Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Lise Ringhof & Erik Valeur skriver om danskernes tendens til at putte sig, når hele verden brænder

I mellemkrigstiden fik umenneskeligheden lov at vise sit grusomme ansigt i Danmark. Og hvem gik det så ud over? De svage, de forkerte, de deforme. ’Det er de danske som flygter’ trækker implicit parallel til nutidens behandling af de fremmede og de anderledes, indvandrere og flygtninge
Romanen skildrer perioden fra cirka 1900 til 1950.

Romanen skildrer perioden fra cirka 1900 til 1950.

Ritzau Scanpix

Kultur
14. august 2020

Der findes læsere, som griber tykke bøger an på den måde, at de først læser de første kapitler og så blader frem til slutningen for at se, om de 500 sider virkelig er umagen værd. Denne fremgangsmåde regnes ikke for særlig dannet og kan ikke anbefales generelt, men undertiden giver den gevinst, fordi den hjælper den formasteligt dovne til med det samme at se, hvad værket inderst inde har på hjerte. Så lad os (efter endt grundig læsning, bevares …) gøre en sjælden undtagelse og afprøve metoden:

Han var der, da hans bror døde. Han var ikke i stand til at redde ham. Han løb fra ham. Han valgte forkert. Så markant og pædagogisk bombastisk formulerer Lise Ringhof og Erik Valeur det traume, som livslangt skal præge Erling Brinch fra Sønderho, hovedfigur i deres første fælles roman.

Vi skal som læsere forstå, at intet forsvinder, og alt bliver husket. At alle Erlings forsøg på at slippe væk og lægge afstand vil være forgæves. At hans såre »danske« flugt er omsonst. At et menneske kan blive sendt af sted som en kugle, hvis bane bare ligger forudbestemt.

Lise Ringhof & Erik Valeur: ’Det er de danske som flygter’.

Gutkind
Eller rettere: Det tror vi, fordi romanen i første omgang hævder det. Men at den samtidig rummer sin frie modforestilling, viser sig allerede under brorens begravelse på Fanø. For i udkanten af følget står en sælsom skikkelse, en arme vanskabning fra fattiggården:

»Hagen var trukket dybt nedad mod brystkassen af en bred og abnormt kraftig hals, og denne ejendommelige sammentrækning havde på en eller anden måde forvredet ansigtet, så det var knudret og fortrukket fra hage til hårkant.« En dyb fure løber fra den ene tinding til den anden og strækker sig hen over kindbenene og videre ind under pandebrasken, som altså bliver skubbet udad og nedad, indtil den skygger for et par sorte øjenhuler.

Denne jævnaldrende dreng, Hubert hedder han, der bliver Erlings ven og legekammerat, færdes som en skygge gennem hele romanen. Han dør i dens næstsidste kapitel, men efterlader et brev, hvor det blandt andet, forsonende, hedder:

»Vores skæbne var at møde hinanden, og det er en mærkværdig historie. Du fandt mig, og du gjorde mig til et helt menneske, og det har ingen siden kunnet tage fra mig. (…) Husker du, dengang jeg sagde: Du valgte. Forstod du, hvad jeg mente? Du valgte, Erling, og der er ikke mere, et menneske kan gøre. Vi vælger, hvad enten vi vil det eller ej, husk det, så løber jeg langs stranden og engene med dig ved min side.«

At acceptere det skæve

Det er de danske som flygter er en roman om at vælge og efterhånden lære at stå ved sine valg, men også en dybt etisk bog om at acceptere den anden, det anderledes, det skæve, og integrere det i sit liv. Derfor henter den sin titel fra Herman Bangs Tine (1889), for dens underliggende påstand er, at Erlings historie dybest set er det moderne Danmarks historie. Og hvordan hænger det så sammen?

Jo, hovedfigurens traume sætter sig i ham som en følelseskulde, som han bærer i sig livet igennem. En mangel på indlevelse. En mangel på evne til savn og sorg. En mangel på sans for omsorg. Han kan ikke græde for nogen, og han kan ikke forsones med den, som han svigter, eller af hvem han føler sig svigtet. Denne karaktersammensætning kobler romanen til en national tilbøjelighed til flugt, trangen til at putte sig, mens hele verden brænder, og til den beskæmmende følgagtighed, danske politikere ifølge en af værkets centrale personer udviste under den tyske besættelse, da man i pragmatismens navn veg for overmagten.

Påstanden er, at »Flødeskumsfronten«, som tyskerne kaldte os, mentalt og socialt var et direkte historisk produkt af nederlaget i 1864. Men modpåstanden i bogen lyder, at de egenskaber, som ikke mindst Erling inkarnerer, opvejes af deres modsætning, repræsenteret især af kvinder kendetegnede ved nysgerrighed, tålmodighed, ligefremhed, offervilje, mod og kærlighed …

Gammeldags litterære greb

Hvis ovenstående frejdige bud på en helhedstolkning af romanen har givet Dem lyst til at læse den, er der lige to ting, De skal vide. For det første, at den excellerer i gammeldags handlingsforegribelse af typen Der var ingen, der kunne ane, at desserten aldrig ville komme på bordet eller Senere kunne hun ikke forklare den indskydelse, der på få sekunder flyttede rundt på alle de brikker, som nogen fornuftsbetonet højere magt ville anbringe foran en ung pige, der skulle finde både sig selv og sin fremtid.

For det andet, at bogen betjener sig af det, som Lars Bukdahl i forbindelse med en roman af Jette A. Kaarsbøl kaldte ’den alvadende fortæller’, altså en narrativ instans, som lige pludselig hæver sig over situationen og de agerende karakterer og giver sig til at tale, i præsens, om, hvad der altid er tilfældet her i tilværelsen, og bruge gloser som »skæbnen« og »tilfældighedernes spil«.

Den slags små spil eller gammeldags litterære greb er nemlig mere end tilladte hos Ringhof og Valeur, der åbenbart håber at nå ud til et stort folkeligt publikum og giver pokker i, hvad de formentlig opfatter som fesen ’god smag’.

Detaljerig skildring af besættelsen

Om romanens brogede for ikke at sige kulørte handling kan oplyses, at den hovedsageligt udspiller sig på tre lokaliteter, nemlig foruden Sønderho: København og Vejle. Efter at have været til søs studerer Erling medicin, fordi han har en drøm om at gøre en indsats for syge, fattige, kvinder og børn på flugt fra krig og elendighed, en drøm, som får næring af hans fascination af eventyreren Kate Brodersen, med hvem han første gang oplever, om ikke den store kærlighed, så dog elskovens glæder.

Men efter at han på stranden ved Rindby har mødt rigmandsdatteren Ragnhild fra Vejle, resignerer han og bliver læge i hendes hjemby, hvor de får datteren Eva, og hvor hans drømme om den vide verden for en tid finder nedforstørret udfoldelse i noget så hyggeligt som en litteraturkreds.

Derfor bliver Vejle også scenen for romanens grundige og detaljerige skildringer af besættelsestiden, hvor kredsen omdannes til modstandsgruppe, alt imens Evas klassekammerater vælger side. Ole og Henrik bliver frihedskæmpere, hvorimod Klaus, barn af nazisten Marius, forudsigeligt nok bliver en af de værste lokale tyskerhåndlangere.

Mærkværdigst i den sektion af romanen er den forvandling, der finder sted med Erlings højborgerlige svigermor, sukkerhandlerens hustru Inger, som modigt træder op mod Gestapo, imens en såret modstandsmand skjuler sig oppe på loftet: Entschuldigung, meine Herren … Man sender her en vemodig tanke til Maude Varnæs og hendes helteindsats for hr. Stein.

Også de mere mudrede sider af besættelseshistorien berøres. En højtstående tysk officer, Hermann, får sin gang i lægehjemmet og gør Eva gravid. En dreng fra fattiggården på Fanø opdager i klitterne en tysk radarstation og lader via fiskeren og modstandsmanden Verner informationen gå videre til rette vedkommende, men da tegningen havner i de gale hænder, bliver fattiggården nedbrændt og en del af beboerne, heriblandt lederen, Hubert, deporteret til Tyskland. Efter befrielsen fortsætter mudderet: Eva flirter med en flot skotsk officer, men bliver voldtaget af hans »naughty« kammerat.

Lise Ringhof & Erik Valeur er forfatterne bag  romanen ’Det er de danske som flygter’.

Lise Ringhof & Erik Valeur er forfatterne bag  romanen ’Det er de danske som flygter’.

Henrik Saxgren

Dementerer konsensusfortælling

Anmelderen har sandt at sige vanskeligt ved at fastholde én linje i romanens skildring af perioden fra cirka 1900 til 1950. Én ting står dog fast, nemlig at Lise Ringhof og Erik Valeur har en bestemt agenda: nemlig at dementere den såkaldte ’konsensusfortælling’ om besættelsestiden og modsat propagere for den såkaldte ’modstandsfortælling’. Men da de på den anden side ikke vil abonnere på hverken Dansk Folkepartis eller Anders Fogh Rasmussens udgave af sidstnævnte, overlejrer de hele historien med en ’etisk’ tematik, som i grov forkortning lyder sådan, at det hele i sidste ende handler om den evige kamp mellem de udi egen indbildning »rigtige« og de udstødte »forkerte«:

I mellemkrigstiden vedtog man i Danmark en umenneskelig lov om sterilisering og kastration. Man så positivt på racehygiejne. Man så skævt til homoseksuelle. Man lagde villigt øre til antisemitismen, og da jødeforfølgelserne tog til i Nazityskland, afviste man jødiske flygtninge sydfra. Hvad der dengang skete, var, at umenneskeligheden fik lov at vise sit grusomme ansigt.

Og hvem gik det så ud over? De svage, de forkerte, de deforme. Og kynismen fortsatte, da tyske flygtninge fik lov at rådne op i lejre, også i Vejle, og da drengesoldater blev sat til at rydde minefelter på Fanøs vestkyst. Herfra trækker romanen implicit parallel til nutidens behandling af de fremmede og de anderledes, læs: indvandrere og flygtninge. »Fordømmelsen erobrer ens sjæl og visker alt andet væk,« står der til sidst i romanen.

Venskabet mellem Hubert og Erling skal formentlig udgøre romanens humane modstemme hertil. Vi skal ikke flygte, men se Den Andens ansigt. Prisen for at få kommunikeret dette velmente og politisk velanbragte budskab ud er pædagogisk oplysningsiver af en temmelig sort-hvid, anmassende art.

Lise Ringhof & Erik Valeur: ’Det er de danske som flygter’ · Gutkind · 524 sider · 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fra Erik Valeurs Facebook side:
Så fik romanen ’Det er de danske som flygter’ en temmelig brøsig anmeldelse i dagbladet Information, der udover at forvanske en central passage i bogens begyndelse (som lig med et direkte citat – ak ja) og udstyre en vigtig episode i bogens midte med et helt forkert personnavn (og dermed pointe) – også valgte at afsløre en helt central del af bogens personplot allerede i første spalte af anmeldelsen, hvor bladet ganske bevidst røber dét, der i selve romanen afdækkes kun få sider før afslutningen ---
Siden har jeg fået en lang række undrende – og irriterede kommentarer fra folk, der lige havde anskaffet sig bogen på udgivelsesdagen – og dét er ikke så mærkeligt: Effekten af avisens bevidste afsløring er svær at tillægge uvidenhed, eftersom udeladelsen af ’plot-spoilere’ (der kan røbe alt i de bøger, som folk sidder med i hånden) er børnelærdom for både fine litterater og deres redaktører – fordi det selvfølgelig driver en kile ind i læsernes nysgerrighed og dermed i salget af bogen. Derfor gør man det ikke normalt.

Hvad enten motivet her – i Information – er en form for personlig irritation over en lidt for bred (folkelig) fortælling, der ikke behøver vinde gehør i et mere litterært publikum (altså en smagsting) eller noget dybere, mere uigennemskueligt, så fremstår det som bladets bevidste valg.

Nedenfor er der nogle andre citater fundet i weekenden fra aviser og litteraturbloggere:

Bogpusheren.dk (seks stjerner)
Romanen Det er de danske som flygter bør blive en klassiker, for det er et både gribende og smukt billede af en slægt og en tid, og jeg glæder mig allerede til at læse de næste bind, når de udkommer.

Dagbladenes Bureau (fem stjerner)
”En spændene beretning, hvor de mange personer og et livligt handlingsforløb står skarpt og nuanceret, og med et fint blik for hvordan personernes liv har rod i forskellige sociale vilkår (…)
Som læser kan man ikke undgå at blive indfanget af deres fortælleglæde, og det er med forventning, jeg ser frem til de to planlagte bind, der vil følge handlingen frem til nutiden.”

Anetteslitteratursalon.dk
"Karaktererne er beskrevet så levende og med så stor menneskelig indsigt, at man berøres dybt."

Børsen (fire stjerner)
”Særlig vellykket er beskrivelserne af, hvordan verdenspolitikken og krigene forandrer hverdagen (…) Og selv om Erling er en snæversynet and i andedammen, så efterlades læserne heldigvis med håb for oprejsning af hans (og danskernes) sjæl.”

Mitlillebibliotek.dk (fem stjerner)
”Sproget maler romanen til live på smukkeste vis og får den til at stå skarp og giver et stærkt billede af Danmark i tiden mellem 1900 – 1950 (…) Forfatterne har på smukkeste vis formået at skrive en fler-facettet roman og fået den til at fremstå enkelt og elegant.”

Ugeavisen Esbjerg: Storslået roman med lokalt afsæt!
”Der bliver gået til biddet i bogen, og det er ganske befriende med en roman, der tør fortælle en knap så flatterende, men på mange måder naturlig side af det danske samfund og samfundssind. Bogen igennem holdes spændingskurven høj, og man både griner, græder og bander over Erling Brinch og de andre hovedpersoner, som udgør bagtæppet til den første del af Lise Ringhof og Erik Valeurs slægtstrilogi.”