Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Med ’Leonoras rejse’ bliver Leonora Carrington skrevet ind i kunsthistorien

De mandlige surrealister dyrkede det kvindelige vanvid som en fetich, Leonora Carrington skildrede sit eget vanvid og forbandt kunst, terapi og magi
Leonora Carringtons maleri Green Tea fra 1942 kalder Susanne Christensen »et kriseminde fra Santander«, hvor Carrington var indlagt og »lå forkrampet og fastspændt i sit eget skidt«.

Leonora Carringtons maleri Green Tea fra 1942 kalder Susanne Christensen »et kriseminde fra Santander«, hvor Carrington var indlagt og »lå forkrampet og fastspændt i sit eget skidt«.

’Green Tea’ (1942) af Leonora Carrington/fra bogen

Kultur
28. august 2020

I den skandinaviske litteraturjungle er dansk-norske Susanne Christensen nem at kende fra os andre. Fra hun begyndte at publicere tekster i norske Gasspedals fanzines, i Klassekampen og Morgenbladet samt tidsskriftet Vagant omkring nullerne har hun nemlig insisteret på, at kritik er en kunstnerisk genre. Hendes kunst er punk og avantgarde.

Hendes nye bog, den tredje, har den britisk-mexicanske maler og forfatter Leonora Carrington (1917-2011) som omdrejningspunkt. Leonoras rejse hedder den, og ’rejse’ dækker over, at bogen ikke bare er et portræt af den surrealistiske kunstner, der alt for længe har været mest kendt for at være Max Ernsts muse, den sætter også Leonora Carrington i bevægelse og forbinder hende med 1970’ernes økofeminisme, med Donna Harraway, med sci-fi og Ursula K. Le Guin, med Madonna og Beyoncé, med hekse til alle tider og lader dermed Leonora rejse og tale lige ind i vores tid.

’Døde kulturarbejdere’

Hvis man sammenligner Leonoras rejse med traditionelle kunstnermonografier og -biografier, bliver det tydeligt, hvor heroiske disse i grunden fremstår. Først ofrede kunstneren sig for kunsten, og siden brugte et andet menneske (en akademiker) år på at fordybe sig i kunstnerens liv og værk – den færdige monografi eller biografi er bedriften. Sådan et helteepos går Susanne Christensen ikke med til.

Hun er nødt til at nævne den økonomiske og dermed psykiske udsathed, der er forbundet med at arbejde med kunst. Eller hun kan ikke lade, som om det ikke betyder noget for hendes arbejde med bogen, at to af hendes venner (kulturarbejdere begge) begår selvmord. Hun holder sig med andre ord ikke til emnet surrealisten Leonora Carrington, men lader et kapitel hedde ’Døde kulturarbejdere’, og heri indfanges Piet (1971-2016) og Helena (1967-2012) i stærke glimt for også at råbe op om, at kunsten og kritikken har brug for hinanden.

Kapitlet er et sidespor, men så bliver det alligevel en hovedvej, for Carringtons værker har det med at opløse grænser mellem de levende og de døde.

Perfekt kunsthistorisk timing

Leonora Carrington blev født ind i den stive engelske overklasse, hvor hendes far holdt jagtselskaber, og hendes brødre som en selvfølge skulle undervises, og hun som en undtagelse blev det. Hun studerede kunst i London og mødte Max Ernst, der var gift med Marie-Berthe Aurenche, som ret håbløst i en surrealistisk bevægelse forsøgte at kræve sin ægteskabelige ret.

Leonora kom til Paris som 20-årig »med perfekt kunsthistorisk timing« og deltog i 1938 i »skandaleudstillingen« Exposition Internationale du Surréalisme. Når hun i dag kaldes britisk-mexicansk, er det fordi, hun under nazisternes fremmarch i Europa flygtede til først New York og siden bosatte sig i Mexico.

Susanne Christensen is making herstory med Leonoras rejse. Det er den feministiske praksis at skrive oversete kvindelige kunstnere ind i kunsthistorien. Der er nok at tage fat på. Danske Rita Kernn-Larsen (1904-1998) er endnu en, som også nævnes, og som ligesom Carrington lige nu er udstillet på Louisianas Fantastiske Kvinder, hvor i alt 34 surrealistiske kvindelige kunstneres værker vises.

Forfatteren og manden André Breton skrev surrealisternes manifester, og om surrealismen og kvinderne skriver Christensen, at man i ønsket om at gøre oprør mod de »tyngende borgerlige normer« systematisk værdsatte alle størrelser som oplevedes som irrationelle: »kvinden, specifikt den unge kvinde, la femme-enfant, og den sindssyge, gerne den sindssyge kvinde, som i Bretons roman Nadja (1928).« Leonora Carrington gjorde oprør mod oprørerne, hun nægtede at være de mandlige surrealisters hjælpeløse femme-enfant.

Virkeligt vanvid

Det kvindelige, kunstegnede vanvid, som blev dyrket af de mandlige surrealister, herunder Breton, overskriver Christensen med et virkeligt vanvid, et kort glimt af hendes eget, men mest indlever forfatteren sig i Leonora Carringtons indlæggelse på Santander, hvor hun i flere dage »lå forkrampet og fastspændt i sit eget skidt«. Forkrampet fordi man i 1940 mente, at cardiazol, der kan fremprovokere epileptiske anfald, kunne hjælpe de forpinte.

Carringtons maleri Green Tea fra 1942 kalder Christensen »et kriseminde fra Santander«. Erindringsbogen Down Below (1944) er hendes »vanvidsrapport fra indlæggelsen«. Titlen er navnet på et fiktivt hospitals udslusningsafsnit, »Down Below er hendes utopi og håb«. I det hele taget findes Leonoras alternative verden under jorden.

Kunst, terapi og magi er beslægtede praksisser hos Leonora Carrington, og så er Leonoras rejse også et slags manifest for sci-fi og især den utopiske, feministiske variant af genren. Ret syret skriver Christensen, at hun ser Leonora som en alien, og vips har hun skrevet sig selv, læseren og Leonora ind i et sci-fi-univers. På samme vis med Leonoras magiske tænkning, vupti, så er man en hest, for Leonoras totemdyr var en hest: »Prøv selv at være en hest et øjeblik, hvad gør du med kroppen? Skyder brystet frem og knejser med nakken?«

Dét er indlevelse, og den indlevelse præger hele Leonoras rejse. Det er også derfor, det er så let at kende Susanne Christensen i den skandinaviske litteraturjungle, i stedet for den traditionelle kritikers kølige distance til værket og kunstneren, maser hun sig ind i værkerne, skriver sig ind i kunstnerens bevidsthed ligesom en romanforfatter, hun er Leonora, hun er en hest, og hun kan forestille sig en samtale mellem cyborgmanifestforfatteren Donna Harraway og Leonora, hvor de taler om fordele og ulemper ved at være cyborg og gudinde (helst en keltisk).

Magien vil ingen ende tage

Ingen distance betyder også, at Susanne Christensen rejser i surrealistens fodspor og må være der, hvor hun har været. Hun besøger den 80-årige Gloria Orenstein i Los Angeles, der kendte Leonora fra begyndelsen af 1970’erne. Gloria forsøger først som akademiker at få kontakt med Leonora, men får ikke noget svar. Senere får hun forklaringen via en fælles ven, der fandt Leonora »siddende i sit månetræ« (magien vil ingen ende tage). Kunstneren siger: »Jeg er ikke interesseret i akademiske diskussioner, men jeg vil gerne vide, hvorfor kvinderne i New York brændte deres bh’er.« Det vidste Gloria, at hun kunne fortælle hende – og sådan blev forskeren og kunstneren venner.

70’ernes feminister og den historiske avantgardes kvinder – herunder dens surrealister – har aldrig været mere spændende, det behøver Susanne Christensen ikke at sige, hun viser det bare, men nu siger jeg det.

Susanne Christensen: ’Leonoras rejse. Et essay’. Vandkunsten, 174 sider, 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her