På Statens Museum for Kunst hænger et værk af den danske billedkunstner Claus Carstensen med titlen Playback. Det er en kæmpe gongong monteret på et lærred af skumgummi. Når man står foran værket, er det ikke svært at forestille sig, hvordan den bleggule gummimasse vil opsuge lyden, hvis nogle skulle finde på at slå på den cirkulære metalskive i midten.
Når jeg hører den elektroniske musiker Kelly Lee Owens’ andet album Inner Songs, kommer jeg til at tænke på Claus Carstensens værk, fordi Owens’ klange indimellem er så bløde og eftergivende, at det lyder som har hun pakket sin computer ind i skumgummi. Som har hun optaget sine nye sange i en verden af vat, mos, vand og gulnede madrasser, hvor man kan hoppe og danse til alle sider, uden at slå sig på noget. Og selv hvis man – når kompositionerne peaker – hopper så højt, at man støder hovedet mod loftet, slår man sig ikke. Man ændrer blot kurs, indsvøbt i blid vokal og en inderlig, fugtig luft, og kan uden en eneste skramme danse videre til hendes finslebne technopop.
Den 32-årige sanger, komponist, producer og sygeplejerske debuterede for tre år siden med Kelly Lee Owens, og hun har siden remixet og samarbejdet med både Björk, St. Vincent og den britiske elektrotryllekunstner Jon Hopkins, hvis ambiente techno – ligesom Owens’ – kan være både sonisk meditativ og energisk dansabel.
Hendes nye kompositioner er – som albumtitlen indikerer – mildt indadvendte og isolerede.
Regnen, regnen, regnen
Pladen åbner med et instrumentalt cover af Radioheads »Arpeggi« fra In Rainbows, hvis titel henviser til det italienske ord for akkordbrydning, hvor akkordens enkelte toner spilles opbrudt og forskudt i stedet for samtidig. Og hele Inner Songs myldrer med repetitive mønstre, der spreder sig boblende og blobbende som ringe i en vandpyt – eller i smeltevandet fra en globalt opvarmet gletsjer.
»Melt!« er Owens kritiske kommentar til den aktuelle klimakrise. Tonerne kælker og kurrer nedad i frit fald, og de krystalliserede samples af skøjteklinger mod hård is, er pladens skarpeste.
Kelly Lee Owens er født i Rhuddlan, Flintshire i 1988, og hun beskriver selv dét at være fra Wales som et privilegie i den forstand, at hun er født med sang i sit hjerte og poesi i blodet.
På den syv et halv minutter lange »Corner of My Sky« har hun samarbejdet med sin legendariske landsmand, rockmusiker og avantgardist John Cale, der bl.a. er kendt som en af grundlæggerne af The Velvet Underground.
»The rain, the rain, the rain,« mumler Cale i en mellemting mellem messen og spoken word på både engelsk og walisisk. Han pludrer dybt om månen og vejrforholdene i sit hjemland, som svar på Owens opfordring om at dykke ned i sin nationale hjemstavn.
Og på nummeret »Flow« lyder Owens som en våd og organisk version af de tyske elektronikminimalister i Kraftwerk. De computergenerede beats fjedrer blidt, og hendes mousserende synthesizerlyde lokker på samme tid lytteren mod en drømmende undervandsverden og ud på dansegulvet.
Kelly Lee Owens: ’Inner Song’ (Smalltown Supersound).
