Stemningen er trykket i Storbritannien, og racismen er udtalt. »Niggers go home« står der på en hoveddør i Brixton, hvor der også kyles brandbomber mod ejendomme beboet af jamaicanere. I det centrale London skal farvede mænd passe på med at henvende sig til hvide kvinder, og på visse pubber er det ligefrem bedst at holde sig helt væk, hvis du ikke er kridhvid.
Det kunne være beskrivelser af dagens England, men de stammer fra Louise Hares debutroman This Lovely City, der udspiller sig kort efter Anden Verdenskrig i den alt andet end smukke britiske hovedstad. Her finder en sort mand, Lawrie Matthews, en morgen et dødt spædbarn i en dam i Clapham Common. Han mistænkes straks selv for drab og hives med på stationen, for, som efterforskningslederen siger:
»Hør nu her, du var den eneste darkie i nærheden af gerningsstedet. Ingen god grund til at opholde dig dér.«
Det lyder måske skarptskåret og ja, undskyld udtrykket, kulørt, men Louise Hares debutroman har fået rosende anmeldelser i hjemlandet og borer med sin skildring af et samfund præget af splittelse og racisme ned i et åbent sår, der har blødt siden 22. juni 1948, da skibet Empire Windrush ankom til havnen i Essex. Ombord var blandt andet små 500 passagerer fra Jamaica, Trinidad og Tobago, der alle var blevet inviteret af briterne med udsigt til et fast job hos kolonimagten, som savnede arbejdskraft.
En af disse er romanens Lawrie Matthews, der godt er klar over, at »han kun var i landet på grund af andres ulykke«. London er »stadig for fattig til at gøre rent efter sig selv« og »skæmmet af krigen; hver anden kvinde du passerede på gaden havde mistet en mand, en kæreste, et barn«.
Men trods den tyngede stemning har Lawrie fundet sig til rette. Han arbejder som postbud om dagen og spiller jazz på klubberne i Soho om aftenen og tjener dertil lidt sorte penge på at sælge rationeringskort for sønnen i det hus, hvor han lejer et værelse. Desuden er han kæreste med naboens 18-årige Evie Coleridge, der er datter af en sort far, hun aldrig lærte at kende, og en småbitter hvid mor.
Tingene forandres dog hurtigt den morgen, da Lawrie hives med på stationen af en racistisk kriminalkommissær, der ikke tvivler på, at personen, der har druknet spædbarnet, findes blandt kvarterets vestindiske tilflyttere. Om det er Lawrie eller en anden, er kommissæren ligeglad med. »I don’t give two shits,« siger han og tilføjer: »I er allerede alt for mange her i byen.«
Skabte sit eget sprog
Empire Windrush, der sank i Middelhavet i 1954 (ingen ombord mistede livet) lagde navn til den gruppe af britiske immigranter, der kom til landet fra de britiske kolonier i Vestindien i årtierne efter 2. Verdenskrig, og hvis historie tidligere er foldet ud i romaner af blandt andre George Lamming (The Emmigrants, 1954), nobelpristageren V.S. Naipaul (The Mimic Men, 1967) samt Zadie Smith, der med Hvide tænder (2000) har fokus på efterkommerne, og Andrea Levy, hvis prisbelønnede roman En lille ø (2004) handler om et jamaciansk par, der kommer til London i netop 1948.
Hovedværket i den såkaldte Windrush-litteratur er dog Sam Selvons The Lonely Londoners (1956). Handlingen udspiller sig som titlen antyder i den britiske hovedstad, der skildres nærmest som en labyrint, »overhovedet ikke London men et sært sted på en anden planet«, som det udtrykkes på første side.
Her sidder hovedpersonen Moses i buslinje 46 på vej til Waterloo-stationen for »at tage imod en gut, der kom fra Trinidad med båd«. Selv om Moses har boet en årrække i London, bliver han ved med at vende tilbage til stationen, der fungerer som migranternes port til London, både fordi han lider af hjemve, og fordi han gerne vil hjælpe de nyankomne fra Vestindien med at falde til i London. Byen er langtfra det paradis, man hjemmefra var blevet lovet, men derimod »voldsomt ensom når du er på egen hånd« og »delt op i små verdener, og du holder dig til den verden, hvor du hører til, og du ved intet om, hvad der foregår de andre steder«.
Oversættelserne er mine egne, for trods sit klassikerry har vi aldrig fået The Lonely Londoners på dansk. Det er måske ikke overraskende. Selvons sprog har en særegen tone og en meget markant rytmik, der næppe lader sig fordanske. Det er nærliggende at sammenligne sproget med musikken fra Vestindien, som gradvist og sikkert et blevet en del af den britiske popkultur.
I 1970’erne var ska, reggae og 2tone med til at gøre bands som blandt andre The Police, Madness og The Specials iørefaldende, og siden har Windrush-generationens efterkommere i høj grad sat deres præg på dansescenen med energiske elektroniske udtryksformer som jungle, drum & bass, dubsteb og grime.
Også Sam Selvon, der blev født på Trinidad, bestræbte sig på at mikse sin opvæksts vestindiske klang med det engelske sprog, han mødte i London. Forfatteren »forestillede sig en ny måde at læse og beskrive byen på«, som Susheila Nasta skriver i forordet til min Penguin-udgave af The Lonely Londoners. Heri fortæller Nasta, der er professor i moderne litteratur, at Selvon efter et halvt år opgav at skrive sit manus på standardengelsk, »fordi sproget ikke var tilstrækkelig smidigt og i stand til at formidle karakterernes følelser, humør og – endnu – uudtalte længsler«. Da han skiftede til et rytmisk talesprog båret af cityslang, humor og caribisk dialekt blev personerne, London og historien levende.
Her et eksempel, hvor en af Moses’ bekendte får øgenavnet Five – fordi han er mørkere end midnat – af en »test«, hvilket betyder en fyr, der er ude på ballade:
»It had a fellar call Five Past Twelve. At test look at him and say, ’Boy, you black like midnight. Then the test take a second look and say, ’No, you more like Five Past Twelve.«
»Jeg ramte en akkord, det var som musik«, har Selvon selv udtalt, mens Susheila Nasta i bogens forord pointerer, at forfatterens »improvisationer i denne, hans første London-roman skabte et nyt perspektiv, der ikke blot ændrede måden, hvorpå vi så på byen, men samtidig fik os til at justere opfattelsen af, hvad det indebar at være engelsk«.
En politisk skandale
Det blev til en fin London-kvartet for Sam Selvon, og bind to er netop udgivet i Penguins Moderns Classic-serie. I The Housing Lark (1965) må Moses og hans caribiske venner navigere blandt narkohandlere og racistiske boligspekulanter i en fortælling, som The Guardians anmelder – under overskriften »The Housing Lark: Sam Selvon’s strikingly relevant, lesser-known classic« – sidste måned kaldte »påfaldende relevant«.
At både Sam Selvons forfatterskab og Louis Hares debutroman påberåber sig aktualitet skyldes en af de seneste års store politiske skandaler i England. I 2018 besluttede den konservative regering under ledelse af premiereminister Theresa May at inddrage helt basale borgerrettigheder for Windrush-generationen og deres børn (som var født i England). Det britiske indenrigsministerium havde for længst selv destrueret alle indrejseregistreringer fra 1948 til 1973 (hvor en ny migrantlov trådte i kraft), og kun de færreste migranter fra de vestindiske øer havde britisk pas eller var blevet registreret som britiske borgere ved deres ankomst. Det tænkte hverken myndigheder eller de inviterede vestindere på.
Men i kølvandet på May-regeringens stramme kurs over for indvandrere blev Windrush-generationen og deres efterkommere nu betragtet som illegale immigranter. Flere mistede både job og hjem, og 83 personer blev deporteret, viste en senere undersøgelse, hvis resultat betød, at Amber Rudd i april 2018 måtte træde tilbage fra posten som indenrigsminister. Samtidig startede en bredere debat om behandlingen af britiske immigranter fra Vestindien, som Louise Hares debutroman elegant tager del i.
Efterhånden som efterforskningen breder sig i This Lovely City, og folk begynder at pege fingre ad de nyankomne, blusser aggressionerne og volden op i lokalsamfundet. »Den her mordsag passer dem helt fint. Viser at de har haft ret hele tiden. Vi må bare stå det igennem. Medmindre du har lyst til at gøre, hvad de siger, og stige ombord på båden hjem,« som en af musikerne i Lawries band siger en aften i Soho.
Hvordan det hele ender skal naturligvis ikke røbes her, for selv om This Lovely City så langtfra er en traditionel kriminalroman, så bidrager intrigen til både underholdningsværdien og den utrygge atmosfære, der på forskellig vis præger hele persongalleriet. Louise Hares sociale indignation og civilisationskritik overskygger aldrig de litterære ambitioner, der takket være skarptskårne karakter og en plausibel handlingskurve gør The Lovely City til både hjerteskærende, medrivende og tankevækkende læsning. Vi vil vide, hvem der har dræbt spædbarnet, og da vi sluttelig får det at vide, kan vi samtidig konstatere, at racismen har gnavet sig langt dybere ned i det britiske samfund, end man kan se med det blotte øje.
Louise Hare: ’This Lovely City’. Harper Collins, 386 sider, 13 GBP.
