Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Det er nu engang rocken, der klæder Alanis Morisettes distinkte stemme bedst

Det er en skam, at klaver og strygere overtager styringen på Alanis Morisettes niende album ’Such Pretty Forks in the Road’, for det kvæler de velskrevne numre i en unødvendig patos
Det er en skam, at klaver og strygere overtager styringen på Alanis Morisettes niende album ’Such Pretty Forks in the Road’, for det kvæler de velskrevne numre i en unødvendig patos

Shelby Duncan/ Sony Music

Kultur
14. august 2020

Det er otte år siden, at den canadiske sangerinde Alanis Morisette sidst udgav et album. Siden da er 1990’erne blevet moderne, og #MeToo-bevægelsen har ændret, hvordan offentligheden opfatter kvinder, der tager bladet fra munden. Derfor virker det kun naturligt, at den nu 46-årige sanger endnu en gang beriger verden med sine sange.

Such Pretty Forks in the Road hedder hendes niende album. Titlen er en linje fra »Smiling«, der er både det første og det bedste nummer. Med sin distinkte stemme, der kan lave de mest imponerende indignerede små udfald, synger hun:

»This is my first wave of my white flag
This is the sound of me hitting bottom
This, my surrender, if that’s what you call it
In the anatomy of my crash
«.

Og således indfrier hun mine forhåbninger om, at hun som sangskriver ikke har lagt sin skånselsløse selvudlevering bag sig.

Det er, som om følelsesmæssige tabuer kun findes for at blive brudt i Morisettes sange. Som om sårbarhed og psykisk lidelse er vægte, hun tager i et fast greb og løfter, så hun kan holde dem over hovedet. Stolt som en vægtløfter holder sin stang.

I hvert fald synger hun på Such Pretty Forks in the Road om afhængighed, søvnløshed og de fødselsdepressioner, hun har kæmpet med efter fødslen af hvert af sine tre børn. På den kærlige »Ablaze« erklærer hun i omkvædet, at hendes mission som mor er at holde lyset i sine børns øjne tændt. Og i et vers ad gangen henvender hun sig direkte til dem og fremhæver med en ærlig præcision deres individuelle særheder.

Men selv om Morisette på den måde tager lytteren med helt tæt på sine nærmeste og helt ind under sin hudløse hud, virker hendes tekster aldrig private. Med sit veludviklede ordforråd og sin klare reflektionsevne formår hun at gøre selv det mest partikulære alment.

Demonstrativt rørstrømsk

Such Pretty Forks in the Road lægger rocket fra start, men et par numre inde på pladen overtager klaveret guitarens plads, som det dominerende instrument. Først dundrer akkorderne demonstrativt på »Reasons I Drink«, men derefter er det, som om tangenterne trækker Morisette ned i tempo og længere og længere ud over en sentimental skrænt.

På balladen »Diagnosis« er hendes vokal mere grådkvalt end ellers, og den frustration, hun synger om, kvæles langsomt af strygerne, der er unødvendigt rørstrømske. Emnet er følsomt nok i sig selv. Hun synger om sin fødselsdepression, der blandt andet giver hende problemer med at kunne færdiggøre sine sætninger og får hende til at føle sig helt alene med sin nervøsitet, mens alle omkring hende gør deres bedste for at hjælpe.

Morisette, der har været aktiv i musikbranchen, siden hun som kun ti-årig startede sit eget pladeselskab, betegner sig selv som en arbejdsnarkoman, der bruger sine søvnløse nætter på at skrive musik. Det er 25 år siden, at hun udgav sit tredje album Jagged Little Pill, der blev et gigantisk gennembrud og en klassiker inden for velformuleret og vredladen rock. Og i den tid, der er gået, siden hun sidst var albumaktuel, har hun blandt andet brugt på en musicalversion af Jagged Little Pill, der havde premiere på Broadway i 2018.

Det synes at have smittet af på Such Pretty Forks in the Roads kompositioner, der klinger mere og mere musicalsk, jo mere klaver og strygere tager styringen. Det er en skam, for det er stadig rocken, der klæder hendes unikke sangstemme bedst.

Alanis Morisette: ’Such Pretty Forks in the Road’ (RCA/Sony Music).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her