Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det er for budskabet om, at man ikke behøver smile konstant, at man skal lytte til Katy Perry

På sit nye album, ’Smile’, lykkes Katy Perry fortsat fint med sit popprojekt. Det er en underholdende cirkusforestilling af et album – men man savner gæsteoptrædende og mere dristige krumspring
Det cirkus, som Katy Perrys 12 nye numre folder ud, viser sig både som et eksalteret musikshow og et indre kaos.

Det cirkus, som Katy Perrys 12 nye numre folder ud, viser sig både som et eksalteret musikshow og et indre kaos.

Planet Photos

Kultur
28. august 2020

Jeg kan ikke lade være med at blive en lille smule personligt skuffet over Katy Perrys nye album, Smile. For så snart jeg hører den amerikanske popsangerindes navn blive nævnt, tænker jeg tilbage til det, der føles som mine teenageårs mest skelsættende fester. Albummet er dog på alle måder en fint overleveret popstjernefortælling, der også rummer et vigtigt budskab om, at det er okay ikke at smile hele tiden. Men man savner den dristighed, der i slutningen af 00’erne fik hende til at bryde så umiddelbart igennem.

Præstedatteren, der kyssede en pige

Der var nemlig noget skelsættende over det, der regnes for Katy Perrys første officielle album, One Of The Boys, fra 2008. Syv år tidligere, som bare 17-årig, var hun blevet opdaget af det kristne pladeselskab Red Hill, og fik via dem udgivet debutalbummet Katy Hudson – en religiøs pop/rockplade, inspireret af gospel, men også af mere barokke artister som Fiona Apple og Freddie Mercury.

Katy Perrys tidlige sangtekster var præget af hendes opvækst i en stærkt troende, kristen familie. Begge forældre havde efter en såkaldt vild ungdom besluttet sig for at blive præster. De havde viet deres liv til gud og flyttede familien rundt mellem staterne på USA’s vestkyst for at etablere kirker, før de slog sig ned i Santa Barbara i Californien. Ofte måtte de brødføde deres børn ved hjælp af fødevarekuponer. Perry og hendes søskende gik på kristne skoler, sang i kirkekor og lyttede til gospel og moderne kristen musik. Men samtidig var Katy dog lidt af en tomboy, der skatede, surfede og gik i det, man dengang kaldte for drengetøj.

Efter sin skoletid, og i kølvandet på hendes debutalbum, virkede det op ad bakke for Katy Perry at holde fast i sin drøm om en musikalsk karriere. Pladeselskabet Red Hill var gået bankerot, før de havde kunnet nå at markedsføre debutalbummet, anmeldelserne havde ikke været videre positive, og et samarbejde med Columbia Records faldt bragende til jorden, før det nærmest overhovedet var begyndt. Heldigvis blev hun efter dette crash ledt videre ind i vestkystpladeselskabet Capitol Records, hvor hun har været siden.

Da Katy Perry som 24-årig udkom med One Of The Boys, var det nærmest et smash i popmusikbranchen. Her viste hun diametralt modsatte sider af den tidligere kirkekorspige, for eksempel gennem megahittet »I Kissed a Girl«. Hendes re-debut blev belønnet med flere musikpriser, sendte hende af sted på verdensturné og gjorde hende kort sagt til den popstjerne, hun er i dag – med alle de medfølgende op- og nedture.

Problemer skal fejres med champagne

At Katy Perry har over ti års blandede erfaringer fra popmusikbrancens Olympen er let at høre på Smile. Hun kender opskriften på en god popsang til bevidstløshed. Og hun ved, at man som popstjerne må være bevidst om, at man er et forbillede for mange unge mennesker verden over. Men samtidig er man nødt til at blive ved med at lege med sit udtryk, og selvfølgelig sørge for at skille sig ud fra de andre. Ellers får man hjerteløs høvl af både fans og kritikere.

På sit nye album lykkes Katy Perry fortsat fint med sit popprojekt. Det er en underholdende cirkusforestilling, hvori hun stadig er prinsessen over dem alle. Men albummet forløber også uden hendes hidtil mest dristige og tryllebindende popkrumspring.

Cirkusstemningen fornemmes på albummets cover, der viser Katy Perry som misfornøjet klovn. Trods røde læber og klovnenæse ligner hun ikke en, der orker situationen. Og på Smile lyder hun heller ikke, som om livet har været den rene leg for hende på det sidste. Det cirkus, som hendes 12 nye numre folder ud, viser sig både som et eksalteret musikshow, og i sin overførte betydning som noget, der beskriver en irriterende form for kaos indeni.

Smile er en tragikomisk maskeradeplade, hvor Katy Perrys tidligste inspirationskilde Freddy Mercury går igen sammen med sine sminkeglade 70’er-kolleger David Bowie og Kiss. Perry er tyet til deres teatralske attitude for at forny sin egen, ekspressive popmusik, og det gør Smile underholdende. Men bag underholdningsfaktoren ligger der også tanker om nutidens konstante maskespil og belastende krav om at smile hele tiden.

Nummeret »Cry About It Later« kan høres som en slags opfordring til at efterleve udtrykket ’den tid, den sorg’. At man godt kan gå ud og have det sjovt, selv om man ved, man bagefter må gå hjem og græde. »Teary Eyes« og »Champagne Problems« præsenterer den samme dualitet mellem det sjove og det tunge, og at disse to følelser ikke er et skilsmissepar, der altid indfinder sig til festen hver for sig. At man godt kan danse med tårer i øjnene og fejre sine problemer med at drikke champagne.

På sit femte/sjette album kommer Katy Perry først og fremmest med et højaktuelt og vigtigt budskab om, at det er okay ikke at være okay hele tiden. Det er for dette budskab, man virkelig skal nyde at lytte til Smile.

Popsangenes melodik ligner sig selv, og den syngende tryllekunstner har ingen overraskende gæstekaniner i ærmet. Man savner en Snoop Dogg eller Nicki Minaj, som tidligere har optrådt i hendes albummers manege. Lytteren må nøjes med at mærke den metafysiske tilstedeværelse af Katy Perrys første, dramatiske inspirationskilder – som dog spøger mere i albummets ansigt udadtil, end inde i selve musikken.

Katy Perry: ’Smile’ (Capitol)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her