Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

’Dark Mirror’ genbesøger Snowden-sagen og skærper sanserne hos dem med hang til små-paranioa

Journalist og Pulitzer-prismodtager Barton Gellmans nye bog ’Dark Mirror’ kan bedst beskrives som en slags journalistisk memoirer over en af tidens største lækagesager. Den opsummerer blandt andet de debatter, som er fulgt i kølvandet på lækager som Julian Assanges Wikileaks og Snowdens gigantleak
Dark Mirror er en rammende titel, da bogens fokus er på det problematiske forhold ved teknologisk overvågning, at overvågerne kan ’se’ dig, mens du ikke kan se dem. Snowden-sagen løber som en rød tråd gennem hele bogen.

Dark Mirror er en rammende titel, da bogens fokus er på det problematiske forhold ved teknologisk overvågning, at overvågerne kan ’se’ dig, mens du ikke kan se dem. Snowden-sagen løber som en rød tråd gennem hele bogen.

Dmitri Beliakov

Kultur
21. august 2020

Snowden-sagen er den røde tråd i Dark Mirror. Pulitzer-prismodtageren Barton Gellman har skrevet en fængende bog om sit arbejde med det gigantiske læk, som han og dokumentarfilminstruktøren Laura Poitras modtog fra Edward Snowden tilbage i 2013. Poitras er kvinden bag den oscarvindende dokumentarfilm, Citizenfour, der havde premiere i 2014.

Tilbage i 2013 gav Snowden Gellman og Poitras mere end 50.000 fortrolighedsstemplede filer fra den amerikanske efterretningstjeneste NSA (National Security Agency). Ud over detaljerede beskrivelser af hvordan Snowden kom i besiddelse af så meget klassificeret materiale, beskriver Gellman NSA’s arbejde (også de mere tekniske sider af overvågning), den hackerkultur, som NSA bygger på, samarbejdet mellem NSA og de helt store techvirksomheder (Google, Facebook mv.), den journalistiske arbejdsproces, når der skal videreformidles læk og meget, meget mere.

Dark Mirror er en rammende titel, da bogens fokus er på det problematiske forhold ved teknologisk overvågning, at overvågerne kan ’se’ dig, mens du ikke kan se dem.

’Q-gruppen’

Gellman bruger i den første del af bogen krimigrebet, når han fortæller om NSA og FBI’s nationale sikkerhedsgruppe, »Q-gruppen«, og med stor detaljerigdom beskriver de mange forholdsregler, kontakten til Snowden krævede.

Snowden stiller så store sikkerhedskrav, at journalisten Glenn Greenwald, som Snowden indledningsvist også tager kontakt til, må give op. Snowden vælger de tre på grund af deres tidligere arbejde med at afdække FBI og NSA’s overvågning i forhold til Irakkrigen, Dick Cheneys udenrigspolitik og andre højpolitiske overvågningsskandaler, der samlet set handler om, hvordan magtfulde aktører forsøger at skjule viden fra det amerikanske folk.

Barton Gellman: ’Dark Mirror’.

Saxo
I den første tid kender Gellman og Poitras ikke Snowdens identitet, dvs. hverken hans navn, jobfunktion eller arbejdssted, og de kan derfor ikke tjekke denne mystiske persons troværdighed som kilde.

En person, der kalder sig Verax, og som hævder, at NSA har fri adgang til alle de største techfirmaers data, og som fortæller mange andre vanvittige historier.

En dag modtager Gellman og Poitras »Pandora«, der er et mappesystem med intet mindre end 50.000 filer. Hurtigt spotter Gellman filnavne som FISA (Foreign Intelligence Surveillance Act), Stellawind (et nationalt overvågningsprogram udviklet under Cheney i 2001) og andre sigende filnavne, der skaber forventninger om et interessant materiale.

Ifølge den græske mytologi betyder Pandora, at verdens plager vil strømme ud, hvis man åbner »Pandora«.

Den metafor, vil en del embedsmænd og politikere formentlig stadig mene, er en retvisende beskrivelse af, hvad der skete, da de hemmelighedsstemplede dokumenter blev gjort tilgængelige for journalister og siden offentligheden.

Gellman bedyrer i bogens start, at afsløringerne formentlig har ført til tabt efterretningsarbejde, men at afsløringerne også har afdækket et væsentligt magtforhold mellem store virksomheder og efterretningstjenester og den almindelige amerikaner. Som han skriver med reference til internettets netværkssystemer:

»’hvem ved hvad’ er en rimelig god proxy for ’hvem kontrollerer hvem’.«

Den meget centrale amerikanske værdi om retten til privatliv handler ikke kun om indhold, men også om, hvem der kommunikerer med hvem.

Autodidakti it-nørd

Herefter følger et fascinerende kapitel, der introducerer Snowden. Han beskrives som en utilpasset, uuddannet ung mand med en meget høj IQ, der bliver autodidakt it-nørd. De særligt interessante historier er dem, der forklarer, hvordan Snowden finder vej rundt om de mange barrierer, han møder, så det fra starten af hans karriere lykkes ham at blive sikkerhedsgodkendt på et højt niveau. Han skifter hyppigt job, men tager typisk sit forrige jobs sikkerhedsgodkendelsesniveau med sig til det næste, og som 22-årig bliver han ansat i CIA’s hovedkvarter i Langley.

I en af sine første ansættelser i »Kunia Tunnel«, et efterretningscenter på Hawaii, opnår han hurtigt den højeste sikkerhedsgodkendelse og udnytter en svaghed i systemet, der gør, at han kan kopiere de elektroniske midlertidige mapper, som oprettes, hver gang efterretningsfolk (og os andre) arbejder fra en anden computer end deres egen.

Han opretter i fuld åbenhed »The NSA Heartbeat« (navn på kapitel i bogen), som er et program, der automatisk henter ny information ind i databasen »Heartbeat«, hver gang ny viden bliver tilgængelig på de interne sites i NSA. Heartbeat banker, metaforisk set, på en dør, og der åbnes automatisk, hvis det er Snowden eller hans chefs digitale identiteter, der »banker på«.

Snowdens sikkerhedsgodkendelse udvides dermed til også at indbefatte chefens, der støtter arbejdet med programmet, da det letter efterretningsfolkenes arbejdsgange. Efterretningsfolkene får adgang til de dele af databasen, der svarer til deres sikkerhedsgodkendelsesniveau. Snowden får fuld adgang.

Topfortrolig materiale

Som mangeårig journalist og Pulitzer-prismodtager har Gellman et stort og betydningsfuldt netværk, og omfanget af centrale, magtfulde personer, han jævnligt taler med og citerer i bogen, er imponerende. Derfor er Homecoming-kapitlet velvalgt.

I det åbner han dørene til den journalistiske verden, når der arbejdes med topfortroligt materiale. Gellman tager kontakt til sin gamle arbejdsplads, Washington Post, da han ser omfanget af lækket og dermed også den fare, han vil være i, hvis han fortsætter med at arbejde som freelancer. Der er mange hemmelige møder med avisens chefredaktør og topadvokater. Sagens kerne er, om en journalist og dens avis kan blive sagsøgt for at publicere fortroligt materiale, eller om det kun er kilden, der risikerer retsforfølgelse? Der udskiftes telefoner og arbejdes i hemmelige rum uden vinduer osv.

Det er på dette sted i bogen, at os med tendens til små-paranoia får skærpet sanserne. Man bliver overbevist om, at det ikke kun er Snowden, der bør frygte overvågning og pågribelse af NSA eller FBI. Metaforen Firstfruits (navn på kapitel) betegner da også den amerikanske efterretningstjenestes dæknavn for deres overvågningsarbejde med at spore journalister og deres lækager.

Journalistisk kapløb

Snowden flygter til Hongkong. Han inviterer Gellman og Poitras til at møde ham for første gang i Hongkong, men frygt for kinesisk overvågning bevirker, at Gellmans juridiske rådgivere anbefaler, at de ikke tager af sted. Avisens advokater mener, at de risikerer at havne i en spionagesag, hvis kineserne får adgang til amerikansk klassificeret materiale gennem dem. I et sådant tilfælde vil de ikke kunne regne med hjælp fra de amerikanske myndigheder – og slet ikke hvis de opholder sig under Hongkongs jurisdiktion.

Snowden frygter, at deres afslag betyder, at Gellman og Poitras er begyndt at samarbejde med de amerikanske myndigheder, inden materialet er lækket med hans signatur på, og inden han befinder sig i et land, hvor han kan søge politisk asyl. Han tager derfor kontakt til Greenwald (igen), og det ender med, at Poitras og Greenwald rejser til Hongkong.

Da Gellman på det tidspunkt ikke har publiceret noget om sagen endnu, opstår der et journalistisk kapløb med tiden. Greenwald kommer først med en artikel i The Guardian. Herefter udkommer Gellmans Prism-artikel i Washington Post, som handler om NSA’s adgang til alle de store Silicon Valley firmaers brugerkonti. Tre dage efter bliver Snowden interviewet på The Guardian.

Det er bemærkelsesværdigt, at Dark Mirror ikke indeholder beskrivelser af de grænseoverskridende oplevelser med gennemsøgning af hjem mv., som Greenwald og Poitras beskriver andetsteds, og som de mener er en konsekvens af deres dækning af Snowden-lækket. Greenwald er stort set ikkeeksisterende i Dark Mirror.

Automatiseret overvågning

Tilbage til Prism-historien, som er afsindig interessant. I 2007 og 2008 vedtager den amerikanske kongres to love, Protect America Act og FISA Amendments Act, som lidt forenklet sagt giver NSA og FBI adgang til at søge i private brugerkonti i en række store techvirksomheder. NSA og FBI får indirekte adgang til data fra Google, Facebook, Yahoo, Microsoft, AOL, Skype, YouTube, Appel og Paltalk.

Det drejer sig ikke blot om ret til overvågning af enkeltpersoner, men om en lovgivning, der muliggør en automatiseret overvågning af et uendeligt antal brugerkonti. Da det er ulovligt at overvåge amerikanske statsborgere, er det et krav, at overvågningen har et ’foreign touch’, som Gellman skriver.

Det er imidlertid alene op til NSA og FBI at vurdere grænserne for, hvornår overvågning af brugerkonti må antages at kunne hjælpe med at styrke den internationale efterretningsvirksomhed. Problemet er, at data rejser over grænser, lagres i Irland mv., hvilket betyder, at der er meget vide rammer for, hvilke brugerkonti det er lovligt at overvåge. Ved udgangen af 2012 bliver 45.000 brugerkonti overvåget. I april 2013 – fire måneder senere – er tallet steget til 117.000. I 2012 modtager præsident Obama 8.233 efterretningsnotater, der stemples som »highly classified«, heraf trækker 1.477 på informationer, der stammer fra data fra de nævnte techvirksomheder.

Dark Mirror beskriver endvidere, hvordan NSA får adgang til data om amerikanernes telefonbrug fra det amerikanske nationale teleselskab AT&T. Projektet »Mainway«, der afsløres, er en sand overvågningsmaskine, der registrerer al telefoni i USA. Mainway modtager mere end en milliard nye daglige registreringer, som NSA kan bruge til at gå tilbage i tiden og se, hvem der har kommunikeret med hvem og på hvilke tidspunkter. Metoden i Mainway- og Prism-overvågningerne er at indsamle så mange data som muligt.

Udfordringen er ikke datalagring, men at udvikle en automatiseret, systematisk databearbejdning, der muliggør, at man på et givet tidspunkt kan gå tilbage i tiden og for eksempel se, hvem en mulig terrorist eller kriminel har kommunikeret med. Her ses bagtæppet for EU’s beslutning om at sikre privatliv gennem persondataforordningen GDPR, der som bekendt har ændret arbejdspraksisser på danske arbejdspladser i et hidtil uset omfang.

Hackerkultur

Dark Mirror indeholder også et kapitel om den hackerkultur, som unge it-kyndige oplæres i i NSA. »Jamboree« er navnet på en årlig hackerkonference i Virginia (og navn på kapitel i bogen). På etnografisk vis præsenterer Gellman læseren for en »gamingkultur«, der er både sexistisk og racistisk, og som vinder indpas i NSA og i det officielle efterretningssprog.

Kapitlet er både underholdende og urovækkende. Dæknavne på operationer i NSA’s formaliserede arbejdsdokumenter er for eksempel blinddate (»grab a partner!«), happyhour, nightstand, badgirl, ladylove, pants-party (slå selv op) osv. De unge hackere, der rekrutteres til prestigefyldte job i for eksempel TAO (Tailored Access Operations), kategoriserer »targets« som »Abu bad guy«, »Abu evil« osv. osv.

Gellmans pointe med kapitlet er at problematisere den gamingkultur, der sætter rammerne for, hvordan den amerikanske overvågnings- og efterretningskultur udvikles. Gellman citerer en chef i efterretningstjenesten, der forklarer, at de unge hackeres væsentligste mål er at vinde, som var deres arbejde lig med et spil, de spiller.

Dark Mirror er en informationstung bog. Den kan anbefales til alle, der arbejder professionelt med it-sikkerhed og især til alle, der sidder i diverse digitale rådgivningsgrupper. Journalister vil finde inspiration i Gellmans beskrivelser af det journalistiske graverarbejde. Forskere, der undersøger den teknologiske udviklings konsekvenser for vores samfund, vil finde den interessant. Endelig vil alle de, der interesserer sig for den nutidige nærmest ukontrollerbare teknologisk udvikling, få stof til eftertanke.

Et enkelt kritikpunkt er, at fordi Gellman udelukkende fokuserer på amerikanske indenrigspolitiske sikkerhedsproblemstillinger, bliver især hans diskussion af de store techvirksomheders rolle i samfundet mangelfuld. Hvis man ønsker en mere udfoldet kritik af de amerikanske efterretningstjenester og techvirksomheders samarbejde, kan man derfor med fordel supplere med Shoshana Zuboffs Overvågningskapitalismens tidsalder.

Dark Mirror opsummerer mange spændende debatter, som er fulgt i kølvandet på lækager som Julian Assanges Wikileaks og Snowdens gigantleak. Det betyder dermed også, at skulle der være læsere, der har fulgt med i alle disse diskussioner, vil de formentlig ikke blive præsenteret for så megen ny viden. Dark Mirror kan bedst beskrives som en slags journalistisk memoirer over en af tidens største lækagesager.

Barton Gellman: ’Dark Mirror’, Penguin Press, 320 sider, 240 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bemærkelsesværdigt er det vel at der stort set ingen konsekvenser har været af hverken Assange's eller Snowden's afsløringer; alt fortsætter uhindret. Og Snowden er i russisk asyl, mens Assange er offer for et voldsomt justitsmord. Denne side af sagen burde der skrives meget mere om; i Danmark er der nærmest dødsens stille i journalistiske kredse.

Især Assange-processen har været, og er, en sindrig kafka'sk omgang:
https://www.youtube.com/watch?time_continue=8&v=I73VcDRGnk0&feature=emb_...