Læsetid: 5 min.

Med ’Leonoras rejse’ bliver Leonora Carrington skrevet ind i kunsthistorien

De mandlige surrealister dyrkede det kvindelige vanvid som en fetich, Leonora Carrington skildrede sit eget vanvid og forbandt kunst, terapi og magi
Leonora Carringtons maleri Green Tea fra 1942 kalder Susanne Christensen »et kriseminde fra Santander«, hvor Carrington var indlagt og »lå forkrampet og fastspændt i sit eget skidt«.

Leonora Carringtons maleri Green Tea fra 1942 kalder Susanne Christensen »et kriseminde fra Santander«, hvor Carrington var indlagt og »lå forkrampet og fastspændt i sit eget skidt«.

’Green Tea’ (1942) af Leonora Carrington/fra bogen

28. august 2020

I den skandinaviske litteraturjungle er dansk-norske Susanne Christensen nem at kende fra os andre. Fra hun begyndte at publicere tekster i norske Gasspedals fanzines, i Klassekampen og Morgenbladet samt tidsskriftet Vagant omkring nullerne har hun nemlig insisteret på, at kritik er en kunstnerisk genre. Hendes kunst er punk og avantgarde.

Hendes nye bog, den tredje, har den britisk-mexicanske maler og forfatter Leonora Carrington (1917-2011) som omdrejningspunkt. Leonoras rejse hedder den, og ’rejse’ dækker over, at bogen ikke bare er et portræt af den surrealistiske kunstner, der alt for længe har været mest kendt for at være Max Ernsts muse, den sætter også Leonora Carrington i bevægelse og forbinder hende med 1970’ernes økofeminisme, med Donna Harraway, med sci-fi og Ursula K. Le Guin, med Madonna og Beyoncé, med hekse til alle tider og lader dermed Leonora rejse og tale lige ind i vores tid.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tina Peirano
Tina Peirano anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu