller et fantasidyrs berider.

Det er i den type værker, at Kunsthal 44 finder frihedsbebudere denne sommer. Helt hårde og helt bløde på samme tid. 

'Friheden er udenfor huden'. Indtil den 6. september. Vises i Kunsthal 44, Askeby på Møn.