Læsetid: 3 min.

Det er nu engang rocken, der klæder Alanis Morisettes distinkte stemme bedst

Det er en skam, at klaver og strygere overtager styringen på Alanis Morisettes niende album ’Such Pretty Forks in the Road’, for det kvæler de velskrevne numre i en unødvendig patos
Det er en skam, at klaver og strygere overtager styringen på Alanis Morisettes niende album ’Such Pretty Forks in the Road’, for det kvæler de velskrevne numre i en unødvendig patos

Shelby Duncan/ Sony Music

14. august 2020

Det er otte år siden, at den canadiske sangerinde Alanis Morisette sidst udgav et album. Siden da er 1990’erne blevet moderne, og #MeToo-bevægelsen har ændret, hvordan offentligheden opfatter kvinder, der tager bladet fra munden. Derfor virker det kun naturligt, at den nu 46-årige sanger endnu en gang beriger verden med sine sange.

Such Pretty Forks in the Road hedder hendes niende album. Titlen er en linje fra »Smiling«, der er både det første og det bedste nummer. Med sin distinkte stemme, der kan lave de mest imponerende indignerede små udfald, synger hun:

»This is my first wave of my white flag
This is the sound of me hitting bottom
This, my surrender, if that’s what you call it
In the anatomy of my crash
«.

Og således indfrier hun mine forhåbninger om, at hun som sangskriver ikke har lagt sin skånselsløse selvudlevering bag sig.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu