Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

’Arty-Farty’ er det sjoveste og mest interessante kulturmagasin på tv i meget lang tid

’Arty-Farty’ er sjovt og legesygt, på samme måde som børnefjernsyn kan være det, men ikke af den grund fordummende. Det er programmet for nysgerrigt til at være
ArtyFarty’ topper, da Zissel Kjertum-Mohr sidder på en frodig åbred og møder en mageligt udstrakt Poul Nesgaard, der kommer flydende i en kano og spørger: »Er det et eventyr, det her?« Zissel Kjertum-Mohr går om bord i kanoen, der har kurs mod von Triers hjem. Det er en gave for dansk tv, at der nu findes et kulturmagasin, hvor et interview kan indledes så smukt og sjovt.

ArtyFarty’ topper, da Zissel Kjertum-Mohr sidder på en frodig åbred og møder en mageligt udstrakt Poul Nesgaard, der kommer flydende i en kano og spørger: »Er det et eventyr, det her?« Zissel Kjertum-Mohr går om bord i kanoen, der har kurs mod von Triers hjem. Det er en gave for dansk tv, at der nu findes et kulturmagasin, hvor et interview kan indledes så smukt og sjovt.

Mikkel Palmbo

Kultur
28. august 2020

Da jeg cyklede på arbejde ad Istedgade i morges, stod tv-værten Oliver Zahle og lo på fortovet ud for det lyslilla butikslokale, som han og resten af holdet bag DR2’s nye kulturprogram ArtyFarty bruger som studie.

Det kom ikke bag på mig, at Oliver Zahle havde det sjovt i arbejdstiden. De foreløbig seks ud af otte afsnit af ArtyFarty har også moret mig med deres linde strøm af nye greb, genialt (eller bare godt) iscenesatte interviews og uforudsigelige vinkler på kulturen og de værker og vilkår, den består af.

Det kan for eksempel være det vilkår, at Google med et snuptag kan fjerne dansk musik fra YouTube, når Koda ikke vil gå med på en ny midlertidig aftale.

Det får i det afsnit, der handler om internettet, reporteren René Fredensborg til at stille sig op foran Googles danske hovedkontor med en guitar under armen, hul i buksebagen og selskab af musikeren Kenneth Thordal.

Her synger de en rammende omskrivning af I kan ikke slå os ihjel: »I kan sagtens slå os ihjel/I kan gøre, hvad fanden I vil.«

Det er jo i al sin sjove korthed sandheden om den sag.

Der er nul reaktion oppe fra Google-kontorerne. Til gengæld står filosoffen Lene Rachel Andersen klar til at tale om, hvordan private firmaer som Google er blevet den største magtstruktur i vores alle sammens liv. Det kunne hun også have gjort i et helt studiebaseret debatprogram, men ArtyFarty gør en dyd ud af at finde passende omgivelser til sine indslag.

Nysgerrig tilgang til kvalme

Normalt stejler jeg over kulturjournalistik, der lugter den mindste smule af blaserthed. Men jeg er imponeret over, hvor sjovt, lettilgængeligt og faktisk perspektivrigt fjernsyn ArtyFarty får ud af at se på forskellige eksempler på kulturfænomener, der kan siges at give kvalme.

Herunder noget så såkaldt smalt og ikke spor dagsaktuelt som digteren Anders Abildgaards vrede, ulækre, Ovid-inspirerede langdigt Ibis fra 2016.

»Mad skal smage af lort for dig, vand af betændelse,« siger Oliver Zahle til Anders Abildgaard med et citat fra bogen, der består af en lang række forbandelser.

Så taler Abildgaard stille og roligt om poesiens nedbrydende kraft. Det er ikke hver dag, uge eller måned, man hører den slags samtaler på tv eller i radioen. Oliver Zahle er i højt humør over det sproglige overskud i langdigtet. Det samme er flere af de fem tilfældige forbipasserende unge mænd, Zahle rekrutterer til digtoplæsning med efterfølgende evaluering af tekstens kvalmepotentiale.

I samme program fortæller konceptkunstneren Niels Lyhne Løkkegaard om den lede ved nationalromantisk fællessang, der har fået ham til at laminere en ordentlig stak højskolesangbøger i kunstnerisk øjemed.

Og Odenses by- og kulturrådmand, Jane Jegind (V), taler om det uudnyttede brandingmæssige potentiale, der efter hendes mening stadig er i H.C. Andersen.

Vel at mærke efter at reporteren Kristoffer Lind har været en tur rundt i byen og pege på en brøkdel af dens utallige H.C. Andersen-referencer. På sin egen gøglede måde er det en fin diskussion om kulturarvsforvaltning.

 
ArtyFarty / DR2

- 90 % af det indhold som kommer på internettet, er slettet i løbet af et år. Forsker Henrik Smith-Sivertsen arbejder på 'Det kongelige bibliotek', hvor de gemmer alt, hvad der er blevet offentliggjort i Danmark. Han fortæller i den sammenhæng, at internettet er et dårligt sted at arkivere.

Posted by DR2 on Monday, August 24, 2020

Langdigte og ballonkunstnere

Tv-anmelderkolleger på Berlingske og Filmmagasinet Ekko har kritiseret ArtyFarty for at være ironiserende, indholdsløst og uden vilje til at tage den kultur, det hele skal handle om, alvorligt.

Programmets logo er da også en figurklippet kongepuddel, der lige har lagt en lort. Det er der ikke meget respekt for forfinet formgivning i.

Programtitlen antyder noget opstyltet, og redaktionen iscenesætter sig selv i et væk, når ikke Oliver Zahles monologer ironiserer over en barndom i en småsnobbet kulturradikal familie. Det kunne lyde som endnu et eksempel på et public service-kulturprogram baseret på dyb skepsis over for, om kunsten egentlig vil andet end at spille smart med sin underlighed.

Men ironien og viljen til at iscenesætte hvert eneste indslag på en ny måde, udelukker ikke, at programmet tager kulturstoffet alvorligt. ArtyFarty er uhøjtideligt, men emnerne og kunstnerne og deres virke tages alvorligt som noget, man kan få noget ud af at interessere sig for.

Ud over Fredensborg og Zahle tæller ArtyFarty-redaktionen tidligere Radio24syv-folk som Kristoffer Lind, Anders Christiansen og Zissel Kjertum-Mohr, der alle møder deres interviewpersoner med genuin nysgerrighed.

Undtagen lige en forvirret receptionist hos Google, som man kun møder gennem dørtelefonen, og Jørgen Olsen fra Bdr. Olsen, der udsættes for et sketchlignende krydsforhør om, hvad der sker for hans selvtilfredse smil. Sidstnævnte er ikke det skarpeste indslag i ArtyFarty, men jeg kan godt lide den legesyge, der gennemsyrer programmet. 

Så længe Oliver Zahles smørrede, indforståede grin over, at ArtyFarty-redaktionen har den polstrede strikslange hængende, der engang prydede tidligere kulturborgmester i København Niko Grünfelds kontor, kombineres med oprigtig nysgerrighed på et obskurt langdigt fra 2016 eller en norsk ballonkunstners praksis, er jeg tilfreds.

Iscenesættelsen står efter min mening heller ikke i vejen for, at man bliver klogere. I det første afsnit sætter redaktionen sig for at opklare, hvorvidt et gammelt arvestykke virkelig er malet af Michael Ancher.

Maleriet, der forestiller en vistnok retarderet dreng med en harmonika, giver anledning til at tale med foreningen for mennesker med udviklingshandicap, Lev, om, hvordan de synes, man skal tale om drengen på billedet.

Billedet slæbes på uforsigtig vis alle mulige steder hen, fra auktionshuset Bruun Rasmussen, over Kunstakademiet og Nyhavn til Skagen Museum. Alle steder lykkes det at få nogen til at sige noget interessant om billedet – og om de forskellige måder, man ser på sådan et billede på, afhængigt af om man er konservator, kunstmaler, vurderingsekspert, kunstakademistuderende eller museumsinspektør.

Er det et eventyr, det her?

I det foreløbigt bedste afsnit fylder de fantasi- og spøgefulde iscenesættelser så meget, at det er sjovt på samme måde som børnefjernsyn kan være det. Det handler om Danmarks største og dystreste filmkunstner, Lars von Trier, og hans oeuvre, og det hele er styret af et meget enkelt spørgsmål: Er han egentlig okay? 

Det tager Zissel Kjertum-Mohr ud for at finde ud af. Iført brudekjole. Imens sidder von Triers forhenværende assistent Casper Holm og Oliver Zahle i studiet ved et fint dækket bord klædt i kjole og hvidt ligesom hovedpersonen i Det perfekte menneske og taler om instruktørens legendariske pessimisme.

Zissel Kjertum-Mohr møder forskellige mennesker fra Triers arbejdsliv, der fortæller alt muligt interessant om ham og deres forhold til ham. Peter Aalbæk (der i indslaget præsenteres som en af opvaskerne fra Riget stående i et gultonet industrikøkken, hvor han under interviewet ælter et brød) får for eksempel sagt, at Manderlay (2005) efter hans mening er ret studentikos:

»Jeg synes altså ikke, at en hvid dreng fra Lyngby skal ligge og have meninger om den sorte mand i Amerika.«

Programmet topper, da Zissel Kjertum-Mohr sidder på en frodig åbred og møder en mageligt udstrakt Poul Nesgaard, der kommer flydende i en kano og spørger: »Er det et eventyr, det her?«

Zissel Kjertum-Mohr går om bord i kanoen, der har kurs mod von Triers hjem.

Det er en gave for dansk tv, at der nu findes et kulturmagasin, hvor et interview kan indledes så smukt og sjovt.

’ArtyFarty’ vises på DR2 søndag kl. 22-22.30.

Kulturmagasiner på tv

Snakkehoveder af mere eller mindre jovial afstøbning har præget langt de fleste af dette årtusinds brede danske kulturmagasiner på tv. Her fremhæver vi de mest markante.

Deadline 2. sektion, DR2 (2004-15)

Måske husker man Deadline 2. sektion for værterne Jes Stein Petersen og Adam Holms ikoniske lydhørhedspositurer. Når gæsterne i det aktuelle kulturprogram talte, havde værterne for vane at læne sig fremad og placere en albue på bordpladen (i den del af programmets historie, hvor de havde et bord). Typisk hvilede de imens tænksomt en kuglepen mod læberne, indtil det var på tide at pege på en gæst med den igen. Det var her, Klaus Rifbjerg gav et af sine sidste interviews, hvori han sagde, at »der er 2.000 begavede mennesker i Danmark, og resten er dumme«.

Smagsdommerne, DR2 (2005-15)

Med Adrian Lloyd Hughes som vært samlede det længstkørende nyere kulturmagasin på tv hver torsdag tre dygtige kulturpersonligheder i et studie og lod dem anmelde tre aktuelle værker. Det var her, litteraturkritikeren Klaus Rothstein rystede på hovedet ad det nye fænomen YouTube, og her, Knud Romer sagde til Christian Braad Thomsen, at Bob Dylan bare er Thomsens generations undskyldning for ikke at gå i bad. I 2012 nægtede skuespillerne på Østre Gasværks forestilling Dæmoner at lade sig anmelde af Smagsdommerne, fordi de syntes, det var for usagligt, at de medvirkende ikke var teatereksperter.

Den 11. time, DR2 (2007-8)

Der går en næsten lige linje fra ArtyFarty tilbage det mest uforudsigelige talkshow i dansk tv-historie. Den 11. time blev gennem tre sæsoner sendt på DR2 tre gange om ugen. Her havde Mikael Bertelsen og nogle gange også medredaktøren Mads Brügger besøg af så forskellige gæster som radioværten Jørn Hjorting, filminstruktøren Nicolas Winding Refn og digteren Christel Wiinblad. Brügger og Bertelsen blev som bekendt senere chefer for Radio24syv, hvor de fleste på ArtyFarty-redaktionen har været ansat.

Kulturen på News, TV 2 News (2011-15)

Fra sit sterile nyhedsstudie dækkede Stéphanie Surrugue kulturstoffet præcis lige så seriøst, skarpt og kontant, som hvis det havde handlet om sportsnyheder eller alt muligt andet nyhedsstof. I de fire år fra 2011 til 2015, Kulturen på News kørte, fik gæsterne i studiet diskuteret grænser for royal satire, om selvudgivelser er lige så fine som andre udgivelser, og om det var okay af Yahya Hassan at fortælle en sjofel røverhistorie om Pia Kjærsgaard på Facebook.

KulturRådet, DR2 (2015-16)

I efterfølgeren til Smagsdommerne inviterede Adrian Lloyd Hughes hver uge en entusiastisk kulturekspert ind for at diskutere aktuelle værker og udstillinger. Selv (over)spillede han rollen som skeptisk og uimponeret. Den rolle var ifølge denne anmelder nærmest »et demonstrativt fravalg af den nysgerrighed, det kræver at dække noget som helst emne ordentligt«. Gæsterne var dog altid gode. Den eneste dårlige idé, ArtyFarty har arvet herfra, er den krukkede stavemåde med stort begyndelsesbogstav midt i et sammensat ord.

Gejst, DR1 (2018-19)

Gejst tog hver uge et nyt kulturrelateret emne op til høflig behandling. Programmets første vært, Louise Wolff, kom til at kalde kulturen for »flødeskummet på vores daglige tilværelse«, hvilket medførte et ramaskrig fra medborgere, der opfatter den som noget mindre luftigt, mere nærende end det. Information skrev i sin anmeldelse af programmet, at en »evig fælde i kulturjournalistikken er, at man bliver så ærbødig over for emnet og aktørerne, at man håber, at det kedelige bliver spændende, og det banale dybt, fordi det lugter af kultur eller kommer ud af munden på en kunstner. Det gør det ikke.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Så lige udsendelsen om Michael Ancher.
Virkelig sjovt!

Torben Siersbæk

I relation til Odense-udsendelsen, så havde det været mægtig fint, hvis Jane Jegind var blevet konfronteret med hendes udvalgs beslutning om at Stolpersteine i Odense skal kunne begæres fjernet, hvis en fremtidig grundejer ikke er glad for dem.
Men det havde redaktionen måske ikke lige fanget?
Kommunens skamridning af HCA er bare irriterende, mens den manglende respekt for de deporterede i perioden 1940-45 - efter min mening - er grænsende til det katastrofale.
Iøvrigt er Jane Jegind nu fortid i Odense Kommune: hun er fra 1. sept. i nyt job som chef for Langeland Kommunes nyoprettede center for erhverv, turisme og kultur.
Hendes afløser har et endnu tyndere forhold til historien: Christoffer Lilleholt er 24 år (og søn af Lars Christian L.). Men han har måske set "Flammen og Citronen".....

Steffen Gliese, erik pedersen, Maj-Britt Kent Hansen og Rasmus Bøgh Christiansen anbefalede denne kommentar
Thomas Hjulmand

Genialt og mega underholdende fjernsyn. Har først for nyligt opdaget det og har set den om Von Triers helbred.
Dykker fluks ned i resten!