Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

C.Y. Frostholm: 2,5 kvadratkilometer skov er, indser jeg, fuldt tilstrækkeligt til at gå vild i

Den urørte og artsrige Draved Skov i Sønderjylland er noget af det nærmeste, man kommer oprindelig skov på vores breddegrader. Den har eksisteret lige så længe, der har kunnet gro træer i Danmark. De mest uvejsomme hjørner gemmer stadig på en af urskovens hovedaktører: den småbladede lind, som engang var overalt i skoven. Et fascinerende sted at lade sig – forsigtigt – forvilde
Hvis ideen om urørt skov skulle give fuld mening, burde jeg selv holde mig på stierne, skriver Christian Yde Frostholm i anmeldelsen af Draved Skov.

Hvis ideen om urørt skov skulle give fuld mening, burde jeg selv holde mig på stierne, skriver Christian Yde Frostholm i anmeldelsen af Draved Skov.

C. Y. Frostholm

Kultur
15. august 2020

Bommen til campingpladsen i Bredebro går op af sig selv, da jeg cykler nærmere. Under den spejdende indianer med hovedprydning, som byder velkommen, står der »Kig-Nøj«. Men jeg har ikke studeret bookingen nøje nok. Idrætscentrets grill, der fungerer som reception, åbner først om en time.

Udenfor sætter en ung mand sig ind i bilen til sin mor. I slowmotion. Jeg tager en runde: På det nye bytorv, opkaldt efter skofabrikkens grundlæggere, ligger et eksklusivt Ecco-outlet. I Storegade kan man trække blomsterbuketter i automaten. Blodbøgen, plantet i anledning af Genforeningen, som rager ud over krydset ved SPAR, har fået en yngre nabo i anledning af 100-året.

I tusmørket blafrer solcelledrevne fakler langs nogle af fastliggernes vogne. Buksbombuskene foran toiletterne er klippet i bamseform og iklædt slips. Jeg skal overnatte i en ’campingpod’, en virkeliggørelse af min barndoms drømme om huler og rumskibe. Bag gardinet tænker jeg på, hvad det er med de kliniske græsplæner og obligatoriske abeskræktræer i de moderne landsbyhaver – som en insisterende afstandstagen til det ’naturlige’.

Almindelig fredløs

Morgenhimlen er blygrå, men jeg sætter min lid til vejrudsigten og får det snart for varmt i vindjakken, mens et kor af gule blomster hepper i vejsiden: Rejnfanen kender jeg. Engbrandbæger med dens strittende gule randkroner og kniplingsblade kan jeg ikke huske navnet på. Den tredje lærer jeg nu: almindelig fredløs. Endnu en fordel ved at ankomme cyklende er grøftekantsbotanikken. På den anden side af grøften blomstrer en kartoffelmark.

Tilfældigt ser jeg skiltet til fuglereservatet Sølsted Mose, men det bliver et fransk visit, hvor jeg (på folderens opfordring) plukker et par kviste overvældende aromatiske mosepors. De ynglende traner og landets måske eneste dyndsmerlinger må vente til næste gang, hvornår det så lige bliver.

Længere østpå drejer jeg ind ved Kongsted og op ad den gamle Teltkrovej. Jeg spejder ud over Kongens Mose og fortsætter i en tunnel af eg og bævreasp, stadig i tvivl om, hvornår jeg teknisk set har nået mit mål: Skoven.

Ud til grusvejen står der almindelig kohvede, passende nok, for det var her, kvæget i 1700-tallet gik fra Løgumkloster til Tønder, og hvor det kunne indhegnes for natten, når studedriverne overnattede på Teltkroen (et stråtækt murstenshus). Fordi der her mellem mosen og træerne var både græs og vand, men samtidig ingen af skovdybets ulve eller røvere. Er det dén folkeeventyrverden, der er overlevet i moderne menneskers skovskepsis?

Vejen skærer over en mark, og bag den bølger så Draved Skov: det nærmeste, jeg kommer oplevelsen af at rejse den i møde. I kanten af den asfalterede vej, som i 1938 kostede landevejskroen dens omsætning og samtidig splittede skovens liv, gror der meterhøje ørnebregner.

Drav, et andet ord for mose eller sump, og ved i betydningen skov. En af Danmarks største urørte naturskove og samtidig en af de få undtagelser på kortet, som rummer spor af oprindelig skov. For som skiltet på parkeringspladsen siger: »Der findes ikke urskov i Danmark.« Men faktisk har der på dette sted været træbevoksning i en eller anden form uafbrudt siden slutningen af sidste istid, og mindre områder har »i de sidste 6.000 år ikke forandret sig meget«. Målet med den nuværende beskyttelse, som gradvist er indført i det 20. århundrede og siden år 2000 gælder alle skovens 250 hektar, er at »få den oprindelige skov tilbage«. Et projekt med lange udsigter.

Illusionen af vildnisset

C. Y. Frostholm
2,5 kvadratkilometer er ikke enormt, men, indser jeg snart, fuldt tilstrækkeligt til at gå vild i, hvilket nok i bund og grund er det, jeg er kommet for: at mærke om så bare illusionen af vildnisset i kontrast til min barndoms regelbundne og højloftede bøgetempel.

Hvis ideen om urørt skov skulle give fuld mening, burde jeg selvfølgelig også selv holde mig på stierne, men knap er jeg kommet indenfor, før jeg øjner en kæmpe trærod og sniger mig nærmere med så forsigtige skridt, det nu er muligt: Den har ligget eksponeret så længe, at den er næsten nøgen. I et hjørne gror en imponerende lagkagelignende orange svamp.

Tilbage på sporet møder jeg en stor eg, der kan dateres til 1642, og som undslap sin skæbne som flådeeg. På områdekortet omtales den som Skovkrukken, »fordi den er svær for resten af skoven at leve sammen med. Dens rødder fylder utrolig meget, og i moderne skovbrug kan den ikke rigtig bruges til noget.« For stor i slaget, aparte. Det er svært ikke at se den som et mobbeoffer, med dens store afrevne arm på jorden.

Jeg forlader atter den slagne, eller rettere ’Smadrede Vej’, anlagt med murbrokkerne fra Løgumklosters nedrevne ejendomme, hvilket græsbevoksningen nu dækker. For enden af den mindre sti mister jeg for alvor orienteringen. Der synes ikke at være andre måder. Så vidt muligt uden at træde horderne af små frøer og lignende under fode. Skoven her er en god del mere smadret end stien, men på den fede måde. Der er træstammer på alle ledder, stående, liggende, dejset om i stormen, af ælde eller ramt af lynet, men også blot hældende eller lænet. For én gangs skyld er synet af dødt ved kun fascinerende. Det er et sceneri af undergang og forvandling, en poetisk slagmark, som får mig til at tænke på Sally Manns fotografier fra et laboratorium, hvor videnskabsfolk studerer den menneskelige krops langsomme nedbrydning i et naturligt miljø. Synet af et kadaver lige her ville ikke komme som det store chok.

Her er tæt, men alt andet end ensformigt. En stor bøg er faldet, og indtil flere småbladede linde står parat til at indtage lysningen. I virkeligheden er der små linde overalt, og det skønt arten efter sigende kun i varme år danner befrugtede frø i Danmark. Måske er det klimaforandringerne? At formere sig via rod- og stødskud har linden udpræget let ved. Fra en stor stamme, som ligger afbarket og tilsyneladende pilrådden i skovbunden, udspringer der flere nye livskraftige stammer lodret op. Det er svært at forestille sig dette sammensatte væsen om ti-tyve år.

Friske stødskud

Jeg gør holdt på en endnu større lind, der er røget direkte i favnen på en artsfælle og i faldet har skrabet barken på en tredje, hvis rødder den hviler tungt på. Udspændt mellem den faldnes største grene hælder griberen nu faretruende. Begge de opretstående træer har sendt klynger af skud op nederst fra stammerne som en slags livsforsikring, forestiller jeg mig. Men rygtet om den faldnes død viser sig samtidig at være overdrevet. Kronen er mørnet i spidserne, men den nedre stamme er stenhård, og omkring den flossede stub, som er indtaget af biller og sorte boblende svampelegemer (lindeskive?) samt en optimistisk bøg i kim, stritter der friske stødskud frem i kanten – foruden en allerede tre meter høj, ny lind – der alle må udgå fra det gamle rodsystem.

Der er langt fra dette skue til de høje, plantede graner, som bare har lagt sig fladt ned. En rødel i nærheden skyder både fra stødet og barken, måske som svar på den nye lysåbning? Det er ukueligheden hos arter som disse, der har gjort dem velegnet til stævning – en af de mere bæredygtige skovdriftformer, hvor man nøjes med at beskære (kraftigt), hvilket endda kan forlænge træernes liv (en stævnet småbladet lind i England menes at være op mod 2.000 år).

Individerne her er ikke oldinge, men den småbladede lind, eller skovlinden, menes at have installeret sig i Draved for 4.000 år siden. Pollenanalyser viser, den var tilstedeværende i hele skoven, før menneskelig aktivitet arbejdede sig ind på den.

C. Y. Frostholm

Den mest videnskabeligt velkendte skov

I det, vi i dag kalder Danmark, var det birk, skovfyr og asp, der først etablerede sig efter isen. Derpå fulgte hassel, elm, el og eg. Men for 8-9.000 år siden blev linden i nogle årtusinder det dominerende skovtræ – længe før bøgen tog dens plads. I dag findes lind stort set kun naturligt, hvor jorden aldrig har været dyrket, som her, hvor de omliggende moser og den fugtige bund hindrede adgangen, suppleret af en beskyttende vold helt fra 1480. Draved Skovs lange historie og dens mosaik af skovtyper gør den til en af landets mest videnskabeligt velkendte.

Jeg prøver at holde styr på, hvor mange arter, jeg genkender på min vej. Store 100-200-årige ege og bøge, men også rødel, ask og bævreasp og for mig bemærkelsesværdigt høje, tykstammede birketræer, som må være godt over den traditionelle fældealder. Poppel, pil, en enkelt elm. I underskoven tørst og røn og i store områder hassel og kristtorn. I åbningerne skove af bregner. Men selv uden at vide noget, er det åbenlyst, i hvilken grad dette er så meget mere skov end så meget andet.

Den største kristtorn finder jeg aldrig, men andre, som har nået træhøjde og droppet bladtornene. Hvor fremmedartede de end kan forekomme med deres blanke, stedsegrønne blade, er også de en indikator for gammel, vedvarende skov.

At give urskoven en chance for at genopstå betyder også at måtte udradere skovdriftens indførte nåletræsarter. Hvor de stod, er pionerer som birk nu ved at genstarte skoven. Nogle få imponerende ædelgraner har fået lov at stå i blandskoven, mange nåletræer har selv kapituleret til stormvejr, hvor den sammensatte løvskov har vist sig langt mere modstandsdygtig.

Kun en enkelt lind lykkes det at se frugterne hos i kronetaget, som det ellers er så let med et bytræ. Jeg cykler lidt på græsstierne. Forbi et skydetårn – i den urørte skov?! Og tilbage på asfalten ved Dravedgård.

Jeg har været opmærksom på mine omgivelser i fire-fem timer, men langtfra set alt, er måske snarere gået lykkeligt i ring med en bittersød fornemmelse af skrøbeligheden i det enestående. Det er et sjældent anbefalelsesværdigt sted, som ingen strengt taget burde vide om. Men der er ikke andet end at komme igen, måske når linden blomstrer, honningduftende som et af de få store insektbestøvede træer.

I Løgumkloster står parklindene – hybriden mellem den små- og storbladede – stynet, men ikke mindre monumentalt omkring klosterkirkegården. Hækkene er skarpe i kanten og perlegruset sprayet med Round-Up. Ved spisetid er her næsten mere lydløst end i skoven, på nær Frederik den 9.’s klokkespil. Jeg får pizza på en bænk ud til et guldaldermaleri og passerer et lokalt cykelhold.

»Jagt i skoven – al færdsel på eget ansvar« står der på et opslag ud til vejen, og bag en gård, som tilbyder zumbaundervisning, lyder der skudsalver. Det er forhåbentlig bare en skydebane. På eget ansvar?! Så hellere få en gren i hovedet, i en skov, hvor ingen rydder op.

Serie

Naturen anmeldt

I århundreder har vi distanceret os fra naturen. Den er blevet noget, der ligger uden for os selv, og som vi enten udnytter som en ressource eller nyder som et kunstværk. I denne serie har vi bedt to forfattere, C.Y. Frostholm og Christina Hesselholdt, om at anmelde naturen for at undersøge, hvordan vi kan nærme os den på ny.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Randi Christiansen

Tak til c.y.frostholm, hvem det så er? - for en dejlig fortælling om unik natur.

Det moderne menneske er fremmedgjort i forhold til sit formmæssige ophav, som jo er naturgrundlaget. Og derfor er vi nu i den - kan jeg forstå - temmelig penible situation, at vores biotop er ude af balance.

Det er en situation, som tilbyder en unik mulighed for at revurdere den kollektive administration. Kunne det tænkes at være en god ide at respektere sine omgivelser? I stedet for at tonse derudad i et hjernedumt konkurrencestatsspor?

Kunne dette mon anerkendes som grundlag for omstillingen til en bæredygtig tilstedeværelse på planeten? Forholder det sig måske således, at denne planet er et laboratorium, således at de her erhvervede erfaringer er forudsætningen for et bedre fremtidigt design for menneskelig tilstedeværelse i universum?

Giver det mening, at anskue skabelsen som interaktion mellem formløs bevidsthed, der aktiverer materien, giver den form?

Begrebet ’intelligent design’ giver mening, hvis man ser på skabelsens mange intelligente løsninger.

Randi Christiansen

Og i stedet for at spørge, hvor intelligensen kommer fra - selvom det bestemt er meget interessant - kunne man begynde med at anerkende dens tilstedeværelse og studere dens natur.

Randi Christiansen

Nå, det er der åbenbart ingen kommentarer til. Selvom perspektivet jo er enighed. Hvordan opnås det nødvendige globale samarbejde? Måske udfra en logisk erkendelse af de grundlæggende principper for vores tilstedeværelse på planeten? I stedet for den selvødelæggende kamp om overlevelsesressourcerne.

Men som nogen jo siger, er vi for mange, til at den funktionelle fordelingsnøgle kan implementeres. Og at vi på det materielle plan er fanget i den negative spiral af darwins survival of the fittest. Så er det vi må vende os mod f.eks. en mand som lothar schäfer og hans anvendelse af kvantefysikken.

https://youtu.be/lNVb4Aa1KmM

God fornøjelse.

Randi,
hvad har dine kommentarer med den skov at gøre? Jeg kan ikke rigtigt gennemskue det, selv om jeg prøver..... ;-)

Randi Christiansen

Erik karlsen - "At give urskoven en chance for at genopstå betyder også at måtte udradere skovdriftens indførte nåletræsarter. Hvor de stod, er pionerer som birk nu ved at genstarte skoven. Nogle få imponerende ædelgraner har fået lov at stå i blandskoven, mange nåletræer har selv kapituleret til stormvejr, hvor den sammensatte løvskov har vist sig langt mere modstandsdygtig."

Frostholms smukke beskrivelse af urørt natur ligger i forlængelse af samtalen om danmarks alvorligt svindende biodiversitet. Derfor er det relevant at undersøge, hvorfor det forholder sig sådan. Hvilket er, hvad jeg forsøger. Og som jeg havde håbet, at andre ville deltage i.

"...som får mig til at tænke på Sally Manns fotografier fra et laboratorium, hvor videnskabsfolk studerer den menneskelige krops langsomme nedbrydning i et naturligt miljø. "
Altså,
Onde videnskab og - folk?
Naturen er dødbringende eller skræmmende?