Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Liv, landskab og sang hænger uløseligt sammen hos Shirley Collins

65 år inde i karrieren demonstrerer den engelske folkemusiker Shirley Collins atter sin særlige evne til at forbinde et personligt landskab med det fællesmenneskelige
Shirley Collins er en enestående historiefortæller.

Shirley Collins er en enestående historiefortæller.

Ritzau/Scanpix

Kultur
21. august 2020

Den nu 85-årige engelske folkemusiker Shirley Collins er en enestående historiefortæller. Selv er hun et stykke levende historie, som der kan fortælles meget om. Men skal man opsummere det, kan det næppe gøres bedre end i hendes egen undertitel til den smukke erindringsbog All in the Downs (2018): »Reflections on life, landscape and song.«

Liv kan her forståes i en personligt erindrende forstand, som den selvbiografiske genre foreskriver, men pointen er samtidig, at andre forgangne liv taler igennem os, og at disse levede liv bæres videre af os – bevidst eller ubevidst – gennem folkesangen.

En sang, som former et indre, mytisk landskab, samtidig med at den er intimt forbundet til ydre, konkrete landskaber. Liv, landskab og sang hænger uløseligt sammen.

Sensationelt comeback

All in the Downs udkom i kølvandet på Shirley Collins’ sensationelle album-comeback, Lodestar, som kom over 60 år efter hendes første indspilninger og næsten 40 år efter, at hun for første gang trak sig tilbage fra musikerlivet.

En smertelig kærlighedshistorie satte sig på hendes stemme, så hun ikke længere følte sig i stand til at optræde. Også på den måde hænger liv og sang nøje sammen. Men hun vendte altså tilbage – med en gribende plade, som fik kritikerne til at hylde hende som en af de helt store stemmer i britisk folk.

Dette var dog langtfra en selvfølge. Collins levede nemlig i mange år et yderste stilfærdigt liv, hvor hun blandt andet arbejdede på det lokale jobcenter, og det var ikke det etablerede folkemusikmiljø, der arbejdede med at få hendes bidrag til folkemusikken kanoniseret.

Det gjorde til gengæld Current 93’s David Tibet, en outsider og pioner inden for britisk neo-folk og en lidenskabelig fan af Collins. I mange år forsøgte han med næsten grænseløs tålmodighed at overbevise Collins om at synge igen. Endelig lykkedes det altså. Det landskab, som Collins har vandret, har på den måde været fyldt med omveje og kringlede stier.

Typisk for historien er derfor også, at det i høj grad var hendes rejse til USA som ung assistent for folkemusikindsamler Alan Lomax, der fik hende til at genopdage engelske folkemusiktraditioner, som stort set var glemte i efterkrigstidens England, men som levede videre blandt efterkommere af udvandrere til den nye verden.

Glemte stemmer og præindustrielle landskaber

Når Lodestar nu følges op af albummet Heart’s Ease har sensationen lagt sig. Vi ved nu, at hun stadig er en stor musikalsk fortolker, men også at hendes stemme har fået et mørke og en dybde, der adskiller den ældre Shirley Collins markant fra den yngres mere æteriske vokal.

Det er dog netop en kvalitet, at tiden og det levede liv fornemmes så tydeligt i hver frasering. Om noget viser Heart’s Ease, at Lodestar ikke var en enlig svale. Og skønt den måske ikke har den samme wow-effekt, så fremstår albummet mere helstøbt.

Fra åbningsnummeret, »The Merry Golden Tree«, som var en af de gamle engelske ballader, Collins opdagede via sin rejse til USA med Lomax i 1959, og frem til det afsluttende collageprægede nummer »Crowlink«, farvet af dronende hurdy-gurdy fra eksperimentalmusiker Ossian Brown (Coil, Current 93).

Albummet griber på én gang tilbage til Collins’ unge år og peger på hendes betydning for yngre generationers eksperimenterende folk. Men først og fremmest er pladen en udsøgt samling smukt arrangerede sange, der atter viser hendes evne til at forbinde sit eget personlige landskab med det fællesmenneskelige gennem arketypiske fortællinger, samt hendes evne til at få glemte stemmer og præindustrielle landskaber til at klinge med i sangenes nu.

Sangens ydmyge tjener

Shirley Collins’ musikalske vision ligger langt fra nationalromantikkens instrumentalisering af folkemusikken. Dog giver hun heller ikke meget for dem, der projicerer en moderne dyrkelse af individet ind i den.

Hendes aversion mod singer-songwriters, der opfatter sig selv som folkemusikere, har hun flere gange luftet, og hun ynder heller ikke at bruge folkemusikken som scene til udbasunering af eget følelsesliv.

Nok afspejles det levede liv i sangene, men hun er samtidig sangenes ydmyge tjener med et ideal om aldrig at lade egoet stå i vejen for den fortælling, som de vil formidle. Collins er som en klassisk historiefortæller, der i skumringen samler os om sangens glødende bål og puster liv i døde stemmer.

De fortæller om kødets skrøbelighed, om at være fortabt til søs, om kærlighed og sorg. Men også om dén hjertets lethed, som albumtitlen nævner, og som kan opstå, når man træder ud i morgenduggen på engen og føler, at livet begynder på ny – som vi får at høre på den forunderlige »Rolling in the Dew«.

En variation af en sang, som Collins indspillede helt tilbage i 1955 på opsamlingen Folk Song Today! Ringen er sluttet.

Shirley Collins: ’Heart’s Ease’ (Domino/Playground).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her