’Undtagelsen’: Så megen ondskab samlet på et enkelt kontor

Det er et af de helt store, fede og evigt samfundsrelevante spørgsmål, der danner afsæt for den stilfulde danske thriller Undtagelsen: Hvordan helt almindelige mennesker kan få sig selv til at udleve den radikale ondskab, man ser under og i en vis grad efter folkemord.

Det er det spørgsmål, de beskæftiger sig med på Dansk Center for Information om Folkedrab, hvor Christian Jungersens roman og nu også filmatiseringen af den finder sted.

På centret sidder de to unge akademikere Iben (Danica Curcic) og Malene (Amanda Collin) og skriver artikler om ondskabens psykologi og folkedrabenes historie. De to er nære veninder og sludrer også fint kollegialt med den tilbageholdende sekretær, Camilla (Lene Maria Christensen).

Anderledes anspændt bliver stemningen, når den nyligst ansatte, bibliotekaren Anne Lise (Sidse Babett Knudsen), kommer ud af det enkeltmandskontor, hun er henvist til, for at blande sig i samtalen. I et kontor lidt væk sidder centerlederen Poul (Olaf Johannessen) og får rynker i panden, alt imens han registrerer samarbejdsvanskelighederne på afstand.

Alle skuespillerne er som skabt til deres roller og udnytter deres spidskompetencer. Sidse Babett Knudsen kombinerer virtuost sårbarhed og stædig styrke i rollen som Anne Lise, mens Amanda Collins evne til at udstråle en kølig fordømmelse, man virkelig kan slå sig på, er mindst lige så markant, som man husker den fra En frygtelig kvinde. Lene Maria Christensen spiller perpleks medløber, som havde hun aldrig bestilt andet, og Danica Curcic giver hele tiden indtryk af, at noget rumler inde bagved.

Kampen om brugerbetjeningen

Samarbejdsvanskelighederne på folkedrabscentret er lidt ud over det sædvanlige. Foruden spørgsmålet om ondskabens væsen er Undtagelsen nemlig optaget af et centralt paradoks: At man godt kan bruge al sin vågne tid på at prøve at forstå ondskabens væsen med henblik på at forhindre ny ondskab i at opstå og så samtidig selv være totalt ondskabsfuld over for andre.

På den måde er Undtagelsen bygget op om en parallel mellem den store spektakulære ondskab, der blusser op i forbindelse med krige og folkedrab, og den diskrete dagligdags ondskab, der kommer til udtryk gennem kølig ligegyldighed og stikpiller.

Da Iben og Malene i begyndelsen af filmen modtager mails med dødstrusler fulde af referencer til folkedrabshistorien, begynder den store historie og den daglige, konfliktfyldte trummerum at overlappe hinanden. Truslerne kan være fra en serbisk folkedrabsforbryder, de researcher på, men de kan også komme fra én, der arbejder på centret.

Her står den egentlige kamp om brugerbetjeningen, som Anne Lise som bibliotekar er ekspert i, men som Malene sidder tungt på. Malene er bange for at blive gjort arbejdsløs, fordi hun er plaget af en led gigtsygdom, der kan gøre det svært at finde nyt arbejde.

Selv om ’Undtagelsen’s grundlæggende fremstilling af den menneskelige psyke og dens ondskabspotentiale er ikke helt overbevisende, er alle skuespillerne som skabt til deres roller og udnytter deres spidskompetencer, og iscenesættelsen af de divergerende virkelighedsopfattelser er smuk.

SF Film

Med de mystiske trusselsmails går en sindrig krimiintrige i gang, som er imponerende fuld af lurende mistanker, uventede drejninger og ydre drama. Krimiintrigen spejler sig i det mere lavmælte mellemmenneskelige kontordrama, der udspiller sig, når de fire medarbejdere diskuterer, om en dør skal være åben eller lukket, og hvor hvis skriveborde skal stå.

Aarhus hvilende på et leje af mystik

Som en slags vignetter hører man filmen igennem brudstykker af den forskningsformidling, Iben laver, mens billedsiden byder på gruopvækkende fotografier fra folkedrabshistorien. Denne voice over tangerer nogle gange det pseudodybsindige, men udfylder den funktion at bygge bro mellem centrets undersøgelse af den store ondskab og filmens undersøgelse af den lille ondskab.

Der lægges ret tydeligt op til, at de forskellige oplysninger om, hvordan blodrus, fortrængninger og egeninteresser spiller ind i systematiske voldshandlinger, skal tænkes med ind i kontorintrigerne og gåden om dødstruslerne. Det samme med forholdet mellem gruppepres og fri vilje.

Undtagelsen er en stilren og effektiv thriller, der er mere end almindeligt optaget af, hvor forskelligt de samme situationer kan opleves af forskellige mennesker, og hvor uvidende man kan være om, hvad der foregår inde i andre mennesker og faktisk også én selv.

Det kommer meget tydeligt til udtryk, når de forskellige karakterer hallucinerer. Iben er kun lige ved at finde sit fodfæste igen efter at have været taget som gidsel, da hun var udsendt som nødhjælpsarbejder i Kenya, og hun ser hele tiden sin mindreårige fangevogter for sig. Anne Lise fantaserer om at hævne sig på sin mobber, og Camilla ser en mystisk mand for sig, når hun onanerer. 

Undtagelsens grundlæggende fremstilling af den menneskelige psyke og dens ondskabspotentiale er ikke helt overbevisende, men iscenesættelsen af de divergerende virkelighedsopfattelser er smuk. Det er filmen i det hele taget.

Aarhus, hvor den foregår, har aldrig før set så godt ud på film. Smilets by emmer pludselig af mystik, alle steder er gennemsyret af en dyster elegance. Filmfotograf Erik Zappons billedside virker nærmest besat af linjer, der danner forskellige geometriske mønstre.

Ud over at se godt ud fungerer denne mønsterfiksering som en visuel metafor for det overordnede tema om, hvorvidt mennesker, der udøver ondskab, er fanget i et ondartet adfærdsmønster eller handler af deres egen frie vilje. En gang imellem er en af de linjefulde billedkompositioner tiltet en lille smule, bare for at minde om muligheden for undtagelse.

Det er en gyldig pointe, men minder også om filmens svaghed: På den ene side lader den til at ville sige noget almenmenneskeligt om ondskab, og på den anden side skildrer den karakterer, der langtfra er almindelige.

’Undtagelsen’. Instruktion: Jesper W. Nielsen. Manuskript: Christian Torpe og Christian Jungersen. Fotografi: Erik Zappon. Længde: 115 minutter. Biografer landet over.