Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Karin Smirnoffs roman fra Udkantssverige rammer udviklingen på kornet i egne, hvor naturen hersker

Karin Smirnoffs debutroman ’Jeg tog ned til bror’, om en ung kvindes opgør med sin barndoms Nordsverige og omsorg for sin tvillingbror, der blev boende, er blevet en bestseller i Sverige
Som danske Erling Jepsen skriver Karin Smirnoff en moderne form for hjemstavnslitteratur, og romanens humor og sorte realisme er i høj grad et bekendtskab værd. Især minder den mig om det bedste fra 1970’ernes og 80’ernes sociale realisme, som Alice Walkers The Color Purple, skriver anmelder Marie Louise Kjølbye.

Som danske Erling Jepsen skriver Karin Smirnoff en moderne form for hjemstavnslitteratur, og romanens humor og sorte realisme er i høj grad et bekendtskab værd. Især minder den mig om det bedste fra 1970’ernes og 80’ernes sociale realisme, som Alice Walkers The Color Purple, skriver anmelder Marie Louise Kjølbye.

Janerik Henrsson/TT/Ritzau Scanpix

Kultur
21. august 2020

Karin Smirnoffs (f. 1964) debutroman Jeg tog ned til bror beskriver med jordnær realisme og sort humor en udvikling, der også er aktuel i Danmark, nemlig tendensen til, at mænd bliver boende i udkantsområder, mens kvinderne flytter væk. I romanen er naturen og sundhedssystemet det kit, der får samfundet til at hænge sammen – men kun lige akkurat.

Romanen er blevet et hit i Sverige for sin originale sprogtone og nordsvenske Västerbotten-dialekt, og den har i hjemlandet solgt imponerede 350.000 eksemplarer. I 2019 blev den indstillet til den prestigefyldte litterære Augustpris, og den modtog de svenske boghandleres Book of the Year Award, svarende til Boghandlernes Gyldne Laurbær.

Romanens hovedperson, Jana Kippo, har for år tilbage forladt barndomsbyen Smalånger i Västerbotten, mens hendes tvillingbror blev hængende i barndomshjemmet på Kippogården og er gået i druk. Nu er Jana tilbage på besøg og beslutter sig til foreløbig at blive og hjælpe Bror med at få styr på tilværelsen. Trods alt deler de deres voldsomme barndom, det rødblonde hår og fregnerne.

Karin Smirnoff: ’Jeg tog ned til bror’.

Saxo
Jana får job i den lokale hjemmepleje og forelsker sig i John, en lokal kunstner. Hjemmeplejen bliver hendes og romanens indgang til det lille lokalsamfund, hvor alle ved alt om alle – og fortsat ingen griber ind – og til egnens gamle historier om kærlighed og svigt, graviditet i utide, incest og andet roderi. Jana interesserer sig desuden for et mystisk dødsfald. Johns ekskone Maria, der også var hjemmehjælper – Jana har faktisk fået hendes job – er fundet død. Hun var en kvinde, mange lokale mænd, gifte og enlige, tilsyneladende havde noget kørende med. Hvordan var Maria, og hvad skete der med hende?

Elgjagt og sexscener

Smirnoffs roman er en fascinerende historie fra et barskt Udkantssverige, og sproget rammer tonen rent. Dialekttrækkene kommer nok tydeligere frem på originalsproget, men også i den danske udgave giver det tempo og naturlighed, at her ikke sættes komma og at alle personer omtales ved fulde navn og små bogstaver, eskilbrännström, malinhansson, märitljungqvist, allanberg.

Dufte, samtaler og stemninger i de hjem, Jana besøger, er ramt til mindste støvkorn, og det samme gælder en 11 sider lang elgjagt, hvor Jana som adgangsprøve til mandegruppen skal ’brække’ den dræbte elg. Selv sexscenerne med den omsorgsfulde John emmer ramt og ægte:

»Jeg vil se på dig sagde han men jeg ville ikke ses. Jeg ville bare mærke. Gned kroppen mod hans rejsning indtil jeg fandt vej og pressede mig ned indtil det gjorde ondt som menstruationssmerter. Vi lå stille lidt. Måske mindede vi om krumme biller. Måske mindede vi ikke om noget som helst andet end ophidsede mennesker i en seng.«

John står i kontrast til mange af romanens andre mænd, der fremtræder rådvilde og afstumpede, som fanget i en maskulinitet, kvinderne ikke mere behøver at finde sig i. Janas far terroriserede sine omgivelser – næppe som den eneste på egnen: Han bankede Bror, sparkede køerne i stalden, skød lænkehunden og åbnede jævnligt gylpen for pubertetspigen Jana med kommandotone om seksuel betjening. Indtil Bror en dag greb efter høtyven …

Som voksen betragter Jana mændenes vold og dyrplageri med ubehag, uden fordømmelse. Heroverfor står det sundhedssystem, som hun nu selv er en del af, som en svalende, civiliserende strøm, som nogle dog vælger at takke nej til:

»Intet menneske burde vel leve sådan. Ikke engang et røvhul som allanberg,« som Jana reflekterer under sit besøg hos en nu afdød lokal hoarder. Bøssen står stadig mellem knæene, og bordet har forhindret ham i at falde ned. »Hvis ikke dele af baghovedet manglede kunne man have troet at han bare hvilede hovedet mod bordpladen. Slangerne fra iltapparatet sad endda i næsen endnu.«

Indignation uden moralisme

Som danske Erling Jepsen skriver Karin Smirnoff en moderne form for hjemstavnslitteratur, og romanens humor og sorte realisme er i høj grad et bekendtskab værd. Især minder den mig om det bedste fra 1970’ernes og 80’ernes sociale realisme, som Alice Walkers The Color Purple. Smirnoffs indignation er til stede som en insisteren på menneskelig værdighed, men uden moralisme. Som jegfortæller har hun sine egne dæmoner.

Jeg tog ned til bror er en imponerende debut, efterfulgt af næste bind i serien Jag tog ner til mor, der allerede er udkommet i Sverige. Den første roman er dog afrundet i sig selv. Alligevel kan det næsten kun blive godt at høre flere historier fra Smirnoffs Västerbotten.

Karin Smirnoff: ’Jeg tog ned til bror’, oversat af Birgitte Steffen Nielsen. C & K forlag, 336 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for en indlevende og velskrevet anmeldelse :)

Både denne og efterfølgerne "Vi for upp med mor" og "Sen for jag hem" kan stærkt anbefales. Måske særligt toeren. En del svenskere har dog syntes det blev alt for meget druk, incest, snavs og vold. For flertallet i udkantssverige er hverdagen ikke sådan, heldigvis. Men mon ikke sønderjyderne har samme indvendinger mod Erling Jepsen?