Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Hesselholdt i Københavns natur: Hurra for parkerne! Der kan man gå hen og blive lidt rarere – som oftest

En dag besluttede jeg at begynde forfra – for så vidt som det overhovedet kan lade sig gøre. At se forfra og lytte forfra til det, jeg havde lyttet til og betragtet i årevis
Kastellet i København.

Kastellet i København.

Kultur
7. august 2020

De seneste tolv år, den tid jeg har haft min hund, har jeg gået små 50.000 kilometer. Jeg kunne have gået jorden rundt og set en masse forskellige ting, natur ikke mindst, men i stedet er jeg gået frem og tilbage, mellem min lejlighed og parkerne på Østerbro, bag min hunds tynde lidt skæve ben og muntre hale.

Og jeg har set på nogenlunde det samme hver dag, bart om vinteren, bladbehængt og i varierende farver resten af året. I Fælledparken, Østre Anlæg, Kastellet og på Garnisons Kirkegård og Holmens Kirkegård (de er også en slags parker) og ved Søerne, især Sortedamssøen, har jeg min gang.

Parkerne er vel kompromiser mellem have og vild natur, kultiverede, friserede, beplantede og dog sine steder overladt til at udvikle sig frit, hvilket må være et kriterium for, at noget kan kaldes natur – jeg tænker her især på træerne, de af parktræerne, som får lov til at vokse sig høje og fyldige i fred.

Man plejer at kalde parker for byens åndehuller, og man ved i det hele taget, at mennesker, der har udsigt til bare lidt græs og et træ i stedet for eksempelvis et månelandskab af asfalt og beton, har det bedre og opfører sig bedre. Hurra for parkerne! Der kan man gå hen og blive lidt rarere – som oftest.

En dag, jeg kom gående i Fælledparken, landede en fodbold lige foran mig. Jeg trådte høfligt over den; straks brød hysteri løs blandt de mandlige spillere ude på plænen; det varede lidt, før jeg fra et sted langt inde i mig selv forstod, at jeg burde have sparket bolden hen til dem, »får du ikke noget derhjemme?«, var der én, der skreg til mig. En spiller kom løbende og samlede bolden op, »hvad fanden bilder han sig ind at tale sådan til mig?« sagde jeg til ham, »det var ikke mig,« sagde han og løb med bolden.

Mesterværket Fugleøen

På plænen i Fælledparken vralter en del af årets grågæs rundt, »noget overvægtige« – hørte jeg en zoolog sige om dem, og man kan også se, at det kniber for dem at komme i luften, alligevel er de en dag væk, og efter næste regnvejr er deres monstrøse hvidgrønne ekskrementer blevet opløst, af hunden betragtet som delikatesser, men som jeg siksakker imellem.

Kastellet, København.

I Sortedamssøen ligger der et mesterværk. Det er Fugleøen. Den er hvid af guano. Et par døde træer rager op som master, også de hvide, og øens beboere, de sorte skarve, maler og maler alting hvidt, mens de skriger og bakser med reder, og æggene klækker, og der bliver flere sorte kaptajner på det hvide skib.

I min søgning på Fugleøen faldt jeg over et oplysende og interessant kuriosum, nemlig en politiker, der har skrevet til Teknik- og Miljøforvaltningen og spurgt til, hvad man vil stille op med Fugleøen, der ser »noget hærget ud. Skarven, der holder til der, har ødelagt træerne. Flere er fuldstændig hvide og ødelagte.« 

Svaret er (heldigvis), at der ikke er noget at gøre ved det. Skarven er fredet, så den må man lade være. Hvis man fjerner de døde træer, vil man forringe skarvenes levevilkår, fordi de bygger reder i dem. Og det døde har i øvrigt en biologisk funktion for andre organismer som svampe og insekter og gør dermed noget godt for biodiversiteten i København. Plantede man nye træer, ville de efter en tid også blive hvidmalede af skarvenes ekskrementer og ikke længere have et friskt udseende, og desuden ville plantning af buske have en negativ effekt på de andre fuglearter, der yngler på øen, knopsvane, grågæs og toppet lappedykker, som holder af åbne steder med lys.

Der vises sidst i svaret forståelse for politikerens æstetiske kvababbelser, men der konkluderes, at »æstetik er subjektiv«. Jep. Så det tossede skib, der er gået på grund midt i søen, får lov til at blive liggende. Lige som søen er kunstig, er øen anlagt, men overgivet til skarvene som yngleplads har den udviklet sig til et lille stykke vild og lysende natur.

Tronende rododendron

I John Updikes roman Rabbit, Run fortæller en af karaktererne, hvordan hendes haveglade mand engang bestilte en lyserød rododendron i England, fordi lyserød rododendron ikke var til at opdrive i USA. Rododendronen krydsede så Atlanten i lasten af et skib og blev behørigt vandet og plejet undervejs. Efter ankomsten blev den hentet på havnen og anbragt på bagsædet i blomsterelskerens bil, hvor den »tronende som en fyrste« blev kørt til sit nye hjem. Den tronede i så høj grad som en fyrste, at karakteren må gentage det.

Både i Fælledparken og i Østre Anlæg er der store områder med rododendron, og hvad enten rododendronen er hvid, lyserød, rød eller lilla, er den virkelig fyrstelig med sine store lidt stive blomster og hele to kranse af støvdragere, den er overdådig. Begge steder vokser den ved vand, og det giver i Østre Anlæg, hvor den vokser tættere ved vandet end i Fælledparken, nogle vidunderlige spejlinger, hvor søen trækker blomsterne ned i sig, så der opstår en verden af lyserød i bevægelse, som fuglene kan dykke i.

Ved bredden står den uendeligt tålmodige hejre bomstille, ’som på en kinesisk tuschtegning’, siger det hver gang i mig, og så sætter den af med de tynde lange ben og trækker med vingerne den store, grå krop i luften, og et øjeblik virker benene som et dinglende vedhæng, indtil den får manøvreret kroppen på plads i vandret position i luften og trukket benene ind under sig. Tæt på er der noget trævlet og forpjusket over hejren, noget forsømt, uplejet og uredt, noget lidt sølle.

I dag hentede hunden mig klokken 06.30 ved at anbringe sig helt stille ved siden af mig, men jeg må have fornemmet dens nærvær inde i min søvn, for jeg slog øjnene op og så lige ind i dens opmærksomme øjne, den havde bøjet hovedet ned over mit. Jeg forsøgte at lokke den ned under dynen igen, men den var ubøjelig.

Så snart jeg stod i Fælledparken, var jeg glad for, at den havde fået mig med så tidligt. Det var en vidunderlig morgen med spirende sol, og vi havde parken næsten for os selv. Jeg besluttede at begynde forfra – for så vidt som det overhovedet kan lade sig gøre – at se forfra og lytte forfra: til det jeg havde lyttet til og betragtet i årevis. Jeg så straks min første fejltagelse: Også her i parken spejler den lyserøde rododendron sig i søen. Og det gør træerne også. Der er en dyb sløret skov nede i vandet.

Jeg forsøgte at udvikle en tanke om, hvorvidt spejlingen svarer til sproget, der nærmer sig tingen; og hvor trættende et vilkår det egentlig er altid at skulle nærme sig noget via noget andet.

Lydene af fugle og frøer er et brøl denne morgen.

For nogle år siden flyttede jeg hele lydtapetet her fra søen, og især frøernes lyd, til en havedam i Virginia, og beskrev det sådan i romanen Virginia Is For Lovers:

»Der var en afsindig organisk støj i haven, den kom fra fuglene og blæsten og fra frøerne i dammen, deres kvækken lod sig opløse i et væld af forskellige lyde, jeg hørte det som kaglen iblandet klagende brøl fra mikrokvæg, de omklamrede vel hinanden med deres frølår dernede, og op til os i haven steg deres liv.«

I dag ser jeg frøerne. De hænger i vandskorpen under broen, jeg tror, at to af dem er ved at parre sig, et lyst og et lidt mørkere hoved befinder sig nær hinanden, den ene frø ligger hen over den andens ryg. Der kommer en ælling sejlende i al sin dunede skrøbelighed, og fordi frøerne er højrøstede og mange, når jeg at tænke: Bare de ikke tager den og trækker den til bunds, før hele scenariet opløses i plop – frøerne er borte, ællingen må have forskrækket dem.

Men hvordan lyder frøerne så i dag? Som lyse toner, der træder op ad en stige af mørke toner.

Vil jeg her til morgen være tålmodig nok til at se hejren fange en fisk? Hunden og jeg venter. Og hejren venter. Den står i det lave vand med hovedet skudt lidt frem. En gang imellem træder den et par skridt frem, eller den strækker langsomt sin lange hals og kigger hen over vandet, måske efter fisk længere fremme. Jeg forsøger at frigøre den fra den kinesiske tuschtegning, den er behæftet med i mit blik, men dens skygge er tuschsort i vandet.

Serie

Naturen anmeldt

I århundreder har vi distanceret os fra naturen. Den er blevet noget, der ligger uden for os selv, og som vi enten udnytter som en ressource eller nyder som et kunstværk. I denne serie har vi bedt to forfattere, C.Y. Frostholm og Christina Hesselholdt, om at anmelde naturen for at undersøge, hvordan vi kan nærme os den på ny.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her