Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Birgithe Kosović skriver besættende om at vokse op med en vrede, som ødelægger alt

Birgithe Kosović skriver i sin nye selvbiografiske dokumentarroman ’Det, du ikke vil vide’ både gådefuldt og besættende spændende. Det er både historien om storhedsdrømme og livets skuffelser, en dansk og serbisk familie i tiden omkring Anden Verdenskrig og terrorangrebet ved Krudttønden. Men først og fremmest er det en historie om vrede
»Hvis jeg udgiver den bog, tager jeg min far og holder ham fuldkommen hjælpeløst i mine hænder,« hedder det på en af bogens første sider. Og det gør hun virkelig. Med romanens lange kæde af »forbudte ord«, som det udtrykkes med en spejling af farens forbudte vrede. Deri ligger måske det bedste argument for hendes ret til at skrive historien, skriver anmelder Thomas Thurah.

»Hvis jeg udgiver den bog, tager jeg min far og holder ham fuldkommen hjælpeløst i mine hænder,« hedder det på en af bogens første sider. Og det gør hun virkelig. Med romanens lange kæde af »forbudte ord«, som det udtrykkes med en spejling af farens forbudte vrede. Deri ligger måske det bedste argument for hendes ret til at skrive historien, skriver anmelder Thomas Thurah.

Søren Bidstrup

Kultur
14. august 2020

Det »forbudte« i Birgithe Kosovićs selvbiografiske dokumentarroman er hendes fars vrede. Den er gennem hele hendes opvækst en lurende angst og på andre tidspunkter en velbegrundet frygt. Vreden er livsødelæggende, ikke kun for hende selv, men også for hendes yngre bror og deres mor.

Hvorfor er vreden forbudt? Ud over det indlysende svar, at en ukontrolleret vrede altid har ofre. Forfatterens eget svar er formuleret i bogens korteste kapitel, »Det forbudte«, på mindre end tre linjer: Faren »nyder den«.

At bogen både er gådefuld og besættende spændende skyldes ikke kun dens indhold, men også måden, den er fortalt.

Birgithe Kosović: ’Det, du ikke vil vide’.

Saxo
Fremstillingen er bevidst springende. Den er også forhalende, fortælleren, den vrede fars datter, skubber svarene foran sig. Selv om det korte oplysende kapitel optræder tidligt i bogen, var jeg længe i tvivl om, hvad bogens historie og ærinde egentlig var. Og jeg er stadig ikke sikker på, hvad vreden ifølge bogen præcis skal betyde, og hvor den har sine årsager.

Tvivlen deler jeg med bogen. Den understreges mange steder: »det er uklart«, »jeg ved ikke længere«, »samtidig undrer det mig«.

Storhedsdrømme

Faren er serber fra Vojvodina og kommer i begyndelsen af 1970’erne lidt hovedkulds til København. Egentlig skulle det bare have været en station på vejen til USA og til virkeliggørelsen af de storhedsdrømme, som driver ham. I stedet bliver han en af de mange, der på samme tid kom til Danmark fra det sydøstlige hjørne af Europa. Den indledende del af historien rummer en humoristisk, indimellem kærlig skildring af faren, bevidst også om stereotyperne i portrættet: den mandhaftige moustache, kluntet machismo, rastløs geskæftighed, stolthed og ubøjelige æresbegreber.

Æresbegreberne skal blive afgørende for Birgithe Kosovićs eksistens. Da faren gør en dansk kvinde gravid, og hun og den tids lovgivning forhindrer en abort, ender det med ægteskab og parrets første barn.

Herefter er der to historier og en mindre.

Kan kun mime kærlighed

Den ene er familiens historie på skiftende adresser i Albertslund. Motoren her er farens storhedsdrømme og blinde tillid til, at skjulte kræfter en dag skal velsigne ham med rigdom og lykke. Håbet knytter han til forskellige opfindelser og sin egen evne til at forvandle dem til indbringende forretninger. Hver gang løber ideerne imidlertid ud i sandet eller hober sig op som dippedutter og skrammel i affaldssække anbragt i hjemmets kælder.

Storhedsdrømmene rækker langt ind i hans karakter. Han er impulsstyret. Han ejer ifølge bogens fremstilling ikke evnen til medfølelse. Han kan ikke føle ægte kærlighed, kun mime den.

Det er vredens baggrund. En diagnose, som bogen beskriver, men ikke sætter præcist navn på. Blandet op med et livs skuffelser.

Historier om vreden

Bogens anden historie handler om morens og farens henholdsvis danske og serbiske familie i tiden omkring Anden Verdenskrig. Det er romanagtige fortællinger skrevet med eminent indlevelse og i en lidt højstemt stil om grusomme nedslagtninger og fordrivelse af mennesker, hvorefter andre overtager deres hus, hjem – alt.

Kort sagt: historier om vreden og dens barbari.

Den direkte forbindelse til farens vrede er jeg mindre sikker på. Skal det forstås sådan, at hans vrede er en følge af kulturen, krigene og den tilbøjelighed til selvhævdelse og gengældelse, der løber gennem balkanstaternes historie og på et tidspunkt har brændt sig fast som en del af folkesjælen? Og skal det tages bogstaveligt: Sådan formes mennesker? Eller som en symbolsk og digterisk fordobling af vreden?

Jeg er hverken sikker på min egen eller bogens fortolkning.

En tredje mulighed er, at balkaniseringen, krigene, den fjendtlige overtagelse af andres hjem i Europas krige i det hele taget, skal forstås som en parallel til multikulturen og terrorismens højspændte farlighed.

Det antydes i bogens korte tredje historie.

Med terror som scene

Den historie fortælles med afsæt i terrorangrebet ved Krudttønden i 2015. Begivenheden gik som et chok gennem forfatteren, som selv var en markant stemme i ytringsfrihedsdebatten i årene forinden. Med terroren som scene og fortælletråd bliver retten til at sige, hvad ingen bryder sig om at høre, angsten for en andens vrede og ønsket om normalitet løftet op i det generelles luftlag.

De romanagtige krigsfortællinger og beskrivelsen af chokket over terroren er hver for sig stærke tekster. Men måske er de også for diffuse og abstrakte som nøgler til forståelse af faren.

Er det enklere? Noget i karakteren uden dybere årsager?

Friheden – retten – til at ytre sig om sin families og sine nærmestes historie diskuterer forfatteren både med sin mor og sin bror.

»Hvis jeg udgiver den bog, tager jeg min far og holder ham fuldkommen hjælpeløst i mine hænder,« hedder det på en af bogens første sider.

Og det gør hun virkelig. Med romanens lange kæde af »forbudte ord«, som det udtrykkes med en spejling af farens forbudte vrede. Deri ligger måske det bedste argument for hendes ret til at skrive historien.

Birgithe Kosović: ’Det, du ikke vil vide’. Politikens Forlag, 370 sider, 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her