Hvor ville man rejse hen i tiden, hvis der var frit valg på alle hylder og mulighed for at gennemleve netop den epoke, som fremstår allermest fascinerende?
I det franske komediedrama La Belle Époque er der ikke tale om reel tidsrejse, men om at et produktionsselskab tilbyder at genskabe den situation i ens liv eller i verdenshistorien, som man drømmer om at befinde sig i.
Alle sejl bliver sat til med store set, overbevisende skuespillere og øje for detaljer som den rigtige vin og perfekt kogte æg med sukker på. Visse vil hænge ud med Marie-Antoinette. Nogle vil drikke dus med Hemingway. Andre vil være til stede, når Hitler underskriver Münchenaftalen.
Alt er i denne films rammer muligt, men vores hovedperson Victor (Daniel Auteuil) drømmer ikke om historiens vingesus eller møder med legender. Han vil tilbage til den bistro i Lyon, hvor han i 1974 forelskede sig i Marianne (Fanny Ardant), som siden blev hans kone.
Victor er nemlig godt og grundigt utilfreds med nutiden, hvor alle glor på mobiler frem for at snakke sammen, og Marianne har smidt ham ud, fordi hun ikke længere orker hans manglende lyst på livet og evige klagesang om, at alt var bedre før.
En yngre model af den samme
Instruktør og manuskriptforfatter Nicolas Bedos tager i sin anden spillefilm udgangspunkt i en klassisk ægteskabelig konflikt og nutidig samfundsfatigue, men giver os så mulighed for at se, hvorfor Victor synes, at livet var enklere og sjovere i forrige årtusinde.
Man skal købe setuppet med, at 1970’erne på overbevisende vis genskabes i et stort studie af den fallerede tegneseriestjerne Victors fan Antoine (Guillaume Canet). Det gør man heldigvis gerne, for fortællingens rammer fungerer, og filmen går legende til værks, når den skildrer udfordringerne ved overbevisende at genskabe et livsomvæltende, personligt øjeblik.
Samtidig vil man hellere end gerne undslippe nutidens Marianne, for Fanny Ardant giver den på divavis fuld skrue i sit portræt af en selvoptaget psykoterapeut, som ikke lægger fingrene imellem.
Mindre kunne også have gjort det, men hendes stormstyrke sætter i hvert fald scenen for, at vi sammen med Daniel Auteuil foretrækker den yngre udgave af hende, som skuespillerinden Margot (Doria Tillier, fra Bedos’ debutfilm Mr & Mme Adelman) genskaber i det Truman Showske setup til ære for Victor.
Epokegørende eskapisme
Daniel Auteuil tager charmerende det hele ind med store øjne og imponerede smil. Han hopper i tidens tøj og slår sig ned på sin stamplads, hvor alt er forsøgt genskabt ud fra hans minder om den gyldne tid. Det hele er bare noget, vi leger, men det er hyggeligt at være med, mens Victor suges ind i eskapismen og falder for Margots fascinerende præstation som kvinden i hans liv.
Rejsen tilbage til 1970’erne giver filmen rig mulighed for at lege med scenografien og fyre op for et cool soundtrack fyldt med alt fra Dionne Warwick til The Monkees tilsat lidt fransk flair.
Sidehistorien med instruktøren Antoines problematiske forhold til Margot har indimellem svært ved at finde tonelejet, og Victor og Mariannes søn bliver aldrig en integreret del af historien.
Til gengæld får vi nogle fine birollepræstationer, blandt andet fra Pierre Arditi, som måske, måske ikke, er en ligesindet gæst i kulissen, som betaler for hver aften at have et følelsesladet cafemøde med den far, han aldrig fik taget ordentlig afsked med.
La Belle Époque er en lun tidsrejse, man gerne tilbringer to timer i selskab med. Men det er fint, at Margot undervejs også får sagt nogle sandheder om 70’erne, inden der går rent nostalgitrip i stemningen af, at alt ville være bedre, hvis bare vi alle sammen kunne sidde permanent på en fibernetfri fransk bistro og gennemleve vores foretrukne livsøjeblik.
’La Belle Époque’. Instruktion og manuskript: Nicolas Bedos. Fransk. Længde: 116 min. ’La Belle Époque’ åbner efterårets sæson af Filmporten og har premiere i over 80 biografer landet over.
