Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Dansk oversættelse af ’Jeg kan huske’ lader dig genkalde følelser fra din egen fortid

Brainards erindringsbog ’Jeg kan huske’ appellerer til din hukommelse på en både cool og nænsom måde. Nu er den amerikanske kultklassiker blevet oversat til dansk
Kultur
21. august 2020
Joe Brainard i 1970, da Jeg kan huske først udkom.

Joe Brainard i 1970, da Jeg kan huske først udkom.

Wikimedia Commons

Kan du huske dit første kys? Hvornår du første gang så en af dine forældre græde? At cykle hjem fra stranden i kolde badebukser eller at tisse udendørs i mørke? At undgå at træde på revnerne i fortovet, eller den filmstjerne, du som teenager var forgabt i?

Spørgsmål af den art hober sig op under læsningen af kunster og forfatter Joe Brainards erindringssamling Jeg kan huske, der udkom i sin nuværende form i 1975 og nu endelig ligger klar på dansk. Bogen består af enkeltsætninger og korte passager båret af en søgende stemme, der starter med ordene »Jeg kan huske«, og derefter genkalder sig en episode fra opvæksten i Oklahoma eller ungdomsårene i New York.

»Jeg kan huske jeg elskede rå småkagedej,« skriver Brainard et sted og et andet sted: »Jeg kan huske at spekulere over om man kunne se at jeg var bøsse«, og selvom du måske aldrig har brudt dig om kagedej og i øvrigt er heteroseksuel, er det let at genkende følelserne bag ordene og svært ikke at genkalde sig et lignende minde fra ens egen fortid. Jeg kan huske appellerer ganske enkelt til læserens hukommelse.

Mellem kult og klassiker

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg blev introduceret for Joe Brainard (1942-1994), eller hvornår jeg første gang læste I Remember, som titlen lyder på amerikansk. Men jeg forestiller mig, at det skete engang i starten af 1990’erne på universitetet, hvor en ældre engelskstuderende sikkert har flashet sin kopi af bogen, der allerede dengang befandt sig i grænselandet mellem kult og klassiker og af samme grund havde og har en aura af coolness over sig. 

Omslaget til bogen er udsmykket med et af Brainards egne værker.

Omslaget til bogen er udsmykket med et af Brainards egne værker.

Saxo

Jeg kan huske er »en af de få helt igennem originale bøger, jeg nogensinde har læst«, siger Paul Auster, der i forordet kalder værket »en hvirvlende kollage af erindringer« og beretter, hvordan den 27-årige Brainard »snublede over den enkle, men geniale kompositionsmetode«.

Som 19-årig flyttede Joe Brainard til New York efter en ulykkelig periode som kunststuderende i Ohio. Allerede i folkeskolen havde han udstillet billeder og vundet priser, men tiden på Dayton Arts Institute var ingen succes: »Jeg kan huske en kunstudstilling i parken i Dayton, Ohio, hvor de fik mig til at fjerne alle mine nøgen-selvportrætter,« som han udtrykker det her i bogen.

I stedet fandt Brainard sig selv og sit kunstneriske udtryk på Manhattan, hvor han i starten af 1960’erne sugede næring til sig i og omkring den nye Pop art-scene. I 1964 havde han sin første soloudstilling, og mod slutningen af årtiet »var han en etableret del af New Yorks kunstscene med adskillige soloudstillinger bag sig, deltagelse i mange gruppeudstillinger, omslagsdesign til mange små litterære tidsskrifter og digtsamlinger, teaterkulisser til forestillinger (…) såvel som tegneserier«, som Auster skriver.

Som Gud, der skriver Biblen

Den første korte version af Jeg kan huske udkom i 1970, og i et brev til digteren Anne Waldman nævnte Brainard året forinden, at »jeg er helt vild høj over en tekst, jeg stadig skriver på, der hedder Jeg kan huske. Jeg har det ret meget som Gud, da han skrev Biblen. Jeg mener, jeg føler ikke rigtig at jeg selv skriver det, men at det er på grund af mig, at det bliver skrevet«.

Bogen blev hurtigt udsolgt, og i årene efter fulgte tre opfølgere, inden forlaget Full Court Press i 1975 udgav en samlet og redigeret version af teksterne med dertilhørende nyt materiale. Det er den version, vi nu har på dansk, og spørgsmålet er naturligvis, om det giver mening at sende en oversættelse på gaden så mange år efter, at originalen udkom.

Joe Brainard skriver i et enkelt og uprætentiøst sprog, som jeg gætter på ikke kan have voldt oversætterne Pejk Malinovski og Palle Sigsgaard de helt store problemer. Største udfordring har vel været at finde pendanter til gamle amerikanske udtryk, der ikke vækker minder hos danske læsere. Vi er helt med, når Brainard skriver, »Jeg kan huske James Dean og hans røde nylonjakke«, hvorimod »I remember ’nigger babies’. Candy corn. And red hots«, nok ville få de færreste herhjemme til at tænke på de små barneformede lakridsfigurer, der blev kaldt ’nigger babies’. »Jeg kan huske ’negerkys’. Slikmajs. Og kanelbolsjer«, lyder det derfor i Malinovskis og Sigsgaards oversættelse, der fungerer hele vejen igennem.

Tematisk kommer vi vidt omkring, og for så vidt er Jeg kan huske ikke blot bekendelseslitteratur, der – som Auster udtrykker det – forfører med sin blidhed, men også en let og nænsom, til tider nostalgisk skildring af det amerikanske landskab, Joe Brainard voksede op i. Det lille forlag Basilisk skal derfor have tak for at turde satse på en bog, man også på dansk ikke bare kan flashe for at virke cool, hvis man har ønsker om det, men også læse og genlæse for ens egen store fornøjelses skyld.

Joe Brainard: ’Jeg kan huske’. Oversat af Pejk Malinovski og Palle Sigsgaard. Forlaget Basilisk, 184 sider, 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her