Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kvinder, der pisser sort galde

Både Sightless Pit og Mrs. Piss pisser med deres nye udgivelser velkvalificeret på konventionerne og skaber på samme tid nye udfoldelsesmuligheder for to af vor tids mest brutale kvindestemmer
Mrs. Piss, der består af Chelsea Wolfe og trommeslager Jess Gowrie, er alt det, som Wolfes udspil fra 2019, ’Birth of Violence’ ikke var: en beskidt, flosset og flabet rodebutik, som dyrker det grimme og ufærdige.

Mrs. Piss, der består af Chelsea Wolfe og trommeslager Jess Gowrie, er alt det, som Wolfes udspil fra 2019, ’Birth of Violence’ ikke var: en beskidt, flosset og flabet rodebutik, som dyrker det grimme og ufærdige.

PR-foto

Kultur
11. august 2020

Fra det første flænsende skrig på albummet Apokalypsis (2011) faldt jeg pladask for amerikanske Chelsea Wolfe og hendes blanding af doom metal, industriel støj, gotisk rock og neofolk – alt sammen løftet af en stemme, som både favnede vilde primalskrig og dyster skønsang.

Siden dette tidlige hovedværk har den amerikanske musiker med held formået at udforske nuancer af sin stil – til tider i en akustisk og folkemusikorienteret setting, til tider med bevægelser ud i et køligt, elektronisk univers. Hun har også samarbejdet med så forskellige navne som postmetalbandet Russian Circles og danske Sort Sol.

Men på sit seneste studiealbum, Birth of Violence (2019), var det, som om at hun fandt sig lidt for godt til rette i rollen som smagfuldt gotisk chanteuse – sådan et navn, som med sine dystre sange kunne få finkulturelle lyttere til at føle sig lidt edgy, men hvor musikken alligevel aldrig blev rigtig farlig.

At bade i verdens snavs

Muligvis har hun selv tænkt det samme, for hendes nye duo Mrs. Piss, dannet sammen med trommeslager Jess Gowrie, er alt det, som Birth of Violence ikke var: en beskidt, flosset og flabet rodebutik, som dyrker det grimme og ufærdige.

Gowrie og Wolfe spillede allerede sammen i bandet Red Host i 00’erne og har med Mrs. Piss skabt et kreativt frirum, hvor de komponerer i fællesskab. Gowrie har talt om det frigørende i ikke at give en fuck, og hvordan processen både har været underholdende og skabt en kanal for de to kvinders vrede.

Sightless Pit lyder som opdagelsesrejsende i menneskets dunkle afkroge, der samtidig faktisk har haft det sjovt i processen.

Jeffrey Lee Beaulieu
Det kan lyde som en kunstnerisk kliché, men det virker overbevisende, når man lægger øre til Self-Surgery – et minialbum på knap 20 minutter, hvor coveret prydes af en skrævende kvinde, der skriver duoens navn med, hvad der ligner en blanding af pis, menstruationsblod og sort galde.

Æstetikken er kompromisløs, men heller ikke uden humor, som det kommer til udtryk i titler som »Downer Surrounded By Uppers« og »Nobody Wants to Party With Us«. Mrs. Piss er dem, de andre ikke vil lege med, og det passer dem tydeligvis glimrende.

Sangene fremstår skitseagtige og flere er kun omkring et minut lange – som åbningsnummeret, der med linjen »I’m bathing in the filth of the world« fremstår som et manifest.

Musikalsk kommer vi omkring punkede numre, der vækker mindelser om PJ Harveys tidlige plader, blandet med grumset elektronisk støj og doom. Musikken lyder faktisk, som om den har badet i verdens snavs – tilmudret i lag af feberlignende rumklang og feedback, som Wolfes og Gowries mareridtslignende stemmer flimrer hen over.

Self-Surgery er ikke et helstøbt album, men det er heller ikke pointen. Det er til gengæld en kærkommen kortslutning, som synes at komme på det helt rigtige tidspunkt i Wolfes karriere.

Industriel voodoo

Når det kommer til dystre og ekstreme kvindevokaler kommer man heller ikke uden om Lingua Ignota – alias amerikanske Kristin Hayter. Med albummet All Bitches Die (2017) skabte hun et chokerende musikalsk værk baseret på egne traumatiske voldserfaringer, samtidig med at hun refererede til både middelaldernonnen Hildegard af Bingen, den sene Scott Walker og ikke mindst helvedsfurien og performancekunstneren Diamanda Galás.

Sammenligningen med Chelsea Wolfe falder også ligefor, skønt Lingua Ignota i højere grad trækker på en baggrund i klassisk musik. Det har ikke forhindret hende i at vække interesse i den mere alternative ende af metallen, hvilket også har skaffet hende nye legekammerater blandt andet de ekstreme metaludforskere i The Body og Full of Hell. Og det er netop med medlemmer af disse to bands, hun har sluppet et nyt bæst ind i arenaen: Sightless Pit og deres hæsblæsende debut Grave of a Dog.

The Body og Full of Hell har aldrig været blege for at blande ekstremmetal med både noise, impro og bizar pop – og med Sightless Pit har de helt skrottet typiske metalinstrumenter som guitar og trommer til fordel for programmerede beats, samples og også så umiddelbart lidt metalagtige instrumenter som præpareret klaver og trombone.

Ligesom Mrs. Piss lyder Sightless Pit som opdagelsesrejsende i menneskets dunkle afkroge, der samtidig faktisk har haft det sjovt i processen – hvad enten de bevæger sig ud frenetisk noise gospel, industriel voodoo eller rendyrket støj. Og projektet virker direkte frisættende på Lingua Ignotas i forvejen overvældende vokal, der på fornem vis løfter et nummer som det orgelbrusende »The Ocean of Mercy«.

En svaghed ved projektet er dog, at resten af musikken ikke altid matcher vokalen i intensitet, men snarere fungerer som baggrundstæppe. Men på det improbaserede nummer »Whom The Devil Long Sougth to Strangle« går elementerne op i en højere, hårrejsende enhed og viser Sightless Pit som musikere, der trodsigt konfronterer deres dæmoner og slipper afsted med det.

Mrs. Piss: ’Self-Surgery’ (Sargent House)
Sightless Pit: ’Grave of a Dog’ (Thrill Jockey)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her