Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Willie Nelson plukker andres countryroser med stil på sit 70. album

Hvor gammel ville du være, hvis du ikke vidste, hvornår du blev født? spørger den 87-årige countrysanger Willie Nelson på sit nye album ’First Rose of Spring’. Med sin beroligende stemme synger han om at blive ældre, om kærligheden, og om hvad der sker, når også kærligheden bliver ældre
De fleste af sangene på Willie Nelsons halvfjerdsindstyvende album ’First Rose of Spring’ har det tilfælles,at de handler om alderdom, om kærlighed og om kærlighedens alderdom.

De fleste af sangene på Willie Nelsons halvfjerdsindstyvende album ’First Rose of Spring’ har det tilfælles,at de handler om alderdom, om kærlighed og om kærlighedens alderdom.

Globe Photos

Kultur
14. juli 2020

Willie Nelsons halvfjerdsindstyvende album hedder First Rose of Spring og udkom på min fødselsdag. Det er altid en gave, når der kommer nyt fra en af de mest legendariske skikkelser i countrymusikkens historie.

Men når man har det med at blive ramt af en tilbagevendende fødselsdagsblues, når det skal fejres, at man er blevet ældre, er det en endnu større gave, at alle tanker om, hvad tiden gør ved kroppen, og levet liv gør ved kærligheden, i år kan blive overdøvet af Nelsons beroligende røst.

For hvorfor ikke fokusere på, hvor levende du føler dig, og hvor meget du stadig kan og skal nå, i stedet for at lade døden sætte dagsordenen, spørger den 87-årige Nelson indirekte på »Don't Let The Old Man In«:

»Many moons I have lived/ My body’s weathered and worn/ Ask yourself how old you’d be/ If you didn’t know the day you were born,« synger han hen over de strygere, der understreger sangens livslyst. Hvis man kan nærme sig 90 år og være så afklaret og cool omkring det som Nelson, så kan fødselsdagene da bare komme an.

»Don‘t Let The Old Man In« er en gribende sang om ikke at lade sin alder stå i vejen for at leve livet. Den er skrevet af den lidt yngre countrysanger, Toby Keith, til en anden legendarisk og aldrende cowboy, Clint Eastwood, der heller ikke lader til at ville gå på pension lige foreløbig.

Med to undtagelser er alle sangene på First Rose of Spring skrevet af andre. Det er Nelsons coverversioner af numre, der har det tilfælles, at de handler om alderdom, om kærlighed og om kærlighedens alderdom. De bliver aldrig sentimentale, men i længden virker det magelige tempo og  brugen af guitar og pedal steel en anelse ensformigt.

Alderen

Alder er et tema, Nelson også dyrkede på Last Man Standing og Ride Me Back Home fra henholdsvis 2018 og 2019, der også er indspillet i samarbejde med producer Boddy Cannon. Og man bliver næsten svimmel ved tanken om, hvor meget den fredløse sanger, sangskriver og guitarist har oplevet, optaget og opnået indtil nu.

Det er firs år siden, Willie Nelson tog sine første musiktimer. Det skete via postordre på opfordring fra bedsteforældrene, som han voksede op hos i Abbott, Texas, i årene efter den store depression. Som barn spillede han med det lokale polkaband. For han ville hellere tjene penge på at spille honky tonk og op til dans end at plukke bomuld som resten af familien.

Efter at være flyttet til Nashville i 1960 blev han bassist for Ray Price, der indspillede Nelsons komposition »Night Live«. Og også andre store Nashville-stjerner som Patsy Cline og Billy Walker havde hits med Nelsons sange. Men hans rustikke countrystil matchede ikke den pæne og polerede Nashville-sound, der var højeste mode i countrybyen. Så som en anden fredløs tog han tilbage til Texas, hvor han kunne indspille på egne præmisser.

Kærligheden

Nok er den egenrådige og aktivistiske texaner med de lange fletninger og den rolige sangstil en outlaw, men han er også en stor romantiker. Det bekræfter titelnummeret på First Rose of Spring. Herpå fortæller han i halv sang halv tale om en mand, hvis ungdommelige forelskelse vokser sig til en livslang elskov. Men da døden blander sig i kærlighedslivet, må han græde ned i forårets første rosenblade.

Også de to numre, Nelson selv har skrevet på albummet, er kærlighedssange. De gør ikke meget væsen af sig med deres afslappede luntetempo. »Blue Star« er en vemodig ballade om at følge sin elskede gennem livet, indtil døden står for døren, og videre derfra op i himmelrummet. Sangens ømhed understøttes af sørgmodig pedal steel-guitar. Heroverfor er »Love Just Laughed« mere bitter. Kærligheden griner hånligt af de to elskende, der går fra hinanden, hvilket virker til at frustrere guitaren, der afreagerer med tremolo.

Men selv om First Rose of Spring domineres af rosenrøde elskovshymner indsvøbt i twang, er der også et par numre, man kan stikke sig på. Der er den rebelske »I’m the Only Hell My Mama Raised« om den opsætsige søn, der gør en dyd ud af at gøre alt det, hans mor forsøger at holde ham fra. Trods et sprælsk klaverspil bliver den dog aldrig helt så fræk som Johnny Paychecks halvfjerdserversion. Og pladens mest politiske nummer er Billy Joe Shavers »We Are the Cowboys« fra 1981, der gør op med myten om, at en cowboy kun kan være en lovløs og heltemodig mand med hvid hud:

»Cowboys are average American people
Texicans, Mexicans, black man and Jews
They love this old world and they don't wanna lose it
They're counting on me and they’re counting on you«.

Willie Nelson: ’First Rose of Spring’ (Legacy Recordings).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ingeborg Hesselager

Jeg var ved at få morgenkaffen galt i halsen - countryklassikeren hedder sgu da "night LIFE" og ikke nightlive- selv googles stavekontrol kan ikke lide det.