Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Christina Hesselholdt i de høje stammers og lange overdrevs land: Rørbæk Sø og omegn

Christina Hesselholdt er taget i hus ved Rørbæk Sø i det sydøstlige Midtjylland med naturentusiastiske venner for at tage det tør-våde landskab ind. Og så sker der noget, der ændrer hendes status som romanforfatter til karakter i en roman
’Nu har jeg fattet bare lidt af dette landskab ved at gå lukket inde blandt træer og krat og komme ud i det langstrakte åbne, som får de trætte fødder til at sætte i løb under den høje, jyske himmel,’ skriver Christina Hesselholdt om sit møde med landskabet omkring Rørbæk Sø.

’Nu har jeg fattet bare lidt af dette landskab ved at gå lukket inde blandt træer og krat og komme ud i det langstrakte åbne, som får de trætte fødder til at sætte i løb under den høje, jyske himmel,’ skriver Christina Hesselholdt om sit møde med landskabet omkring Rørbæk Sø.

Jakob Malling Lambert

Kultur
18. august 2020

Naturens muntre datter hænger ud ad bilvinduet et sted mellem København og Vejle for at fotografere grisebiler til teksten her. »Langsommere,« råber jeg til chaufføren, »lad den komme op på siden af dig.«

»Jeg har ikke tænkt mig at slå os alle sammen ihjel,« råber hun tilbage. Gennem luftpaneler i grisebilerne får jeg glimt af lyserøde ører. Grisene er stablet i etager. Jeg tænker på, om turen til slagteriet er første og sidste gang, grisene mærker vind (altså de grise, der er så heldige at have plads ved luftpanelet). Vi er på vej til Rørbæk Sø for weekenden. Det er ukendt land for mig, og jeg bliver nødt til at suspendere min forestilling om, at jeg kun kan skrive om et sted, jeg kender godt.

At komme til Jylland fra Sjælland kan sammenlignes med at komme til USA fra Danmark: rummet bliver mærkbart større om en, der er plads under den høje himmel til høje stammer, store skove og lange overdrev, som jeg forelsker mig voldsomt i.

Huset, vi har lånt, troner på en bakke med udsigt over Rørbæk Sø. Nede i tunneldalen ligger denne langsø, der blev skabt under sidste istid, omkranset af mørke træer, dog pletvis bar langs den nordlige bred. Om morgenen ser jeg dis skjule søen. Søens kolde vand, det bratte fald få meter fra bredden og en historie om én, der druknede i den, får mig til at se den som en lidt uhyggelig sort pøl – selv når den glitrer i solen.

Fuglens navn alene

Huset fremviser udsigten flere steder, gennem karnappen og gennem de store vinduer, og i dagenes løb stiller jeg mig ikke sjældent ved et vindue og lader mig berolige af indramningen af naturen: en underskøn, men fuldstændig uoverskuelig masse. Nærved udspringer Gudenåen og Skjern Å, der er Tinnet Krat, Hærvejen, som jeg omsider, jeg mener sent i livet, får taget et par skridt ad, skov, overdrev, sø, bæk og kilder. Der er træer, blomster, buske og fugle, hvis navne jeg sætter på lange lister.

Det foregår sådan: Jeg gøres venligt opmærksom på en fugl og oplyses om navnet på den af min ornitologiske ven, skriver det ned og glemmer (desværre), hvordan fuglen så ud, og hvordan den lød; så jeg nu står tilbage med navnet alene. Men jeg husker til gengæld, hvordan håret rejste sig på mit hoved ved lyden af rørhøgens skrig, og jeg var glad for, at jeg ikke var et byttedyr og nu sad et sted i skovbunden og rystede, mens rovfuglen skrigende lod sig glide på luftstrømme over træerne.

Nær huset på bakken for enden af søen ligger en slugt. Græsset er fugtigt efter regn, da vi bevæger os ned mod den. Edderkopper har spundet spind over græsset, de er dugbelagte. Der er gyvel med dens sorte bælge, op gennem gyvelen stikker blåhat – eller er det mon blåklokke? Der er enebær. Der er små stedmoderblomster, der er torskemund og haremad – og en hare i spring et stykke fra os. Der er gråbynke, ranunkel, fladstjerne. Og jomfru Marias sengehalm, gederams, digitalis, okseøje.

Hvad skulle jeg stille op uden mine venner? De er begge kendere af stedet og af natur som sådan. De er mine helt egne naturvejledere for en weekend. En tur på 10-12 kilometer tager os en halv dag, fordi vi bestandigt bøjer os over noget eller standser for at rette kikkerterne efter en fuglelyd eller en fugleskikkelse. De opmarcherer et væld af fakta, og jeg repeterer som til eksamen, for jeg vil vældig gerne lære. Men lader naturen sig måske bedst opleve sammen med en tavs hund, der har travlt med sit, så jeg kan hengive mig til mit?

Der er dunhammer, der er hindbær, og der er blåbær, jeg bliver helt glad, når jeg ser noget, jeg kender. Og dér er det sorte kvæg, som jeg har glædet mig over fra min plads ved vinduet. Køerne må tro, at vi bringer dem noget, for de kommer asende nede fra søen med deres køddinglende bringer og op til os, der er ved at lede efter et egnet sted at forcere den elektriske tråd, så vi kan komme ned til bækken i bunden af slugten.

Nu står alle de tunge, sorte piger og skubber til hinanden, muflende og buflende, på deres side af det elektriske hegn: med øjne så dybe og fugtige, at jeg svømmer hen, og med muler, der også er fugtige, men de er meget ængstelige, en for hurtig bevægelse fra vores side, og de forsøger tungt at gemme sig bag hinanden. Da de et stykke tid har ventet forgæves på noget, vi ikke kender til, trækker de sig tilbage, ned mod søen igen, og vi vover pelsen og klavrer ind på deres side af hegnet, mens vi underholder hinanden med kohistorier.

Vi tager sko og strømper af og vader gennem den iskolde bæk. Jeg kan så godt lide bunden, den er som et landskab i sig selv med bakker og furer; strømhvirvlerne og forvrængningen af sten og grene, der ligger dernede.

Køernes ’naturpleje’

I luften svirrer guldsmede og sommerfugle; der er den hvide kålsommerfugl, admiral og nældens takvinge, og jeg lærer en ny at kende: sandrandøje, der er brun, gul, orange. Der er også et fint gråt-orange møl, der flakser bort, inden det kan nå at få et navn. Så klatrer vi op ad skrænten og kommer ind mellem træer. Her er en rævegrav, gravet i den sandede jord, klogeligt mellem træer, så rødderne sikrer hulen mod at skride sammen, og der er de obligatoriske to udgange, måske er der flere skjulte.

Vi ser andre køer en anden dag, om hvilke et skilt på hegnet fortæller, at de er ved at udføre naturpleje. Og jeg tænker … hvis nu en landmand tilhørende en fjern fortid dumpede ned her og læste skiltet … hvad mon han ville tænke om dette ord for, at køerne fylder maverne med græs, planter, friske skud og holder landet åbent, og at der gøres opmærksom på det.

Måske lader dette landskab sig bedst fatte gennem et par gode gamle modsætningspar, hvor det første kunne være tør-våd. Lyng og mos vokser side om side. Der er sandjord, og der er surbundsjord, hvor jeg møder busken med de enkeltsiddende røde bær og det uforglemmelige navn Tørst. Jeg er lige ved at forveksle druehyld med den, indtil jeg bliver gjort opmærksom på, at bærrene på denne, altså druehyld, vokser i klaser.

Der er de knastørre stier gennem fyrreskov dækket af nåle, og der er søen og de iskolde bække, ikke mindst Dybdal Bæk – vi vader gennem den, og den er så iskold, at den sender jag op gennem benene, så det er en lise at nå ud i solbeskinnede Rørbæk Sø, der møder fødderne med lidt mindre isafkølet vand. Vi går gennem sumpe på lange træbroer dækket af net.

Tør-våd går igen i huset, det regner ned i stuen fra et gennemrustet rør, og vi lever med plastikafdækning, baljer og klude, der giver våde fødder, som man går tørre på sin vej til køkkenet. Og der er tårerne fremkaldt af Halfdan Rasmussens strofe på Yvonnestenen i Nørre Snede, i et øde modtageområde for våben under krigen: »Du hører fugle flyve gennem natten/Du hører regnen falde og du ved/At rundt omkring i verden spirer blomster/Af våde graves mørke ensomhed.«

Der er lav-høj. Tinnet Krat: egekrat i forskellige stadier af opvækst, det er svært ikke at tænke ’sød’ om disse egebørn. Der er de høje douglasgraner (jeg får lyst til at tage til Silkeborg, hvor landets højeste på 55 meter står). Der er sine steder tilstrækkeligt med afstand mellem stammerne til, at man kan se og fatte, hvor umådeligt høje de er.

Vi går gennem plantager, eller noget, der engang var det, med høje fyrretræer, med gråpil (’skovens fortropper’, kalder min ene ven dem), rød-el, og altså douglasgran. Der er blandingsskov med bøg, eg, birk, bævreasp, blå- og rødgran, poppel, lærk, ædelgran og hyld: døde træer får lov at være og stikker bare arme ud og fægter blandt det levende. Og midt i alt det skønne har jægerne ladet rejse metaltårne, en slags høje stole, så de foruden at have godt udsyn kan sidde ned, mens de bringer død og ødelæggelse.

Vi går i lysindfaldet mellem stammerne. Vi kommer fra tæt skov ud på lange overdrev med tuer af lysesiv. Og jeg tænker: Nu har jeg fattet bare lidt af dette landskab ved at gå lukket inde blandt træer og krat og komme ud i det langstrakte åbne, som får de trætte fødder til at sætte i løb under den høje, jyske himmel.

Alting går op

Døden glemmer man aldrig ret længe ad gangen. Vi er næsten hjemme fra den sidste gåtur, inden vi skal køre tilbage til København, da der sker noget, som ændrer min status fra romanforfatter til karakter i en roman af en forfatter, der formår at få alting til at gå op. Man kan ligefrem høre ham gnide sig i hænderne over hvilken perfekt cirkel, han har tegnet: Grisebiler i begyndelsen og så mødet med administrerende direktør for Danish Crown på sidste side. For sådan ender turen. Uden for den faldefærdige Søhalegård, hvor min ene ven er kommet siden barndommen, står den nye ejer, adm. direktør for Danish Crown.

Vi falder i snak, og jeg ser mit snit til at tale om lange grisetransporter og om søerne, rene fødemaskiner, der ikke kan røre sig i deres båse. Han fortæller mig om, hvor godt grisene har det i de danske stalde, og at man kun fikserer søerne i ganske kort tid, så de ikke ligger deres unger ihjel. Jeg bliver noget distraheret af, at han under hele samtalen lader sin bil gå i tomgang. Til slut bliver jeg inviteret til at besøge en bestemt grisestald, så jeg ved selvsyn kan se grisenes trivsel. Jeg siger tak for invitationen. Og ønsker ham til lykke med købet: hundrede garanteret grisefri hektar land.

Serie

Naturen anmeldt

I århundreder har vi distanceret os fra naturen. Den er blevet noget, der ligger uden for os selv, og som vi enten udnytter som en ressource eller nyder som et kunstværk. I denne serie har vi bedt to forfattere, C.Y. Frostholm og Christina Hesselholdt, om at anmelde naturen for at undersøge, hvordan vi kan nærme os den på ny.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her