Var statsminister Erik Scavenius en redningsmand eller landsforræder? Spørgsmålet optager de sind, der borer i Danmarks rolle under Anden Verdenskrig og den svære samarbejdspolitik med tyskerne efter 1943, nu yderligere opflammet af Birgithe Kosovics biografiske roman Den inderste fare.
Men Bådteatret kalder bare sin forestilling for Scavenius. Titlen afslører ikke, hvordan teaterforestillingen tolker denne statsmand, der døde som 85-årig i 1962. Det må tilskueren selv klatre ned ad bådens stejle, afsprittede trappe for at finde ud af.
Bådteatrets bug er omdannet til et tog med to kupeer, snildt sat på skrå i Jonathan Hjorts opfindsomme scenografi. Gennem togdøren og to togvinduer kravler der de særeste væsener, for det er instruktøren Rolf Heim og dukkemageren Katrine Karlsen, der har skabt denne syrede forestilling.
Historiens skræmmepersoner fremstilles i bizarre dukkemix: Personer med dyrehoveder og menneskehænder – eller med menneskehoveder og dyrehænder. Nazisten Werner Best er en sort hund med øjne så mørke som sodet fra ovnene i kz-lejrene.
Når Scavenius møder historiens skræmmepersoner, er det i bizarre dukkemix: personer med dyrehoveder og menneskehænder – eller med menneskehoveder og dyrehænder. Historiske personer, der er splittet op til dyriske enkeltdele, som nu med raffineret historisk ironi manipuleres af andre dukkeførere. Nazisten Werner Best er en sort hund med øjne så mørke som sodet fra ovnene i kz-lejrene. Alt imens tyske klavertoner og Chaplins diktatormusik klinger blidt ud af højttalerne.
Stædig handlingsløshed
Det er Kristian Halken, der har skrevet manuskriptet til sig selv som skuespiller i rollen som Scavenius. Kristian Halken luder i sin høje jakkesætskrop. Står lammet på stedet og tvivler. Får trækninger i mundvigene. Misser med øjnene. Skal til at bevæge sig, men kan så alligevel ikke komme ud af stedet. Flytter bare vægten fra den ene fod til den anden. Vil ikke noget. Vil helst bare trække tiden ud.
Denne beslutningslammelse er både koreografisk og psykologisk interessant, og Halken går i ét med standsningen, nærmest som om han er stolt af sin egen stædige handlingsløshed. Det er intenst spil. Desværre lader teksten ham ikke også vise den elegance og energi, som denne verdensmand velsagtens må have haft. Her er ingen charme. Og slet ingen ømhed.
Det sidste er nok det mærkeligste på scenen. Halkens Scavenius afviser sin kone med tvær træthed, men han afviser faktisk også sin elskerinde med samme vrængede træthed. Uanset hvor klogt og smertefuldt Jeanette Lindbæk Birk spiller hans fravalgte, syge hustru, så reagerer han ikke. Uanset hvor jublende og adræt Pernille Nedergaard Haugesen spiller hans unge, lækre sidespring, så blusser han ikke op. Han er tungsindig og uden glimt i øjnene. Ingen får fyrigheden frem hos ham.
Hitler med abehænder
På nær lige Hitler. Det er faktisk forestillingens største overraskelse. Thomas Bang sidder i en malerkittel og taler med diktatorforkælethed i sin drevne stemme. Hans Hitler spejler sig i togruden, og hans behårede abehænder retter hele tiden på sideskilningen. Da han vender ansigtet mod Scavenius, ser vi andre også hans præcist sværtede overskæg. Det mytiske magtskæg.
Thomas Bang mestrer det naturligt psykopatiske i sin skræmmende enkle skildring af Hitler. Hos ham stråler folkeforførerens selvoptagede sårbarhed over for statsministerens naive diplomatiprincipper.
Halkens Scavenius bliver magnetiseret af Bangs Hitler. Hans krop lader sig suge ind i den andens uhyrlige favntag – ind i den andens blik af urimelighed og grænseløshed. Fortryllelsen afbrydes kun, når Hitler tager en blegselleri op af lommen for at fodre propagandaminister Goebbels, der lurer bag togvinduet i form af et skjorteklædt, skrydende æsel.
Thomas Bang mestrer det naturligt psykopatiske i sin skræmmende enkle skildring af nazidemagogen. Han går helt ud ad tangenten i Hitler-rollens forurettethed. Hos ham stråler folkeforførerens selvoptagede sårbarhed over for statsministerens naive diplomatiprincipper. Og som scenisk troldsplint er hans Hitler med til at fremprovokere forestillingens mest spændende Scavenius-billede.
Rolf Heim opnår ikke samme groteske eksplosionskraft i sin iscenesættelse af Scavenius som i sin fabelagtige dukketeaterforestilling Jernring om Leningrads belejring. Meget af spillet bliver for råbende monotont, måske udløst af Scavenius-karakterens mangel på udvikling.
Men selve krigens klaustrofobi og dilemmaet mellem accept af nazismen og opfordring til oprør får denne forestilling fortalt yderst effektivt i sit lillebitte togformat. Med den jakkesætsklædte Scavenius tiltrukket af Hitler i malerkittel som det billede, der vil brænde sig fast på tilskuerens indre blik.
Scavenius. Tekst: Kristian Halken. Instruktion: Rolf Heim. Dukkemager: Katrine Karlsen. Scenografi: Jonathan Hjorth. Lysdesign: Sonja Lea. Lyddesign: Janus Jensen. Bådteatret. Spiller til 5. september 2020.
Var til et foredrag med Birgithe Kosovic der fortalte om Scavenius og sin bog "Den inderste fare."
Super interessant foredrag med en velbegavet kvinde. Kan klart anbefales!