»Sort er konge. Vi var skønhed, før de vidste, hvad skønhed var.«
Jo tak, Beyoncés nye visuelle album eller musikfilm, Black is King, ankommer på et tidspunkt, hvor den afroamerikanske befolkning har taget bladet fra munden. På et tidspunkt hvor hvide amerikanere har haft masser af coronatid til at læse og – nok mest – se nyheder.
De har overværet George Floyd udånde under vægten af en hvid politimand, der ikke kunne være mere ligeglad. De har erfaret og for flertallets vedkommende anerkendt den retfærdige og værdige harme i Black Lives Matter-demonstrationerne. Og de har set deres præsident trække på skuldrene og forsøge at øge splittelsen i deres samfund.
Den 86 minutter lange Black is King bæres af sangene fra Beyoncés strålende, moderne afropop-soundtrack The Lion King: The Gift, der blev skabt i forbindelse med Disneys nye udgave af deres egen animationsklassiker Løvernes konge fra 2019. Men der udbygges også med citater fra filmen, og der er nyskrevne, poetiske visdomsord.
Beyoncés musikfilm er en genopfindelse af Løvernes konge, der handler om naturens iboende visdom, forfædrenes nærvær, ja, den ufatteligt smukke arv, som moderlandet Afrika tilbyder sine indbyggere og efterkommere.
Alt sammen er det spundet omkring en simpel historie om en spæd kongesøn, der sendes ud på en flod i en bastkurv. Og dermed begynder den rejse, hvor han skal lære nok til at vinde sin afrikanske identitet tilbage – og dermed blive en værdig konge.
Udenomsbollende gemal
»2020’s begivenheder har gjort filmens vision og besked endnu mere relevant,« skrev Beyoncé selv på Instagram.
»Jeg tror, at når sorte mennesker fortæller deres egne historier, kan vi skifte Jordens akse og fortælle vores virkelige historie om generationel velstand og sjælens righoldighed, som ikke bliver fortalt i historiebøgernes.«
Beyoncé har stået som en selvudnævnt ypperstepræst for amerikansk racepolitik et stykke tid. Det begyndte for alvor i 2016 med sangen »Formation«, hvor hun i musikvideoen sang fra taget af en druknet politibil i oversvømmede New Orleans. I et klip ser man graffitien »Stop shooting us«, og et andet sted danser en lille dreng foran en række af politifolk i riot gear.
Feminismen har også været hendes officielle overbevisning siden hendes femte og første modne album Beyoncé i 2013 og ikke mindst i hendes optræden ved MTV Video Music Awards i 2014, hvor ordene »FEMINIST « stod med meterhøje lysbogstaver bag hende.
Scene 1 - Beyoncé og Co. i afrofuturistisk og kosmologisk gear. Vi kommer alle af stjernestøv, påpeges det tidligt i filmen, og efter en sekvens i det ydre rum skydes kongesønnen mod jorden. Han lander i en ørken, hvor Beyoncé og følge danser en heftigt dynamisk dans, der sættes på hurtigspoling, så det bliver ekstra intenst. »Find your way back,« synger hun på det lifligt rytmiske nummer af samme navn. »Circle of life, and one day I might make it.« Hun har solbriller på, og bag hende står en stor fuldmåne i dagslyset.
På hendes seneste album, det mesterlige album Lemonade fra 2016, flød feminisme og racepolitik sammen i en smældende udstilling af hendes utro ægtemand, rappermilliardæren Jay Z, men formulerede også en generel kritik af fraværende afroamerikanske mænd, herunder hendes egen far.
Lemonade var også et visuelt album, altså ledsaget af en musikfilm, der blev udgivet på streamingtjenesten HBO. Black is King udkommer så på streamingtjenesten Disney+, hvilket er ganske oplagt, når The Lion King også er et Disney-produkt. Disney+ kommer først til Danmark til efteråret.
Disneys racistiske fortid
Men det er alligevel interessant af to grunde. Dels betyder det – i lyset af de mange nye streamingtjenester, som gør, at folk med stram økonomi må vælge – at Black is King er en megabegivenhed, som kun mindretallet vil kunne se.
Og samtidig markerer Black is King en afroerobring af en streamingtjeneste, der – i modsætning til de andre streamingtjenester – er forbundet til et firma, der har en delvist racistisk fortid. Den handler om 1946-filmen Song of The South, hvis glorificering af slaveriet og afroamerikanske stereotyper har været kritiseret i årevis og med fornyet styrke under de verserende gadeprotester.
Scene 2 - Måske den smukkeste sekvens, hvor seks hvidkalkede mænd bærer en Beyoncé i hvidt i en slags lit de parade. »Når alt er sagt og gjort, så kender jeg ikke engang mit modersmål,« siger en mandestemme. »Og hvis ikke jeg kan tale mig selv, så kan jeg heller ikke tænke mig selv. Og hvis jeg ikke kan tænke mig selv, så kan jeg ikke være mig selv.« Den amerikanske rapmester Kendrick Lamar er gæstevokalist og leverer med sin kattetunge dette fantastiske rim: »I’m in the Nile, deep in denial.«
Ja, Disney har modtaget stor kritik for ikke at lægge filmen op på Disney+, men stadig bruge filmens sange i vandrutsjebanen Splash Mountain, der findes i flere af deres forlystelsesparker. Alle udgaver af forlystelsen er i mellemtiden blevet lukket for at fjerne de gamle sange til fordel for dem fra filmen Prinsessen og frøen.
Det er så hos Disney, at Beyoncé nu under enorm opmærksomhed leverer en lovsang for alt afrikansk.
Måske er hun gået for vidt
For en lovsang, det er det. Fra de Blue Planet-naturpornografiske besyngelser af det afrikanske kontinent over de rige etnografiske scenerier fra landsbyer og vildnis til horderne af smukke afroamerikanske og afrikanske mennesker.
Der er skønhed overalt, og vel også – når det nu er en afroamerikaner, der formidler – en eksotisme i forhold til det afrikanske på spil. De supersmukke billeder af stammelandsbyer badet i solnedgang og rige på dekorationer, masker, symboler. De ufattelige svungne landskaber, de turkise vandfald, ørkenernes månelandskaber, urskovens bio-bonanza.
Hun synger også på zulu – som hun tidligere har sunget på swahili. »Mababu katika mawingu«: forfædrene i skyerne.
Men denne gang er hun måske også gået for vidt.
Indfødt afrikansk kritik
I hvert fald er Black is King ikke faldet i god moderjord hos alle indfødte afrikanere.
»Der er så meget mere i Afrika end løver og at male vores ansigter hvide,« sagde Ruth Chikuma fra Botswana til Washington Post. Sydafrikanske Paballo Chauke fra Sydafrika tweetede, at »vores elskede dronning Beyoncé reducerer sorthed og afrikanskhed til æstetik og til den vestlige forestilling om vores eksistens.«
Filmen kritiseres for en wakandaficering af Afrika med reference til det fiktive kongerige Wakanda i den sorte superhelte-blockbuster Black Panther, hvor forskellige afrikanske lande blev mixet til Wakanda.
Scene 3 - Så skal der fejres selvopofrende moderskab. Ledsaget af rullende klaverakkorder går mor Beyoncé i gyldent sollys mod floden, grædende. Hun lægger sit spædbarn i en kurv og sender ham ud på vandet (som Moses på Nilen). I vandet genfødes han som voksen og griber sit lille træscepter. I et nyt klip møder han en oldgammel indskrumpet kvinde. Han sætter sig på knæ foran hende og overdrager hende scepteret. Hun løfter sine arme, og han letter fra gulvet og stiger til vejrs mod lyset. Hans tid på jorden er ovre, og i paradis modtages han af sin mor.
Sydafrikanske Frank Katesi skrev på Twitter: »Det dér ’Black is King Beyoncé Wakanda’-bullshit er værre end kulturel appropriation. Jeg hader, hvordan sorte amerikanere portrætterer Afrika.«
Black is King kritiseres også for at romantisere det prækolonialistiske Afrika og dets gamle stammesamfund.
»Der er en virkelig fare i at romantisere det prækoloniale Afrika,« skrev forfatteren Judicaelle Irakoze fra Burundi i en artikel på det afroamerikanske kvindesite essence.com: »Afrikanske kongeriger var fulde af slaveri, imperialisme, kvindeundertrykkelse og klasseundertrykkelse.«
Det handler om Beyoncé
Kritikken er i hvert fald delvist berettiget. Beyoncé og hendes mand er i den grad lykkedes i et hvidt domineret, kapitalistisk system. Og Black is King har trods billeder af storby og ghettoer i Black is King en overvægt af natur- og fortidsromantik.
Og hvad med religionerne? Hvorfor mest fokus på kristendommen, når den religion nu engang er blevet importeret til dele af det afrikanske kontinent – til langt de fleste lande syd for Sahara – af hvide? Og hvorfor er der ikke noget islam? Og hvorfor fremstår oprindelige afrikanske panteistiske og polyteistiske religioner som æstetik mere end tankegods i musikfilmen?
Bevares, der er da traditionelle religiøse eller spiritualistiske masker med i filmen, og gæstesangere besynger også figurer i de indfødte afrikanske religioner.
Men når Black is King starter med Moses-barnet (der dog også har en prominent rolle i både islam og jødedom) i kurven på vistnok Nilen (senere er det Beyoncé, der sætter kurven i vandet), og det hele slutter med Beyoncé syngende i en kirke med et kor, så fremstår hendes inddragelse af oprindelige afrikanske religioner egentlig bare som staffage eller som en degradering af oldgamle stammereligioner til blot forberedende stadier til kristendommen.
Scene 4 - Det er klart mest interessant at se de indfødte afrikanske stjerner i Black is King. Amerikanerne har vi set rigeligt af. Der er sangere og rappere fra Ghana, Cameroun, Sydafrika og Mali på spil, og her i dette klip fyrer flere af dem den af. Der er Moonchild Sanelly med den turkise garnparyk, som Information interviewede i Sydafrika for tre år siden. Og der er landsmandinden Busiswa og nigerianske Yemi Alade. De tre kvinder og Beyoncé stormløber og potensdanser sammen og hver for sig frem mod kameraet. Det er en ekstremt kraftfuld fællesperformance.
Beyoncé har et gigantisk talerør, som bedåret, hovedrig stjerne og er en af USA’s mest indflydelsesrige personer. Nu fortæller hun så en kristen betonet skabelsesberetning om Afrika. Den er fuld af bling (inklusive en leopardprikket Rolls-Royce) og selvfølgelig Beyoncé – her, der og alle vegne. Som om det handler mere om hende end om Afrika.
Men når det er sagt, så byder Black is King også på et overvældende righoldigt og sammensat billede af Moder Afrika, det er en potent og rig højsang for black empowerment. Og det er klassisk bey-tilicious.
Urbanitet og natur, flamboyante koreografier og dansere, vild ny haute couture og utallige generationer af gammel stammeæstetik, kosmologi og kapitalisme, krop og teknologi, sensualitet og visdom.
Hvis bare der havde været lidt mindre æstetisering og lidt mere virkelighed, lidt mindre Beyoncé og lidt mere politiseret fortælling. Så havde det ikke virket som en lidt for mondæn drøm.
’Black is King’. Instruktion: Emmanuel Adjei, Blitz Bazawule, Beyoncé. Manuskript: Beyoncé, Yrsa Daley-Ward, Clover Hope, Andrew Morrow. Fotografi: Michael Fernandez, Santiago González, Ryan Marie Helfant. Musik: Beyoncé m.fl. Kan ses på Disney+, som endnu ikke er tilgængelig i Danmark.
"Hvorfor mest fokus på kristendommen, når den religion nu engang er blevet importeret til det afrikanske kontinent af hvide?"
Virkelig? Det er trist at man i en artikel netop om fejlagtig romantisering og fejlkarakteristik af Afrika, laver en så åbenlys fejl, men det passer vel nok godt sammen med emnet. Hvis vi ser bort fra at den tidlige kristendoms største koncentration var i Egypten, så blev Etiopien kristent i det 4. årh., efter missionsvirksomhed fra Egypten og den dag i dag er deres kristendom også mest lig den egyptisk-koptiske kirke.
Katolicisme og protestantisme er hverken de ældste eller eneste former for kristendom i verden, uanset at de måtte være dem der er mest synlige for folk i den lille Nord, Syd og Vesteuropæiske verden.
Romantisering af Afrika blandt sorte amerikanere, romantiserer som regel hele Afrika, uanset at deres forfædre ikke har mere tilfælles med en oromo fra Etiopien end jeg som etnisk dansker har med en koreaner - også selvom også vi begge lever på samme kontinent. Der var rigtig nok ikke store koncentrationer af kristne blandt de vestafrikanske kongerriger og imperier, udover en kort periode før den transatlantiske slavehandel fandt sted. Men Afrika, som i når vi taler hele kontinentet... ? Det er jo for pokker der hvor de første munke opstod, hvor Augustin og snesevis af andre helgener kom fra, hvor tre paver kom fra (to af dem berbere).
Til spørgsmålet om fokus på kristendommen i videoen, er selvfølgelig at hun ønsker at blande hendes egen eksisterende kultur, sammen med en romantiseret version af hendes kultur.
Man ser lidt det samme når amerikanere af europæisk afstamning kommenterer på stort set alt der har med vikinger eller europæisk middelalder at gøre. Især videoer, inkl. musik, der har et vikingetema eller emne, får folk i kommentarsporet til at løbe løbsk med alle mulige romantiseringer, stereotypiseringer og glorificeringer af vikinger og deres liv.
Man må vel spørge sig selv om hun ikke forveksler det at have afrikansk baggrund med det at være afrikaner. Kunne man i øvrigt ikke finde en afrikansk dame til hendes rolle?
Man plejer at se at det amerikanske samfund disneyficerer de store sorte ledere efter de døde (ofte med en kugle i kroppen) for at gøre dem mere spiselige for et hvidt publikum.
Nu disneyficerer den sorte Queen den sorte kamp for bedre rettigheder. Og hun gør endda på Disneyfucking+.
Come on smukke Beyonce! Hop i noget praktisk tøj, og gå ud på gaderne og demonstrer med de andre...
"Black is King?" Er det ikke en racistisk titel, man kunne vel ikke forestille sig en film med titlen "White is King?" På en eller anden måde bliver det racistisk i sig selv, for hvorfor fremhæve sort og Afrika? Er det ikke ligeså godt som andet? Hvorfor gøre det til noget specielt? Og så ja, hvorfor ikke få en sort kvinde i hovedrollen, frem for en hvid? Alt det der tjavs var overstået, problemerne i U.S.A. er vel nok mere af social karakter. Men nu er det da hevet frem af skuffen igen og focus er fjernet fra det, der burde være focus på. Nemlig at alle betyder noget og at alle burde have en reel chance!
Se og Hør.
Hvorfor skal vi forholde os til hvad Beyonce skal og ikke hvad hun egentlig gør?
Man må vel sætte sig ind i, hvordan det må være at stå med et kamera, i en meget sammensat virkelighed og fotografere sit eget ophav, gennem tågerne, og gøre det fra en romantisk platform, i en romantisk tradition og skulle navigere udenom det problematiske og offerrollerne, (måske) samtidigt. (hvis det er det der sker?).???
I al beskedenhed:
Er en af dem, der nøjes med fortabe mig i fragmentet, (som ikke Historiker)
I det rum, bliver jeg meget hurtigt hyper fascineret, af ideen om, at det kun er den filigran-detaljerede indgangsportal, til det konceptuelle kunstværk, jeg kan se.
Kan hun ikke bare stille op til præsidentvalget?
Tak, Bjørn. Det var en dårligt formulering generellisering. Kristendommen kom til dele af Afrika med de hvide, men ikke hele Afrika. Rettet.