Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Årets Strøm Festival mindede om, at musik kan få én til at føle, at intet er galt

Den nedjusterede og delvist virtuelle udgave af årets Strøm Festival afsøgte mulige alternativer for den elektroniske musik i en tid, hvor en dum virus forbyder, at man danser tæt og mange sammen
Den elektroniske musikfestival Strøm inviterede i 2019 til to timers elektronisk livesæt med SØS Gunver Ryberg i Frederiksberg Svømmehal. Den danske stjerne var tilbage i 2020-versionen af festivalen, der dog var stærkt præget af COVID-19.

Den elektroniske musikfestival Strøm inviterede i 2019 til to timers elektronisk livesæt med SØS Gunver Ryberg i Frederiksberg Svømmehal. Den danske stjerne var tilbage i 2020-versionen af festivalen, der dog var stærkt præget af COVID-19.

Flemming Bo Jensen

Kultur
17. august 2020

Benspænd kan være et kreativt boost. Begrænsninger kan åbne nye døre i den kunstneriske proces og føre kunstnere nye og uforudsete steder hen. Men mon ikke de fleste hellere havde været foruden det benspænd, COVID-19 må siges at være for de danske musikere, spillesteder og musikfestivaler? Det føles formentlig mere som en benamputation, hvis man som Strøm Festival allerede havde programmet klar, da smitten lukkede landet ned, så alt det planlagte måtte annulleres, og arbejdet begynde forfra.

I sit 14 år lange liv har den danske organisation for elektronisk musik Strøm altid været optimistisk og opfindsom i dens dedikerede arbejde med at sprede sin begejstring for det elektroniske musikmiljø i Danmark. Det gælder bestemt også i år, hvor festivalen ikke bare er formet af COVID-19. Strøm har ligefrem valgt at lade corona være en form for tema. Eller som festivalen selv formulerer det, er omdrejningspunktet for de fire dages musikprogram i 2020: »Hvad den (coronaen, red.) har betydet for det elektroniske musikmiljø herhjemme, og hvordan vi sammen kan bevæge os fremad.«

Det betyder, at Strøm Festival i år bliver afholdt som en interessant kombination af online-streaminger og forskellige fysiske begivenheder. Arrangørerne har været nødsaget til at tænke alternativt, så de har kunnet gennemføre festivalen i overensstemmelse med myndighedernes retningslinjer. Det giver mindre livemusik og flere talks og virtuelle fester, som for eksempel det sympatiske børnerave fredag formiddag med Onkel Reje fra DR Ramasjang.

Et dunkende hjerte af lava

Åbningsaftenen foregår i Dagmar Biografen en lummer onsdag. En håndfuld techno- og ambiententusiaster bliver høfligt anvist en plads, så der er tomme sæder på hver side af dem, der ikke kender hinanden. Vi lugter af håndsprit, sommersved og de dåseøl, som festivalen byder på i anledning af aftenens verdenspremiere.

Tre danske musikere har under karantænen skrevet hver deres stykke musik og samarbejdet med en videokunstner efter eget valg om at skabe et audiovisuelt værk ud fra det.

Det første er af den eksperimenterende komponist SØS Gunver Ryberg og den canadiske videokunstner Push 1 Stop (som Cadie Desbiens-Desmeule’s kunstnernavn lyder). Værket hedder Doing our best is no longer good enough – inspireret af Gretha Thunbergs dundertale om klimaforandringerne til verdens ledere.

Det er et afsindig smukt videoværk. Hvide tal roterer i skyformationer i et sort univers. En sølvklode kaster farver, skygger og decimaler af sig til hårde beats og skarpe, alarmerende lyde. En stemme taler hen over dem i et tempo, der er langsommere, end det er fysisk muligt – forvrænget til mareridt – mens den brændende klode transformerer sig til et hjerte af lava.

Derefter følger den ni minutter lange MR IRL Synthesized emotion lavet af den århusianske producer Natal Zaks og filminstruktør Anton Iversen. Det er en herlig humoristisk fremtidsdystopi. En besynderlig slags Frankenstein-fortælling, der udspiller sig i 2030, hvor man krydser en mand og en computer, fordi kunstig intelligens har overtaget musikmarkedet. Økonomisk er eksperimentet en fiasko, men man lader den musikalske cyborg Mr. Irl leve videre i illusionen om, at hans musik skaber glæde og er accepteret.

Til glade biblyde og andre retrofuturistiske klange toner sorthvide foto af Natal Zaks med dioder på panden frem. Værket sætter spørgsmålstegn ved arbejdsvilkårene for elektroniske musikere og det narcissistiske i den kunstneriske proces, men hylder samtidig musikken som et frirum og et helle:

»Music makes me feel like nothing’s wrong,« siger en stemme et sted.

Sidst, men ikke mindst har Anna Gunvor Hyttel filmisk genskabt de billeder, den alsidige noise-, industrial- og technohelt Martin Schacke så for sig, da han stod alene og dansede i sit studie.

Miss Quarantina foregår i en rå og tom klub. Der klippes mellem en række erotisk festklædte folk, som Schacke i den efterfølgende samtale beskriver som »de smukkeste stjerner i klubmiljøet«. De vrider sig rytmisk, flirter med kameraet og understreger med deres kroppe, hvor personlig en størrelse sensualitet kan være, hvor individuelt folk kan danse, når de danser i isolation til det samme nummer.

Schacke, der også selv optræder i filmen halvt maskeret af et mundbind i latex, har tidligere lavet musik til en pornofilm, og det er, som om Miss Quarantina intuitivt får folk til at reagere sensorisk. De sveder til de varme synthlyde, så salen er gloende, da nummeret slutter.

»Det er hyggeligt, det her,« siger Natal Zaks i den efterfølgende modererede samtale. Og han har ret. Både publikum og de tre musikere virker overvældet over oplevelsen. Musikvideoer gør sig virkelig godt på et biograflærred. Værkernes budskaber om global opvarmning, teknologiens skyggesider og sexpositivisme forstærkes af det store format og den gode lyd.

Et underjordisk, oversvømmet dansegulv

Men ikke alt på årets program ender lige lykkeligt.

Festivalens ide om at pakke publikum ind i beskyttelsesdragter, give dem technomundbind på og sende dem på en afsprittet hurtigbus gennem byen til trance, dubstep og hård techno, går ikke efter planen. Efter første tur valgte Strøm, at det – på trods af de mange sikkerhedsforanstaltninger – var bedst at aflyse, det stigende smittetryk i samfundet taget i betragtning.

Og da dj’en Kölsch lørdag aften spiller fra Cisternerne under Søndermarken på Frederiksberg, er det ikke uden teknisk knas med forbindelsen undervejs i det dansevenlige dj-sæt.

Kölsch står i vand til knæene, mutters alene i det underjordiske reservoir. Så det er udelukkende op til det dirrende vandspejl og de delvist druknede lysstofrør at reagere på hans energiske house, den tunge bas og de rumklangsvåde forvrængninger.

Det er et stærkt billede på, at noget er galt. En dum virus forbyder, at man danser tæt og mange sammen, og det gør det mere end almindeligt omstændigt at gennemføre en elektronisk musikfestival. Selv med de bedste og fantasirigeste intentioner.

Strøm Festival 2020 forløb fra den 12.-15. august 2020.

Premiere: Audio//Visuel med Schacke, SØS Gunver Ryberg og MR IRL den 12. august i Dagmar Biografen. Værkerne kan ses på www.strm.dk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her